Dette er et indlæg, som har været længe undervejs. Især mentalt. Senest blev det trigget dels af en kommentar til et andet blogindlæg og dels af en svensk website, som jeg for nyligt var forbi. Det handler om nørder.
I en kommentar her på bloggen skriver Birgitte Sværke Pedersen om brugen af sociale medier, at disse kan være “en sjælden chance for at formidle vores egen begejstring for museet og alle de hjørner af det, hvor der sidder begejstrede ansatte og “nørder” med et eller andet. Hvem har ikke prøvet at sidde ved siden af en frimærkesamler til en middag og pludselig tage sig i at synes frimærker er vildt spændende.” Jeg er stensikker på, at mange kan nikke genkendende til Birgittes sidste bemærkning og jeg genkender også pointen fra snak med andre “nørd-elskere”. For hvem har ikke oplevet den smittende begejstring fra en ægte, fuldblods nørd?
Nørder har måske været et lidt miskendt folkefærd. Noget med blege, overmodne ungkarle, der lever af pizza og cola hjemme i mors kælder. Sådan kan en nørd utvivlsomt også være. Men en nørd er frem for alt en person, der lever et ekstremt spændende liv. Nørden har en tilværelse, der er fuld af interessante oplevelser som giver ny, betagende viden. Den ægte nørd forstår også ofte at begejstre andre, fordi hun eller han gløder af viden om og kærlighed til sit emne.
Der er mange, som er alment interesserede i kulturhistorie, og fx en gang imellem går på museer, læser historiske bøger, ser en historisk film, etc. Dét er ikke nok for nørden, som vil dybere ind, længere ned og forstå stadigt mere af netop det felt, som har vundet vedkommendes interesse. Der bliver brugt timer, hele dage, ferier – og nogen gange store dele af et helt liv på kærligheden til emnet. Nørderne melder sig måske også ind i foreninger. De arbejder for sagen gennem kurser og foredragsaftener, hvor nye og gamle med-nørder kan få nyt brændstof på den motor, der driver interessen. Uden nørdernes engagement gik dele af kulturlivet formentlig i stå.
Nu har jeg endelig fundet en kulturarvsinstitution, som tør hylde og fejre deres nørder! Teknisk Museum i Stockholm har ligefrem et menupunkt på deres website (under “Veta mer”), som hedder “Nörd“. Her kan man læse museets definition af, hvad en nørd er: “För oss är en nörd en eldsjäl; en hängiven person som hyser ett brinnande intresse för ett specifikt ämne och som har djup kunskap om det.” Man kan læse om den særlige “Nördcafé”, som afholdes med jævne mellemrum. Her kommer “private nørder” på museet og fortæller om deres særlige emne. Nogle nørdcafér bliver bambuset, men der er også en lille promo om caférne på Tekniska Museets YouTube. Museets facebook-repræsentation er også dedikeret og hedder “Tekniska museets nördar“.
Nørden har en immersiv tilgang til sin interesse – vedkommende lever med og i den. Det fik mig til at erindre Leonie Hohenthal-Antin som på 2009 Vårkonferencen i NCK fortalte om en gruppe gamle i Finland, der mødtes i seniorteatergruppen “Kutkutus” for at spille improviserede amatørteaterforestillinger. Det havde både de og deres publikum meget ud af. Hohenthal-Antin talte om det såkaldte “flow”, dvs. en tilstand af lystfyldt engagement, som åbner op for en persons kreativitet og kompetencer. Flow kan ligefrem lindre oplevelsen af ubehag (fx gigtsmerter o.lign). I sit indlæg til konferencens paper bekrev hun “flow” lidt nøjere: “När en människa medvetet strävar efter att uppnå någonting utmanande, uppföder det en känsla av ”inre kraft” (empowerment), en stark känsla av att man har herravälde över sitt eget liv. Denna känsla av kraft är nära det vi kallar för ”lycka”, ett sinnestillstånd, när människan är så koncentrerad i sitt görande, att inget annat betyder någonting.” (En længere beskrivelse findes på NCK´s website)
De gamle oplevede et “empowerment” som bl.a. betød, at dagligdags skavanker og problemer trådte i baggrunden og at livskvaliteten fik et nøk opad. Er det det samme, som sker for nørden? Måske kan nørden lære andre noget væsentligt om livskvalitet? Burde man fejre nørderne lidt mere – ligesom Teknisk Museum i Stockholm?
Alle kulturarvsområder har nørder: “skærvesamlere”, “slægtsfuskere”, “lokalhysterikere”, “togtosser” … og hvad nu ellers kælenavnene er på dem, der er aktive bærere af en stor kærlighed til et kulturhistorisk emne. Måske kan de lære institutionerne noget vigtigt om nye sider af kulturarvens potentiale? Hurra for nørderne!
Charlotte S H Jensen 
Ja, der er noget der tyder på, at “nørder” godt kan gå hen at blive in. Hvem ved måske bliver det et plusord. Seneste tiltag er Geek Women. Man kan læse et interview med Øresundsnetværket her: http://sydsvenskan.se/malmo/article621228/Tjejerna-tar-plats-i-nordkulturen.html
De har også en facebook gruppe: http://www.facebook.com/#!/group.php?gid=260305987474
1000 tak for et dejligt link. Vi bør da næsten overveje at danne et netværk for “Kvindelige Nørder i Danmark” :-)
De har faktisk overvejet at hjælpe os i gang ved at lave et gå-hjem arrangement i København. Jeg skal gøre mit yderste for at holde dem op på det :-) – eventuelt hjælpe lidt på vej :-). I Sverige er de så mange, at de har undergrupper og jeg ser allerede tre mulige: kvindelige digitale nørder, historienørder og så er der jo jer arkiv nørder :-)