Inspiration til kulturarven: Lån e-bøger på perronen

Hvis biblioteker er mere end bygninger med bøger, er museer så også mere end bygninger med genstande?

Det var et indslag i TV2, som viste til denne YouTube-video. Videoen handler om, at bibliotekerne i Køge har fundet på at låne e-bøger ud til pendlere. På stationens perroner finder man en “flad boghylde” af samme type, som på aldiko, issuu og lignende applikationer. Forskellen er, at hylden allerede er fuld af bøger, og at hver af dem er forsynet med en QR-kode, så den let kan downloades. Bøgerne skal endda ikke afleveres, så det er nærmest gratis e-bøger.
Som uddybning til videoens fremstilling forklares, at målet med initiativet er at vise, hvor nemt det er at hente e-bøger og at “at bibliotet er lige dér, hvor du står”.

Et bibliotek er meget mere end en fysisk bygning. ”Forretningsmodellen” handler ikke kun om, at folk kommer og låner bøger af papir. Det er et mål, at læseglæden breder sig, og at adgangen til litteratur er, hvor folk er.

Hvad nu, hvis målet for museer ikke var at tælle gæster på fysiske lokationer, men at tilbyde kulturarv som valgmulighed i miljøer og sammenhænge, hvor folk allerede færdes? Perronformidlingen, som foregår, hvor togpassagerer alligevel står og venter, kunne sagtens inspirere kulturinstitutioner – man kunne fx forestille sig:

• Kommenteret slideshow med lokale fotos
• Lokalhistorisk film til mobil/tablet
• Historiske “audioguides” som dækker den strækning, toget kører
• Kulturhistorisk kommenterede “hjemstavnsromaner” fra regionen
• Mini-biografier af kendte personer fra lokalområdet
• Download af mikrospil med udgangspunkt i lokal historie
• Spil enkle ”historiske spil” med/mod andre på skærm via din mobil
• Tag fotos og deltag i “crowdsourcing light”

Måske er det allerede lavet og findes et eller andet sted derude?

Britisk rapport: kulturarven skal investere i seo og online evaluering

Culture24 (der minder lidt om Kulturklik) har offentliggjort RAPPORTEN “Get Real” om britiske museers online-tilstedeværelse og diskuterer bl.a. måling af effekt i sociale medier.

Rapporten konkluderer blandt mange andre interessante ting, at den væsentligste “eksterne trafikmotor” for de museale websites er…….. organisk søgning. Det vil i praksis sige, at det stadigvæk er Google, der har afgørende indflydelse på, om museernes websites får besøg.

Men besøg får man naturligvis ikke, med mindre man kan tilbyde indhold, som brugere søger efter (og kan finde). Og én af “Get real”-rapportens anbefalinger er investering af både penge og tid i SEO, fordi det fortsat er den vigtigste kilde til webtrafik.

Undersøgelsen viser også, at den del af webtrafikken, som hidrører fra sociale netværk er lille. Det kan, som det angives i rapporten, skyldes flere forhold. Én mulighed er naturligvis, at det der foregår socialt, ikke giver brugerne lyst til at besøge institutionernes websites. Det kunne i så fald forbedres. En anden mulighed er, at brugere ikke føler behov for at supplere den sociale kontakt, og derfor ikke ser grund til besøg på museets egen platform. Er det tilfældet, understøtter det én af Kulturarvsstyrelsens anbefalinger til museerne, nemlig at museet er summen af alle dets platforme – analoge såvel som digitale og “selvejede” såvel som tilhørende 3. part. Ikke alt kan og bør måles i forhold til effekten i de rum, som en institution selv har skabt.

Istedet kan tilstedeværelse på sociale platforme måles som selvstændige aktiviteter med de målemetoder, som er specifikke for aktiviteterne her. For Twitter anvendtes fx Tweetlevel og Klout, og mht. Facebook de redskaber, som netværket selv tilbyder fx demografi og “fanvækst” suppleret med en udregning af rate for fan-engagement. Der kan ofte være et umiddelbart fokus på kvantitative forhold, antal followers, likere, etc. Kvantitative forhold er naturligvis heller ikke ligegyldige, men så snart man har en vis “kritisk masse” er det relevant at vurdere, om den interaktion man kan skabe, er tilfredsstillende.

Det kan også være værd at bemærke, at de mål som de britiske museer har valgt, ikke kun dækker aktiviteter, som skal måles i forhold til fysiske besøg (fx. subskription på orientering om udstillinger via mailinglister etc., og e-handel som fx online billetsalg). Men også mål som “download af undervisningspakker” og antal brugere, som browser mere end 5 sider i et besøg. Andre målepunkter kunne fx være tilstedeværelsestid eller google-synlighed på udvalgte ord for udvalgte sider, etc.

Efter læsningen krydser jeg fingre for, at næste undersøgelse af danske kulturinstitutioners digitale tilstedeværelser kommer til at inddrage nogle af de samme parametre, som den britiske.

Links
Get Real!
Database med over 170 britiske social media policies (social media governance)

(Tak til @johannaberg for tippet om undersøgelsen)

Museum med overnatning – fængselsmuseet på Långholmen

Gang i vandrerhjemsdelen på Långholmen

Ferier giver gode muligheder for oplevelser på arkiv og museum.  Én af denne sommers anderledes museumsbesøg forgik i Stockholm, og gav anledning til lidt overvejelser om, hvad “et museum” egentlig er. Vi er meget vant til, at et museum er et sted, hvor ting er stillet frem og beskrevet af fagfolk, og hvor man ikke opholder sig mere end et par timer. Den primære aktivitet er at se på de udstillede genstande.

Anderledes forholder det sig på Långholmen. En god arkiv-kollega tippede om stedet, der både er museum og vandrerhjem. Samtidigt er Långholmen også en besøgslokation i sig selv.  Der var fængsel på øen fra 1724, da der blev oprettet spindehus og frem til 1975, hvor den sidste fange forlod stedet. Det var også her, at den sidste svenske henrettelse fandt sted. Morderen Johan Alfred Andersson-Ander´s hovede faldt for guillotinen den 23 november 1910. Det var iøvrigt både første og sidste gang, at maskinen anvendtes i Sverige.

Fængselsbygningerne er modificerede efter Philadelphia- og Auburn-systemerne, og derfor spændende for kriminal- og  fængselshistorisk interesserede.

På Långholmens Fængselsmuseum kan man se genstande og læse beretninger som gør én klogere på både stedets og de indsattes historier. Men man kan også overnatte i nogle af de tidligere celler i en del af bygningen, og på denne måde bo “på museet”. Museet og den kulturhistoriske oplevelse er på denne måde en del af lokationen, men ikke nødvendigvis den primære.

Långholmens museum

Masser af cafeer, restauranter, biografer m.m. anvender deres historie – og deres historiske genstande – som en del af den oplevelse, som gæsten/kunden tilbydes. Som regel er genstande, fotografier m.m. integreret i det rum, hvor der også serveres kaffe eller sælges biografbiletter. Men sådan er det sjældent på museer. Her er de forskellige funktioner skarpt adskilt.

Kan man forestille sig, at museer kan fungere på denne måde – ved at integrere andre tilbud i det museale rum – sammen med de ægte genstande? Og kunne man forestille sig, at museer kombineredes med andet end restaurant/cafe og butik? Hvis et museum kan være et vandrerhjem, kunne det så også x være en togstation, et dansested eller en spa?

Links:
Långholmen hostel
Långholmens centralfängelse og Kronohäktet (svensk Wikipedia)