Kulturarven – når/hvis Facebook bliver oldekolle

Facebook vil næppe ‘gå væk’ men platformen er under ændring. For første gang i mange år, er Facebook-brugen gået lidt ned i Danmark,

Faldet i Facebook-brug er kun på 2 procentpoint, men det skal ses på baggrund af en lang årrække, hvor brugen af det sociale netværk kun er gået én vej: op. Blandt de yngre er faldet dog størst: her viser DR´s tal fra 2018, at det er på hele 8 procentpoint for aldersgruppen indtil 24 år. Ser man på daglig dækning i forhold til brug af sociale medier, er det især YouTube og Instagram, der går frem, og generelt er de yngre mere alsidige i deres SoMe-brug. De ældre holder sig primært til Facebook.

Så er Facebook på vej til at blive et oldekolle, og hvordan skal kulturarven i givet fald forholde sig til det?

Det springende punkt er naturligvis, hvorfor en kulturarvsinstitution ‘er på’ Facebook. Er det reelt for at ‘nå de unge’ og for at sælge museumsbiletter og events til yngre børnefamlier, vil der være platforme, som hurtigt kan blive mere relevante for dén dagsorden. Også selvom man i årevis har forsikret sig selv og hinanden om, at tilstedeværelsen handlede om at ‘skabe værdi for brugerne’. Mit – måske lidt kyniske – gæt er, at en del vil vælge platformen fra, den dag hvor markedsførings- og salgspotentiale er skrumpet så meget, at der næsten kun er ‘brugerværdi’ tilbage. Annonceringskronerne og opmærksomheden vil rette sig imod fx YouTube og Instagram. Men her vil et aspekt formentlig også være, at stadigt flere platforme, ligesom Facebook, vil øge opmærksomheden omkring privatliv, databeskyttelse etc. Og ligesom Facebook pt. forsøger at inddæmme broadcast lidt til fordel for personer og grupper, vil en lignende udvikling sandsynligvis kunne ses, efterhånden som annoncering m.m. rykker mere til andre platforme.

Derfor kunne ældre former, som fx det gammeldags nyhedsbrev godt få en renæssance. En rapport fra Nielsen Norman Group viste for ikke længe siden, at virksomheder, der kommunikerer med kunderne via nyhedsbreve, står stærkere end andre.

Imidlertid er der også kulturarvsinstitutioner, der i mindre grad sælger billetter og i højere grad forsøger at facilitere eller understøtte aktivitet. Dét gælder fx arkiver, hvor fx Københavns Stadsarkiv har været hurtig til at udnytte muligheden for at benytte sidestyret gruppe til communitysourcing.

Netop grupper og communities, som består af kulturaktive – lidt ældre – borgere vil sandsynligvis kunne have et – godt – liv på Facebook længe endnu. Har en person en godt og givende interessenetværk på en bestemt platform, er der jo i udgangspunktet ikke nogen grund til at flytte væk fra det. Derfor vil nogle institutioner sandsynligvis have glæde af Facebook et godt stykke tid endnu. Det gælder naturligvis især dét, der bruges af dem, som fortsat er Facebook-mindede. Det kunne gælde fx vejledning, understøttelse af crowd- og communitysourcing og andre aktiviteter, der tager udgangspunkt i brugerinteresser.

Links:
DR-Medieudvikling 2018. Danskerne skruer ned for Facebook
Danmarks Statistik: It-anvendelse i befolkningen, 2018
Kulturstyrelsen: Brug af sociale medier i 2018
Astrid Haug: Vigtigste tal om danskerne på sociale medier i 2018

Kultur er ikke kun at være publikum!

Hvad synes vi er kultur og hvad vil vi gerne give offentlige midler til? Der er ikke nødvendigvis sammenhæng, måske snarere tværtimod? (Sammensætning af to grafer fra undersøgelsen ‘Mellem ballet og biografer’).

Altingets nye kulturundersøgelse viser flere interessante ting. Bl.a. at danskerne er kulturglade i hjemmet. Der læses og streames både serier, forestillinger, m.m. Men der er mange andre kulturaktiviteter, som borgere udøver hjemme, der desværre slet ikke afspejler sig i undersøgelsen.

Hovedvægten ligger på at undersøge, hvordan borgerne bruger kultur som publikum – ikke, hvordan de bruger kultur og er kulturelt aktive i bredere forstand. Kultur bør ikke alene ses som oplevelsen af produkter, andre har skabt. Den personlige aktivitet bør også tælle med. Fx at spille musik, skrive erindringer eller gå til drama er også kulturel udfoldelse. Ser man på sportens område, vil vi næppe mene, at en borger er ‘aktiv’ hvis vedkommende fx alene ser sportskampe, men ikke selv udøver én eller anden form for idræt.

I kulturundersøgelsen er de, der selv er kulturelt aktive. stort set usynlige. Kultur er noget, som borgeren er publikum til, oplever og bliver underholdt af. Måske vil nogen mene, at det ikke er en kulturel aktivitet aktivitet at møde historien ved at gå med metaldetektor eller lave slægtsforskning. Men er dét en ringere måde at møde historien på, end ved fx at se en udstilling på et museum? Er det i så fald også en ringere måde at møde sporten på selv at spille på byens old boys hold, frem for at se alle topholdenes super-professionelt spillede kampe? Er det ringere at møde musikken ved selv at spille blokfløjte eller guitar, fremfor at gå ind og høre det kongelige kapel?

Man ville næppe, i undersøgelser som denne, kunne se folk, der crowdsourcer, men der er mange andre aktiviteter, som måske kunne indgå. Fx se, dele og tale om gamle fotos online, – eller bruge arkivalier. I denne forbindelse er det interessant, at analysen mener, at en del af forklaringen på kulturbrug i hjemmet er teknologi. Netop teknologi er jo dét der understøtter, at borgere kan benytte arkivalier og fotos hjemmefra.

Der er således en lang række måder at ‘gå til’ kultur og historie på, som slet ikke afspejles, fordi de ikke tager udgangspunkt i publikumsoplevelse.

Et andet interessant forhold er, at der tilsyneladende ikke er en sammenhæng mellem, hvad respondenterne synes er kultur, og hvad de gerne vil støtte. Fx er betalingsviljen til biblioteker i top – men samtidig er det kun 51%, der opfatter biblioteker som ’kultur’. I den anden ende af spektret ligger bl.a. ‘gallerier’, som 62% forbinder med begrebet kultur – til gengæld er der kun 39% som mener, at det er noget der bør støttes med offentlige midler.

Ingen kan være uenig i, at det er godt, når børn tidligt præsenteres for kulturlivets muligheder. Dét er også et aspekt, som rapporten tager op særskilt. Men når nu befolkningen som helhed bliver ældre og ældre, bør vi måske i stigende grad også fokusere på de ældre aldersgrupper. Kultur er også en ressource for ’livslang læring’-afdelingen, og dén spørges der ikke særskilt ind til. Man kunne fx spørge, om kultur er vigtigt hele livet, eller om kultur kan give en bedre alderdom, modarbejder visse gener ved demens etc.

Kulturundersøgelser kan ikke rumme alt. Men det ville være interessant at se på de former, der ikke tager udgangspunkt i ‘publikumsoplevelsen’ og at brede scopet for samfundsnytte ud – til fx også at omfatte de livslange muligheder.

Link:
Undersøgelsen ‘Mellem Ballet og Biografer’ – pdf

Digital kulturarv – hvad sker der i 2019?

Vil 2019 vil bringe afgørende nyt, når det gælder digital adgang til og brug af kulturarven?  Mit bud er, at vi vil se stadigt færre, nye online tilbud af public service-karakter, med mindre fonde eller andre vil finansiere dem. Et par af sidste års spådomme må traditionen tro gentages:  begyndende mainstreambrug af AI og chatbots. Sandsynligvis primært som en del af de ekstra muligheder, en kunde får ved at betale for fysisk adgang til fx en udstilling. Men måske også som et led i øget fokus på conversational marketing? Måske bliver 2019 også året, hvor vi ser eksempler på nye typer af digitale tiltag med brugerbetaling.

Nedskæringer vil præge digital udvikling
Baggrunden for denne fremtidsudsigt er, at de seneste års nedskæringer på kulturområdet ikke understøtter dén innovation, der går i retning af øget fri og digital adgang til kulturarvens ressourcer eller facilitering af dens brug. I stedet fokuserer institutionerne – navnligt museer –  på gammelkendte formidlingsformer og -tilbud, i håb om at kunne tjene penge på dem. Det gælder fx fysiske udstillinger, spektakulære men ressourcetunge, særudstillinger, events, festivaller, foredrag og lignende aktiviteter som kræver fremmøde og billetkøb. Fremmøde og billetkøb er lig med besøgstal samt mulighed for omsætning – herunder mersalg. I disse år er det især ‘brugerne’ og ‘kunderne’ – ikke ‘borgerne’ – der er i centrum. Dermed ikke sagt at der ikke er nuancer – tvivler man på dét, kan jeg anbefale Jane Sandbergs digitale ‘pakkekalender’, der indeholder såvel brugerbetalte som frie tilbud.

Når fokus ligger på fysiske kunder og omsætning, vil det være naturligt, at digital udvikling også underlægges dette hensyn.  Mit bud vil derfor være, at digitale tiltag på museer i stigende grad vil knytte sig til de fysiske udstillinger og blive skabt for at understøtte oplevelse/underholdning eller fungere som markedsføring.

Instagrammabillitet og immersivitet
I udlandet er pop-up-museer med høj instagramværdi – instragrammabillitet – allerede ved at være lidt på vej ud. Der sker et skifte i retning af den langt mere immersive oplevelse der ligger i hele rum og ‘verdener’ som giver stærke helhedsoplevelser ved hjælp af AR, VR, lys- og lydeffekter m.m. i stil med Atelier des Lumiéres. Men i Danmark har vi endnu ikke set pop-up museerne, så et bud kunne være, at 2019 bliver året hvor vi ser dem poppe frem. Der har været diskussion om pop-up museernes relevans og potentielle tomhed. Kritikken fremhæver, at de handler mest om at give kunder mulighed for at tage sig godt ud i 2D og derved bidrage til at sprede budskabet – og skaffe endnu flere kunder. Måske lidt cheesy. Men det ene udelukker ikke det andet. Pop-up museer med en lidt tungere dagsorden er også en mulighed – som fx feminisme-pop-uppen ‘That Lady Thing’ fra San Francisco, der omtales i denne artikel. Den immersive museumsverden vil sikkert også komme – men nok ikke i 2019. Mit bud er, at især kunstmuseerne vil forsøge at følge op på oplevelser som Louisianas Kusama-udstilling med tilbud af den type, som produceres af teamLab.

Betalt adgang til streams og kurser
Den stigende kommercialisering af kulturarven vil helt naturligt medføre spørgsmålet om, hvorvidt der er digitale tjenester, der kan tjenes penge på. Her kunne muligheder være betalte abonnementer på nyhedsbreve, podcasts og kursusforløb, medmindre udbyderen vurderer, at der er er en markedsføringsværdi i tiltagene. Betalte webinarer, fx som del af en ‘medlemspakke’ har længe været kendt i slægtsforskernes verden. En anden mulighed kunne være brugerbetalte VR-oplevelser i stil med Nefertari Toomb Experience, eller salg af deltagelse i streamede events, eller deciderede online betalingskanaler med inspiration fra medier som Dan Snows History Hit eller Politiken Historie, som også inkluderer en digital adgang.
I forlængelse af den stadigt mere salgsorienterede tilgang, vil vi måske også se fornyelse i institutionernes webshops? Rabatkoder, pointshopping, øget brug af ‘relaterede varer’ etc. kunne være et forsigtigt bud.

Mindre Facebook – mere?
I sommeren 2018 udsendte Pew en analyse, som viste, at brugen af Facebook er for nedadgående. Også i Danmark er der sket et fald, selvom det er beskedent. Til gengæld er platforme som YouTube, Instagram og LinkedIn i vækst. Facebook har som bekendt været ramt af flere sager, fra Cambridge Analytica til beskyldninger om ‘pyntede’ tal for video og reach. Tiden er inde til at overveje, hvad man som kulturinstitution vil gøre, efterhånden som Facebook ændrer sig, både med hensyn til brugsfrekvens og demografi.  Der er stadig elementer, som er i vækst, primært stories og live-video. Facebook forventer selv, at stories i 2019 vil overstige feed. Jeg tror, at vi i 2019 vil se flere institutioner eksperimentere med stories og live – men også afsøge nye – eller måske gamle – muligheder. Det kunne være muligheder som klassiske nyhedsbreve, men også forskellige former for notifikationstjenester, snap eller lignende, som i følge DR´s medieundersøgelse især er populære blandt de yngre. 
At noget er ved at ske, kan man måske også se en indikation på, når interenettets opfinder, Tim Berners-Lee, gennem 2018 har arbejdet på et projekt, han kalder Inrupt. Formålet er at decentralisere nettet og rokke ved techgiganternes magt.

I mange år har SoMe-mantraet kredset om ‘at skabe værdi for brugerne’. Et sandhedens øjeblik bliver at se, hvad institutionerne gør den dag, Facebook har ændret sig afgørende. Hvad sker der, hvis platformen ender som et netværk, der primært tiltrækker ældre, eller borgere, som af forskellige årsager ikke betaler for indhold, billetter eller produkter – men som får meget stor værdi ud af institutionernes aktiviteter?

Dataejerskab og etik
En diskussion, som jeg godt kunne forestille mig i 2019, er et øget fokus på ejerskab og brug af de enorme datamængder, som vi har vænnet os til at se som ‘hobby-data’.  Ønsker vi fx, at store medicialfirmaer som GlaxoSmithKline kan købe adgang til at benytte indholdet af private borgeres genealogiske DNA-tests. og udvikle medicin, der patenteres og ophavsretsbeskyttes? Er det udelukkende positive muligheder, der åbner sig, når det gælder brug i politimæssige sammenhænge – som fx da det gennem brug af genealogisk DNA lykkedes at afsløre ‘The Golden State Killer’ der begik 12 mord og 50 voldtægter mellem 1974 og 1986. Jo større, vigtigere og kommercielt potente datamængder, der genereres- jo mere væsentlig bliver debatten om, hvem der skal have mulighed for at bruge dem, og hvordan. Kulturdata – og ikke mindst brugerskabte data – er også en del af disse datasæt. Spørgsmålet om brugerskabte data griber ind i udviklingen omkring borgerforskning, et område, som jeg ogs tror vi vil se og høre mere om. Det er et stabilt antal, ca 40% af danskerne, der er engageret i frivilligt arbejde – men antallet af ‘frivilligtimer’ er faldet. Hvordan det ser ud med det digitale engagement – som jeg ikke altid vil kalde ‘frivillige’ – ville være interessant at vide mere om i 2019.

Men der er naturligvis masser af mindre trends, tendenser og ikke mindst sjove, fede ting, som digital kulturarv kunne indgå i. Jeg kunne godt bruge et par digitale sneakers med gotisk kaligrafi eller Jellingestil. Eller en kombination af historiske hologrammer med smart city. Eller…. en lang række andre sjove, nye og innovative produkter, tjenester eller tiltag, som man kan bygge med fri kulturarv,

Links:
Top Ten Digital Transformation Trends for 2019 (Forbes)
DR-medieudviklingen 2017 (Danmarks Radio)
Jane Sandbergs digitale pakkekalender – Museer og samfundet
Sådan får du succes på sociale medier i 2019 (markedsforing.dk)
The Future 100 (JWT intelligence)
Tech Trends to Watch (Digital Trends)
Social Media Predictions for 2019 (Fast Company)

Arkiver har ikke frivillige – de faciliterer borgerforskning

Arkiver – og herunder også Rigsarkivet – har en lang og omfattende tradition for at knytte borgere til institutionen på frivillig basis. Arkivet er langt fra den eneste kulturarvsinstitution, som samarbejder med frivillige, også på museer findes forskellige former for frivillighed. Der er imidlertid så mange og så store forskelle på frivillighed på museum og i arkiv, at det vil være hensigtsmæssigt at benytte andre termer for den relation, der er mellem arkivet og dem, der normalt betegnes som frivillige.

I stedet for at sige, at fx Rigsarkivet “har frivillige” ville det være mere præcist fx at sige, at arkivet faciliterer projekter, skabt og drevet af kulturaktive borgere

På museer er frivilligheden ofte karakteriseret ved fysisk tilstedeværelse. Enkelte borgere eller grupper af borgere møder på bestemte tidspunkter for at deltage i særlige aktiviteter og udføre forskellige opgaver. Ofte er opgaverne meget konkrete og tæt knyttet til museernes fysiske tilbud. Den frivillighedsundersøgelse, som blev gennemført af Organisationen Danske Museer i 2013 viste, at det navnligt var kulturhistoriske museer, som havde frivillige og at 28% af de adspurgte institutioner angav ressourcemangel som grunden. Det var især “praktiske opgaver” og “formidling” som de frivillige stod for, og hovedparten var midaldrende eller ældre kvinder. Arkivfrivillige har en lignende profil, idet der også her er en overvægt af lidt ældre kvinder.

Arkivets relation har imidlertid en lidt anden karakter. Selvom der kan være tale om fysiske aktiviteter, er den frem for alt baseret på deltagernes langvarige digitale brug af institutionens ressourcer. Ofte har borgeren brugt mange timer om måneden i flere år, med at anvende de ressourcer, som arkivet driver.

Den borger, der fx syr kostumer til et museums levendegørelse eller bygger et legestativ til museumskundernes børn, hjælper museet med at udvikle eller forbedre salgsprodukter og oplevelser. De bidrager til en fortælling om fortiden, som museets kunder kan opleve under besøget på attraktionen.

Den, der taster, medvirker til at skabe og forbedre ressourcer, som alle borgere frit kan tilgå. Her skabes ikke en fortolket fortælling, men et ukontekstualiseret grundmateriale, som brugere selv skal fortolke og arbejde med. Når kilderne fx er transskriberede, gør det dem uendeligt lettere at bruge for den almindelige borger. Arkivets typiske “frivilligopgaver” har desuden et så enormt omfang og potentielt ressourcetræk, at det er vanskeligt at forestille sig, at det nogensinde skulle kunne udføres som betalt arbejde. Alene indtastningerne af folketællinger svarede omkring år 2001 til ca. 1.000 årsværk. Siden er det som bekendt vokset betydeligt.

Men frem for alt udspringer aktiviteten hos arkivers frivillige ikke af borgernes ønske om at ‘hjælpe arkivet’. I undersøgelsen af deltagerne i Politiets registerblade, fremgik at disse var drevet af et ønske om at tilgængeliggøre viden og hjælpe andre med samme hobby som dem selv (den tilsvarende museumsundersøgelse undersøgte museernes holdninger, men ikke de frivilliges motivation og udbytte).

En klassisk definition på frivillighed findes i Frivilligundersøgelsen fra 2006:  ”Frivilligt arbejde betyder, at man i organisatorisk sammenhæng udfører et stykke ulønnet arbejde for andre end sig selv og sin familie”. Og som sådan kan man naturligvis godt betragte ‘frivillige’ på såvel arkiver som museer. Men i stedet for, at tale om at “arkiver har frivillige” vil det nok være mere præcist at tage udgangspunkt i den relation, der er mellem den kulturaktive borger og institutionen samt mellem brugerne og materialerne.

Relationen er bl.a. karakteriseret ved at:

• Arkiver faciliterer kulturaktive brugere, som skaber de nye ressourcer, de selv har brug for
  Fordi: det er ikke nødvendigvis arkivet, som fx udpeger arkivalier til fotografering eller tastning, hvilket “frivillige” derefter udfører. Materialer udvælges i fællesskab, og ikke sjældent er det brugerne, der vælger, fordi de selv har taget initiativet. Dette gælder fx projekter som fx “Nygårds sedler” eller affotografering af dødsattesterne.

• Arkiver understøtter og demokratiserer mulighederne for aktiv, undersøgende historiebrug 
  Fordi: det er meget krævende at benytte primære kilder. Som bruger skal man både kunne finde, læse og fortolke materialet. Gennem adgang til digitale kopier 24/7 lettes adgangen markant – uanset hvor i landet, man måtte bo. Adgang til at søge i databaser med indtastninger gør det muligt for borgere uden evne til fx at læse håndskrift at benytte samlingerne.

• Arkiver hjælper kulturaktive borgerne med at berige kilderne til fri brug for alle
  Fordi: På arkivet er der ikke tale om “brugerinddragelse”. Karakteristisk er, at det sjældent forholder sig sådan, at arkivet må gøre en stor indsats for at blive brugt eller at “inddrage brugerne”. Brugere henvender sig af egen drift, med projekter og ideer som realiseres i et samarbejde. Brugerne taster og kvalitetssikrer – arkivet stiller digital infrastruktur til rådighed. Tilsammen åbner brugere og arkiv for, at nye målgrupper kan få mulighed for at benytte nye kilder. Nye målgrupper omfatter også professionelle brugere: akademiske forskere, studerende, journalister, forfattere, kunstnere, kulturentreprenører m.m., som benytter materialet til formål, der har en uendeligt større brugerskare.

Links:
Organisationen Danske Museer: frivillighedsundersøgelse 2013 http://www.dkmuseer.dk/sites/default/files/dokumenter/Rapporter/Frivillighedunders%C3%B8gelse%20%20final%20%20juni%2014.pdf

Frivilligundersøgelsen 2006: https://frivillighed.dk/publikationer/definition-af-den-frivillige-sektor-i-danmark

Cuts Survey 2013: paid jobs lost to volunteers
https://www.museumsassociation.org/news/30092013-cuts-survey-2013-paid-jobs-in-museums-lost-to-volunteers

Christa Brønd: Evaluering af Politiets Registerblade
https://www.slideshare.net/politietsregisterblade/christa-brnd-manto-evaluering-af-politietsregisterbladedk-ved-etnolog-christa-brnd

Reliance on unpaid volunteers is turning public museums into a middle class commodity
https://www.newstatesman.com/politics/2014/09/reliance-unpaid-volunteers-turning-public-museums-middle-class-commodity

Tusindvis af frivillige driver de danske museer i sommervarmen
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/trekanten/tusindvis-af-frivillige-driver-de-danske-museer-i-sommervarmen-de-e

Derfor er borgerforskning vigtigt!

Hvorfor er det egentlig ‘værd’ at digitalisere kulturinstitutioners samlinger og understøtte borgerforskning? Er det ikke bare spild af tid, rettet imod en meget lille målgruppe? Mit bud er, at vi endnu kun har set toppen af isbjerget for den samfundsnytte, som digitalisering og borgerforskning kan skabe.

De fleste kulturinstitutioner har mere eller mindre omfattende samlinger, der alle har dét til fælles, at de kan være svære og ressourcekrævende at benytte.

Nogle institutioner har faste åbningstider, faciliterende personale samt adgang til at bestille materiale og at skaffe sig overblik over samlingsindholdet via nettet. I andre tilfælde kræver brug af samlinger og arkiver en personlig aftale, kontakt til en medarbejder, der kan/har tid til at gennemse oversigter m.m. for at finde det relevante materiale. Måske har institutionen hverken en læsesal eller en samlet, digital registratur – og så er det ikke nemt. Men selv i de tilfælde, hvor der både er registraturer, læsesale og personale, er opgaven for borgeren ikke let.

Brug af den information, der findes i offentlige samlinger kan kræve både evne til at finde det korrekte materiale, kompetence til at læse håndskrift, tid til at gennemgå store mængder af fysisk materiale, samt personligt fremmøde, indtil brugen er afsluttet. Dermed er barren sat temmeligt højt, ikke midst for brugere, som har et arbejdsmæssigt ærinde. Normalt har hverken akademiske forskere, forfattere, studerende, journalister, m.m. ubegrænset tid til research. Informationer, der ligger i fysiske formater som beskrevet papir, fotos m.m. er ikke lette at bruge.

Adgang til digitale gengivelser kan lette brugen voldsomt. Her er også et stort potentiale for borgerengagement. På nogle institutioner – arkiver – er det borgere og brugere, der selv både definerer og gennemfører affotograferings- og digitaliseringsprojekter. Ikke for at ‘hjælpe institutionen’, men for at lette adgangen til materiale, de selv finder vigtigt. Institutionen faciliterer processen og den efterfølgende tilgængeliggørelse samt drift.

Adgangen til digitale kopier betyder, at brugeren ikke behøver at indfinde sig et bestemt sted inden for en nærmere defineret åbningstid. Der er ingen transporttid, og alt dette er naturligvis en fordel. Men den tidskrævende opgave med at finde, læse, uddrage relevante elementer fra kilder m.m., består.

Også her kan facilitering af borgerengagement skabe nye muligheder. Så snart digitale kopier er online, kan kulturaktive borgere over hele landet – faktisk over hele verden – omforme .jpegs til data. Data, der kan læses, behandles og præsenteres maskinelt. Undersøgelser, som ville tage uendeligt lang tid og kræve mange ressourcer kan laves forholdsvis hurtigt via et udgående API. Et godt og gammelt eksempel er fx visualiseringen af københavnernes flyttevaner omkring år 1900 i Copenhagen Heatmap. Crowd – eller rettere communitysourcede – data betyder, at det inden for et to-dages hackathon var muligt at skabe en præsentation, der mere visuelt end 1000 ord viser, hvordan 1,4 mio. københavnere flyttede rundt.

Nem og fri adgang til indholdet i de samlinger, som samfundet enten ejer eller støtter, bør generere øget brug. Øget brug børe generere mere viden og mere forskelligartet brug. Ikke kun til fx klassisk forskning, men også i fx kunstprojekter eller til brug for kulturentreprenører.

Borgerforskningens resultater og produkter kan række langt ud over de målgrupper af kulturaktive borgere, som fotograferer, taster og tagger. Deres indsats er en væsentlig del af den motor, som omformer information på analoge medier til data – der kan blive grundelement i skabelsen af ny viden.

Kulturarven kunne arbejde mere for verdensmålene

I 2015 vedtog FN 17 udviklingsmål, som alle skal arbejde for – også Danmark. Målene skal øge bæredygtigheden, mindske ulighed, afskaffe sult øge udddannelse og udvikling: kort sagt gøre verden til et bedre sted frem mod 2030. Hvordan bidrager kulturarven til dét?

Vi er vant til at måle kulturarv i kvantitet: Hvor mange billetter er der solgt? Hvor mange brugere har der været på en tjeneste? Hvor mange mennesker har der været til et arrangement? Men kvantitative mål siger ikke så meget om nytteværdi, eller om, hvad perspektivet med brugen er. Fra tid til anden dukker ønsket om mere kvalitative mål op i den kulturpolitiske debat. Hvis man vil se på samfunds- og måske ligefrem verdensnytte, så kunne Verdensmålene være til inspiration for nye målmetoder.

Kulturarven og dens institutioner kan faktisk bidrage til en lang række af de 17 mål. På nogle områder gøre de det allerede, men mon ikke der kunne gøres mere:

Mål nr. 3: Sundhed og trivsel
At have mulighed for at interagere med kultur og deltage i kulturelle fællesskaber kan styrke det almindelige velbefindende, og måske endda have en forebyggende effekt ifht. stress, moderat depression etc. Én mulighed for at styrke dette er fx etablering af ‘Kultur på Recept’-programmer.

Mål nr. 4: Kvalitetsuddannelse
Uddannelse kræver, uanset om det er rettet imod bør eller voksne, ny viden og nye måder at lære på. Gennem aktiv deltagelse i såvel skole- som voksenundervisningsprogrammer, kan kulturinstitutioner være med til at øge uddannelsernes kvalitet. Selvom det ikke kommer direkte ind under begrebet ‘uddannelse’, er aktiv understøttelse af selvstyrede læringsprocesser – gennem hele livet – også af betydning borgerens muligheder. Så dét kunne måske også være et element.

Mål nr. 5: Ligestilling mellem kønnene
Kønsligestilling er bl.a. et spørgsmål om kultur. Gennem alt fra udstillingspraksis og tilgængeliggørelse til skolematerialer kan kulturinstitutioner bidrage til at øge forståelsen for, at mennesker bør have lige rettigheder og muligheder, uanset køn. Dette er et område, som flere museer, ikke mindst Kvindemuseet, har arbejdet aktivt med.

Mål nr. 8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
Institutioner kan sørge for ‘ anstændige jobs’ gennem fx at mindske korttidsansættelser, usikre arbejdsforhold m.m. Desuden kunne socio-økonomiske virksomheder måske inddrages mere i det offentlige kulturliv. Den økonomiske vækst er der allerede en del museer, der bidrager til via turisme, men institutioner kunne også, gennem øget viden- og ressourcedeling, understøtte privat entreprenørskab og innovation langt bedre.

Mål nr. 9: Industriel innovation og infrastruktur
Den industrielle infrastuktur kan kulturlivet næppe bidrage til, men innovation kommer af inspiration og kræver ressourcer. Gennem at stille mere viden og flere ressourcer frit til rådighed kan innovationen finde næring.

Mål nr. 10: Mindre ulighed
Ulighed er også kulturel ulighed. Her kan institutionerne arbejde for at opnå en større brugerdiversitet. Et mål kunne være ikke blot at ‘nå nye brugere’, ‘række ud til flere’ etc. men at være relevante for stadigt *bredere* grupper i samfundet. En institution kunne f.eks. stile imod, at brugergruppen, i så høj grad som muligt, afspejler befolkningssammensætningen med hensyn til indkomst, uddannelse, alder, køn, geografi og etnicitet.

Mål nr. 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
Bæredygtige byer og lokalsamfund må have sammenhængskraft og stærke fællesskaber. Her kan kulturinstitutioner bidrage ved fx at udgøre ‘det tredje sted’, det demokratiske samfunds åbne og ikke-kommercielle mødested. Et sted, hvor borgerne frit kan komme og gå, tilbringe deres tid, møde andre, få inspiration, ny viden og nye impulser. I mange offentlige rum skal man betale for at kunne opholde sig – f.eks. på caféer, restauranter etc. Museer og arkiver kunne, ligesom bibliotekerne allerede gør, udgøre et alternativ.

Mål nr. 12: Ansvarligt forbrug og produktion
Institutioner kan sørge for at købe bæredygtigt, mindske flyrejser, stoppe madspild i kantinen og museumsrestauranten – en lang række tiltag, som på mange måder vil ligne dét, en privatfamilie også kan gøre.

Mål nr. 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner
Især målet om retfærdighed er oplagt for arkiver. Her kan borgerne finde den dokumentation, som gør, at de kan dokumentere deres ret, uanset om det f.eks. er at modtage en arv eller blive optaget på en ønsket uddannelse. Hver dag hjælper arkiver borgere med at dokumentere deres ret, og bidrager derved til retssamfundets udvikling. Måske kan denne betydning for en enkelte borger formidles bedre og derved bidrage til oplevelsen af retfærd?

Jeg kender kun ét museum, der tydeligt og klart har meldt ud, at de vil arbejde med Verdensmålene. Det er organisationen Furesø Museer, der omfatter Immigrantmuseet, Mosegården, Cornelen, Flyvestation Værløse samt områdets Stads- og lokalarkiv. Borgerne har i øvrigt fri adgang til udstillinger m.m., og man læse mere, planlægge besøg etc. på museernes website.

Men hvad med andre museer og arkiver? Er der andre, som arbejder aktivt og bevidst med ét eller flere af Verdensmålene, som rettesnor for deres arbejde med kulturarven?

Links:
Sustainable Development Goals (FN´s website)
Verdensmålene (Udenrigsministeriet)
Verdensmålene – inspiration for undervisere
Verdensmål for Bærdygtig Udvikling (Danmarks Statistik)