1864 – krigen og Dybbøl – nu i farver

At kolorere gamle fotos er et fænomen, der ses mere og mere på amerikanske websites. Det er især billeder af den amerikanske borgerkrig, som har fået farve. Så det er oplagt at forsøge det samme med fotos fra 1864.

“Dillen” med at farvelægge gamle fotos er en del af den “fotokreativitets-strend”, som jeg har leget med før (bl.a. i indlægget om forandringsfoto). Gennem længere tid har der fx på Reddit været et emne med titlen “History in Color”, hvor brugere viser hinanden de billeder, der har arbejdet med. Emnet er bl.a. “dedicated to high quality colorizations of historical black and white images”, og mange af billederne er koloreret ikke så lidt bedre end mine.

Mine resultater er langt fra de amerikanske, men egentlig er processen ikke vanskelig. Til gengæld er det en tidssluger: de tre krigsbilleder i denne post har taget 3-4 aftener pr. stk.

I de fleste billedbehandlingsprogrammer kan man omfarve dele af sort/hvide billeder ved først at øge antallet af farver i billedet, markere et sort/hvidt område og derefter ændre på områdets nuance og farvemætning samt manipulere lys/mørke. Dét er den ene af de fremgangsmetoder, jeg har brugt. Den anden er at etablere forskellige farvelag ovenpå billedet – fx et lag for den blå uniformsfrakke. Lagets egenskaber indstilles, så det blander sig med det underliggende i en slags “duplex”. På denne måde kan udvalgte områder “farves” med en bestemt farve, samtidigt med at fx folder, skygger m.m.fra det underliggende lag “skinner igennem”. På billedet øverst i denne post, som forestiller Jens, der var med i 1864 som oppasser for en officer, er bl.a. ansigtet farvet ved hjælp af et lag. Men han ser lidt “voksagtig” ud, hvilket selvfølgelig ikke er blevet bedre af, at man den gang skulle “holde stillingen”, når man blev fotograferet.

Næste billede er mere kompliceret, fordi der er langt flere detaljer – samt et gevær. Det forestiller en menig fra 1. infanteriregiment, hvis navn er ukendt. Her valgte jeg at skabe ansigtskuløren ved omfarvning i stedet for at etablere et farvelag. Det er bedre, men stadig væk lidt “kunstigt”. Ansigter på mindre fotos er ikke nemme, faktisk kan resultatet nok blive bedre, når der er tale om portrætter (dét er under afprøvning!). Støvler og hår fremstår også lidt døde.

Ansporet af de to fotos af soldaterne, måtte jeg forsøge med et af billederne fra slagmarken. Jeg undgik de ellers meget skarpe og fine fotos fra fx skanse 3 og skanse 4, fordi de indeholder mange personer, hvilket ville blive meget vanskeligt. Så det blev i stedet et foto fra skanse 2, med den sønderskudte Dybbøl Mølle i baggrunden.

Udfordringen ved dette billede var, at originalen var i langt dårligere stand end de øvrige. Fx viste det sig ved nærmere øjesyn, at Dybbøl Mølle i baggrunden er tegnet op eller retoucheret så kraftigt, at det ligner en stregtegning.  Desuden ligger der sne, hvilket også var langt vanskeligere at arbejde med end forventet. Himlen var umulig at farvelægge på grund af billedets kvalitet, så derfor valgte jeg at “kolorere” den med et foto fra Public Domain Image i stedet.

Er det OK at kolorere fotos, som er optaget i sort/hvid – eller er det “historieforfalskning”? Her må det frem for alt være væsentligt at sørge for en markering af, at et billede er efterkoloreret. Kolorering af “farveløse” er i øvrigt ikke noget nyt. For blot ca. 50-60 år siden kunne retouche og kolorering godt høre med til fotografens opgaver. Man bør naturligvis også være omhyggelig med valg af farver etc., hvis det er en form for rekonstrueret autencitet, man søger.

Men med det fokus, som billeder har er nye tilgange til fortidens billeder næsten ikke til at komme uden om. At arbejde med gamle fotos kan måske også være en vej til interesse for fortiden. En interesse, der er præget af kreativitet, snarere end intellektuel tilegnelse af viden i klassisk forstand. (Selvom jeg nu godt kunne have brugt en uniformsekspert eller to….  :-)

Links:
History in Color på Reddit
History in Color på Facebook
20 Historical Balck and White Photos Colorized (Twistedsifter)
Famous photographs restored (Bored Panda)

Fotos fra 1864:
Skanserne efter stormen (Statens Arkivers Flickr)
Krigsdeltagere, 1864 (Statens Arkivers Flickr)

Tutorials:
Timelapse of the Colorization and Restoration..  (YouTube)
How to colorize (billedserie)

Arkiver er folkelige – museer er elitære?!

Er der forskel på arkivbrugere og museumsgængere? Måske, det er der i hvertfald noget, som tyder på.

Vi mangler stadig den store undersøgelse, der ikke tager udgangspunkt i institutioner, men i danskernes interesse for kulturarv og deres historiebrug. Derfor det er vanskeligt at dokumentere præcist, men der er indicier som peger på, at arkiver har en anden brugersammensætning end de andre kulturarvsinstitutioner.

Kulturvaneundersøgelsen fra 2012 indikerer, at der er forskel på de værdier som hhv. arkiv- og museumsbrugere har. I undersøgelsens værdikompas ligger arkivbrugere i det yderste venstre hjørne, hvor det mest folkelige og traditionelle værdisæt findes. Gæster på kulturhistoriske museer har bevæget sig længere ind mod midten og kategoriseringen “moderne – elitær”. Så åbenbart er der forskel på, hvilke værdi-segmenter i befolkningen, hhv. arkivbrugere og museumsgæster tilhører.

Der er ikke lavet undersøgelser beregnet på sammenligning, så det følgende bør naturligvis tages med et gran salt.

Men i følge Statens Arkivers brugerundersøgelse gennemført i 2012 udgør langvarigt uddannede (dvs.personer med en lang, videregående uddannelse) 21% af brugerne for de statslige arkivers tilbud. Til sammenligning udgør denne gruppe ifølge Kulturstyrelsen 26% af museumsgæsterne (20% af gæsterne på kulturhistoriske museer).

Det er kun ca. 7% af den danske befolkning, der har en lang, videregående uddannelse. Der bør tages højde for, at en del af arkivernes brugere er fx studerende og forskere, som benytter institutionernes kilder til opgaver, afhandlinger o.lign. I brugerundersøgelsen svarede mellem 2 og 8% således, at de ledte efter oplysninger til en “projektopgave” eller “anden forskning”. Selvom disse besvarelser sikkert dækker over andet end akademisk relateret brug, ser det alligevel ud som om, at  Statens Arkiver har en lavere overrepræsentation af langvarigt uddannede, end museer generelt. En undersøgelse, der inddrog andre typer af arkiver end de statslige, ville næppe bringe andelen af langvarigt uddannede i vejret (Mit gæt er, at andelen af studerende og akademiske forskere ville være lavere her).

Men der er ikke kun forskel på brugeres/gæsters værdisæt og uddannelse. Der er også forskel på de tilbud, som benyttes. Museumsgæster benytter typisk formidlingstilbud som udstillinger og aktiviteter, som tilbyder oplevelser og fortolkede fremstillinger af fortiden.  Arkivbrugere anvender derimod rå kilder, som de selv finder frem og udvælger.

Er det et særkende for arkiver, at der er mange traditionelt orienterede, ikke-langvarigt uddannede brugere, der anvender primære kilder, som de selv kontekstualiserer og fortolker? I så fald er det måske væsentligt for opfattelsen af, hvad hhv museer og arkiver “kan” som samfundsinstitutioner.

I takt med, at flere og flere kilder digitalisereres, sådan at enhver i princippet kan facilitere brugen, kan der også for museer være overvejelser i, hvorvidt en sådan facilitering – i samspil med museets egne digitale kilder – kan åbne for nye brugergrupper. Dvs. en kombination af traditionelle “arkivalske” og “museale” tilgange – sådan som man fx ser det i BallinStadt, der kombinerer genealogi og museum.

Links:
Kulturvaneundersøgelsen “Danskernes kulturvaner”, 2012
Statens Arkivers brugerundersøgelse, 2012
Den nationale brugerundersøgelse (Kulturstyrelsens undersøgelse af museumsgæster)

Figuren stammer fra “Danskernes kulturvaner 2012”, p. 75.

Touch-borde med 3D føle-effekt

Tænk, hvis man kunne røre på museet. Bare pille en lille smule ved dét der guldhorn (sværd, tøjstykke, lerkrukker…etc.) Med fremtidens touchborde kan det blive virkelighed.

Disney laboratorierne har udviklet et touchbord, som lader brugeren føle de projekterede objekter med fingrene. Illusionen af berøring skabes gennem “elektriske vibrationer”.

Teknologien er som skabt til museer, hvor originale objekter i sagen natur ikke kan berøres af alle. Der er mange muligheder:

1) At kunne berøre en museumsgenstand i 1:1 – som den står i montren
2) At føle genstande, sådan som de oprindeligt har føltes
3) At kunne simulere berøring af organiske materialer (fx fødemidler o.lign.)
4) At kunne føle på “farlige” genstande uden skade ( knive, spydspidser)
5) At kunne simulere følelsen af forskellige arbejdsprocesser (fx vævning)

En helt oplagt mulighed er naturligvis anvendelse i formidling overfor synshandicappede eller andre, som har særligt glæde af en taktil tilgang.

Links:
Disney lets you feel 3D objects on a flat screen (Wired)
Disney lets users feel 3D objecys on a flat screen (Gizmag)
Disney invents touch-screen that lets you feel textures (Washington Post)
Disney just figured out virtual textures (Time – tech)

Blev jeg brugerinddraget?

Årets sommerferie gik til Basel. Efter at have besøgt et par historiske udstillinger gik det op for mig, at jeg måske var blevet brugerinddraget, uden at jeg helt havde opdaget det.

At “aktivere”, “engagere” og “inddrage” brugerne er noget, der tales en del om i kulturarvsverdenen. Der kan være mange gode grunde til at gøre de fysiske besøgssteder sjovere og mere oplevelsesorienterde, men ferien fik mig til at overveje, om vi bruger de rigtige ord og begreber, når vi taler om bestræbelserne?

Det historiske museum i Basel, Historisches Museum, er indrettet i en tidligere kirke, og her er flere små “stationer” i den arkæologiske udstilling, som giver mulighed for at prøve forskellige ting.  Man kan fx “udgrave” knogler i en slags sandkasse fyldt med kattegruslignende materiale og bestemme sine “fund” ved at sammenligne med instruktive dyreskeletter. Der er en form for “jurascope“, som viser en fortidig begravelse. En lille kasse rummer potteskår, forsynet med magneter, som gøre dem nemme at sætte sammen. Som gæst kan man let “bygge” en krukke og opleve, hvordan den tager form. Ved siden af kværne fra oldtiden står en funktionsdygtig model, som (med brug af betydelige armkræfter) kan drejes og male mel. Schweizerisches Museum für Papier, Schrift und Druck har et lille skriptorium, hvor gæster kan prøve forskellige former for skriveredskaber til blæk.

Når jeg prøvede disse muligheder, betød dét så, at jeg blev “involveret” eller “inddraget“? Måske. Men ville man bruge de samme begreber om aktiviteterne, hvis de foregik udenfor et museum? Ville vi betegne det som involvering og inddragelse, hvis fx skriptoriet havde været stillet op som “julekortværksted” i et stormagasin? Nøjagtigt samme aktivtitet – men i en helt anden kontekst.

Ingen af de ting, jeg interagerede med på museerne, havde en betydning for andre end mig. Der var intet – hverken varigt eller midlertidigt – fællesskab, som jeg blev draget ind i, og jeg blev heller ikke engageret i noget, der havde et længere liv end mit ophold i udstillingen. Der var ikke tale om  “inddragelse” eller “involvering” på en måde, som havde en betydning i form af fx  “medindflydelse” eller “medbestemmelse”. Dét havde nok også været overkill set i forhold til, at det nok varer et stykke tid før jeg atter besøger det historiske museum i Basel.

Til gengæld blev jeg virkelig godt underholdt og jeg blev klogere på en ny måde, fordi jeg fik en form for “fysisk læring”: kværnen var tung, og fjerpennen var svær at styre. Alt sammen meget positive elementer, som gjorde museumsbesøgene langt bedre, end det ville have været uden disse elementer. Men er “brugerinvolvering” helt det samme som “ting, man kan prøve”?

Måske ville det være mere præcist at forfine begreberne og anvende betegnelser som “brugerinvolvering” og “brugerinddragelse” om tiltag, som er med til at demokratisere institutionens virke, og dermed har karakter af medbestemmelse og indflydelse. Hands-on stationer og lignende kunne vi fx kalde “taktile” eller “oplevelsesmæssige tilbud”, “ting, man kan prøve” ……eller måske endda: “elementer, der gør museumsbesøget sjovere”.

“Forandringsfotos” – en ny trend?

Vi tager billeder. Mange billeder og hele tiden. Og vi bruger i stigende grad billederne til at fortælle historier med. Den visuelle fortælling kan udtrykkes i fotos, der rummer andre fotos, bygger på deres motiv og opstilling, eller er mashet sammen med dem.

I gennem de seneste år er en lang række af nye fotoformer af denne art myldret frem på skærmen. Måske startede det med “looking-into-the-past” genren, hvor fotos forholder sig til et sted, og viser såvel fortid som nutid i samme billede? Denne type gengivelser har jeg tidligere skrevet om i indlægget “Kan kunstens udtryksformer bringe os tættere på historien?”.

Den “nye” trend er fotos, der i langt højere grad indeholder personer. Det kan fx være fotos, der masher personer, som er i slægt med hinanden eller personer i “før-og-efter”-shots, Det er ikke særligt svært at lave. Billedet i dette indlæg er lavet på ca. 1/2 time i GIMP (man kunne sikkert også bruge pixlr). Der er 45 år mellem de to anvendte billeder, som er et mash af hhv. min mormor og mig selv, begge fotograferet som 18-årige.

Den “nye” fototrend kan også vise personer, der reenacter forskellige situationer (fx fotos fra deres barndom) eller folk, der “overtager” den positur, som en statue har i et museum. Fælles for disse fotos er, at de tit fortæller en personlig historie, om forandring. En forandring, der enten er der – eller netop er minimal.

Det er en trend, der kunne bruges til sjove ting på en kulturarvsinstitution. Man kunne fx:

• Opfordre gæster til at kopiere positur fra malerier, skulpturer, etc.
• Reenacte stil og opstilling fra kendte kunstværker derhjemme
• Reenacte “børnefotografier” i udstillinger (både person og rum ville være ændret)
• Fotografere personer før og efter museums/arkivbesøg

Navnlig den sidste idé kunne rumme et spændende resultat. Når en bruger/gæst har været på arkiv/museum – kan man så SE oplevelsen på dem? Har det mon en synlig effekt at være i nærkontakt med kulturarv?

Links:
Adults replicating great childhood photos (thatslikewhoa.com)
Portraits genetiques (Fotograf Ulric Collette´s website)
Family Tree og AgeMaps (Fotograf Bobby Neel Adoms)
Age face tranformations (dogva.com åbner i lightbox)
Awkward Years Project (tumblr.site)
We Are Not Dead (lalagesnow.com: soldaterfotos før, under og efter krig)
Half-Drag Portraits Show the Before & After Transformations of NYC Drag Queens (Petapixel)
Half (fotoserie af Roman Sakovich – skabt med makeup)
Positioning with statues… (Daily Mail)

Skulle vi have et Zooniverse i Norden?

Zooniverse er en engelsksproget portal for crowdsourcing. Her transskriberes og tagges på livet løs. Jeg er ikke stødt på noget lignende – af samme omfang – i Norden. Selvom arkivportalen.no har en ansats af noget lignende.

Zooniverse er en stor, fælles indgang eller platform for en lang række “citizen science” projekter. Projekterne drives af flere forskellige institutioner, og platformens samlede tilbud er derfor ikke er bundet til hverken én institution eller institutionstype.

Platformen er efterhånden af ældre dato. Det første tiltag var Galaxy Zoo, som startede tilbage i 2007 – et projekt som handler om at beskrive eller klassificere fotos af galakser og himmellegemer. Siten blev hurtigt populær, og allerede i løbet af det første år havde over 150,000 mennesker bidraget med mere end 50 millioner klassifikationer.

Zooniverse drives af ”Citizen Science Alliance” som udgøres af en række forskere, softwareudviklere og undervisere med interesse i citizen science. Blandt institutioner, som er ”organisationsmedlemmer”, findes bl.a. Oxford, National Maritime Museum og Johns Hopkins universitetet. Alliancens mål er – bl.a. gennem facilitering af distribuerede fællesskaber – at øge forståelsen for videnskab, de videnskabelige processer, samt skabe resultater. I dag rummer Zooniverse mange forskellige projekter, dog med overvægt til det naturvidenskabelige.

Der findes dog også humanistiske/”historiske” projekter, hvoraf det mest kendte nok er “Old Weather“, som drives af National Archives i UK og USA, britisk meterologisk institut, National Maritime Museum m.fl. Målet er transskribering af vejrinformation fra skibes logbøger. Transskriberingen kan være interessant for flere – dels folk med interesse i søfart og skibe (ikke mindst de fartøjer, hvis logbøger indgår). Men resultaterne også fx forskere med interesse i klimaændringer kan benytte data til fx udvikling af klimamodeller og beskrivelse af klimaændringer. Og her vil der være tale om meget “big data”, store datamængder. I dag er ca. 20% af logbøgerne er transskriberet.

Det bør i øvrigt også fremhæves at den software, der bruges til indtastning i projekterne er Open Source og kan findes på GitHub, hvis man har forstand på dén slags.

Der foregår mange crowdsourcing-projekter idag, især i arkivverdenen, og mange har – skønt forskellige – en række ensartede behov. Der kan typisk være brug for visning af originaldokumenter eller fotos, samt adgang til en række indtastningsfelter, hvis indhold gemmes i en database. I nogle tilfælde kan der også være behov for brugerregistrering. Kunne det, i samarbejde mellem flere institutioner, være muligt at skabe en tilsvarende, fælles platform for citizen science i Danmark. Eller måske en fælles nordisk løsning, som tager udgangspunkt i regionens sproglige og kulturelle fællesskaber. Med mere samlende indgange til crowdsourcingprojekter kunne de enkelte initiativer måske berige hinanden – om ikke andet, så måske i form af udviklerfællesskaber.

Dette indlæg står i gæld til mange gode diskussioner med @runemester

Links:
Zooniverse 
Galaxy Zoo
Citizen Science Alliance
Old Weather
DIY-History

….og for de nørdede:
Zooniverse på GitHub
Transskriberingsværktøjet Scribe på GitHub