Mocavo – endnu et genealogisite, der satser på facilitering

Mocavo er et – godtnok ikke helt nylaunchet – start-up, der har slægtsforskning som omdrejningspunkt. Det er sammen med MyHeritage på dansk, blandt de seneste skud på stammen af genealogiske tjenester, der tilbyder meget andet end mulighed for at kigge på de “rå” kilder.

Firmaets mission er “to bring all the world’s historical content online for free“. “Free” betyder i denne sammenhæng, at selve indholdet – de mange millioner af navne etc. – er gratis at tilgå. Enhver kan se grundindholdet gratis. Dét, der koster et betalingsabonnement, er faciliteringen: hurtigere og mere effektive søgninger, video-chats med en vejleder, “alerts” fx når platformen får nye ressourcer, etc.

Brugerne har naturligvis også mulighed for at bygge deres anetavle online, enten via upload fra Facebook eller med GED-COM.  Et “Karma-system” understøtter networking. Systemet bygger på samme tankegang som “Random Acts of Genealogical Kindness” som FamilySearch introducerede tilbage i 1999, altså at brugere “bytte slægtsforskning” og hjælper hinanden med opgaver, som er vanskelige på grund af afstande m.m. Jo mere man hjælper andre i communityet, jo mere karma får man.

Endelig er en del af Mocavo´s tilbud gratis scan af originale dokumenter, som efterfølgende indgår i platformens “community-arkiv”. “Originale dokumenter” er i denne sammenhæng dokumenter på papir, bøger der er uindbundne eller hvor bindet kan fjernes, fotokopier af originalmaterialer samt anetavler. Ude i verden har slægtsforskning længe været udgangspunkt for omfattende kommerciel virksomhed. Mocavo er m.a.o. endnu et i rækken af socialt anlagte services med farverige interfaces.

Det er ikke længere kun “adgang til kilderne” og mængden af kilder, men i stadig højere grad det fællesskab og den facilitering, der kan skabes omkring kilderne, der udgør forretnings- eller måske snarere “relevansmodellen”, for et sted med genealogisk indhold. Mon ikke dette er en udvikling, som vil tage til, i takt med, at mere og mere kommer online – og med åbne API´er?  Når “adgang til materialet” kan fås mange steder, vil det ikke i sig selv blive ved med at være nok til at udgøre en forretnings- og relevansmodel. I stedet vil det blive den “merværdi”, der skabes omkring benyttelsen, som gør et sted interessant, brugbart, relevant – og dermed rigtig godt besøgt. Merværdien kan fx skabes gennem online-vejledning i realtid, enkle pædagogiske “tutorials” i “infografstil”, interaktion med andre brugere, præsentations- og kollaborationsværktøjer som anetavlen kan lægges ind i etc.

Links til eksempler på nye og ældre
genealogiske online-tjenester:
Mocavo
MyHeritage
FamilySearch
Ancestry
Danish Family Search
Genealogy.com
Geni
Genealogywise
Genline
Fold3

Arkivformidling – fremtid og tendenser

Hvis man har en hemmelig drøm om at blive covergirl på Nordisk Arkivnyt, er en artikel om fremtid og tendenser i arkivformidling nu heller ikke dårligt.

I dét nummer, der udkom som nummer 4 i 2013 var temaet formidling. Mit bidrag handlede om aktuelle tendenser i en verden præget af konkurrence og hyperchange. Det vil nok blive omarbejdet til “rigtige” blogindlæg, men foreløbig ligger det her i pdf.

Snapchat – skal vi snappe noget kulturarv?

Snapchat er godt nok ikke helt nyt mere, men for os i kulturarvsbranchen er det måske ikke så kendt. Der er vist slet ikke nogen, der snapper kulturarv – og måske skal vi heller ikke… eller hvad?

Snapchat er er ét af flere nyere netværk, som adskiller sig fra de gamle, ved at være skabt til instant messaging eller IM. Dvs. at der ikke er tale om et “netværk” på samme måde som fx Facebook, men en app til afsendelse af relativt korte beskedder mellem venner. Beskederne kan have form som fotos med “påmalet” tekst etc, videoer – eller lidt længere “sammensatte” beskedder, kaldet stories.

Snapchat har desuden den specialitet, at beskederne – snaps – forsvinder efter et stykke tid. Der er altså tale om “midlertidig kommunikation” – selvom man med companion-apps, screenshots etc. har mulighed for at gemme og evt. dele snaps. Men det er ikke meningen. Fordi snaps forsvinder, kan de

Det er ikke lykkedes mig at finde museer eller arkiver på Snapchat. Måske ikke så underligt, da platformen er tænkt som kommunikation mellem individer. Det var andre sociale netværk også, og det varede noget, før institutioner fandt på at bruge det. Og endnu længere før vi begyndte at finde ud af det. Så mon ikke kulturarven også kommer til Snapchat og andre messaging-apps? Visse brands er allerede begyndt – fx Taco Bell, som er ét af dem, der anbefales at følge. Men… grunden til at Snapchat er interessant pt. er måske netop, at stedet er et frirum. Det er især de yngre, 18 – 29-årige som bruger tjenesten (i hvertfald i USA) og som ikke længere er helt så vilde med fx Facebook. Snapchat er pt fri for forældregenerationen, fri for reklamer og fri for klassisk, lærerig indblanden.

Hvis vi skal snappe kulturarv, så kunne det være godt at prøve noget nyt. Altså… IKKE at lave den dér brand-konto, hvor vi gerne vil fortælle, hvilke udstillinger man kan komme hen og se. I stedet kunne man prøve at se på, hvad succesfulde Snapchatbrugere gør. De bruger fx platformen til humor, men også meget kreativt og kunstnerisk (kunstmuseer… måske er det især jer, der har muligheder?). Nogle brugere laver faktisk hele små kunstværker, der efterfølgende finder vej til blogs og lignende.

Kunne man lege med kulturarven og lave begavede “gak-og-løjer” snaps? Hvad med at bruge den kunstneriske vinkel? Skulle man hellere samarbejde og “lege med” og lade én eller flere unge frivillige passe kontoen? Eller skal vi hellere lade de unge brugerne af Snapchat og andre messaging-apps have deres fristed i fred?

Links:
All Hail The Real King Of Snapchat (Nerdist)
Hillariously inappropriate Art History Snapchats (Buzzfeed – tak for tip Katrine!)
8 Brands Rocking Snapchat (Mashable)
Teenagers say goodbye to Facebook and hello to messengerapps (Guardian)
Creators and Curators (Pew analyse – bl.a. Snapchats demografi)

Apps:
Snapchat
Whatsapp
Kik
Wickr

Historie på TV – kunne det være sjovt med nye formater?

Historie og kulturarv på TV er fedt. Det ville være både sjovt og interessant at se nogle nye formater, ikke mindst nogen, med “seerinddragelse”.

Forleden havde jeg en spændende snak på FB-vens væg. Om historie på TV, og om at finde nye, “gode historier”. Vi er ofte meget fokuserede på netop at “fortælle den gode historie”. Gode historier er selvsagt bedre end dårlige, men historiske udsendelser har både et indhold og en form. Måske tager jeg fejl, men jeg har en fornemmelse af, at formen på historie-tv ikke har ændret sig meget gennem årene? Jeg synes, at man kan se tre grundtyper:

a) dokumentaren, hvor en “vært” fortæller en historie, som regel med (større eller mindre) bistand af interviewede eksperter, vidner, rekonstruktioner, udflugt til stedet-hvor-det-skete, m.m.

b) undersøgelsen, hvor én eller flere personer “opklarer” noget, som er sket i fortiden. De finder ny viden, opsporer slægtninge, rekonstruerer genstande, ansigter, bebyggelser, hændelser, m.m. Fælles er, at seeren følger en – som regel ret klassisk – undersøgelsesproces henimod et resultat.

c) quizzen, hvor et hold af eksperter ikke gætter – men vurderer og bedømmer – historiske genstande o.lign., ud fra deres faglige viden.

Samtidig har programmer om mange andre typer af indhold ændret sig voldsomt i de seneste 7 -10 år. Vi har – om man nu kan lide dén type fjernsyn eller ej – fået reality-TV, hvor der er meget på spil for deltagerne. Og gameshows. Men bortset fra “Alt for Danmark” er der vist ikke lavet “gameshow-præget-reality-historie-tv” på danske kanaler?

I andre lande – især England – har historieglade TV-seere i et stykke tid kunnet hygge sig med “nye” programtyper. Fx programmer og indslag med masser af humor og programmer, der bygger på tidsrejse-metoden som The 1900 House og Regency House Party. Der er også programmer, der i højere grad satser på oplevelse af fortidens normer og autoritære tilgange: fx Bad Lads Army eller Die Bräuteschule, hvor unge mænd og kvinder oplever forholdene i hhv militæret og på en husholdningsskole. Hvorfor ikke tænke mere i tidsrejser? Enten i stil med de nævnte… eller hvad med et program, hvor lærlinge inden for forskellige håndværk afprøver fortidens værktøjer og opgaver? Eller slægtsforskere, der oplever forfædrenes levevilkår og arbejdsliv? Med eller uden konkurrencelementer?

Der er mange andre ting, man kunne forestille sig. Gad vi fx at se:

• Stjerner i stenalderen
  Når kendisser kan danse og springe fra vipper, kunne de måske også tilbringe en tid i fx Sagnlandet med indlagte, relevante konkurrencer? Der er mulighed for et utal af variationer; follow-ups i andre tidsaldre, evt med stopprøver, sådan at kun dem med flest point kommer videre til næste “alder”, etc.

• Historienyt-magasin (med en mere catchy titel)
  Der er tradition for anmeldelser af film – men der har (vist?) aldrig været et nyhedspræget magasinformat for “emnet historie”? Anmeldelser af udstillinger er selvfølgelig oplagt, men derudover er der et utal af aktviteter, romaner, foreninger, markeder, kampgrupper, m.m. som kunne være interessante at møde, debattere og sætte fokus på. Min klare favorit ville være et nyhedspræget program, der også inkluderede et Nikolaj-Sonne-element: Hvad kan man lave digitalt, som har at gøre med historie? Nye tools, sites, apps etc. med kulturarv i? Og masser af mulighed for at teste, få tips fra seere, etc.

• Virker det?
  Mythbusters -møder-Lægens-Bord-og-Gør-det-selv med gamle husråd. Hjælper rosmarin mod lopper? Duer det at putte et blad fra rosengeranium i øret mod ørepine? Bliver man tynd af at drikke eddike? Gamle råd og metoder kan findes i et utal af bøger og opskriftshæfter. Folk kan bidrage med masser af råd, som måske endda kan spores tilbage i tid og hvis historie kan fortælles. Hvorfor ikke afprøve dem – også nogle af de mere farverige – og se om de virker?

• Crowdsourcing-og-indsamlings-galla
  Nok ikke noget, der ville egne sig til uendelige genudsendelse og som derfor nok er dyrt. Men et event som fx sidste års Europeana Colllections 1914 med indsamling og scan af materiale over hele Europa kunne egne sig fint til et roadshow, hvor spændende historier ikke bare dukker frem og fortælles, af “folk selv”, men hvor der samtidigt skabes egentlige ressourcer til brug for fremtiden.

Desuden er der masser af måder, som kunne gøre historieinteresserede seere til deltagere. Eksempelvis nye formater for udsendelser om slægtsforskning og lokalhistorie, hvor en inkorporeret del af udsendelsen er, at det er muligt for seere at deltage. Fx ved at sende efterlysninger, tips, gamle fotos etc. til en del af skærmen under udsendelsen…. gerne via Twitter, Instagram eller andre tjenester, hvor man jo alligevel er.

For den mest væsentlige ændring i de senere års TV-programmer er måske, at seere ikke behøver at nøjes med at kigge. Vi kan være med. Vi kan stemme på Allan i “Vild med Dans” og sende hilsner til et løbebånd, når de kongelige bliver gift eller får deres babyer døbt.  Ved begivenheder, som påkalder sig stor opmærksomhed, går der ikke længe, før vi – helt af os selv – har etableret effektive backchannels på fx Twitter. Den aktive trend er også andre steder: Museer tænker i stadigt mere “inddragende” tilbud, hvor gæster kan prøve sjove ting, og interessen for brugerskabte data gennem crowdsourcing øges hele tiden. Nyere historiske foreninger baserer sig op oplevelse og aktivitet snarere end fx at anonnere på et tidsskrift og komme til foredragsaftener. Deltagelse er et gennemgående fænomen. Men når det handler om kulturarvs-TV, synes jeg stadig det virker som om, hovedtilbuddet er at lytte og se med, når “de gode historier” bliver fortalt?

Der er selvfølgelig økonomiske aspekter, og alt skal naturligvis afpasses efter målgrupper, segmenter osv. Men inden man affærdiger deltagelse eller sociale netværk som ungdomsplatforme, så viste undersøgelsen af danskernes brug af sociale netværk i foråret, at det var 42% af de 65 – 74 årige, som er med. Det er især netværk som Twitter, Instagram og Pinterest, der er i vækst. Det samme gælder aktiviteter som deling af indhold og indcheckning. Fænomentet “second screen interaction” er et andet element, som også kunne være relevant ifht. historie-TV. Fra fx en undersøgelse publiceret af Nielsen sidste år, véd vi også, at ihvertfald amerikanere bruger deres mobil meget aktivt, samtidig med at de ser tv. Jeg kender ikke til undersøgelser fra Danmark, men vi kan måske spejle os lidt i tyskerne og britterne fra Nielsen-undersøgelsen?

Jeg er lidt spændt på hvornår – og om – vi kommer til at se nogle nye, mere “aktive” programtyper om historie. Eller om det bliver den klassiske dokumentar, som ruller videre… indtil flow-TV dør, og vi alligevel bare henter det hele på Netflix :-)

Links:
Alt for Danmark
The 1900 House
Regency House Party
Bad Lads Army
Die Bräuteshule,
Europeana Collections
Danskernes holdning til og brug af sociale medier 2013 (Infomedia & YouGov)
Double vision – Global trends in stablet and smartphone use while watching TV (Nielsen)
Originalfoto af tv-kiggende familie http://en.wikipedia.org/wiki/File:Family_watching_television_1958.jpg

© ….Normalt er det sådan, at ideer koster penge. Men da tekstindholdet her på min blog er cc-by-sa-nc rummer den jo gratis inspiration. Denne post er anderledes. HVIS du laver TV, er faldet over bloggen og HVIS du har fundet inspiration, så er det fedt – men det koster lidt, dog ikke til mig. Overvej, hvad I normalt tager/giver i konsulenthonorarer og betaler for leje af udenlandske formater. Giv noget af det, du har sparet, til Blue Shield Danmark som hjælper kulturarven, når der er allermest brug for det – eller til Wikimedia Foundation, som garanteret har givet masser af info til nødstedte researchere på historie-programmer.

Kreativitet er en driftsopgave

På årets høstmøde i NCK var temaet kreativitet, og det har ikke rigtigt villet slippe mig. Jeg tror nemlig, at kreativitet er en ressource, som vi får endnu mere brug for i fremtiden. Og jeg håber, at jeg har fanget alle pointerne i keynoten rigtigt.

Keynote på NCK-høstmødet var Evelina Wahlqvist, kreativitetsforsker, som iøvrigt også var “Årets Kommunikator” i 2009. Hun holdt et oplæg, som har været svært at ryste af sig. For i det daglige har vi måske tit en forestilling om, at dét med at være kreative er noget vi gør ved særlige lejligheder. Vi planlægger at være kreative og går måske hen i et rum, der er indrettet til det – med farveglade møbler, sjove stole og rigeligt med Post-it, for nu skal vi rigtigt “tænke ud af boksen”.

Men én af Evelinas pointer var tværtimod, at der ikke er noget galt med at “tænke indenfor boksen”. Hvis man tænker indenfor boksen, sætter man rammer for, hvad det er vi skal, og hvad kreativiteten gerne skal lede til. Det er selvfølgelig ikke det samme som, at ideer, der ikke umiddelbart, passer skal hakkes ned. Den kollega, der kommer med en dårlig ide i dag, kan komme med en god i morgen.

Kreativitet blev defineret som dét sted, hvor allerede kendte kundskaber og ressourcer kombineres til noget nyt.

En pointe, som ihvertfald glædede mig var, at en altruistisk tilgang er et rigtigt godt incitament til kreativ tænkning. Når vi gerne vil hjælpe andre, bliver vi mere kreative. Inspirationen gør os aktive og nysgerrige. Når man er nysgerrig, udvider man sin comfortzone og tør lidt mere, mente Evelina. Alt i alt en mængde gode faktorer, som kan udvide vores muligheder og vores horisont – samtidig med at det måske også gør verden til et både bedre og sjovere sted.

Hvorfor gør vi det så ikke lidt mere? Måske fordi det kræver kreativt flow (i flow er 98% af éns opmærksomhed på dét man laver) og det er svært at opnå i en normal arbejdsdag. I øvrigt oplever “kreative” personer, tit at de gode ideer kan komme, når man mindst venter det. Fx i badekarret eller under en spadseretur i skoven. En anden hæmmende faktor kan udgøres af trangen til at måle alt for detaljeret og for tidligt.  Evelina Wahlqvist pointerede, at vi godt nok bliver mest kreative, når vi har faste rammer/ressourcer – men kun hvis det er sammen med frihed og opmuntring. Kreativiteten blomstrer bare ikke, når den skal ende med en vurdering og i øvrigt heller ikke af et løfte om flere penge. I stedet bør vi have det sjovt på jobbet; med mulighed for at teste, prøve og derigennem skabe ny indsigt og nye “produkter”. Vi skal nok også, ligesom i de asiatiske kreativitetsteorier, som jeg aldrig før havde hørt om, have modet til destruktion. At pille noget ned, holde op med noget – for at få rum til noget nyt.

Det leder mig til en tanke om, at kreativitet IKKE bør være noget man gør i det særlige lokale med Post-it, men at det i langt højere grad bør en del af vores arbejdsmiljø og omgangstone. Kreativitet skal være en del af den daglige drift, som når Google lader medarbejdere bruge en del af deres tid på “egne” projekter. Måske burde vi i virkeligheden hele tiden prøve at tænke “dét-vi-skal-med-kulturarv” som en startup, der hele tiden skal finde nye veje til relevans gennem nye formater, tjenester og tiltag. Til dét behøver vi kreativitet.

Links:
Evelina Wahlqvist´s blog
Evelina på Twitter
Leadership, creativity and innovation (TEDx på YouTube)
Stop krea-festen (“Beslægtet” indlæg på Innovationlab)