Medieskepsis i fortiden?

Inspireret af den klassiske, norske “Medieval helpdesk“:  Kunne man forestille sig, at nye medier i fortiden er blevet modtaget med nogle af de samme betænkeligheder, som nye medier idag? Nej – sikkert ikke. Eller måske alligevel?

Fotos fra wikimedia commons

Auschwitz Museum på Facebook og YouTube

Den 14.10 kunne bl.a. BBC bringe nyheden om, at museet til minde om Auschwitz havde oprettet en officiel Facebook-side. Siden havde i går aftes ca. 400 medlemmer, men i løbet af i dag blev den tilsyneladende taget ned uden forklaring. Bl.a. The Guardians teknologisektion forsøgte at kontakte museet, men uden held. Her til aften ser den ud til at være oppe igen med over 2.300  fans og indlæg fra museet selv på væggen – men hvorfor siden forsvandt er stadigt uafklaret.

Hovedparten af de fans, som skriver på væggen, lægger korte statements om det vigtige i at huske, hvad der skete i Auschwitz og forhindre lignende grusomheder i fremtiden. “Never again” og “Never forget” er gennemgående statements.

Da de sociale medier som Facebook og YouTube begyndte at blive en del af vores dagligdag blev de – som nye ting ofte gør – ikke sjældent mødt med en vis skepsis.  Var det steder, hvor seriøse institutioner kunne foretage sig noget fornuftigt? Eller var det i højere grad rum for populærkultur, højfrekvent brug (“zapperadfærd”) – og måske derfor forbundet med en vis overfladiskhed? Stod det ikke i modsætning til fx den læring og fordybelse, som kulturarvssektoren normalt lægger vægt på?

Èn af de hyppige overvejelser for institutioner, er som regel bekymringen for, om det “passer” til ens profil at være på de sociale steder, eller om man derved forbindes med en form for useriøsitet. En anden bekymring handler ofte om risikoen for destruktiv adfærd; at personer fx skriver ubehageligheder m.m. i det rum man har skabt. Begge dele er bekymringer, som man må forvente er meget tungtvejende for et museum og mindested, der beskæftiger sig med Holocaust. Så kan et sted som Auschwitz i det hele taget bruge sociale netværk?

Det er noget, som i øjeblikket diskuteres på BBC´s form i tråden “Should memorial sites use social networks?”. De fleste debattører ytrer sig positivt om ideen, og argumenterer for, at det er i orden at tage sociale medier i brug, når det handler om at huske og forhindre en gentagelse af folkemord. Det skal naturligvis blot gøres på en måde, som rummer respekt for ofrene.

Et socialt medie er ikke useriøst og overfladisk i sig selv, men er frem for alt, hvad dets kontributører gør det til. De er afhængige af, det indhold brugere skaber, hvordan de interagerer med det og hvilke former for relationer der udvikles.  Hvorfor ikke relationer og indhold om vigtige emner?

Så det bliver væsentligt at se, hvordan et sted med en så forfærdelig historie, kan bruge “the power of 2.0″ og hvordan. Det kan godt være svært - fx er der flere, som på Auschwitz nye væg og på Twitter skrev, at standardbetegnelsen “fan” opleves uheldigt. Men dét man melder sig som “fan” af, er naturligvis ikke en nazistisk dødslejr, men et museum og mindested, der arbejder for at Holocaust og dens ofre ikke glemmes.

Links om Auschwitz på Facebook
Auschwitz på Facebook
Auschwitz på YouTube
Artikel om Auschwitz´s launch af side på Facebook (BBC)
Artikel om Auschwitz´på Facebook (Guardian)
Auschwitz facebook side taget ned (Guardian)

Andre
Debat om “memorial sites” og sociale netværk på BBC
Holocaust-overlevende, den 87-årige Fanny Starrs foredrag i Second Life
Anne Frank – museet på YouTube

Museernes (kulturarvens?) fremtid ligger på nettet

I dagens Politiken rummer kultursektionen et interessant interview med Neil MacGregor og Nicholas Serota, der er direktører for hhv. British Museum og Tate.  Ofte er det netop de engelske institutioner, der henvises til, når der er brug for eksempler på institutioner, der afprøver nye platforme, medier og kommunikationsformer. Det er institutioner, der dels “er på” en lang række teknologier og netværk, men også institutioner, som arbejder med forståelsen af, at det ikke bare handler om at være  “på” men i høj grad om at få forskellige platformes indhold til at spille sammen – og om at kommunikere med de mennesker, der interesserer sig for institutionens virkefelt.

MacGregor mener ligefrem, at der ikke er tvivl om at foremtiden ligger i at være forlæggere og medieorganisationer – og kollegaen Serota pointerer, at udfordringen ligger i at finde den rette ballance mellem at være forfattere og  at stille platforme for dialog til rådighed. Et tankevækkende citat: “Jeg er sikker på, at det om 10-15 år kun vil være et begrænset antal mennesker, der arbejder på selve gallerierne, mens flere vil arbejde som konsulenter og redaktører”. Også behovet for at forbedre kommunikationen mellem kuratorer og gæster berøres i interviewet. Denne kommunikation har nemlig hidtil været mangelfuld, siges det.

Det er pointer, som har relation til det paradigmeskifte, som synes at være under udvikling. Fra “formidling” henimod “dialog”. Fra “belærende fortolkning” til “lærende samtale mellem videnspositioner”. De elektroniske medier kan noget med gensidighed, som de traditionelle medier – fx udstillingsmediet – ikke kan. I en udstilling “afleverer” et team af fagfolk deres viden, primært som indhold, der stillet frem i montrer og skrevet ned i tekster, som gæsterne skal gå rundt og læse. Udstillingens gæster har som hovedregel ikke nogen mulighed for dialog med dem, der har valgt genstandene og fortæller historien. De har heller ikke mulighed for at få inddraget andre genstande eller få kuratorens svar på relaterede spørgsmål. Spørgsmål, som måske optager dem mere end dét der fremlægges i udstillingen.  På nettet er det helt anderledes, en væsentlig del af indholdet på nettet udgøres netop af gensidighed – interaktion mellem flere parter. Og den del vil uden tvivl stige i de kommende år.

Den kommunikationsmæssige faglighed – rollerne som konsulenter og redaktører – vil sikkert også, som de to museumsdirektører fremhæver, blive vigtige. Flere kommunikatører og “fortolkere” kan være en spændende del af udviklingen. Men er “readaktøren” fremtidens kulturarvsperson? Er det ikke snarere “kommunikatøren”? Og behøver det at være personer udenfor institutionerne, som arbejder inden for disse roller? Det ville også være en spændende udvikling, om denne, sociale og kommunikative faglighed i langt højere grad kunne blive en del af også den “historiefaglige faglighed”. Ikke mindst, når det gælder kommunikation i digitale medier.

For fremtidens ansatte på kulturarvsinstitutioner måtte det gerne være ligeså naturligt at skrive et blogindlæg. kommentere i et socialt netværk eller lave en kort, kommentérbar video, som det er at skrive en tidsskriftartikel, et udstillingsoplæg eller holde et foredrag.  Hvorfor ikke arbejde målrettet på at udvidde antallet af kommunikative og formidlingsmæssige genrer, som historiefaglige fagfolk kender og benytter? Det klræøver kompetenceudvikling, men også et nyt syn på relationen mellem institution og bruger i det digitale rum. Fremfor alt en omstilling fra primært at se det digitale som projekter, der kan publiceres og afsluttes. Vi bør også se på det som processer og relationer man indgår i - både som institution og person – med sin faglighed og viden som én af flere komponenter. På institutionerne bør vi sikkert også lære at se på kulturarv som ét af flere sociale objekter i et digitalt samvær…. og måske er det ikke altid det vigtigste i buketten?

I spørgsmålet om forbedring af kommunikationen mellem kuratorer og  gæster siger Sarota i dagens artikel, at der “vil ske en betydlig udskillelse – der vil opstået misforhold mellem dem, der griber disse muligheder og dem der ikke gør det”. Dét lyder helt rigtigt: dialoginstitutioner vil have helt andre muligheder end dem, der satser på monolog og på de medier, der understøtter denne form for omverdensrelation.

Sociale tjenester vinder frem – og email ER morfar?

I Danmarks Statistiks nyhedsbrev fra den 15. juni, hvor ovenstående graf er hentet fra, kan man læse, at vi åbenbart nu for alvor er kommet ind i 2.o-alderen. Overskriften er “Vi blogger, chatter og downloader som aldrig før”. Undersøgelsen viser, at 1,7 mio. danskere bruger nettet socialt. Hele 87% af de unge, dvs. folk mellem 16-19 bruger online-tjenesterne. Interessante emner som jeg gerne ville se næste år, kunne være brug af mikroblogging og virtuelle verdener.

Men der er tilsyneladende også gang i blogsfæren. Antallet af folk, der læser blogs er steget pænt, fra 22 til 33 procent, og hvor kun 9% bloggede sidste år er tallet nu fordoblet til 18.

Interessant er imidlertid aldersfordelingen på hvem der bruger hvad. De helt unge læser blogs, men ikke så forfærdeligt meget mere end den næste aldergruppe, de 20-39-årige. Måske ikke overraskende er det især de ældre, der leder efter oplysninger om helbredsmæssige forhold og søger oplysninger på offentlige institutioners websites.

De unge – dem på 16-19 år - kommunikerer. Det er næppe overraskende, men de er markant flittigere end andre til at bruge sociale netværkstjenester og IM´e. Faktisk er der vist kun én kommunikationsform, som de yngre bruger mindre end de ældre. De helt unge mailer ikke helt så meget som deres lidt ældre søskende og forældre.

92% i aldersgruppen 16-19 mailer, et tal der er højere blandt både de 20-39 og de 40-59-årige. Faktisk mailer de helt unge ikke mere end den ældste aldergruppe i undersøgelsen, nemlig de 60-74-årige. De ligger også på 92%. Så der ER faktisk lidt morfar – eller i hvertfald far – over mailen, også selvom der ikke er afgrundsdyb forskel på tallene.

Måske afspejler det også, at vi holder fast i de medier vi “er vokset op med på nettet” og derfor kender? I så fald er det ikke vanskeligt at gætte på, hvilke kommunikationsværktøjer, der er superrelevant indenfor de næste 10-15 år….

Hvornår får vi museum og arkiv på Twitter?

Lance Armstrong og præsident Obama twitter – den sidste ovenikøbet så effektivt, at han er nr 2 i Google på søgningen “Twitter”. Jeg gør det også selv, men ikke så godt som de to herrer – for indtil videre er det mest i sammenhæng med med opdatering af min Facebook-status.

Lisbet Klastrup har på fin vis beskrevet  tjenesten i DR2 for nyligt, og der er både danske medier og politikere. Fx sender Ekstra Bladet breaking news på Twitter, Information har en profil med navnet “informeren”, TV2, Margrethe Vestager, Lene Espersen – men også Den Store Danske, som tydeligvis gerne vil noget med sociale netværk og viden bruger mikrobloggingtjenesten.  Der har også været omtale af situationer, hvor Twitter har fungeret som et meget effektivt nyhedsmedier, fx ved flystyrtet i Amsterdam, hvor øjenvidner twittede begivenheden. Der er m.a.o. rigtig mange, som mikroblogger. Så vidt jeg véd er der endnu ikke nogen danske kulturarvsinstitutioner, men noget kunne jo – jvfr. ovenstående – tyde på, at mikroblogging er den næste digitale kommunikationsform, som bliver mainstream.

Både i Storbritannien og USA er museer, og i mindre grad arkiver, i gang.  V&A, Science Museum, British Museum og Tate har fx alle en konto. Også National Archive (USA) og Footnote twitter. Men hvad twitter de så om? 

Der er en del “klassiske” poster, hvor museer skriver om en aktivitet, som de gerne vil gøre opmærksom på.  Men fx Tate fører også samtaler med deres followers (“følgesvende” på dansk?). V&A går også i dialog, og de live-twitter fra deres berømte Friday Late-aktiviteter. Den 27. februar sendte museet fx 14 tweets – heraf 10 fra aktiviteten. Den første “Stay tuned for Tweets live from our Friday Late: Home Sweet Home tonight” kom omkring frokosttid og derefter kom der løbende tweets aftenen igennem. Fx “The 20th century galleries after dark,spooky!” omkring 21.30 og den sidste indløb 23.21: “Another friday late over.next month mad hatters.cu there x“.  Realtime-kommunikation til og af et event i en kulturarvsinstitution. Får man lyst til at være med næste gang, og de hvad der sker i galleriet med genstand efra 20 årh.? V&A har 1040 followers.

National Archives har en mere klassisk tilgang – og indtil videre kun 3 tweets til 51 followers.  Det amerikanske rigsarkiv twitter bl.a. om  tilmelding og præsentationer til ”National Archives Preservation Conferences“. Footnote bruger twitter til at sende nyt om deres services og om nye arkivalier, der tilgængeliggøres til pt. 163 followers. Fx den 12. februar (Lincolns fødselsdag)  “Happy birthday President Lincoln – 200 years. http://go.footnote.com/l/em…“ eller dagen før: “Did you know Thomas Edison was 5′9″, blue eyes, square chin. Some of the info on Passport apps. on footnote http://tinyurl.com/cm4adn“.

Tweets er karakterisereret ved at være prisværdigt korte – 140 karakterer er max. For kulturarvsinstitutioner er det en udfordring - bl.a. fordi vi ofte har et forhold til skriftlige medier, som er stærkt præget af akademisk tradition og skrivestil.