Jeg er oprigtigt usikker på, hvor længe stedet har ekstisteret, men forleden tog min avatar Charlotta et kostme på, der minder rigtig godt til den stereotype, populære fremstilling af pilgrimmenes påklædning i sort og hvidt . Så det var passende til et besøg på  “The Mayflower – Southern Cross“. Stedet er opbygget af en privatperson med historisk interesse. Lokationen består dels af en rekonstruktion af skibet og dels af et miljø, der beskriver Plymouths og Mayflowers historie.  De historiske informationer findes i form af en række – meget store – skilte, som gennem tekst fortæller om de første pilgrimmes ankomst og første tid.

Stedets historiske autencitet kan formentlig diskuteres på en række punkter. Fx minder stedets “bordlamper” i mistænkelig grad om petroleumslamper. Og et af skiltene formidler den populære historie om, at indianerne bidrog med en,  for europæerne, hidtil ukendt delikatesse – nemlig popcorn – til den første Thanksgiving middag. (En nøjere gennemgang af kildegrundlaget for historien om popcorn til Thanksgiving kan man i øvrigt finde på museet Plimoth Plantations website )

Men – diverse unøjagtigheder ufortalt – så giver skibet et indtryk af rumligheden. Hvorvidt der er tale om målfast gengivelse er ikke oplyst, men rummene er små og ikke helt nemme at bevæge sig i for en avatar. Netop oplevelsen af rumlighed – eller mangel på samme – er én af de formidlingsmuligheder, som er unikke for 3dimensionelle verdener og miljøer.  Og dermed er Mayflower under alle omstændigheder et besøg værd. Det er også et sted, som det er let at se potentialet i, fx flere genstanbde (indbo) med beskrivelser og referencer til Plymouths første bebeoere, der er temmelig veldokumenterede – også genealogisk.

Der er efterhånden mange kulturarvsprodukter, som tilbyder brugeren mulighed for at gå rundt i et 3D-univers

Fælles for de fleste er, at de er opbygget specielt til én institution, og at benyttelse kræver særlig software, fx at brugeren downloader hele 3D-modellen til sin egen pc. Brugeren skal naturligvis også lære forskellige færdigheder, som er nødvendige for at kunne navigere omkring. Udvikling og vedligehold er sjældent noget, som institutionen selv kan udføre, heller ikke selvom det blot er mindre justeringer m.m. Fordi de forskellige tilbud er teknologisk forskellige ”stand-alone” produkter, er det ikke muligt at binde dem sammen. Ønsker man at forlade ét sted for at bruge et andet, skal man logge ud og evt. downloade et nyt program, som passer til den nye lokalitet.

Nogle af stederne har form som ressourcer, hvor brugeren, bortset fra at kunne ”gå omkring” og opleve et 3-dimensionelt miljø, har adgang til fx at læse tekster, se film etc., som ikke er tilgængelige på det ”almindelige” net. Andre trækker i større eller mindre grad på elementer fra spiluniverser, hvor brugeren skal løse forskellige opgaver.

Fælles er også, at brugeren er alene inde i universet og kan ikke kommunikere med andre brugere, eller med personer fra den institution, som tilbyder stedet. Brugeren kan måske agere med indhold inden for et nærmere defineret råderum, men kan ikke selv skabe nyt indhold. Denne type steder kalder jeg ”soloverdener” for at skille dem fra andre virtuelle verdener, som typisk giver brugeren andre muligheder.

I en virtuel verden kan det være lettere for brugere at skabe indhold, og der er i reglen tale om et multi-user scenarie. Der kan være flere personer tilstede på én gang. Personerne kan se hinanden og kommunikere, fx via chat, private beskeder eller tale.

Forskellen minder meget om forskellen på web 1.0 og web 2.0. Det er især muligheden for brugerskabt indhold og dialog, som udgør en forskel. I soloverdenen kan brugeren – som på en 1.0-website – se og læse forskelligt, som indholdsudbyderen har publiceret. I en virtuel verden har en indholdsudbyder mulighed for at kommunikere med sine brugere i realtid, fx at afholde digitale aktiviteter. Man kan tilbyde omvisning, foredrag og seminarer, deltagere kan stille spørgsmål og få svar på stedet. Brugerne kan besøge lokaliteterne sammen med deres kontakter, og man kan tale/skrive sammen om dét man ser. Det er desuden forholdsvis let at komme fra ét sted til et andet, uden at skulle logge ud og downloade en ny verden.

Kulturarvsverdenen er så småt begyndt at være socialt tilstede på det almindelige, flade net. Enten på de gængse, sociale platforme eller på de specialplatforme, som institutioner og styrelser selv forsøger at opbygge i egne rum og med egen teknologi. Er det en udvikling, som også vil komme ifht. 3D-området inden længe? Det interessante er, at en virtuel verden på mange områder kan tilbyde det samme som en soloverden, blot med mulighed for at tilføje sociale elementer. Fordi man har opbygget fx en historisk rekonstruktion behøver man naturligvis ikke at gøre den social med det samme – og heller ikke hele tiden.

OpenSim kunne være ét bud på teknologisk grundlag for en sådan udvikling. Selvom softwaren vist endnu ikke er helt lydefri, giver den mulighed for at en institution kan hoste en egen verden, og dermed have 100% kontrol over den, uden at skulle betale licens til fx Linden Lab. En OpenSim verden kan fungere som ”stand-alone”-verden, men også kobles på OpenGrid. Dette kunne gøre det lettere for brugeren at browse ens lokalitet sammen med andre verdener, via den samme viewer.

Ofte fremhæves det, at museumsoplevelsen er social, fordi man går derhen med venner eller familie og at brug af arkiver kan være indgang til nye kontakter med kulturarv som omdrejningspunkt. Kan man overføre denne synsvinkel til kulturarv på 3D-nettet? Nye teknologier giver nye behov. Fx behovet for at vurdere, om det produkt man ønsker at opbygge, vinder ved, at muligheden for socialitet vælges fra.

Giver det ens produkt en særlig kvalitet, at man ikke skal kunne opleve det sammen med andre? Er der en formidlingsmæssig pointe i, at det ikke skal være muligt for en gruppe at besøge stedet sammen? Hvis ikke, bør man måske prøve at overveje den sociale 3D-løsning.

Indlægget er cross-blogget på NCK-bloggen

På adressen http://slurl.com/secondlife/Frideswide/219/199/646/ findes et af de pt. mest spændende steder i SL. “The War Poets Exhibition in Second Life” er netop åbnet og giver med udgangspunkt i The First World War Poetry Digital Archive en fremstilling af såvel minder som digtning med relation til dét, som den gang kaldtes “Den Store Krig”. I samtiden kunne man jo af gode grunde ikke ane, at verden blot få årtier efter ville blive kastet ud i endnu en forfærdelig krig.

Det digitale arkiv som SL-siten tager udgangspunkt i, er baseret på Oxford Universitetet og rummer materiale fra flere forskellige samlinger, der er tilgængeliggjort gennem et særligt digitaliseringsprogram JISC. Emnerne er bla. hentet i Imperial War Museum samt den brugergenererede samling “Great War Archive” på flickr.

SL-siten rummer flere lag. Der er mulighed for at vælge at afspille eller vise forskellige emner, mens avataren (i tidstypisk påklædning) bevæger sig rundt i det tre-dimensionelle miljø. Nogle materialer er digte og beretninger, men også fx en video om mulighederne for at efterspore faldne slægtninge har fundet vej til det tredimensionelle miljø. Lokaliteten er bygget op som et landskab af skyttegrave, dugouts, lazaretter og slagmarker. Men – som den venlige stemme i tutorialområdet bemærker – så kan krigens kulde, angst, savn af familie etc. selvfølgelig ikke simuleres på denne vis. Det kunne det naturligvis heller ikke på fx et museum, hvor eksempelvis lyd- eller lyseffekter måtte indgå. Alligevel bidrager omgivelserne til formidlingen af indholdet. Der er forskel på at sidde og læse tekster på en skærm eller høre dem læst op – og at høre dem i et rum, der er bygget op som en slagmark, forsynet med brag, røg og lange skyttegrave.

På YouTube findes denne lille machinma, som giver et godt indtryk af stedet:

En fin lille machinima med klima-tema. Et godt eksempel på, hvordan en virtuel verden kan bruges som arena for visualisering af meget seriøse og væsentlige problemstillinger. Den taler for sig selv….

Ærgeligt nok kan man ikke embedde en iframe her. Det er ellers én af de smart dele-faciliteter, som Metaplace tilbyder. 

Metaplace er en række af mindre virtuelle verdener - flashbaserede – der er bundet sammen i et fælles community. De forskellige verdener tilgås i en almindelig browser, men tager relativt lang tid at loade. I hvertfald længere tid, end det normalt tager at teleporte. Hele communityet virker desuden temmelig spilorienteret, og kan derfor ikke rigtigt sammenlignes med fx Second Life.

Men lige som salig Google Livley – og i modsætning til netop Second Life – har Metaplace flere nemme muligheder for, at man kan kan dele de forskellige verdener som communityet består af,  i “verden uden for”.

Man kan fx let generere en kode, som gør det muligt at embedde en verden på en website. Der er nem adgang til at dele verdener via konventionelle sociale medier som fx facebook, mySpace, Friend Feed – og sjovt nok: Linkedin. Umiddelbart kunne man fristes til at gætte på, at det måske ikke er her, at potentielle brugere skal findes. Metaplace virker meget ungdommeligt – lidt inspireret af pixelstil og retro-spil.

Der er også rige muligheder for at bookmarke og sende til forskellige tjenester. Selvfølgelig de kendte, mere mainstreamagtige som stumbleupon og delicious, men også en lang række steder som ihvertfald undertegnede aldrig har hørt om. Det virker umiddelbart som om hele den række af steder, som også findes i fx Addthis også er tilgængelig her. Man kan desuden skrive blogindlæg og poste uden at forlade den verden man er i.

Det er en gammel sandhed, at nye medier bedst introduceres ved hjælp af de gamle og kendte. Her virker det som om, at Metaplace har nogle gode muligheder. For en sikekrheds skyld lægger Metaplaces “blogværktøj” også et “join now” link i éns post. 

Om stedet så er interessant i forhold til andre virtuelle verdener er selvfølgelig en anden sag