Berlin 1920

2 06 2009

berlin1920_secondlife

I Second Life er en gruppe “tyskofile” indbyggere i gang med at konstruere en lille del af Berlin anno 1920. Foreløbig har gruppen, der tæller ca. 50 personer, fået oprettet en lille prøvesim, som virker meget spændende. Der var åbning den 31. maj, så det hele er fortsat ganske nyt – alligevel ligger sim´en højt i søgninger efter historiske steder i SL. Der er ikke tale om en RP-sim, men alligevel opfordres gæster til at bære periodekorrekt tøj for ikke at ødelægge illusionen.

Stedet indeholder bla. en kælderbeværtning, butikker med frisurer og tøj fra 1920 og har fine lydkulisser. Prøvesim´en har det bedst i aften- eller midnatslys, og rummer mange gode eksempler på plakater fra tiden. Grafittier gør opmærksom på arbejdsløshed og kræver flere arbejdspladser, mens opsatte poseballs både giver den besøgende mulighed for at falde døddrukken om  rendestenen og trække på et gadehjørne. Stemningen er en smule sort – og det er den eneste sim jeg har besøgt, hvor det altid regner i velkomstområdet. Men meningen er, at 1920´ernes brølende og kulturelle Berlin heldigvis også skal indgå bl.a. med en cabaret, hvortil talentkonkurrencerne allerede er i gang.

Berlin 1920 på flickr - flickrpool for Berlin 1920 - Berlin 1920 i Second Life





Det minoiske palads i Second Life

19 05 2009

kreta_minoiskherre

Der kommer hele tiden nye historiske sims til i SL – eller også er man (jeg) blot ikke skarpsindig nok til at opdage dem alle.

Den seneste lokation, som jeg har været på udflugt til er Minoan Empire: Island of Crete, der nok ikke kan gøre krav på at være helt autentisk ;-) . Det er et tilbagevendende spørgsmål ifht. historiske sims. Hvor lidt – eller hvor meget – autencitet skal man kræve?

Her er der snarere tale om et oplevelses- eller datingsted med en historisk, dvs. minoisk note. Selvom man ikke har en baggrund indenfor klassisk arkæologi, kan man ikke undgå at bemærke fx valseanimationer, kingsize stedmoderblomster, en strand med farvestrålende badelagner og solstole…. og en meget nutidig globus i kong Minos´ tronsal… som altså heller ikke helt ligner den fra Knossos. Under paladset ligger en labyrint, men selvom jeg tilbragte en del tid med at gå rundt og lede, mødte jeg desværre ikke Minotaurus, som angiveligt skulle husere dernede. Til gengæld var der flere templer med mulighed for både at tilbede slangegudinden samt gyldne tyre.

Ved indgangen er der mulighed for at investere i forskellige kostumer, og som enhver der har tilbragt en sommerferie på Kreta véd; minoiske damer kunne være temmelig barmsvære og topløse. Så…..

minoisk_charlotta





Lolland-Falster historie i virtuelle verdener

13 05 2009

museumlollandfalsterMuseum Lolland-Falster har gang i et spændende formidlingsprojekt, som jeg har været så heldig at være lidt med på sidelinjen i. Planen er at etablere et projekt i Second Life, som kan formidle miljø i området, set i et kulturhistorisk perspektiv.

En udfordring er, at museet også gerne vil arbejde med undervisning i en virtuel verden. Og her støder man på Linden Labs politik om at reservere Sl for personer over 18, og man ramler ind i de problemer omkring godkendelse m.m., der er i forbindelse med at arbejde på TeenGrid.

Wonderfuldenmark.dk, der også deltog i opstartsmødet, foreslog at anvende en af de forskellige opensource løsninger som platform for undervisningsdelen. Interessant, fordi det muliggør hosting på egen server og dermed, at museet selv har mulighederne for at regulere adgangen til den virtuelle verden. Fx kun at give adgang i forbindelse med undervisning. Det fjerner risikoen for, at et rumvæsen pludselig teleporterer ind i et istidsmiljø, eller fx at griefere smider en masse biks, der skal ryddes op før man kan starte undervisningen.

I den kommende tid vil jeg kigge lidt mere på opensouceløsninger som Hippo – OpenSim og OpenLife. De grundlæggende muligheder minder meget om Second Life, selvom der er langt mindre aktivitet, mange færre indloggede. Men i forhold til etablering af et undervisningspil eller undervisningsmiljø er dette af meget ringe betydning, fordi det jo netop kun skal anvendes i særlige sammenhænge.





Malmö i Second Life

8 05 2009

Man kan, som Politiken skriver i dagens netavis, besøge Malmö i Second Life. Artiklen insisterer på at betegne SL som et “spil”, lidt ærgerligt, eftersom en virtuel verden jo netop er noget ganske andet.

Opfattelsen af SL som et spil, hvor “spillernes figurer” går rundt, giver ikke en god forventningsafstemning ifht. oplevelsen i at besøge stedet. Også ærgerligt, at der ikke var et klikbart link, som gjorde det let at komme hen og kigge på det virtuelle Malmö, hvis man blev interesseret. Men heldigvis kan man finde slurl´en – ved at google Malmö i Second Life.  Der er i øvrigt også link, omtale og “starthjælp” på Malmö kommunes website. Tinas Universum omtaler også stedet, og diskuterer bl.a. hvilke målsætninger kommunen kan have for sin virksomhed i SL.

Sim´en – eller rettere sim´ene, for der er hele 3 – rummer en række lokaliteter fra RL Malmö, og min favorit er Stadsbiblioteket. Det er rigtigt flot lavet og giver faktisk et godt indtryk af det ægte bibliotek. En lille 3D-grundplan af byen er også meget instruktiv, ligesom infoområdet, der forklarer, hvad SL er, og hvordan man gebærder sig. Fordi infoområdet giver en fin og meget pædagogisk introduktion til hvordan man bygger, hvad bygninger består af etc., kunne det blive en fin sandkasse. Jeg troede egentlig at det VAR en sandkasse ;-)

Et savn er dog, at der ikke er meget af Malmös historie. Slottet Malmöhus er Nordens ældste bevarede renæssanceslot, og det kunne være et supergodt emne for et byggeri. Måske endda med et holodæk, så man kunne klikke sig igennem stedets udviklingshistorie fra de første bygninger på stedet, til dét som er nutidens Malmöhus?

Idag rummer slottet Malmö museer, og kunne også af den grund være en fin ramme om en historisk tilgang til sim´en. Og så er det en flot bygning med en spændende historie. Her kunne den besøgende møde både Erik af Pommern, som byggede stedets første fæstning og jarlen af Bothwell som en overgang var fange på slottet. Man kunne opleve den dramatiske tid under svenskekrigene og Malmös belejring eller træffe nogle af de indsatte fra stedets tid som fængsel. Det ville være spændende at få udviddet SL Malmö med lidt af stedets spændende  – og tider meget dramatiske – historie.

På Flickr ligger en række snapshots fra den nye sim, som klart er et besøg værd, og hvis udvikling det vil være interessant at følge.





Genealogi-HUD til Second Life brugere

13 03 2009

genealogi_hud1

Diane Haddad skriver på sin blog, at Genealogy Today har lanceret en HUD for genealogisk interesserede avatarer. En HUD er en “Head-Up-Device”, altså en anordning, der får brugeren til at løfte hovedet og se på skærmen :-)

Der foregår en del genealogiske aktiviteter i Second Life, bl.a. som voice-chats. Det er fx til brug i sådanne situationer, at HUD´en kan bruges. Når man bærer den, har man mulighed for at foretage søgninger hos bl.a. Footnote og Ancestry, og søgeresultaterne vises i chatvinduet. Søgning hos FamilySearch er angiveligt i støbeskeen. Med HUD´en kan brugere anvende genealogiske ressourcer in-world, uden at hoppe over i browseren. Selvom visningen i chat-vinduet måske ikke er den mest optimale rent visuelt, er HUD´en et interessant eksempel på muligheden for in-world integration af websteder  og ressourcer fra det flade net.

HUD´en kan også søge bøger på Amazon og navigere mellem Second Life-lokaliteter, m.m. Men en interessant feature, som på en ny måde udnyttter det sociale element i en virtuel verden er, at brugeren  kan kompilere en liste over de navne, som hun eller han forsker i. Men en kommando til HUD´en vælger bæreren at sammenligne med andre avatarer i nærheden, og får derved en automatisk besked, hvis der er nogen til stede, som forsker i de samme navne.

Det giver naturligvis ikke meget mening for danske avatarer, som “forsker i Hansdatter, Pedersen og Jensdatter” eller navne med en tilsvarende udbredelse. Men for den, der arbejder med et slægtsnavn er faciliteten ikke uinteressant.  En mulighed kunne også være at anvende fx navne på landsbyer og sogne i stedet for efternavne, og det bør forresten nævnes, at værktøjet accepterer navne med æ, ø og å.

Jeg har afprøvet HUD´en, som findes i Live Roots lokalitet i Second Life. Den er enkel at montere og ikke så vanskelig at sende kommandoer til, selvom der er temmelig mange muligheder. Heldigvis mødte jeg Constantine, som var med på at lave en test, så jeg kan vise nedenstående snapshot.

Vi har begge angivet, at vi arbejder med slægtsnavnet “Miller”. Når HUD´en får besked på at sammenligne navnelister, giver den besked i chatvinduet: “Constantine Kyomoon is following Miller.”

genealogi_hud2