Historiske kendisser i striber

24 09 2009

Ingen tvivl om, at visualisering er kommet for at blive. Èt af de seneste skud på stammen fandt jeg via Asger Liebst´s artikel ” Se din sjæl i striber”  på K-forum. Kort fortalt er der tale om en tjeneste, Personas, som er udviklet af MIT og som omsætter søgeord til farver. De nøgleord, som søgningen støder på, får en bestemt farve, og farverne sættes sammen til en bjælke, som visualiserer søgningens resultat, og dermed de spor, som findes på nettet efter vedkommende.

K-forum afprøvede Personas med en række kendte danskere – men er det ikke sjovere med historiske personer? Sitet er engelsksproget, men navne med æ, ø og å kan omskrives (fx harald blaatand, h c oersted, etc.).  Jeg har afprøvet et par “historiske søgninger”, og ikke alle er lige nemme at forstå. Personas skelner ikke mellem forskellige individer – eller andet – der måtte bære samme navn. Det gørselvfølgelig ikke søgningen efter historiske kendisser nemmere, eftersom den slags som regel har fået opkaldt en række skibe, balletter, teaterstykker, spillefilm, bøger, frokostrestauranter, kattekillinger, osv. efter sig. Men her er resultaterne:

Gorm den Gamle
Kong Gorm associeres med sport (hvad der måske ikke er helt logisk) men også med genealogi, familie og politik. Der findes jo danskere, der gerne fører deres slægt tilbage til ham og i historieundervisningen indgår han bestemt også.

personas-gorm-den-gamle 

Christian den Fjerde
Fjerde Christian var også glad for sport i følge Personas (OK – han var faktisk til ringridning) og bjælken “military” lyder ikke urimeligt. ”Family” havde han uomtvisteligt en hel del af. Men “illegal” og …… “online”?

personas-christian4

Leonora Christine
“Books” og “Travel” - Leonora skrev bestemt en bog og rejse gjorde hun også. Både rundt i Europa og til Hammershus. ”Illegal” og “legal” er også en del af profilen, hvilket vel er forståeligt nok, når man tænker på de 22 år i Blåtårn. (Men sporten spøger igen – ovenikøbet som den bredeste stribe)

personas-leonora-christine 

Tordenskiold
De mest markante striber i den dansk-norske søhelts bjælke er militær, sport og uddannelse. Det lyder ikke helt tosset. Og “management” – tjoh, han bestred da en ledende stilling indenfor søværnet. Det varede ganske vist ikke særligt længe, men striben er heller ikke så bred.

personas-tordenskiold

Caroline Mathilde
Hvis man taster navnet på Danmarks måske ulykkeligste dronning ind i Personas får man et meget sammensat resultat.  “Genealogy” er den mest tydelige, “family” fylder også pænt og det skal indrømmes, at hun har sat sit præg på den kongelige anetavle i flere generationer.  “Musical”, “education” og “books” må næsten tilskrives produkter, hvori hun indgår. 
 
personas-caroline-mathilde 

Grevinde Danner
“Online” og “accident” ????

personas-grevinde-danner

 Afslutningsvis kunne jeg selvfølgelig ikke dy mig for at teste mit eget navn – og dén er heller ikke nem at greje. Jeg kan ikke helt genkende, at jeg har så meget med film og politik at gøre. Og jeg er temmeligt misundelig på både grevinde Danner og Christian den Fjerde over, at de har en meget større stribe på “online”. Der er vist én, der skal arbejde med sit digitale håndtryk :-)

charlotteshjensen

Personas gør ikke krav på at være videnskabelig eller korrekt i sin fremstilling. Den er snarere et kunstprojekt.  Men er det ikke en interessant tanke, om denne form for visualiseringer af bearbejdet indhold i søgeresultater, kunne udvikles til at blive mere præcise ?





Visuelle brødkrummer

31 01 2009

Jeg har tidligere citeret en bruger fra www.formidlingsnet.dk for at “visualisering er det nye sort”. Nu er jeg faldet over endnu et eksempel på, at den visuelle tilgang anvendes til en feature, som ellers normalt findes på skrift. En brødkrummesti.

Chigago History Museum har netop lagt en tutorial om deres byleksikon på YouTube.  Bylekskikonnet ligner mange andre andre, der er en lang række artikler om forskellige emner og lokaliteter. Selve byleksikonnet er af ældre dato, og derfor nok ikke helt så socialt, som man måske ville lave det idag. Man kan læse artikler, klikke på links til uddybninger og zoome ind i gengivelser af originale fotos. Og så er der dét med brødkrummestien – i dtedte for traditionelle skrevne brødkrummesti viser leksikonnet små thumbnails af de sider, som brugeren har besøgt. Måske ikke noget, der kan erstatte den traditionelle brødkrumme, som afspejler en sides placering i navigationsstrukturen. Men netop i et univers, hvor man bevæger sig mere intuitvt omkring er en visuel gengivelse af ens egen vej – baseret på de individuelt foretagne valg - gennem websiten en interessant mulighed. Og selve siten er vist helt tilbage fra 2005 ;-)





Kommer søgekuben over os?

7 01 2009

searchcube

For nyligt faldt jeg over siten http://www.search-cube.com, som er en søgemaskine bygget på Google. Det er der måske ikke så meget nyt i, eftersom Google kan customiseres på mange forskellige måder.

Det nye ved søgekuben er i højere grad den måde, som resulaterne vises på. Vi er vant til at se søgeresultater vist som en lang række links, med beskrivelser og evt. %-angivelser af, hvor godt resultaterne matcher søgningen. Searchcube viser i stedet resultaterne i form af en kube – der minder en del om Rubicks – delt op i små felter, som hver viser en side eller et element fra en valgt side. Kuben kan roteres i alle retninger og brugeren kan naturligvis klikke sig videre til en valgt side fra de små billeder.

Jeg googlede naturligvis ordet “historie”, og fik derefter en kube med 16 billeder på hver af de 6 sider. Èt af dem (heldigvis) fra http://www.historie-online.dk ;-) 

Man må sige, at “udvægelsen” af billederne og præsentationsmåden måske ikke yder de foreslåede websites retfærdighed i traditionel forstand. Nogle af resultaterne er mildt sagt underlige – tilsyneladende er billeder og videoer en meget vigtig del af SEO-tricket her!  Man kan ikke se, hvilken side, der ligger højest i søgningen og heller ikke få et indtryk af siten som sådan. I hvertfald ikke i de tilfælde, hvor Searchcube vælger et enkeltstående billede. Til gengæld er måden at præsentere resultaterne på visuelt appellerende. Kubens visningsform imødekommer derfor også en mere intuitiv – og naturligvis visuelt baseret – tilgang til søgning.

Et gæt på præsentation af fremtidens søgeresultater kunne absolut godt omfatte en visualiseret visningsform som kuben – fx som en valgmulighed på linje med traditionel listevisning.