BallinStadt kombinerer museum og arkiv

Roligt øjeblik i BallinStadts læsestue. Selvom jeg besøgte stedet 3 dage før jul, var der konstant folk – bortset fra dette splitsekund :-)

Går man efter en almen kulturoplevelse – eller vil man finde historisk information, der har en helt personlig betydning? Hvorfor kan man ikke få begge dele samme sted?

Arkivers læsesale, telefonvagter, webtjenester og mailbokse bruges hver dag af mennesker, som har et vigtigt ærinde i fortiden. De søger konkrete oplysninger, som tager udgangspunkt i dem selv. Hver dag er der også mange mennesker, der går på museum for at få en god – og gerne lærerig – dag sammen. De søger en oplevelse. Tænk, hvis man kunne forene de to, hver for sig meget stærke tilgange? Udvandrermuseet i Hamborg – BallinStadt – prøver.

I sidste del af 1800-tallet var Hamborg Europas største udvandrerhavn. 5 millioner mennesker rejste herfra med destination mod et – måske – bedre liv. Rederiet HAPAG, hvor Albert Ballin var direktør, drev en slags “emigranthostel”, store haller, hvor udvandrerne boede indtil de skulle sejle. I dag er hallerne museum. Gæsten kan blive klogere på udvandringens historie, spille “simmigrant”-spil, “følge”  fiktive udvandrerprofilers historie og se sovesalene. Besøget kan slutte i restauranten, der er indrettet i den gamle kantine, og serverer retter, der er baseret på opskrifter fra dengang. Museet har et stort potentiale: det er en vigtig “almen” historie, mange europæere har udvandrere i deres familie – og amerikanske gæster er efterkommere af udvandrere, som måske rejste via Hamborg.

Historien om de arkivalier, der er nøglen til oplysninger om de enkelte udvandrere, har også deres plads i museet. Ved at inddrage arkivalierne i udstillingen får den en ekstra dimension: Der sættes fokus på, hvordan man får viden om udvandrere – og på, at enhver i princippet kan tage rejsen ind i sin helt egen fortid via originale kilder. Den personlige rejse ind i historien kan begynde her.

I modsætning til lister fra fx Bremen, har Hamborgs passagerlister fra 1850 – 1934 overlevet (med visse huller) og er i dag en del af Statsarkivets samlinger. Listernes digitalisering og indeksering startede i 1999, som ét af de første virkeligt store tilgængeliggørelsesprojekter. Desværre er Hamborglisterne, til trods for deres vigtighed og unikke karakter,  ikke gratis at benytte. Brug af dokumenterne kræver en konto hos amerikanske Ancestry. Men i BallinStadt kan man søge gratis på computere, der er opstillet i en lille læsestue, sponseret af firmaet.

Digitalt gør det muligt at kombinere oplevelse og undersøgelse samt alment og personligt. Ethvert museum kunne i princippet tilbyde adgang til søgning i lokalhistoriske eller emnerelevante dokumenter fra mange forskellige institutioner, som en del af tilbudet onsite. Det kunne betyde høj “dwell-time” og sikkert lægge grunden til videre brug via web.  Hvilke museer inkluderer mulighed for egentlig research og brug af digitaliserede arkivalier?

Links:
BallinStadt – Auswandermuseum - website
Fotos fra BallinStadt – flickr
Hamburg Passengerlists 1850 – 1934 (kræver betalings-abonnement)

Virtual keying party – inspiration til trætte foreninger?

Det er svært at bevæge sig i landskabet af historiske foreninger uden at høre mange beretninger om nedadgående medlemstal, vanskeligheder ved at besætte betyrelsesposter, svigtende abonnenter på tidsskrifter, etc.

Disse triste tidener kunne tyde på, at der er – om ikke krise – så en vis afmatning i dele af det traditionelle foreningsmiljø. Jeg har tidligere diskuteret emnet en smule, om der var brug for nye former i foreningslivet. Det er jeg stadig ret sikker på at der er er. Ligesom kulturarvsinstitutioner har brug for at bringe fysiske og digitale rum sammen, kunne foreninger have brug for noget lignende.

Transmediale foreningsformer? Kan man dét? Hvorfor ikke? Hvorfor kun bruge de digitale rum til at placere referater, indkaldelser og bestyrelsens adresser samt billederne fra sommerudflugten på en website, hvis man kan bruge det til så meget andet. En markant trend, som jeg synes at se for tiden, er netop det transmediale i kombination med realtid. Vi er tilgængelige, i kontakt med hinanden og med vore interesseområder på mange forskellige tidspunkter og mange forskellige platforme.

Derfor var Ancestrys første ”virtual keying party” forleden nat et interessant initiativ. Keying handler om indtastning af kilder til brug for genealogisk interesserede, og dem er der som bekendt en del af. Frivillige slægtsforskeres imponerende arbejde med at digitalisere de såkaldte “Nygaards Sedler” er et af de nyeste eksempler på det store arbejde, der lægges i sådanne projekter.

Ancestry har igangsat et stort indtastningsinitativ World Archives Project, som netop handler om indtastning. Initiativet har sin egen blog, der er afholdt RL “indtastningsparties” og forleden nat afholdtes så det første virtuelle af slagsen. Man brugte Twitter som kommunikationskanal med hash´en #awap og pointen var, at man her kunne twitte om sit aktuelle projekt. Hvilke kilder man tastede, hvor meget man havde nået, evt. stille spørgsmål etc.

Ancestry twitter selv projektet på @WorldArchives, som natten igennem sendte små beskedder afsted. Der var ikke mange – 5-6 - indtastere, der blandede sig i koret, men skal man tro WorldArchives tweets må der have været langt flere. I hvertfald sluttede aftenen med deres melding om, at der var indtastet ca. 23.000 poster på 4 timer, på én aften.

Aktiviteten er superenkel: deltagerne kan udføre de frivillige indtastninger, de plejer, men de gør det på samme tid, er i kontakt med hinanden. Det “styrker moralen” at man ikke sidder alene med sin indtastning og synliggør aktiviteten både indadtil i det genealogiske miljø og udadtil.

Er det en idé, der kunne bruges i andre sammenhænge – ja, bestemt. Holder man sig til det genealogiske område kunne man fx samarbejde på tværs af lande- og sproggrænser om oversættelse/fortolkning af kilder. Man kunne udføre “fællesindtastninger” i samme kompleks af kilder. Og hvorfor ikke også prøve at arbejde digitalt med de mere organisatoriske ting?

Kunne man holde en generalforsamling, eller et andet møde, som vises realtime i fx bambuser, og hvor virtuelle deltagere via tweets eller kommentarer på fx FB-væggen – eller via en CoveritLive kunne give deres besyv med? 

Man kan naturligvis sige, at deltagelse i godt, gammeldags foreningsdemokrati kræver, at man gider møde op… Men hvorfor egentlig udelukke, at man kan engagere sig i foreninger og foreningsaktiviteter ved at møde virtuelt op – og logge ind?

Genealogi-HUD til Second Life brugere

Diane Haddad skriver på sin blog, at Genealogy Today har lanceret en HUD for genealogisk interesserede avatarer. En HUD er en “Head-Up-Device”, altså en anordning, der får brugeren til at løfte hovedet og se på skærmen :-)

Der foregår en del genealogiske aktiviteter i Second Life, bl.a. som voice-chats. Det er fx til brug i sådanne situationer, at HUD´en kan bruges. Når man bærer den, har man mulighed for at foretage søgninger hos bl.a. Footnote og Ancestry, og søgeresultaterne vises i chatvinduet. Søgning hos FamilySearch er angiveligt i støbeskeen. Med HUD´en kan brugere anvende genealogiske ressourcer in-world, uden at hoppe over i browseren. Selvom visningen i chat-vinduet måske ikke er den mest optimale rent visuelt, er HUD´en et interessant eksempel på muligheden for in-world integration af websteder  og ressourcer fra det flade net.

HUD´en kan også søge bøger på Amazon og navigere mellem Second Life-lokaliteter, m.m. Men en interessant feature, som på en ny måde udnyttter det sociale element i en virtuel verden er, at brugeren  kan kompilere en liste over de navne, som hun eller han forsker i. Men en kommando til HUD´en vælger bæreren at sammenligne med andre avatarer i nærheden, og får derved en automatisk besked, hvis der er nogen til stede, som forsker i de samme navne.

Det giver naturligvis ikke meget mening for danske avatarer, som “forsker i Hansdatter, Pedersen og Jensdatter” eller navne med en tilsvarende udbredelse. Men for den, der arbejder med et slægtsnavn er faciliteten ikke uinteressant.  En mulighed kunne også være at anvende fx navne på landsbyer og sogne i stedet for efternavne, og det bør forresten nævnes, at værktøjet accepterer navne med æ, ø og å.

Jeg har afprøvet HUD´en, som findes i Live Roots lokalitet i Second Life. Den er enkel at montere og ikke så vanskelig at sende kommandoer til, selvom der er temmelig mange muligheder. Heldigvis mødte jeg Constantine, som var med på at lave en test, så jeg kan vise nedenstående snapshot.

Vi har begge angivet, at vi arbejder med slægtsnavnet “Miller”. Når HUD´en får besked på at sammenligne navnelister, giver den besked i chatvinduet: “Constantine Kyomoon is following Miller.”