Digitalisering ER demokratisering!

Med digitale tilbud kan biblioteker nå langt flere. Hvad med museer? Business vector created by GraphiqaStock – Freepik.com

Én af de meget vigtige pointer i den nylige undersøgelse “Digitale biblioteksstrategier” er, at digitalisering virker. Digitale tilbud når ud på en anden måde end fysiske institutioner og tilbud. Samtidig påviser undersøgelsen også, at afstand har betydning for brug – her kan især museer sikkert lære en del.

Den mest markante pointe i “Digitale biblioteksstrategier” er, at digitale tilbud når brugere med en anden uddannelsesprofil end det fysiske. Brugen af fysiske biblioteker stiger lineært i takt med uddannelseslængde. Der er en tydelig overrepræsentation af langvarigt uddannede blandt fysiske biblioteksbrugere. Overrepræsentationen er endda større, end for museer, hvis man for museernes vedkommende lader udenlandske turister ude af billeder (Brugerundersøgelsen fra 2015 viser en meget stor andel langvarigt uddannede blandt de udenlandske turister).

Illustration fra undersøgelsen “Digitale biblioteksstrategier”

Illustration fra brugerundersøgelsen 2015

Ser man på gruppen af personer, hvis uddannelses længde ligger mellem “grundskole” og “kort videregående uddannelse” har bibliotekerne langt flere brugere i  disse kategorier, både fysisk og digitalt. Men brugerandel og brugshyppighed stiger ikke lineært, som for fysisk brug.  Fordelingen på de digitale tilbud er mere jævn, dermed en form, der har en højere grad af ensartet appel til flere målgrupper.

Jo større afstand til det fysiske bibliotek, jo større potentiale for digital brug (Illustration fra “Digitale biblioteksstrategier”)

Afstand er et andet, vigtigt parameter. De fleste offentlige museer bruger mange ressourcer på udstillinger og andre aktiviteter. I reglen skal borgere ikke blot betale for at se/bruge dem – men de skal også hen på et bestemt sted for at kunne gøre det. Grundydelsen på biblioteker er som bekendt gratis, men der kan alligevel være en interessant pointe for museer i rapporten: transport er en hindring. Ved præsentationen af “Digitale biblioteksstrategier” fremgik det, at for hver 10 minutters transporttid hen til biblioteket, falder chancen for brug med 10%. Til gengæld stiger potentialet for brug af digitale tilbud. Undersøgelsens konklusion er, at sammenhængen er “stærk og statistisk signifikant” og gældende uanset fx køn, alder, uddannelse og digitale navigationskompetencer. Samtidig er brugere af fysiske biblioteker i øvrigt også glade for de digitale tilbud. Men konklusionen er, at en “sjælden bruger af de fysiske bibliotek, der har langt til nærmeste bibliotek, vil bruge det digitale bibliotek mere end en anden sjælden bruger af det fysiske bibliotek, som bor tæt på nærmeste bibliotek”.

Hvad hvis det nu var et museum? Ville digitale tilbud – ikke tilbud om “udstillinger” men “interaktion med og brug af kulturarv”  kunne nå længere ud, end aktiviteter, der alene foregår onsite i en fysisk bygning?

Rapporten rummer mange andre interessante pointer, men der er ét  hovedspørgsmål, som trænger sig på:

• kan digital kulturarv fra museer og arkiver også nå andre end dem, der er interesserede i de fysiske tilbud?

Når man ser på de brugergrupper, som anvender arkivernes digitaliserede tilbud, forekommer det sandsynligt. Der er aldrig lavet undersøgelser, som indikerer, hvem der bruger de digitale arkiver og hvilket udbytte de får, men ud fra Rigsarkivets brugerundersøgelse i 2013 er det ikke usandsynligt, at overrepræsentationen af langvarigt uddannede er mindre end på museer, selvom læringskurven er meget stejl.

Måske er det ikke det fysiske rum og udstillingen, som er dét sted, som kan skabe mere lighed i brugen af kulturarv. Digitale biblioteksstrategier kunne pege i retning af det digitale rum som en stadigt større arena for brug af kulturarv, og med en omfattende palet af muligheder: rådigitalisering, faciliteret brug, streaming, realtidsformidling, nye digitale læseformater – etc. Der er mange formater, som sagtens kunne være relevante for borgere, der aldrig eller meget sjældent ville møde kulturhistorie og kunst på et fysisk museum.

Links:

Digitale biblioteksstrategier (Hovedkonklusioner og bestillingsmulighed)

Brugerundersøgelsen “Museer, borgere og bæredygtige løsninger” fra 2015

Rigsarkivets brugerundersøgelse i 2013

Tillykke med de 25 år, Internet!

Den 23. august 2016 er det 25 år siden, at verdens første website blev offentligt tilgængeligt. Jeg er også på vej mod et jubilæum – for jeg har snart arbejdet med digital kulturarv i 20 år. Så nu skal der for en gangs skyld kigges tilbage her på bloggen – bl.a. på nogen af de fejltagelser, som jeg tror har stået i vejen for vores brug af www i kulturarvens tjeneste.

For snart 20 år siden sad jeg, og mange andre, og lavede web i notepad. Man skrev html og havde en tyk håndbog med spiralryg til at slå op i. Verden bestod af tabeller med sort tekst på grå sider, forsynet med blå links, der blev lilla, når man havde klikket på dem. Det var få år siden, at Tim Berners-Lee havde opfundet World Wide Web. Han kunne godt have copyrightbeskyttet sin opfindelse. Men 30. april 1993 blev koden public domain til brug for alle – helt gratis. Dermed fik vi også et fantastisk, verdensomspændende, relativt billigt, redskab stillet i kulturarvens tjeneste.

Hvad har vi fået ud af det og hvor langt er vi nået siden da? Efter min mening: slet ikke nok. Det går langsomt, og vi er tilbøjelige til at bruge nye muligheder præcis som de gamle, uden for alvor at få lukket op for dét, som “digitalt” kan.

Der er altid mange vildskud, når noget nyt skal tages i brug, og måske er nogen af disse tre de største?

1) Vi troede, at nettet var som print – bare på skærm
Én af Berners-Lees oprindelige grundideer var, at alle der havde adgang til nettet, også skulle kunne skrive på det. Alle skulle eje deres egne bidrag, og de skulle kædes sammen af links. Derfor var de første browsere også redigeringsværktøjer, nettet var et kommunikationsværktøj. Men dét aspekt glemte vi lidt, eller vi opdagede det ikke rigtigt. I hvert fald blev nettet meget hurtigt et sted, hvor man “publicerede tekster”. Publiceringstankegangen var generel, det var ikke kun i kulturverdenen, man så sådan på det.

Tanken om “publicering” betød også, at der kom mange, teknologisk uhensigtsmæssige, valg. I “pionérårene”, hvor vi sad med den flade html, var man fx nødt til at give sine filer nogenlunde fornuftige navne, for overhovedet at kunne holde rede på dem. Så kom Content Management Systemerne, og “alle kunne publicere på nettet”. CMS´er havde (og har) mange gode kvaliteter, men mange havde også virkeligt uhensigtsmæssige features. Det kunne fx være dynamiske urler og manglende fokus på SEO-elementer som descriptions og title. Desuden var det proprietær teknologi, hvor man fx skulle betale for antallet af indholdsmapper og hvor institutionen kunne have svært ved at skifte leverandør.

Der blev lavet webstrategier for, hvad vi skulle “lægge på nettet”, vores grafiske identiteter og designprogrammer blev justeret, så det kunne bruges til web. Imens opbyggede frivillige enthusiaster Wikipedia, som for længst har overhalet institutionsiderne i rækkevide, kendskab og indholdsmængde.

2) Vi sætter institutioner- ikke indhold og missioner – i centrum
I stedet for at bringe kulturhistorien derhen, når der kommer en ny platform, så brugte vi længe de nye muligheder til at fortælle om, at man kunne blive klogere på kulturhistorie, hvis man kom hen på en fysisk institution.

Især museer var hurtige til at tænke det nye medie ind i en ren markedsføringskontekst. På nettet kunne man publicere ting, som måske kunne få folk til at komme hen på museet og købe billet til udstillingerne. Det var få, der så nettet som et sted, hvor man også kunne opfylde missioner om læring, engagement etc. Det er interessant at tænke tilbage på, at den daværende Kulturstyrelse i 2010 i en undersøgelse af museernes webbrugere, pegede på, at museerne kunne skabe mere “reelt indhold” til deres web og at “museet er summen af alle sine platforme”. For borgerne vil tilsyneladende gerne møde og bruge kulturhistorien dér hvor de er, dvs. i de digitale rum.

Så folk har i høj grad faciliteret sig selv, og selv skabt digitalt engagement omkring kulturarv. Et eksempel var manden, der i 1998 var frusteret over, at hans datter ikke kunne finde noget om Christian den Fjerde på nettet, og derfor startede en hjemmeside om de danske kongers historie. Det er også private borgere, der har lavet de første (og største?) digitale communities om fx militær– og slægtshistorie, der er emner, som engagerer tusindvis af mennesker. Og der er sider, hvor amatørarkæologer og detektorfolk kan sammenligne fund. Men det var ikke de institutioner, som skabte dem.

Mønstret fortsatte, da “sociale medier” kom på dagsordenen. Der er lavet masser af strategier og regler for postingfrekvens, tone-of-voice, boost og forventet ROI. Men det er private enthusiaster, der har lavet fx de populære Facebook-sider og grupper som Gamle København, Slægtsforskning eller Unyttige Historiefacts, hvor hundredvis af borgere er engagerede i fortiden, diskuterer og faciliterer hinandens historiebrug.

Der er absolut intet galt i strategier, planlægning osv – tværtimod – men jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at vi i brugen af de “nye” platforme hele tiden overser noget vigtigt: styrken i facilitering af det folkelige historie-engagement.

3) Digital adgang fik en lidt skæv start
Navnlig i de første år blev der brugt mange ressourcer på “løse” subsites, som ikke var en del af en samlet og bæredygtig infrastruktur. Dét aspekt var sjældent inde i billedet, fordi projekterne blev født som afsluttede, færdige publikationer, der ikke skulle arbejdes videre med. De færreste overvejede digitalisering, hvor der løbende blev føjet til samme ressource. Fokus var i højere grad på at udarbejde enkeltstående produkter. Der er naturligvis undtagelser, men mange af disse subsites hviler i dag på projektkirkegården og indholdet døde med dem. Der var alt for lidt opmærksomhed på, at nettet er et langlivet medie.

Samtidig forstod vi nok heller ikke nettets disruptive kraft i forhold til begreber som “formidling” og “vores samlinger”. Det er offentligheden og samfundet, der ejer samlingerne, vi forvalter dem bare. Derfor ramte ønsket om tilgængeliggørelse med mulighed for genbrug, ind i hjertet af selvforståelsen hos mange af os. Men vi har ikke monopol på at udvælge, formidle og bruge kulturarven.

Er vi så, efter 25 år, nået langt nok med at give borgerne digital adgang til at bruge dén kulturarv, der findes i offentlige samlinger? Hvis man undtager absolutte frontløbere som Statsbiblioteket, Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek, der har millioner af digitaliserede objekter online, tror jeg desværre, at svaret er nej. Der er stadig mange, også meget store, institutioner som ikke giver offentligheden digital adgang til samlingerne.

Ønsker til de næste 25 år
Selvom der er sket mange gode og spændende ting, der peger fremad, tror jeg, at der er plads til forbedring i de kommende 25 år. Øverst på min ønskeliste til internettets fødselsdag står, at det digitale rum anerkendes som et fuldgyldigt og ligeværdigt rum for brug af kulturarv. Nettet er ikke sekundært, det er ikke et sted, der primært skal bruges til at “lokke” folk hen på fysiske lokationer, hvor den “rigtige” oplevelse findes.

Næste punkt på ønskesedlen er mere fokus på kollaboration, facilitering og brug. Udgangspunktet bør i stigende grad være i at opfylde folks behov for samvær, viden og ressourcer – også digitalt. …og så kunne perspektivet i at “komme tilbage” til et mere distribueret web, også være på den mere generelle ønskeseddel.

Nettet er – ikke Guds – men Sir Tim´s gave til menneskeheden.
Lad os bruge det endnu bedre de næste 25 år.

…og så er det jo på en måde lidt snyd, fordi det er World Wide Web, der er “fødselaren”, og man kan diskutere, hvor meget fødselsdage, det egentlig er. Men, da man ikke skal lade fakta stå i vejen for et godt gilde, og da vi i dag bruger begreberne ret synonymt, har jeg også gjort det her. Forklaringen på forskellen er her (artikel i Politiken).

Links:
Berners-Lee on read-write web (BBC artikel fra 2005 )
WWW – TheProject – Verdens første, offentlige website (siden blev publiceret 6. august, men var i første omgang kun tilgængelig internt).
Ten Years Public Domain for the Original Web Software (CERN)
Happy 25th birthday to the World Wide Web
Museernes webbrugere (pdf)
Tim Berners-Lee (Timothy John Berners-Lee) biografi på Wikipedia
How the father of the world wide web plans to reclaim it from Facebook and Google
(Digital Trends)

Danske Konger – baggrunden for siten (WayBack Machine)

Hvem digitaliserer – og hvorfor?

Scan af 1894-udgaven af Charles Dickens’ A Tale of Two Cities. Foto: Bruger Mdd4696 – original på Wikimedia Commons

Forleden præsterede Europeana “kunstkanalen” Europeana280 med bidrag fra 29 lande – herunder en række danske kunstmuseer. I alt 22 værker er med fra Danmark. Det fik mig til at overveje noget, som jeg har tænkt over gennem længere tid. Hvorfor er der mon så stor forskel på, hvilke institutioner, der digitaliserer og tilgængeliggør deres samlinger, og hvilke der ikke gør?

Europeana280 er et kunstprojekt og derfor er det naturligt nok kunstmuseer, der er med. Fx Skagens Museum, Statens Museum for Kunst og flere andre. 14 museer i alt har bidraget, nogle med flere værker, andre med få – og det er alletiders. Der er selvfølgelig forskel på, hvor mange ressourcer en institution kan lægge i forskellige projekter. Også når det gælder den formidling, der sker via digitalisering og tilgængeliggørelse.

Det er kun brøkdele af museernes samlinger, der er udstillet – og gennem digitalisering kan langt flere få glæde af indholdet. Det samme gælder andre kulturinstitutioner, og tager man et kig på Det Kongelige Biblioteks digitaliseringsoversigt, er det tydeligt, at nogle institutioner har lagt sig klart i spidsen, når det gælder digital adgang. Jeg har plukket nogle stykker ud:

Rigsarkivet
Ca. 18 millioner brugerskabte poster i Dansk Demografisk Database (CC0)
Ca. 30 millioner sider fra historiske dokumenter (CC0)
Online-registratur over samlingerne (CC0)
Bidrag til APEX

Statsbiblioteket
Ca. 32 mio. sider fra danske aviser i Mediestream (omfattet af alm. ophavsret)

Statens Museum for Kunst
Ca. 35.000 gratis værker (heraf ca. 160 “mesterværker” i særligt høj kvalitet, CC0)
Bidrag til Wikipedia, Google Art Project og Europeana

Nationalmuseet
Ca. 30.000 gratis foto af genstande m.m. (CC0, CC-BY og CC-BY-SA)
Ca. 65.000 personer i Modstandsdatabasen
Bidrag til Wikipedia, Google Art Project og Europeana (godt nok kun 1 foto til kunstprojektet)

Det Danske Filminstitut
Ca. 4.000 filmplakater (omfattet af alm. ophavsret)
Ca. 1.000 spillefilm frem til 1928 (“registratur” med klip) (PD eller DFI ejer rettigheder)
Ca. 1.000 stumfilmprogrammer (CC0)
Ca. 500 klip fra dokumentarfilm (BY-SA-NC)

Museet for Søfart
35.359 billeder med relation til museets  emneområde (BY-SA-NC)

Museum Sønderjylland
40.000 fotos med relation til regionens historie (Kontakt museet for brug?)

Odense Bys Museer
10.000 billeder, tegninger m.m. fra byen (CC-BY-NC)
Anderseniania: 253 portrætter, 111 papirklip, 2 billedbøger, 251 tegninger, 20 eventyrmanuskripter, 131 udvalgte eventyrbøger på lige så mange sprog, og 250 bøger med HCA’s egenhændige dedikationer. (CC-BY-NC)

Der er et par stykker, jeg ikke har kunnet finde, fx Aros, Moesgaard og Arken, så hvis nogen har tal herfra, vil jeg selvfølgelig indføre dem.

Det er temmelig tydeligt, at Rigsarkivet, der nærmest er en lilleput mht. fysiske besøgstal, vokser til en kæmpe, hvis man ser på institutionen med de digitale briller på. Det hører med, at arkivet har flere millioner brugere på tjenesterne årligt og hertil kommer brugere på 3. parts tjenester, som viser arkivets materialer. Statsbiblioteket tilbyder også millioner af digitaliserede sider. Blandt museerne har hhv. Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst digitale samlinger, men har også arbejdet med at få materialerne i brug på flere platforme. Mange mindre museer og arkiver har efterhånden også rigtigt gode, digitale tilbud.

Men hvad er det, som bevirker, at man digitaliserer? Nogle af institutionerne har dét tilfælles, at de har mindre fokus på fysisk besøg som “relevansparamenter”. Det gælder fx Rigsarkivet og Statsbiblioteket – og måske til en vis grad også Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst, idet digitaliseringsprojekterne her er startet i perioden, hvor der var genindført gratis adgang til de fysiske udstillinger. Men noget lignende er næppe gældende for flere af de andre institutioner. En del er finansieret via eksterne midler som særlige projekter. Og nogle – men her er jeg ikke helt sikker – er vist påbegyndt i perioder, hvor museet har været under ombygning eller lignende. Digitalisering som led i ombygning og revitalisering kendes også fra museer som Cooper Hewitt og Rijksmuseum.

Hvilke mekanismer resulterer i interesse for at bidrage til skabelsen af mere digital kulturarv? Hvis vi kan identificere incitamenter og hindringer nøjere, kan vejen måske banes for mere adgang til de store mængder af materiale, som ellers kun sjældent bringes ud af museumsarkiver og magasiner. Er det “kun” penge, der skal til? Eller er der også andre faktorer, som spiller ind?

Links:
Europeana280
Dansk Kulturarv digitaliseret (Det Kongelige Bibliotek)
Cooper Hewitt (Labs)
Rijksstudio (Rijksmuseums digitale platform)

 

Lokalarkivernes indhold kan blive (mere) usynligt i fremtiden

Lokalarkiver rummer store mængder af godt og vigtigt kildemateriale. Det vil være en skam, hvis det kun er de store, nationale samlinger, som er nemme at finde og bruge digitalt.

I Danmark findes over  500 lokalhistoriske arkiver, som har 194.000 hyldemeter af kildemateriale og 261 ansatte. Eller rettere – de ville have 261 ansatte, hvis alle de frivillige “mandeår” var aflønnet. Til sammenligning har det statslige arkivvæsen ca. 425.000 hyldekilometer og 221 årsværk i følge årsberetningen fra 2013. I 2012 besøgte 129.000 personer et lokalarkiv og de statslige arkivers besøgstal var 35.456. Lokalarkiver udgør m.a.o. ikke nogen helt lille faktor, når den samlede mængde af potentielt kildemateriale til Danmarkshistorien gøres op.

De statslige arkivlæsesales besøg er gået ned gennem mange år. I 2013 var besøgstallet ca. 31.000 brugere, hvilket er en halvering siden 2007. Til gengæld har de digitale tjenester over 1 million brugere. Altså samlet set en markant forøgelse af personer, der har adgang til – og bruger – arkivernes indhold. Hvordan ser det ud med den digitale brug af lokalarkivernes samlinger?

Det kniber med samlede tal, men som bruger er det ret svært at finde lokalarkivernes indhold digitalt. Hvis jeg på forhånd kender et arkiv, og véd hvilket område, det dækker, kan jeg finde åbningstider og kontaktpersoner. Men jeg kan sjældent finde en registratur og se, om arkivet har dét, som interesserer mig, og endnu sjældnere se digitaliserede materialer direkte på nettet. Men sandsynligvis véd jeg – som almindelig og ikke-lokal bruger – heller ikke, at der findes et lokalarkiv eller hvilke arkiver, der rummer hvad. Jeg googler dét jeg søger, og finder – sandsynligvis ingenting fra lokalarkiverne.

Hvis jeg er interesseret i gamle billeder af Himmelbjerget, googler jeg fx “Himmelbjerget gamle fotos” og får dette resultat. Hvis jeg ikke kun vil se, men også bruge billederne på min blog, filtrerer jeg “må bruges med ændringer” og får dette svar:

Flotte fotos fra Wikipedia, men ikke nogen, der stammer fra lokalarkiver eller er, hvad man normalt ville forstå ved “gamle fotos”. Hvis jeg på forhånd kender siten “Danske Billeder”, kan jeg finde masser af de fotos, jeg søger, men ikke via Google.

Den aktuelle udfordring er, at det kræver ret meget viden at finde arkivindholdet via de søgemetoder, man normalt anvender på nettet. Arkivernes indhold kan ikke googles, men heller ikke benyttes via API´er, trækkes ind i nye tjenester osv.

Maskiners brug af digitale ressourcer bliver en stadigt vigtigere del i spredning og anvendelse af kulturhistoriske ressourcer. Så fremtiden bliver vanskelig for ressourcer, der ikke kan findes og bruges af andre end mennesker med særlig viden om, hvor tingene er.

Med den mængde af indhold som arkiver rummer, er det en stor del af vores kildemateriale, som er usynligt. Det ville være svært for lokalarkiverne at løfte digitaliserings- og synliggørelsesbyrden. Kunne der være muligheder for offentlige midler eller fondsfinansiering af en særlig indsats? Et stort scannings- og tilgængeliggørelsesprojekt og “åbning” af fx Danpa mod Google-søgninger?

… what to do?

Links:
Arkiver 2013 (Danmarks Statistik)
Statens Arkivers årsberetning, 2013

Crowdsourcing på den indirekte måde

Kvinde med stor hat fodrer høns. (Nationalmuseets billedsamling, CC-BY-SA http://samlinger.natmus.dk/DNT/6176)

Mange kulturarvsinstitutioner  spekulerer som gale over, hvordan de kan engagere brugere så meget, at de får lyst at være med i crowdsourcingprojekter. I virkeligheden behøver det måske ikke at være så svært. Kan man udnytte eksisterende søgeadfærd til gavne for brugere?

Idag drejer crowdsourcing-overvejelserne sig ofte om facilitering af frivillige. Hvilke projekter, folk vil synes om at være med i og hvordan vil de være med? Hvordan skal en grænseflade for tastning eller tagging være for at appellere? Hvordan vil brugere faciliteres – skal der mon være high-score liste, og vil deltagere gerne inviteres til unikke “behind-the-scenes”-arrangementer?

Måske behøver det ikke altid at være helt så vanskeligt og “projektorienteret”. Bo Henriksen fra Københavns Stadsarkiv spottede og udtrykte det meget præcist i et tweet på hack4dk 2014: “Et stort emne på årets hack4dk er indirekte crowdsourcing – brug brugernes handlinger og sociale aktiviteter til at skabe mere metadata“. Altså: i stedet for at bruge mange kræfter på at finde frem til, hvordan man samler og faciiterer grupper af mennesker, som sidder og taster eller tagger, kan man bruge viden om brugeres adfærd, fx ved søgning.

Til hack4dk 2014 var ét af projekterne netop en tjeneste, som kunne generere tags på baggrund af brugersøgning (projektet blev lavet af et team fra bl.a. SMK, men det er vist desværre ikke online). At anvende brugersøgninger til at generere mere info er jo kendt og elsket fra Amazon´s “Dem, der har købt X, har også set Y”.

Man kunne fx forestille sig arkivbrugeren, der har brug for arkivalier fra Vordingborg Rytterdistriks Birk, men ikke kender navnet på den gamle myndighed. En søgning på Vordingborg i den statslige e-registratur, DAISY, vil give over 300 hits. Arkivalier fra privatpersoner, rådstue, ligbærerlav, statshospital og meget andet. Hvis arkivbrugeren er interesseret nogle gamle skiftesager, vil hun sandsynligvis flette nogle ord med relevans for dette emne ind: fx dødbo, dødsboer, skifteret, boopgørelser etc. Idag er der ikke knyttet brugertags til de enkelte myndigheder og deres resortområder, så det er ikke sikkert, at ordene har den forventede virkning. Brugeren konsulterer et par netressourcer og finder frem til, at det må være skiftedokumenter fra rytterdistriktets birk, hun har brug for. Og – hvad nu hvis hun ved bestillingen, kunne sige “Ja!” til spørgsmålet om at knytte sine forskellige søgeord som tags til det bestilte materiale?

Et andet eksempel kunne være brugeren af fx Nationalmuseets billedsamling, som kan huske at have set et billede af en kvinde med en stor hat, som fodrer høns. Hun vil gerne finde billedet igen og søger fx efter “høns”, “hønsegård”, “kvinde i hønsegård” eller “kvinde hat fodre høns” o.lign. Først da hun kommer i tanker om, at billedet vist var fra Helsingør, er der bid. Når hun enten klikker op i stort format eller vælger “download”, får hun tilbud om at sætte sine søgeord på som tags.

En anden variant kunne være, at søgeord tilknyttes automatisk, men at brugere kan luge ud i dem. Systemer til “indirekte crowdsourcing” som udnytter brugeres søgeord og adfærd er under alle omstændigheder værd at arbejde videre med. Antallet af materialer, som er digitalt tilgængelige vokser konstant, og med de uhyre mængder, som er til rådighed allerede nu, er det ikke realistisk, at selv det store frivillige engagement, som findes, i længden kan klare ærterne.

Er offentlige – og gratis – 3D-filer næste digitale mål?

Screendump af 3D-delingssiten “Thingiverse”

Der sker måske ikke så meget på 3D-print-fronten i Danmark endnu. Men det varer næppe længe før vi skal til at gøre noget seriøst ved tilgængeliggørelse af 3-dimensionelle objekter.

For ikke særligt mange år siden, var det fotografering, som stod på dagsordenen. Det gør det stadig for rigtigt mange af os, og almindelige, flade fotos vil utvivlsomt være en væsentlig tilgængeliggørelsesform i mange år fremover. Men nu har vi også muligheden for at tilbyde “blueprints”, så interesserede selv kan printe kopier af 3-dimensionelle genstande.

Efterhånden som 3D-printere falder i pris, vil behovet melde sig. Flere og flere vil ønske at få adgang til at printe mere eller mindre virkelighedsnære kopier af de kulturhistoriske genstande, som forvares i offentlige samlinger. Oplagte interessenter kunne i første omgang være fx undervisningssektoren, andre kulturinstitutioner, aktører i underholdnings- og oplevelsesindustrien, samt eksempelvis forhandlere af museumskopier, “kulturhistorisk merchandise” og lignende.

Vi kan opleve præcis den samme udvikling, som vi har set mht. fotografier: et stadigt stigende ønske om flere, bedre og ophavsretsfrie ressourcer til brug for egne, selvdefinerede formål. Og som det var med fotografier engang, er “tilblivelsesprocessen” pt. ikke helt enkel. Indtil videre er der næppe mange institutioner, som selv kan klare 3D-scanningsopgaven.

I USA er spørgsmålet om offentlige “blueprints” til 3-dimensionelle genstande i fuld gang. Fx Smithsonian og NASA har websider, som er dedikeret tilgængeliggørelse af 3D-filer. Tidligere i år – i marts måned 2014 – udsendte Det Hvide Hus et notat, som opmuntrer til øget tilgængeliggørelse af offentlige 3D-ressourcer og i juni afholdt præsident Obama den første “White House Maker Fair” – der explicit nævner 3D-teknologi som et led i udvikling af kreativitet og entreprenørskab. Et aspekt i disse bestræbelser er, at offentligt skabte printfiler ikke kan omfattes af ophavsret i USA.

Men også herhjemme er der masser af kulturhistoriske (og kunsthistoriske) objekter, der for længst er hinsides al ophavsret for de oprindelige skabere. Og det er allerede over et år siden, at Københavns kommune startede det første (?) forsøg med brug af 3D-print i skolen.

Så der kunne være grund til at overveje, hvordan vi får gang i 3D-tilgængeliggørelsen. For år tilbage havde vi Kulturnet Danmark og forskellige webhoteller, projekter m.m. som skubbede på for at få hjemmesider o.lign. i gang. Mangler vi et centralt initiativ for scanning, hosting m.m. på 3D- området…. bare for at sparke udviklingen i gang? Et dansk – eller hvorfor ikke nordisk – “thingiverse” med offentlige, gratis og ophavsretfrie 3D-filer.

Links:
White House Maker Fair
Smithsonians 3D-site
NASA´s 3D-site
Toward Thingverse-gov? (artikel på Make)
Scramble to build Thingiverse.gov is on (artikel på Make)
Thingiverse (deling af 3D-filer)
Shapeways (salg af “3D-design”)
3D-print på Ordrup skole (artikel på Folkeskolen.dk)
Københavns kommune sætter forsøgsvis 3D-print på skoleskemaet (artikel på kk.dk)