Én af de meget vigtige pointer i den nylige undersøgelse “Digitale biblioteksstrategier” er, at digitalisering virker. Digitale tilbud når ud på en anden måde end fysiske institutioner og tilbud. Samtidig påviser undersøgelsen også, at afstand har betydning for brug – her kan især museer sikkert lære en del.
Den mest markante pointe i “Digitale biblioteksstrategier” er, at digitale tilbud når brugere med en anden uddannelsesprofil end det fysiske. Brugen af fysiske biblioteker stiger lineært i takt med uddannelseslængde. Der er en tydelig overrepræsentation af langvarigt uddannede blandt fysiske biblioteksbrugere. Overrepræsentationen er endda større, end for museer, hvis man for museernes vedkommende lader udenlandske turister ude af billeder (Brugerundersøgelsen fra 2015 viser en meget stor andel langvarigt uddannede blandt de udenlandske turister).
Ser man på gruppen af personer, hvis uddannelses længde ligger mellem “grundskole” og “kort videregående uddannelse” har bibliotekerne langt flere brugere i disse kategorier, både fysisk og digitalt. Men brugerandel og brugshyppighed stiger ikke lineært, som for fysisk brug. Fordelingen på de digitale tilbud er mere jævn, dermed en form, der har en højere grad af ensartet appel til flere målgrupper.
Afstand er et andet, vigtigt parameter. De fleste offentlige museer bruger mange ressourcer på udstillinger og andre aktiviteter. I reglen skal borgere ikke blot betale for at se/bruge dem – men de skal også hen på et bestemt sted for at kunne gøre det. Grundydelsen på biblioteker er som bekendt gratis, men der kan alligevel være en interessant pointe for museer i rapporten: transport er en hindring. Ved præsentationen af “Digitale biblioteksstrategier” fremgik det, at for hver 10 minutters transporttid hen til biblioteket, falder chancen for brug med 10%. Til gengæld stiger potentialet for brug af digitale tilbud. Undersøgelsens konklusion er, at sammenhængen er “stærk og statistisk signifikant” og gældende uanset fx køn, alder, uddannelse og digitale navigationskompetencer. Samtidig er brugere af fysiske biblioteker i øvrigt også glade for de digitale tilbud. Men konklusionen er, at en “sjælden bruger af de fysiske bibliotek, der har langt til nærmeste bibliotek, vil bruge det digitale bibliotek mere end en anden sjælden bruger af det fysiske bibliotek, som bor tæt på nærmeste bibliotek”.
Hvad hvis det nu var et museum? Ville digitale tilbud – ikke tilbud om “udstillinger” men “interaktion med og brug af kulturarv” kunne nå længere ud, end aktiviteter, der alene foregår onsite i en fysisk bygning?
Rapporten rummer mange andre interessante pointer, men der er ét hovedspørgsmål, som trænger sig på:
- kan digital kulturarv fra museer og arkiver også nå andre end dem, der er interesserede i de fysiske tilbud?
Når man ser på de brugergrupper, som anvender arkivernes digitaliserede tilbud, forekommer det sandsynligt. Der er aldrig lavet undersøgelser, som indikerer, hvem der bruger de digitale arkiver og hvilket udbytte de får, men ud fra Rigsarkivets brugerundersøgelse i 2013 er det ikke usandsynligt, at overrepræsentationen af langvarigt uddannede er mindre end på museer, selvom læringskurven er meget stejl.
Måske er det ikke det fysiske rum og udstillingen, som er dét sted, som kan skabe mere lighed i brugen af kulturarv. Digitale biblioteksstrategier kunne pege i retning af det digitale rum som en stadigt større arena for brug af kulturarv, og med en omfattende palet af muligheder: rådigitalisering, faciliteret brug, streaming, realtidsformidling, nye digitale læseformater – etc. Der er mange formater, som sagtens kunne være relevante for borgere, der aldrig eller meget sjældent ville møde kulturhistorie og kunst på et fysisk museum.
Links:
Digitale biblioteksstrategier (Hovedkonklusioner og bestillingsmulighed)
Brugerundersøgelsen “Museer, borgere og bæredygtige løsninger” fra 2015
Charlotte S H Jensen 