Dynamiske pdf-dokumenter fra Kulturhistorisk Museum

Vi er vant til, at pdf dokumenter er pæne, og fint layoutede – men også lidt kedelige og statiske. Sådan er det ikke mere.

Tidligere var der ikke de samme formidlingsmæssige muligheder i pdf som i fx HTML5 eller i flash, som var meget populært for nogle år siden. Men pdf kan godt indeholde meget dynamiske elementer, og dermed give nye muligheder for både formidling og forskning.

På Kulturhistorisk Museum i Oslo er der gennem et stykke tid gjort forsøg med 3D-scanning af genstande fra Oseberg-fundet. De norske museumsfolk står overfor dén udfordring, at de konserveringsmetoder, som blev brugt for ca. 100 år siden, da skibet og dets indhold blev fundet, har været utilstrækkelige. Den alunkonservering, som man brugte den gang, betyder at genstandene i dag nedbrydes indefra (Kulturhistorisk Museum har en lidt længere beskrivelse for konserveringsinteresserede)

Der arbejdes naturligvis på at finde en løsning for genstandenes fortsatte bevaring. I forbindelse med dette arbejde bliver en del af objekterne 3D-scannet og gjort tilgængelige i dynamiske pdf-dokumenter. I pdf-dokumenterne kan brugeren manipulere genstandene på forskellig måde. De kan drejes og zoomes, og lyssætningen kan ændres.  Brugeren har mulighed for at lave forskellige tværsnit af genstanden, måle dens forskellige dele og zoome, panne m.m. imens, således at tværsnit, mål, etc. kan ses og bruges fra alle tænkelige vinkler.

Et hurtigt indtryk er, at denne form for tilgængeliggørelse må kunne gøre genstandene brugbare for mange målgrupper. Kunsthåndværkeren, producenten af museumskopier – samt naturligvis forskeren og den studerende, der ikke behøver at have fat i de originale objekter. Genstandene kan nærstuderes i detaljer, uden at det nødvendigvis kræver en tur med Oslo-båden.

Links:
3D-scanninger i pdf på Kulturhistorisk Museum

Kulturminister Uffe Elbæk om arkiver, formidling og digitalisering

Det er ikke hver dag, man kan sidde og blive helt glad for “sin” resortminister. Men en gang imellem sker det.

Kort før jul 2011 var kulturminister Uffe Elbæk på besøg i Rigsarkivet. Det resulterede i ovenstående “hjemmevideo” på Statens Arkivers YouTube. Her peger ministeren på, at nok de færreste har en personlig oplevelse med brug af arkiver. Han fremhæver også, at bl.a. digitalisering og genealogi kan være nogle af de komponenter, som gør arkivernes samlinger konkrete og værdifulde for mange flere mennesker.

Nu ER meget genealogisk relevant materiale allerede digitaliseret. Arkivalieronline indeholder sider fra bl.a. kirkebøger, folketællinger og skifter i millionvis og har ca. 2 mio. besøg om året. Noget lignende gælder for Dansk Demografisk Database, som desuden er ét af landets ældste crowdsourcingprojekter indenfor kulturarv. Men dét er ikke ensbetydende med, at der ikke er en del, som har ret begrænset arkivkendskab.

Kulturvaneundersøgelsen fra 2004 angav, at 84% af danskerne aldrig bruger et arkiv. Hverken Rigsarkiv eller noget som helst andet arkiv. Undersøgelsen viste desuden en signifikant sammenhæng mellem arkivbrug og alder/livsstilssegmenter. Jo ældre vi bliver, desto større er chancen for, at vi bruger arkiver. Desuden er der en overvægt af brugere i det moderne, det fællesskabsorienterede og det moderne-fællesskabsorienterede segment. Så selvom undersøgelsen har temmeligt mange år på bagen, kunne det se ud som om, at der er plads til forbedring.

Arkiver bruges naturligvis af faghistorikere. Men i tusindvis af “almindelige danskere” uden særlige akademiske forudsætninger eller formål bruger også arkivernes samlinger hvert eneste år, bl.a. via nettjenesterne. Og de gør det på lige netop på dén måde, som Uffe Elbæk beskriver: for at finde netop dén historie, som rører og beriger den enkeltes liv.  Det er – i mangel af et dansk begreb – en form for “historical empowerment”. En oplevelse, som man godt kunne unde endnu flere. Det er dog ikke kun den enkelte bruger, der har glæde af indsatsen på læsesal eller foran pc´en. Når flere bruger kilderne, får vi også flere vinkler på historien.

Men med kulturvaneundersøgelsen i baghovedet er der nok grund til at tro, at en del grupper i samfundet endnu ikke har et indtryk af, hvordan samlingerne kan rumme værdi for netop dem. Her har længe ligget en stor formidlingsudfordring – så det er spændende at høre ministeren berøre netop dette aspekt af arkivernes virke.

Arkiver er ikke magtens instrumenter. De er demokratiets og medborgerskabets: jo mere arkivbrug, jo rigere bliver vores fælles historie. Og der er masser af inspiration at hente i udlandet, hvor fx NARA og TNA hører til nogle af mine personlige favoritter.

Kulturarv og Google Panda – og hvad med digital tilgængeliggørelse?

I løbet af forår og sommer har Google udrullet en opdatering af den algoritme, som styrer den måde søgeresultater præsenteres på. Panda-opdateringen er rettet imod bl.a. linkfarme og lignende sites med “dårligt” indhold. Det er formentlig de færreste kulturavsinstitutioner, som har sider, der fx er fulde af annoncer, kopierede tekster, kompilerede links uden egentligt indhold, etc. Men andre af Panda-konsekvenserne bør også give overvejelser på arkiver og museer.

Mange af de forhold, som Google Panda vurderer, bør være relativt nemme for kulturarvsinstitutioner at imødekomme. Arkiver og museer, som følger Kulturarvsstyrelsens anbefalinger om at skabe reelt indhold, bør kunne frembringe kvalitetsindhold, som er både velskrevet og originalt, og selvfølgelig ikke kopieret fra andre sites. Efterhånden er mange i kulturarvens verden også blevet så opmærksomme på værdien af traditionel seo, at tekster, rubrikker og andet indhold tilrettelægges så det bliver så nemt som muligt for relevante brugere at finde frem til det.

Men traditionel seo og indhold, som lever op til traditionelle kvalitetskriterier er ikke længere nok. Og i øvrigt skal man også være varsom med at “overoptimisere”. Social deling, via fx netværkssites som G+, Twitter, Facebook, etc, er også et parameter, og her kan ligge en udfordring for kulturinstitutioner. Nu tæller det at blive delt på sociale sites, ligesom fx indgående links talte i “gamle dage”. For at blive delt skal indhold ikke kun være korrekt og troværdigt – det skal også have en form for “X-faktor” som gør, at brugere har lyst at sende det videre. Det betyder, at fx humor, overraskelse, kreativitet, nyhedsværdi og en lang række andre faktorer, som ikke behøver at være en del af klassisk kulturarvsindhold, får betydning.

En faktor, som også kan være interessant er, at sider med dårlig rank kan trække en hel site ned. Flere sites nævner, at sider med få besøg (og lav tidstedeværelsestid ?) tæller på minus-siden. Det stiller selvfølgelig krav til omarbejdelse af alt det indhold, som ikke er “godt nok” og “interessant nok” for brugerne.

Det er imidlertid næppe alt indhold, der på kort sigt kan “opgraderes” på denne måde. Digital tilgængeliggørelse er et af de virkelig væsentlige udviklingsområder, og med de uhyre samlinger som institutionerne har, kan der genereres overordentlig meget indhold – som procentuelt vil have et begrænset antal views. Hvad betyder det for museer og arkiver, som fx har tilgængeliggjort samlingerne med unikke urler for hver enkelt post?

Links:
Googles anbefalinger for godt indhold efter Panda
Googles beskrivelse af den nye algoritme
Interview med Matt Cutts og Amit Singhal på Wired 
Absolutely everything you need to know about the Google Panda Update (artikel)
Google Panda i Danmark (artikel på SEO-supporten)
Beating Googles Panda Update – 5 deadly content sins 

Nyt svensk website med historiske film – filmarkivet.se

Svenska Filminstitutet og det svenske kongelige bibliotek har netop åbnet et site, som tilgængeliggør ca. 300 gamle film. Det er tanken, at nogenlunde lige så mange skal komme til i løbet af året.

Årsagen til satsningen er, at den svenske spillefilm fylder ca. 100 år. Filmarkivet.se skriver i hvertfald, at den dramatiserede spillefim begyndte “rundt 1911”.

Filmene er inddelt i en række kategorier, geografi, industri- og næringsliv, kultur og underholdning etc. Links til de enkelte film kan deles via Facebook og Twitter, men desværre er det ikke muligt at embedde de små videoer på eget site. Ærgerligt, for det var ellers en oplagt mulighed for såvel film- som historieelskere. Ophavsret er (vist) grunden til, at dette ikke kan lade sig gøre, hvilket begrænser videoernes “spreadability” – et nyt ord, jeg lige har lært takket være @kattyhw

Links
Filmarkivet.se
Filmarkivet.se på Facebook

History Hackday – sådan én skal vi da ha´ i Norden?

Min gode FB- og Twitter-artsfælle, Lars Lundqvist har just spredt et link til planerne om en History Hackday i Storbritannien. Avisen The Guardian har tilbudt sig som venue og festen foregår 22-23 januar 2011.

Interessant initiativ, inspireret af en lignende Science Hackday, der løb af stabelen i London i sommer, og som i øvrigt er berammet til at gentages i  USA til November. En sjov og innovativ måde at udforske – og måske løse – udfordringer på. Men måske i sig selv også en udfordring for institutioner, der ikke er vant til at slippe indholdet løs.

Hackday lyder måske umiddelbart lidt skummelt, fordi ordet “hacker” i daglig tale betegner en væmmelig person, der spreder virus og gør skade på it-systemer. Men oprindelig er det faktisk bare én, der er dygtig og vild med at løse fx programmeringsmæssige udfordringer.  Pointen med en Hackday er, i al sin enkelhed, at bringe personer med udfordringer og interesser sammen med dem kan hjælpe med at finde indgangen til nye – gerne spændende og utraditionelle – løsninger. Ord som “geekfest” og “hardcore nerdery” indgår i beskrivelserne af tidligere hackdays. Altså et nørdarium med bred deltagelse.

Hvis jeg nu havde en masse data- det kunne fx være data om hunde i 1800-tallets Køge –  men ikke anede, hvordan jeg kunne præsentere det, så kunne jeg finde én, der havde lyst til at lave et Googlekort. Og hvis der var adgang til det, så kunne vi måske mashe kortet med data fra ddd, så man ikke blot kunne se, hvor hundene boede, men også hvad deres ejere (måske) hed. Måske kunne man endnu mere – finde ud af en måde at koble gamle fotos fra Køge på via en billeddatabase, flickr-tags eller andet, så man også kunne se de huse, som hundene havde boet i.

Hackday foregår over 24 timer, hvor deltagerne prøver at bygge fungerende produkter, og til sidst præsenterer dem for de øvrige. Der er, som der står på hackday-wikien, masser af historisk information i omløb. Noget ligger i gammeldags html, andet i svært tilgængelig databaser, på papir etc. Det gælder også for Danmark og for de øvrige nordiske lande.

I Storbritannien har avisen The Guardian som nævnt stillet sig til rådighed som venue. Det kunne være sjovt med sådan en dag i Danmark – men kunne det ikke være endnu sjovere med en nordisk historisk hackday, der havde venues i hhv. København, Oslo og Stockholm? Er der ikke lige nogen, der organiserer dét? :-)

Links:
History Hackday på Twitter
History Hackday blog
History Hackday wiki

Science Hackday blog

Efter digitaliseringen – hvordan skal vi bruge kulturarvens rum?

Når mere og mere kulturarv bliver tilgængeligt digitalt, hvad så med de fysiske steder? Vil det om få år være sådan, at alle sidder hjemme og bruger arkivalier, fotos og oplysninger om genstande – mens vindheksene suser gennem tomme gange på museer og arkiver?

Sådan bliver det nok ikke helt, men jeg tror, at spørgsmålet om hvordan institutionerne ser deres rolle i forhold til brugen af den digitaliserede kulturarv, ikke er uvæsentligt. Især hvis man anvender fysiske besøg på bestemte steder som en del af sin succesmåling. Antallet af kontaktflader, diversiteten i den opnåede kontakt, intensiteten, antal digitale brugere – der er mange andre forhold, som kunne indgå i nye, opdaterede, parametre for måling.

I gamle dage var det sådan, at arkiver havde arkivalier, biblioteker havde bøger og museer havde genstande. Målet er, at den kulturarvsinteresserede kan interagere med stadigt større dele af denne mængde af oplysninger, viden m.m. digitalt. Men giver det så fortsat mening at tænke formidling, aktivitet og vejledning om kulturarv ind i “de tre gamle kasser”, der var baseret på kulturarvens forskellige fysiske fremtrædelsesformer?

I Sverige tilbyder Historiska Museet fx foredrag om slægtsforskning, som ikke just er et musealt kerneområde. I et nyligt indlæg How Different Types of Museums Approach Participation på sin (i øvrigt fremragende) blog museum2.0 skriver Nina Simon: “Because of the incredible popularity of genealogy as an activity, history museums are also excellent places for visitor-generated or -supported research projects”. Jammen – det er da arkiverne, der har “monopol” på genealogi, fordi de fra gammel tid har kilderne?

Både Historiska og Nina Simon ser jeg som eksponenter for en ny måde at tænke og bruge kulturarvsressourcer på. Er der nogen grund til at tro, at det sociale rum omkring digitaliseret kulturarv vil være begrænset til, eller forbeholdt de  institutionstyper, som oprindeligt havde “monopol” på materialet, den gang det kun fandtes fysisk ét sted? Når det er derude, kan enhver – institution, forening, enkeltperson, privat firma – gå i gang med at skabe de rum, som tiltrækker og fastholder brugernes interesse. Det gælder digitalt – men hvorfor ikke også fysisk?

En iagttagelse er, at fx de steder på nettet, som er mest succesrige målt i brugerinteresse – alexa´s top sites – ikke er steder, der tilbyder et eget produkt eller et “materiale”. Det er rum og steder, hvor brugeren kan forholde sig til informationer m.m. som andre allerede har stillet til rådighed. Man kan søge, diskutere, dele, etc. en masse ting, som kommer andre steder fra.

Vil “institutionskonvergens” komme på dagsordenen i de kommende år? Kunne man forestille sig “historiecentre”, fx som del af eksisterende institutioner, hvor brugere har mulighed for at anvende alle former for digitaliseret materiale? “Fysiske” communities med aktiviteter, vejledning m.m.? Og med mulighed for digital deltagelse for folk, der ikke er fysisk til stede? Og kombineret med udstillinger, foredrag etc.?

Set fra brugerens side kunne det – er mit gæt – være en interessant mulighed. Kulturarvsbrugere er interesserede i emner (arkæologi, slægtsforskning, toghistorie etc.) Den primære interesse er ikke i de institutioner, der af gode – men historiske – årsager, opbevarer de fotos, bøger, dokumenter og genstande som til sammen rummer den viden om emnet, som hun efterspørger.