Christopher Butterfield – den fæle hacker på Facebook

Advarslen om, at man kan få hacket sin profil og indhold på sin pc, hvis man tilføjer en ven ved navn Christopher Butterfield har kørt på Facebook i et par dage. Bl.a. “hacker warning” på snopes.com og “Hvem er Christopher Butterfield?” på thedotfactor.dk redegør for, at der er tale om en hoax. Et stykke højkfrekvent digitalfolklore. Nogle facebook-brugere har – som advarslen påbyder – skrevet i deres statusopdatering, at man skal lade være med at blive ven med Butterfield, og opfordre sine venner til at skrive samme besked i deres status. På denne måde, gennem netværkets egen dynamik, spredes rygtet.

Som dotfactor beskriver, er der flere faktorer, som kunne gøre modtageren af en sådan besked lidt mistænksom, ikke mindst det typiske kædebrevspåbud om at sprede informationen yderligere. Mange kædebrevsformer afslutter opfordringen til at sprede med en advarsel om, at det giver ulykker for den, der undlader at videresende. At dette lidt ”overnaturlige” element mangler, styrker oplysningens troværdighed.

Men der er flere andre troværdige elementer: Facebook findes. Hackere findes. Der kunne sagtens være noget, der hed ”data-ID´er”, der er mange pc-relaterede udtryk, man ikke lige kender. Medier rapporterer om Facebook-ghosts, personer der opretter falske profiler, evt.  med et fristende kontrafej, og derpå forsøger at narre den falske persons venner til at udlevere personlige informationer. Den grundlæggende problemstilling omkring privatlivsbeskyttelse i sociale netværk er bestemt reel. Rygtets helt basale besked, at man ikke skal venner med folk, man ikke kender, er temmelig fornuftig.  Og endeligt er der det allervigtigste verifikationselement: oplysningen kommer fra en ven. Måske oven i købet fra flere venner, hvorved troværdigheden styrkes endnu mere.

Denne form for netværksbaseret spredning ikke ny. Sådan lever rygter – uanset om det er amerikanske børnefamilier, der frygter barberblade eller narkotika i halloween-slikket, eller det er danske 1800-tals bønder, der er urolige, fordi slaverne er brudt ud fra Rendsborg og nu drager hærgende op igennem Jylland. Man siger det til sine venner, som siger det til deres venner, som siger det til deres venner, som….o.s.v. På et tidspunkt kan rygtet ende i medierne og spredes yderligere – og til sidst lander det måske på folkloristens eller etnologens skrivebord. Det er ikke altid nemt at finde ud af, hvor et rygte kommer fra, hvor hurtigt det spredes og hvordan. Men nu har vi heldigvis Google Insights – kulturforskerens nye ven!

En søgning efter ”Christopher Butterfield” afslører efter få øjeblikke, at interessen for denne temmelig specifikke søgning har taget et gevaldigt opsving i de seneste dage. Kurven viser også, at Butterfield på verdensplan har påkaldt sig interesse i to tidligere perioder, først på året i 2006, midt i 2007 og i slutningen af  2008. Dog slet ikke samme grad som nu. Lidt almindelig googlen bringer faktisk en ældre post frem på digg, som tilbage i november 2008 indeholder det pt. verserende rygte om hackeren Butterfield. Insights meget stejle kurve viser noget om den intensitet, som rygtet udvikler sig med netop nu, og den geografiske visning afslører, at interessen for at vide mere om Butterfield er størst i….Norge!

Opmærksomheden er i øvrigt samlet i Oslo-området og den helt store interesse indfinder sig omkring den 15. april. Men nogle af de første omtaler på norske websites kommer tilsyneladende først et par dage efter, omkring den 21. april iflg. Google. I forhold til de norske tilstande, er Danmark endnu noget nær et Butterfield-u-land. Den amerikanske og italienske søgekurve følges ad i nogle dage, hvorefter amerikanerne tilsyneladene taber interessen. I både USA og Italien synes trangen til at finde information om Butterfield nu at være aftagende, hvorimod nordmændene fortsat søger løs.

Der er naturligvis mange ubekendte faktorer: Er det fx den samme Butterfield, eller er Googles opfattelse af interessen “forurenet” af søgning efter personer med samme navn? Når det ikke er muligt at få en graf frem, som viser udviklingen i Danmark kun for april/maj, betyder det så, at interessen ikke toppet endnu? Eller er rygtet blevet aflivet hurtigere her- og i så fald hvorfor? Som redskab til at indkredse interessante problemfelter og søgemønstre af kulturhistorisk interesse er Insights bestemt et forsøg værd.

Endnu et interessant fænomen er Facebook-brugernes reaktioner. Facebook har pt. 161 svar på søgningen “Christopher Butterfield”. Heraf er en række “advarselsgrupper”, der bygger på hackerrygtet. Men der er samtidigt en modbevægelse, fx grupper som “CHRISTOPHER BUTTERFIELD is misunderstood” og “the Christopher Butterfield appreciation society”.

Desuden er der naturligvis en række personer, som rent faktisk bærer dette, pt. meget interessante navn. Men søgningen viser også en række – måske nyoprettede? – profiler, som enten er fotoløse eller som rummer et foto, der kan ligne en ironisk kommentar til situationen. Fx ordet “hacker”, et foto af et par hænder, der rækker ud fra en pc-skærm for at bemægtige sig tastaturet, et sørøverflag, etc.

Da Magasin (ikke) gik konkurs

Et stykke højfrekvent og urban folklore ramte medierne den 30.10, hvor flere netaviser kunne bringe nyheden om, at SMS-rygter hævdede, at det københavnske stormagasin Magasin ville gå konkurs dagen efter. Men Magasin eksisterer – så vidt vides – fortsat i bedste velgående. Rygtet havde cirkuleret i SMS´er, der oplyste, at modtagerne skulle skynde sig fx at indløse eksisterende gavekort, da man ikke senere ville kunne få hverken varer eller penge retur. Kilden blev angivet som en person, hvis søster arbejdede som salgschef i varehuset.

Baggrunden for denne hoax er naturligvis reel nok: den finansielle krise, der har kostet flere større virksomheder/kæder livet. Overvejelser om, hvorvidt Magasins ejere måske kunne vær eved at sælge til andre, etc. Magasin er en gammel københavnerforretning, nu på islandske hænder. Og i Island er krisen som bekendt ikke mindre end her. Så kombinationen af noget solidt og velkendt lagt sammen med økonomisk usikkerhed er tydelig. Desuden blev SMS´ens kilde angivet som kommende fra en person, der måtte antages at have inside-viden: søsteren, som var slagschef. Kilden til allarmerende oplysninger i vandrehistorier er ikke sjældent FOAF´s (friend-of-a-friend) og troværdigheden forstærkes ved, at modtageren får SMS´en fra en bekendt. Vi stoler i almindelighed på vore venner, og når en ven vælger at fremsende en SMS med et sådant budskab føjer vedkommende sin egen troværdighed til den, der er indeholdt i meddelelsens ordlyd. Får vi flere, fra flere venner, forstærkes troværdigheden yderligere.

I flere medier blev magasins økonomidirektør citeret, Han var ked af det, og karakteriserede beskederne som “ondsindede rygter”. Det er forståeligt nok ærgerligt at ens virksomhed bliver hovedperson i denne type SMS´er. Men rygterne er næppe “ondsindede” i den forstand at de bevidst er rettet imod Magasin. SMS´en er snarere et interessant eksempel på, hvordan frygten for, hvad den finansielle krise kan føre med sig, bearbejdes kreativt og får udløb i en moderne “mundtlig” genre.

Rygter af denne type er ikke noget særsyn. Der har fx cirkuleret mails m.m. med nyheden om, at msn var ved at lukke eller at den australske nationalbank var ved at gå bankerot. På facebook har der været adskillige grupper, som protesterer imod en “kommende brugerbetaling”. Store firmaer som fx Starbucks og Mcdonalds mfl. har også ofte måttet trækkes med rygter, der bredte sig som en steppebrand og handlede om ting, der var væsentlige for firmaernes brand. Fx at Starbucks afviste at sælge kaffe til soldater i uniform, fordi firmaet var imod Irakkrigen. Rygtet om Magasin har iøvrigt en pendent i USA, hvor en mail cirkulerede i begyndelsen af året, og indeholdt netop en advarsel imod kommende konkurser og opfordring til at bruge sine gavekort. I det amerikanske eksempel indeholdt mailen navne på en række firmaer, hvor enkelte af de listede navne rent faktisk havde indgivet konkursbegæring.