3 gode grunde til, at Second Life kan influere vores first life på en meningsfuld måde

Jeg har meldt mig som fan på den nye side Wonderful Denmark – Danmark i Second Life på Facebook. Wondeful Denmark er nemlig dér hvor jeg har stedet Historiens 2. Hus, og har haft en lille finger med i siden . En norsk artsfælle inden for kulturarvsverdenen sendte mig en god kommentar, som har affødt dette indlæg. Han ville gerne have ” tre gode argument for at second life kan influere vårt first life på ein meinigsfull måte…”.

På Facebook er der jo desværre grænser for, hvor lange poster man kan skrive på sin væg, så mine bud på de tre grunde kommer her. For det er bare et supergodt og relevant spørgsmål, der kom oppe fra de norske fjelde Der er sikkert mange andre bud end mine, men jeg kan ikke lægge kulturravsskyklapperne og ser naturligvis derfor på spørgsmålet ud fra en vinkel, der handler om arkiver, historie, læring, museer etc.

1) Formidling
I SL kan man – meget billigere end i RL – skabe ret virkelighedsloyale gengivelser af byginger og hele miljøer. Enten som de så ud engang – eller som de egentlig skulle have set ud – fx iflg. tegninger og planer, som vi har i vores arkiver. Man kan også, som fx de museologistuderende ved Umeå Universitet opbygge udstillinger, lave virtuel undervisning som fx sygeplejeskolen i Svendborg planlægger – eller man kan som museum afprøve 3D-modeller af udstillingsideer, før man går i gang med den noget dyrere model i RL.

2) Vidensudveksling
Jeg har været til konferencer og møder i SL – og mødt personer og dermed faglige profiler, som jeg næppe ville have truffet i RL fordi rejseudgifterne alene havde nærmet sig prisen på en 4-længet bondegård med fuld besætning. I SL kan kan man ret nemt mødes med personer fra den anden side af jordkloden. Tilstædeværelsen har en anden autencitet end fx et debatforum, fordi der er en realtime repræsentation i form af avatarens fysiske udtryk. Man kan vise videoer, powerpoints, holde møder og diskutere – som i RL. Men uden rejseudgifter. Det kan være med til at skabe nye kontakter, men også billigøre og smidiggøre fx planlægning af konferencer m.m. i RL.

3) Nye formidlings- og oplevelsesprodukter
Alle nye medier står på skuldrene af de tidligere. Mange af de første TV-udsendelser var i realiteten “filmet radio” som slet ikke udnyttede det levende billedmedie. De første websites var reelt elektroniske brochurer, der heller ikke udnyttede mediets muligheder for dialog m.m. På samme måde er virtuelle verdener fortsat på begynderstadiet. Men der er klart et potentiale for noget nyt. For kulturarvsområdet vil jeg pege på 3 ting:

• a) Mulighederne for immersiv læring
  Rollespil og inspiration fra de amerikanske traditioner for Living History samt reenactment er noget af det, jeg kunne gætte på, som faktor for udvilingen (Jeg vil give fx Land of Lincoln, Deadwood og Renaissance Island i Second Life som eksempler).
• b) Inspirationen fra spilverdenen kan give helt nye læringssteder
  Især ideer m.m. fra multi-user online spil tror jeg kan blive en faktor. Et lille eksempel på et spil-inspireret læringssted er ROMA archaeology, som jeg har blogget om før. Idag kan man mange steder få adgang til 3d simuleringer på sin egen pc som solooplevelse. Man kan fx bygge en jættesture på Moesgaard Museums flotte site www.kongehojen.dk og man kan flyve rundt i Det Gamle Rom i en simulering på Google Earth. I SL kan man udvidde denne type aktiviteter med samvær. Man kan være i oplevelsen sammen med andre, prøve sig frem, tale om hvad man gør, hvordan en opgave løses, etc. og på denne måde udnytte det sociale element i læringssituationen.
• c) Nye læringsprodukter
  Teknologien i virtuelle verdener giver mulighed for udvikling af nye former, hvori man kan skabe og dele såvel viden som oplevelser. Uden at ville kloge mig for meget på kunstområdet vil jeg vove det ene øje, og pege på machinima-fænomenet.

Kirkerestaurering i Second Life

Jeg har været så heldig at kunne gøre lidt forsøg med at lave textures og prøve at skabe et mere “autentisk” miljø i Second Life. Kirken i Wonderful Denmarkhar fået en lille makeover, og jeg er egentlig forbløffet over, hvor teknisk nemt det er. Hvis man er vant til at arbejde lidt med billedbehandling. Det er som sagt ikke så teknisk svært, men kræver meget tid. Og med mere tid kunne også mit første projekt være blevet meget bedre   Kirken er nu indrettet med genstande fra Køge kirke, men nogen kopi er der ikke tale om. Kirkerummet passer ikke (er mere romansk end gotisk), og der er lavet flere øvelser i disciplinen “spring over laveste gærde”. Fx er der af prædikestolens udskæringer kun gengivet én, som gentages flere gange og en del af himlen over prædikestolen er fjernet. Fordi loftet er for lavt. Mange af ligstenene ligger i virkeligheden ikke inde i kirken, men her er taget hensyn til at de valgte hører til de mindre slidte, som derfor giver et bedre æstetisk indtryk. Murstenene i guvlet er også et snyderi, da det var meget langsommeligt at lave et helt gulv i originalt mønster fra grunden. og sådan er der flere snyderier, som måske vil nedkalde forbandelser fra både kunsthistorikere og fans af Køge kirke….  men måslet har ikke været en fuld rekonstruktion, blot et forsøg på arbejde med mere autentiske textures. Med mere tid er jeg ikke i tvivl om, at det er muligt at skabe endnu mere autentiske miljøer.

Videokonference på Stanford…øh i SL, mener jeg

En interessant oplevelse i SL i går, hvor jeg overværede en bid af det første videoseminar jeg har oplevet. “Invitationen” antyder også lidt om de sociale veje, som den slags kan bevæge sig ad in-world. Altså inde i SL. Bedst som jeg stod og byggede lidt på en udstilling fik jeg en IM fra en dansk avatar, Avatine, som godt ville se min Valentinsudstilling, men ikke kunne finde den. Vi tog hen og kiggede, udvekslede et par landmarks og hun fortalte at et firma havde bygget Koldinghus og Ribe Domkirke. Det måtte jeg naturligvis straks hen og kigge på og mens jeg gik rundt IM`ede hun med bygmesteren, der fortalt om konferencen MetaverseU som blev holdt på Stanford og streamet som Quick-time ind i SL på to storskærme (http://metaverse.stanford.edu hvis nogen skulle have interesse). Desværre var Second Life meget ustabilt, så jeg blev logget af flere gange, hvilket var utroligt ærgerligt. Den lille bid jeg fik med gav et godt hint om de muligheder som virtuelle verdener rummer for læring. Streamningen forgik fint og via en avatar i salen kunne SL-deltagere stille spørgsmål som så gik videre til Stanford. Man kunne naturligvis også holde streamede videokonferencer på fladt internet. Så hvad er forskellen? Måske først og fremmest, at farven har en anden lyd, fordi SL er 3D. Men også fordi det er et eget rum, hvor personer agerer og kan anvende både de sociale kontakter, som de har opbygget derinde – og deres avatars “personlighed” og udtryk. Den lille bid af konferencen som jeg kunne overvære, gav i hvertfald nogle fingerpeg om de muligheder, der måske kunne ligge for e-learning i 3D – og med video.