Multiplayer-onsite-outdoor…..mobilspil?


biospilForleden havde jeg en førstegangsoplevelse i biografen: i stedet for at vise “ingenting” før reklamerne, var der biospil.

Biospillet har tilsyneladende eksisteret et stykke tid (?) men jeg har ikke oplevet det før nu. Setup´et er enkelt. Nogle minutter før spillet starter, opfordres biografgæsterne til at hente spilleapp´en på Play eller i App Store (man kan også få et downloadlink). Herefter logger man på, hvilket desværre kun er muligt hvis man forbinder via Facebook..

Når en spiller er logget på, optræder vedkommendes navn og Facebook-profilbillede på lærredet sammen med de øvrige spilleres. Navne og billeder bruges også til løbende visning af “stillingen” mellem de spillende, samt ved kåring af vinderen. Man kan m.a.o. hele tiden følge med i, om man gør fremskridt eller ej.  Meget afslørende; jeg var fx selv ret elendig til at finde “skjulte” ord på spillepladen og dermed hurtigt ude af den hårde kamp for at deltage i lodtrækningen om en kaffemaskine :-)

Efter skuffelsen over det dårlige resultat meldte tanken om mulig brug af denne type spil i kulturarvssammenhæng sig naturligvis straks. Der er flere interessante og sociale aspekter:

  • man spiller (også) mod fremmede, hvilket giver mulighed for nye relationer
  • spillet er “offentligt” i det aktuelle rum – det kan skabe en gruppesamhørighed
  • spillet kan indgå i ens sociale netværk (men ret uheldigt, at det er tvunget)

Kunne man forestille sig et meget enkelt “kulturarvsspil” i mikrospilsformat, som kunne spilles online-onsite-outside på samme måde?

Et kulturarvsspil ville kræve en fælles app med et spilleinterface samt onsite/outside-skærme på de steder, som ønskede at deltage. Men det ville også kræve en god idé til indhold. Man kunne fx kombinere med et element af crowdsourcing, fx i form af tagging, korrekturlæsning eller lignende. En idé, der ligger lige for, kunne være at tænke multiplayerspil ind som tidsfordriv i fx café eller andre “hænge-ud”-områder på fx museum og bibliotek. Og måske kunne man inddrage arkivbrugere, der ikke har noget at foretage sig, mens de venter på arkivalierne?

Links:
Biospil (websiten)
Biospil-app´en på Google Play
Verdens første interaktive biografspil (omtale på Egmont reklames website)