NCK-vårkonference 2009

Årets vårkonference handlede om kulturarvspædagogik ifht. den 3. og 4 alder. På kulturarvsinstitutionerne er ofte meget fokuserede på børn og unge, og i forhold til det formelle uddannelsessystem. Men vil det fortsætte, eller vil udviklingen i højere grad se den livslange læring (og de selvstyrede læreprocesser) som motor for formidling/dialog omkring kulturarv?

Årets vårkonference bød på gode vinkler og bestptactise-eksempler, og ikke mindst for én, der uophørligt sidder med næsen inde i skærmen. Det kan være godt at høre om noget HELT andet. Dr. Marie Bourke fra Irlands Nationalgalleri gav en spændende beskrivelse af museets arbejde med selvstyrede læreprocesser forhold til kunst, både egen kreativ udfoldelse og ifht. kunsthistorie. Det var opløftende at høre om, hvordan man på museet havde taget de hel banale og indlysende forhold med – så som fx at ældre mennesker godt vil have mulighed for at sidde ned. Det er selvfølgelig ikke raketvidenskab, men en meget væsentlig faktor for deltagelse, hvis ens ben er af en lidt ældre model. Ms. Bourke viste nogle skønne fotos af museumsbrugere, der virkelig havde kreativitet og solskin i blikket under udfoldelserne.

Også Ann Siri Graberg fra Sverresborg Museum havde et godt indlæg, der beskrev, hvordan det var lykkedes at gøre museet til mødested for flere hundrede kulturinteresserede i den 3 alder. Hun spøgte med, at museet var byens bedste scorested for folk over 60 – selvfølgelig en joke, men ikke uden den pointe, at det sociale element er en vigtig komponent når man arbejder med folk i den 3. alder, både som ressource og målgruppe. Det er ikke “kun” socialt samvær og ikke “kun” et kulturelt emne, som der arbejdes med, men to delkomponenter i en helhed. Det er en dynamik, som jeg synes at genkende fra digitale fællesskaber – man vil ikke bare connecte – man vil connecte med “artsfæller” i fht. et socialt objekt. Ann Siri modtog årets NCK-pris for sit mangeårige arbejde med kulturarvspædagogik i Norge. Sidste års prismodtager, Ebbe Westergren fra Kalmar läns museum, holdt et foredrag om tidsrejser “Bridging Ages” i Sydafrika. I forbindelse med sit foredrag nævnte Ebbe også, at hans museum nu har skiftet fokus fra “børn og unge” til i langt højere grad at satse på livslang læring. En synsvinkel, som også lå i forlængelse af Leonie Hohenthal-Antin fra Finland, der berettede om et ældreteater og postulerede, at alle mennesker bør have retten til kreativ udfoldelse og stimulans. En art “kreativitetens menneskerettigheder”, som giver et nyt perspektiv på begrebet “livslang læring”. Dr. Hohenthal-Antin talte desuden om begrebet “flow”, en tilstand som mennesket opnår ved at at være “opslugt” af en aktivitet. Tilstanden er lystfyldt og kan opleves “lindrende” for hverdagens ubehag (gigtsmerter, nedtrykthed, etc.)

Fotos på flickr fra Vårkonferencen 2009
En aldeles elendig video fra festmiddagen og overrækkelse af NCK-prisen 2009

Den store udfordring

Ved denne uges referencegruppemøde i Nordisk Centrum for Kulturarvspædagogik var der – som vanligt – spændende diskussioner og nye synsvinkler. Fx diskuteres i Sverige sammenhænge mellem kulturforbrug og helse, en sysnsvinkel vi (så vidt jeg véd) savner at få belyst i Danmark. Et andet oplæg satte spørgsmålstegn ved den traditionelle opdeling af læringsrum i informelle, uformelle og formelle. Også diskussionerne var interessante – Peter Aronsson sammenlignede efter mit oplæg om sociale medier den udfordring som kulturarven og læringens verden har nu, med den der opstod efter at bøger blev tilgængelige for de fleste. I stedet for at lære bøgerne , måtte man i højere grad til at diskutere og videndele omkring deres indhold. En meget interessant sammenligning, som jeg aldrig selv har overvejet.

Et spændende element i de nordiske diskussioner er desuden den klang, som ordet “formidling” synes at være på vej til at få i vore broderlande. Her er formidling ikke nødvendigvis noget entydigt positivt, men også noget, som rummer et magtforhold snarere end en ligeværdighed.  Der er ikke et dialogisk forhold mellem “den der formidler” og “den der bliver formidlet til”.

Mit oplæg, der blev holdt sammen med Bente Jensen fra Aalborg Stadsarkiv, handlede om den kommercielle udfordring. Kulturarvens institutioner har ikke længere en art “monopol” på en lang række opgaver. Formidling har længe været noget, som også andre beskæftiger sig med. Men også indsamling, magasinering, konservering er i dag opgaver, som også private arbejder med. Og udfordringen gælder platforme for dialog med læringsindhold, fx i sociale og andre digitale medier.

Hvad betyder det for den faglige selvforståelse på institutionerne? Og hvad betyder det for de positioner, som vi kommer til at indtage i et samfund, hvor læring via dialog og netværker får et stadigt større betydning? Det var selvsagt ikke muligt for os i et oplæg på 1/2 time at give svaret, men forhåbentlig give bolden op til en videre diskussion af emnet.

Mine slides findes på slideshare og en række fotos (hvoraf nogle blev lidt syrede) er lagt på flickr

Atter hjemme fra Östersund

Koldt og klart i Östersund og masser af spændende indlæg. Og så blev spændingen udløst for i år, det blev Ebbe Vestergren fra museet i Kalmar, “Mr. Time Travel” som fik NCK´s årspris 2008. Et valg, som faktisk gjorde mig endnu mere stolt og glad over, at det var mig selv sidste år Selve konferencen var  – som sædvanligt – et af årets faglige højdepunkter.

Det mest vedkommende og perspektivrige indlæg (mit eget iberegnet) var for mig uden tvivl Henning fra Den Gamle By som fortalte om museets erindringsarrangementer for demente. Folk, der ellers kan være helt lukket om sig selv, den erindring og de sociale kompetencer de har glemt, kan og gør pludseligt noget, som de ikke gør til dagligt, når de kommer på museet. En kvinde, der ikke vil tale, begynder fx at synge. Enkle gøremål som at male kaffe eller pumpe vand bliver en nøgle, som i det mindst for et par timer kan åbne for ellers glemte erindringer og kompetencer. Når gæsterne forlader museet, er den bevidste erindring om oplevelserne glemt i samme øjeblik, de kører ud af porten. Men Henning fortalte, at personalet på plejecentrene kan berette, at beboere der har været på museumsudflugt, har mere liv og aktivitet end sædvanligt i et stykke tid efter. Et godt eksempel på, hvor vigtig den “personlige kulturarv” er.

Når alt andet er blevet uklart, kan duften af kaffetilsætning, håndteringen af komfur eller pumpe fra barndommen og den fysiske fornemmelse af fortidens rum stadigt være der og være en ressource. Det er et utroligt godt og vedkommende projekt, som Den Gamle By arbejder med. Flot og relevant.

Der er her et lille klip fra Ebbes iøvrigt flotte takketale - det skal pointeres, at klippet yder hverken talen eller ham selv retfærdighed…