Arkiver har ikke frivillige – de faciliterer borgerforskning

Arkiver – og herunder også Rigsarkivet – har en lang og omfattende tradition for at knytte borgere til institutionen på frivillig basis. Arkivet er langt fra den eneste kulturarvsinstitution, som samarbejder med frivillige, også på museer findes forskellige former for frivillighed. Der er imidlertid så mange og så store forskelle på frivillighed på museum og i arkiv, at det vil være hensigtsmæssigt at benytte andre termer for den relation, der er mellem arkivet og dem, der normalt betegnes som frivillige.

I stedet for at sige, at fx Rigsarkivet “har frivillige” ville det være mere præcist fx at sige, at arkivet faciliterer projekter, skabt og drevet af kulturaktive borgere

På museer er frivilligheden ofte karakteriseret ved fysisk tilstedeværelse. Enkelte borgere eller grupper af borgere møder på bestemte tidspunkter for at deltage i særlige aktiviteter og udføre forskellige opgaver. Ofte er opgaverne meget konkrete og tæt knyttet til museernes fysiske tilbud. Den frivillighedsundersøgelse, som blev gennemført af Organisationen Danske Museer i 2013 viste, at det navnligt var kulturhistoriske museer, som havde frivillige og at 28% af de adspurgte institutioner angav ressourcemangel som grunden. Det var især “praktiske opgaver” og “formidling” som de frivillige stod for, og hovedparten var midaldrende eller ældre kvinder. Arkivfrivillige har en lignende profil, idet der også her er en overvægt af lidt ældre kvinder.

Arkivets relation har imidlertid en lidt anden karakter. Selvom der kan være tale om fysiske aktiviteter, er den frem for alt baseret på deltagernes langvarige digitale brug af institutionens ressourcer. Ofte har borgeren brugt mange timer om måneden i flere år, med at anvende de ressourcer, som arkivet driver.

Den borger, der fx syr kostumer til et museums levendegørelse eller bygger et legestativ til museumskundernes børn, hjælper museet med at udvikle eller forbedre salgsprodukter og oplevelser. De bidrager til en fortælling om fortiden, som museets kunder kan opleve under besøget på attraktionen.

Den, der taster, medvirker til at skabe og forbedre ressourcer, som alle borgere frit kan tilgå. Her skabes ikke en fortolket fortælling, men et ukontekstualiseret grundmateriale, som brugere selv skal fortolke og arbejde med. Når kilderne fx er transskriberede, gør det dem uendeligt lettere at bruge for den almindelige borger. Arkivets typiske “frivilligopgaver” har desuden et så enormt omfang og potentielt ressourcetræk, at det er vanskeligt at forestille sig, at det nogensinde skulle kunne udføres som betalt arbejde. Alene indtastningerne af folketællinger svarede omkring år 2001 til ca. 1.000 årsværk. Siden er det som bekendt vokset betydeligt.

Men frem for alt udspringer aktiviteten hos arkivers frivillige ikke af borgernes ønske om at ‘hjælpe arkivet’. I undersøgelsen af deltagerne i Politiets registerblade, fremgik at disse var drevet af et ønske om at tilgængeliggøre viden og hjælpe andre med samme hobby som dem selv (den tilsvarende museumsundersøgelse undersøgte museernes holdninger, men ikke de frivilliges motivation og udbytte).

En klassisk definition på frivillighed findes i Frivilligundersøgelsen fra 2006:  ”Frivilligt arbejde betyder, at man i organisatorisk sammenhæng udfører et stykke ulønnet arbejde for andre end sig selv og sin familie”. Og som sådan kan man naturligvis godt betragte ‘frivillige’ på såvel arkiver som museer. Men i stedet for, at tale om at “arkiver har frivillige” vil det nok være mere præcist at tage udgangspunkt i den relation, der er mellem den kulturaktive borger og institutionen samt mellem brugerne og materialerne.

Relationen er bl.a. karakteriseret ved at:

• Arkiver faciliterer kulturaktive brugere, som skaber de nye ressourcer, de selv har brug for
  Fordi: det er ikke nødvendigvis arkivet, som fx udpeger arkivalier til fotografering eller tastning, hvilket “frivillige” derefter udfører. Materialer udvælges i fællesskab, og ikke sjældent er det brugerne, der vælger, fordi de selv har taget initiativet. Dette gælder fx projekter som fx “Nygårds sedler” eller affotografering af dødsattesterne.

• Arkiver understøtter og demokratiserer mulighederne for aktiv, undersøgende historiebrug 
  Fordi: det er meget krævende at benytte primære kilder. Som bruger skal man både kunne finde, læse og fortolke materialet. Gennem adgang til digitale kopier 24/7 lettes adgangen markant – uanset hvor i landet, man måtte bo. Adgang til at søge i databaser med indtastninger gør det muligt for borgere uden evne til fx at læse håndskrift at benytte samlingerne.

• Arkiver hjælper kulturaktive borgerne med at berige kilderne til fri brug for alle
  Fordi: På arkivet er der ikke tale om “brugerinddragelse”. Karakteristisk er, at det sjældent forholder sig sådan, at arkivet må gøre en stor indsats for at blive brugt eller at “inddrage brugerne”. Brugere henvender sig af egen drift, med projekter og ideer som realiseres i et samarbejde. Brugerne taster og kvalitetssikrer – arkivet stiller digital infrastruktur til rådighed. Tilsammen åbner brugere og arkiv for, at nye målgrupper kan få mulighed for at benytte nye kilder. Nye målgrupper omfatter også professionelle brugere: akademiske forskere, studerende, journalister, forfattere, kunstnere, kulturentreprenører m.m., som benytter materialet til formål, der har en uendeligt større brugerskare.

Links:
Organisationen Danske Museer: frivillighedsundersøgelse 2013 http://www.dkmuseer.dk/sites/default/files/dokumenter/Rapporter/Frivillighedunders%C3%B8gelse%20%20final%20%20juni%2014.pdf

Frivilligundersøgelsen 2006: https://frivillighed.dk/publikationer/definition-af-den-frivillige-sektor-i-danmark

Cuts Survey 2013: paid jobs lost to volunteers
https://www.museumsassociation.org/news/30092013-cuts-survey-2013-paid-jobs-in-museums-lost-to-volunteers

Christa Brønd: Evaluering af Politiets Registerblade
https://www.slideshare.net/politietsregisterblade/christa-brnd-manto-evaluering-af-politietsregisterbladedk-ved-etnolog-christa-brnd

Reliance on unpaid volunteers is turning public museums into a middle class commodity
https://www.newstatesman.com/politics/2014/09/reliance-unpaid-volunteers-turning-public-museums-middle-class-commodity

Tusindvis af frivillige driver de danske museer i sommervarmen
https://www.dr.dk/nyheder/regionale/trekanten/tusindvis-af-frivillige-driver-de-danske-museer-i-sommervarmen-de-e

Derfor er borgerforskning vigtigt!

Hvorfor er det egentlig ‘værd’ at digitalisere kulturinstitutioners samlinger og understøtte borgerforskning? Er det ikke bare spild af tid, rettet imod en meget lille målgruppe? Mit bud er, at vi endnu kun har set toppen af isbjerget for den samfundsnytte, som digitalisering og borgerforskning kan skabe.

De fleste kulturinstitutioner har mere eller mindre omfattende samlinger, der alle har dét til fælles, at de kan være svære og ressourcekrævende at benytte.

Nogle institutioner har faste åbningstider, faciliterende personale samt adgang til at bestille materiale og at skaffe sig overblik over samlingsindholdet via nettet. I andre tilfælde kræver brug af samlinger og arkiver en personlig aftale, kontakt til en medarbejder, der kan/har tid til at gennemse oversigter m.m. for at finde det relevante materiale. Måske har institutionen hverken en læsesal eller en samlet, digital registratur – og så er det ikke nemt. Men selv i de tilfælde, hvor der både er registraturer, læsesale og personale, er opgaven for borgeren ikke let.

Brug af den information, der findes i offentlige samlinger kan kræve både evne til at finde det korrekte materiale, kompetence til at læse håndskrift, tid til at gennemgå store mængder af fysisk materiale, samt personligt fremmøde, indtil brugen er afsluttet. Dermed er barren sat temmeligt højt, ikke midst for brugere, som har et arbejdsmæssigt ærinde. Normalt har hverken akademiske forskere, forfattere, studerende, journalister, m.m. ubegrænset tid til research. Informationer, der ligger i fysiske formater som beskrevet papir, fotos m.m. er ikke lette at bruge.

Adgang til digitale gengivelser kan lette brugen voldsomt. Her er også et stort potentiale for borgerengagement. På nogle institutioner – arkiver – er det borgere og brugere, der selv både definerer og gennemfører affotograferings- og digitaliseringsprojekter. Ikke for at ‘hjælpe institutionen’, men for at lette adgangen til materiale, de selv finder vigtigt. Institutionen faciliterer processen og den efterfølgende tilgængeliggørelse samt drift.

Adgangen til digitale kopier betyder, at brugeren ikke behøver at indfinde sig et bestemt sted inden for en nærmere defineret åbningstid. Der er ingen transporttid, og alt dette er naturligvis en fordel. Men den tidskrævende opgave med at finde, læse, uddrage relevante elementer fra kilder m.m., består.

Også her kan facilitering af borgerengagement skabe nye muligheder. Så snart digitale kopier er online, kan kulturaktive borgere over hele landet – faktisk over hele verden – omforme .jpegs til data. Data, der kan læses, behandles og præsenteres maskinelt. Undersøgelser, som ville tage uendeligt lang tid og kræve mange ressourcer kan laves forholdsvis hurtigt via et udgående API. Et godt og gammelt eksempel er fx visualiseringen af københavnernes flyttevaner omkring år 1900 i Copenhagen Heatmap. Crowd – eller rettere communitysourcede – data betyder, at det inden for et to-dages hackathon var muligt at skabe en præsentation, der mere visuelt end 1000 ord viser, hvordan 1,4 mio. københavnere flyttede rundt.

Nem og fri adgang til indholdet i de samlinger, som samfundet enten ejer eller støtter, bør generere øget brug. Øget brug børe generere mere viden og mere forskelligartet brug. Ikke kun til fx klassisk forskning, men også i fx kunstprojekter eller til brug for kulturentreprenører.

Borgerforskningens resultater og produkter kan række langt ud over de målgrupper af kulturaktive borgere, som fotograferer, taster og tagger. Deres indsats er en væsentlig del af den motor, som omformer information på analoge medier til data – der kan blive grundelement i skabelsen af ny viden.

Arkiver har forstået internettets 1%-regel

1% reglen er et meget gammelt fænomen eller “regel”, som man ofte er stødt på, hvis man har beskæftiget sig med internettet og dets kultur gennem en årrække. Måske er arkiver dén kulturinstitution, der for alvor har forstået, hvad reglen kan betyde for brug og udbredelse af kulturarv?

1%-reglen er en ‘formel’, som sætter procenter på onlinedeltagelse og går helt tilbage til 2006. Reglen handler primært om communities, og ikke nødvendigvis ‘nettet’ i bred forstand. Det er en form for tommelfingerregel som siger, at ca. 1 % skaber digitalt indhold og resten er ‘lurkers’, dvs. folk som læser og bruger, men ikke fx skaber eller kommenterer.  1 – 9 – 90 reglen, der også har mange år på bagen, angiver at ca. 1% bidrager meget, 9% lidt mindre og 90% er stadig ‘lurkers’, der ikke deltager direkte i indholdsproduktion.

Begge regler påpeger, at ud af et digitalt community er en stor del brugere og en mindre del aktive producenter. Det minder meget om den dynamik eller fordeling, som viser sig, hvis man kigger på arkivernes brugere.

Her møder man en forholdsvis lille gruppe, som faciliteres i forskellige, selvvalgte aktiviteter. Det kan være scanning af bestemte arkivalier eller indtastning, transskribering og korrekturlæsning af digitaliseret materiale. Antallet af aktive udgør måske 5 – 700 mennesker.

Nogen ville måske spørge, om det er relevant at bygge særlige indtastningssystemer, indkøbe fotostande m.m. for så – relativt – få menneskers skyld. Mange institutioner vil gerne have virkeligt mange brugere, og i dét regnskab er 5 – 700 personer ikke særligt mange. Men arkivernes erfaringer indikerer, at det er dem, som er en krumtap i bestræbelserne på at gøre kulturarven både tilgængelig og brugbar for stadigt flere borgere. Blot gennem indtastning og transskribering åbnes dokumenternes indhold fx for alle dem, der ikke kan læse det gotiske alfabet, som blev benyttet til håndskrift i Danmark før 1875. Der er tale om et alfabet, der er helt anderledes end de latinske bogstaver vi benytter i dag, hvilket godt kan komme bag på nye brugere, der slet ikke kan tyde dem.

Når Rigsarkivet i dag kan stille ca. 20 millioner poster til rådighed i Dansk Demografisk Database, skyldes det ca. 1.000 menneskers indsats over de sidste 25 år. Der er omkring 1 mio. besøg på alene denne specifikke tjeneste om året. (Det kan være lidt vanskeligt at sætte præcist tal på brug, fordi noget også tilgås fra 3. parts grænseflader og det ikke er muligt at udskille indhold, der er brugergenereret. Dét er imidlertid tilfældet mht. Dansk Demografisk Database).

Det er selvfølgelig på alle måder dejligt, at de virkeligt mange, der er interesserede i personalhistorie kan få nem adgang til kilderne. Men 20 millioner poster kan endnu mere. For det er også big data. Enorme mængder af viden om fortidens danskere; deres alder, bopæl, familiestørrelse, navne, osv. fra bl.a. 8 fuldt indtastede folketællinger, fra 1787 og fremefter. Der kan skabes udtræk til forskere, og med åbne, udgående APIer ville materialet kunne bruges til et utal af forskellige formål. Det samme gælder naturligvis flere af de andre, aktuelle projekter; fotografering og indtastning af dødsattester, ansøgninger om erindringsmedaljer i de slesvigske krige , som netop er færdiggjort og meget andet.

Jeg har anvendt tal og eksempler fra Rigsarkivet af nemhedsgrunde, men der er mange andre arkiver, der arbejder på præcis samme måde. Det gælder ikke mindst de store stadsarkiver, hvor fx projekter som Sejrs Sedler (Aarhus) og Politiets Registerblade (København) måske er de mest kendte. Crowdsourcing og digital tilgængeliggørelse på museer er vanskeligere at finde eksempler på, men SMK´s Wikipedia-initiativ Wiki-Labs Kultur kunne være ét, selvom der ikke genereres big data. I alle de nævnte tilfælde faciliteres mindre grupper særligt interesserede – 1% og  9% – med et resultat, som åbner kulturhistoriens kilder op for en langt større gruppe. I arkivernes sammenhæng er der en ‘sidegevist’ i form af muligheden for, på lidt længere sigt, at bruge virkeligt store mængder rådata til nye formål.

At facilitere de 10%, som skaber og beriger, hjælper kulturarven med at blive stadigt lettere at bruge.

Links:
1% rule (Wikipedia)
The 90-9-1 Rule for Participation Inequality (artikel af Jakob Nielsen)
Dansk Demografisk Database
Rigsarkivets årsberetning 2017 (pdf)
Rigsarkivets crowdsourcing (informationsark fra Rigsarkivet, august 2018)

Crowdsourcing på den indirekte måde

Kvinde med stor hat fodrer høns. (Nationalmuseets billedsamling, CC-BY-SA http://samlinger.natmus.dk/DNT/6176)

Mange kulturarvsinstitutioner  spekulerer som gale over, hvordan de kan engagere brugere så meget, at de får lyst at være med i crowdsourcingprojekter. I virkeligheden behøver det måske ikke at være så svært. Kan man udnytte eksisterende søgeadfærd til gavne for brugere?

Idag drejer crowdsourcing-overvejelserne sig ofte om facilitering af frivillige. Hvilke projekter, folk vil synes om at være med i og hvordan vil de være med? Hvordan skal en grænseflade for tastning eller tagging være for at appellere? Hvordan vil brugere faciliteres – skal der mon være high-score liste, og vil deltagere gerne inviteres til unikke “behind-the-scenes”-arrangementer?

Måske behøver det ikke altid at være helt så vanskeligt og “projektorienteret”. Bo Henriksen fra Københavns Stadsarkiv spottede og udtrykte det meget præcist i et tweet på hack4dk 2014: “Et stort emne på årets hack4dk er indirekte crowdsourcing – brug brugernes handlinger og sociale aktiviteter til at skabe mere metadata“. Altså: i stedet for at bruge mange kræfter på at finde frem til, hvordan man samler og faciiterer grupper af mennesker, som sidder og taster eller tagger, kan man bruge viden om brugeres adfærd, fx ved søgning.

Til hack4dk 2014 var ét af projekterne netop en tjeneste, som kunne generere tags på baggrund af brugersøgning (projektet blev lavet af et team fra bl.a. SMK, men det er vist desværre ikke online). At anvende brugersøgninger til at generere mere info er jo kendt og elsket fra Amazon´s “Dem, der har købt X, har også set Y”.

Man kunne fx forestille sig arkivbrugeren, der har brug for arkivalier fra Vordingborg Rytterdistriks Birk, men ikke kender navnet på den gamle myndighed. En søgning på Vordingborg i den statslige e-registratur, DAISY, vil give over 300 hits. Arkivalier fra privatpersoner, rådstue, ligbærerlav, statshospital og meget andet. Hvis arkivbrugeren er interesseret nogle gamle skiftesager, vil hun sandsynligvis flette nogle ord med relevans for dette emne ind: fx dødbo, dødsboer, skifteret, boopgørelser etc. Idag er der ikke knyttet brugertags til de enkelte myndigheder og deres resortområder, så det er ikke sikkert, at ordene har den forventede virkning. Brugeren konsulterer et par netressourcer og finder frem til, at det må være skiftedokumenter fra rytterdistriktets birk, hun har brug for. Og – hvad nu hvis hun ved bestillingen, kunne sige “Ja!” til spørgsmålet om at knytte sine forskellige søgeord som tags til det bestilte materiale?

Et andet eksempel kunne være brugeren af fx Nationalmuseets billedsamling, som kan huske at have set et billede af en kvinde med en stor hat, som fodrer høns. Hun vil gerne finde billedet igen og søger fx efter “høns”, “hønsegård”, “kvinde i hønsegård” eller “kvinde hat fodre høns” o.lign. Først da hun kommer i tanker om, at billedet vist var fra Helsingør, er der bid. Når hun enten klikker op i stort format eller vælger “download”, får hun tilbud om at sætte sine søgeord på som tags.

En anden variant kunne være, at søgeord tilknyttes automatisk, men at brugere kan luge ud i dem. Systemer til “indirekte crowdsourcing” som udnytter brugeres søgeord og adfærd er under alle omstændigheder værd at arbejde videre med. Antallet af materialer, som er digitalt tilgængelige vokser konstant, og med de uhyre mængder, som er til rådighed allerede nu, er det ikke realistisk, at selv det store frivillige engagement, som findes, i længden kan klare ærterne.

Crowdsourcet udvælgelse af museumsgenstande på Nordiska

Hvad vil gæsterne se på museet? En del vil utvivlsomt gerne have en god fortælling, mulighed for fordybelse, flot og medrivende scenografi, sjove tilbud til børn og voksne, gode informative og indlevelsesfulde tekster – nåh ja, …. og så nogle interessante genstande.

Men hvad er en “interessant genstand”? En kurators udvælgelse vil ofte tage udgangpunkt i en faglig vurdering af, hvad tingen “kan” i forhold til den fortælling, som vedkommende ønsker at formidle. Men er dét kun de genstande og dén fortælling, gæsterne er interesserede i?

Der kan være mange gode grunde til at ville se en ting. Når der er mange grunde, er der mindst lige så mange svar, så muligheden for at skabe medbestemmelse i udvælgelsen er egentlig oplagt og naturligvis heller ikke ny. Jeg mener selv at have mødt den første gang på Armémuseum i Stockholm, hvor gæster havde mulighed for at lægge forslag (eller stemmer?) i en slags postkasse. Efterfølgende ville nogle af de foreslåede genstande blive udstillet som “Månedens genstand” i en særlig montre i museets forhal.

Nu har Nordiska Museet forsøgt noget lignende, bare online, med websiten Publikens Val, hvor potentielle gæster og andre interesserede kunne stemme om 55 genstande. Den udvalgte genstand – en udstoppet krokodille, som bærer en bakke til visitkort.  Ud fra websiten er det svært at se, hvor mange der har deltaget, men genstandene i “top 4” har fået ialt 957 stemmer tilsammen.

Kunne ideen på Nordiska skaleres? Der findes efterhånden en række sites for crowdsourcing og crowdfunding både herhjemme og i udlandet. Men bortset fra udvælgelse af enkeltgenstande, mulighed for kommentar etc. har jeg aldrig set et forsøg på at crowdkuratere en hel udstilling. Finansieringen kunne måske tilvejebringes i et privat/offentligt samarbejde i stil med crowdculture.se. Selvom resultaterne måske ikke har været entydigt succesfulde, er der gjort forsøg med crowdsourcing i forhold til den islandske forfatning og Malaysias “finanslov”. Så burde det måske også kunne lade sig gøre med en kulturhistorisk udstilling….. eller måske snarere “kulturhistoriske tilbud” via en slags Your Priorities for kulturarv. For en udfordring vil naturligvis altid være, at der kan være langt fra online til onsite. Selvom man har stemt på nettet, er det naturligvis ikke sikkert, at man kommer for at se resultatet. Måske ville en crowdsourcet eller crowdkurateret tilgang til udvikling af digitale brugertjenester finde større respons?

Links:
Publikens Val
Crowdculture.se
Your Priorities (site for e-Demokrati)

Skulle vi have et Zooniverse i Norden?

Zooniverse er en engelsksproget portal for crowdsourcing. Her transskriberes og tagges på livet løs. Jeg er ikke stødt på noget lignende – af samme omfang – i Norden. Selvom arkivportalen.no har en ansats af noget lignende.

Zooniverse er en stor, fælles indgang eller platform for en lang række “citizen science” projekter. Projekterne drives af flere forskellige institutioner, og platformens samlede tilbud er derfor ikke er bundet til hverken én institution eller institutionstype.

Platformen er efterhånden af ældre dato. Det første tiltag var Galaxy Zoo, som startede tilbage i 2007 – et projekt som handler om at beskrive eller klassificere fotos af galakser og himmellegemer. Siten blev hurtigt populær, og allerede i løbet af det første år havde over 150,000 mennesker bidraget med mere end 50 millioner klassifikationer.

Zooniverse drives af ”Citizen Science Alliance” som udgøres af en række forskere, softwareudviklere og undervisere med interesse i citizen science. Blandt institutioner, som er ”organisationsmedlemmer”, findes bl.a. Oxford, National Maritime Museum og Johns Hopkins universitetet. Alliancens mål er – bl.a. gennem facilitering af distribuerede fællesskaber – at øge forståelsen for videnskab, de videnskabelige processer, samt skabe resultater. I dag rummer Zooniverse mange forskellige projekter, dog med overvægt til det naturvidenskabelige.

Der findes dog også humanistiske/”historiske” projekter, hvoraf det mest kendte nok er “Old Weather“, som drives af National Archives i UK og USA, britisk meterologisk institut, National Maritime Museum m.fl. Målet er transskribering af vejrinformation fra skibes logbøger. Transskriberingen kan være interessant for flere – dels folk med interesse i søfart og skibe (ikke mindst de fartøjer, hvis logbøger indgår). Men resultaterne også fx forskere med interesse i klimaændringer kan benytte data til fx udvikling af klimamodeller og beskrivelse af klimaændringer. Og her vil der være tale om meget “big data”, store datamængder. I dag er ca. 20% af logbøgerne er transskriberet.

Det bør i øvrigt også fremhæves at den software, der bruges til indtastning i projekterne er Open Source og kan findes på GitHub, hvis man har forstand på dén slags.

Der foregår mange crowdsourcing-projekter idag, især i arkivverdenen, og mange har – skønt forskellige – en række ensartede behov. Der kan typisk være brug for visning af originaldokumenter eller fotos, samt adgang til en række indtastningsfelter, hvis indhold gemmes i en database. I nogle tilfælde kan der også være behov for brugerregistrering. Kunne det, i samarbejde mellem flere institutioner, være muligt at skabe en tilsvarende, fælles platform for citizen science i Danmark. Eller måske en fælles nordisk løsning, som tager udgangspunkt i regionens sproglige og kulturelle fællesskaber. Med mere samlende indgange til crowdsourcingprojekter kunne de enkelte initiativer måske berige hinanden – om ikke andet, så måske i form af udviklerfællesskaber.

Dette indlæg står i gæld til mange gode diskussioner med @runemester

Links:
Zooniverse 
Galaxy Zoo
Citizen Science Alliance
Old Weather
DIY-History

….og for de nørdede:
Zooniverse på GitHub
Transskriberingsværktøjet Scribe på GitHub