Til svensk Lucia i Second Life

13 12 2008

lucia1

 lucia21

Selvom det først er Lucia i morgen, den 13. lod Swedish Institute et fornemt Lucia-arrangement løbe af stabelen i Second Life i aften. Til tonerne af streamet lyd skred SL-Lucia og hendes terner ned ad den sneklædte bakke i Second Sweden og indtog scenen. Desværre blev flere af ternerne forhindrede, fordi stedet var så fuldt af folk, at topkapaciteten var nået!

På oversigtskortet talte jeg på et tidspunkt over 60 avatarer, og eventen blev da også lidt plaget af lag - bl.a. “hoppende” lyd, og lyd, der på et tidspunkt helt forsvandt. Men alt i alt et godt eksempel på, hvordan det i SL også er muligt at opleve traditioner digitalt.

Svenskerne havde valgt at tale engelsk en del af tiden, og desuden at gentage eventen på et senere tidspunkt, hvor man må gå ud fra, at fx flere amerikanere har mulighed for at deltage. Et fin arrangement – men også en event af en type, som minder meget om den måde, som man kunne afholde et lignende arrangement på i RL. Spændende at holde øje med, om SL som medie kommer til at skabe grundlag for helt nye former for fx Lucia-optog, men også andre traditionelle aktiviteter. I princippet er ALT jo muligt….





Sankta Lucia blogger

2 12 2008

sverigeslucia

Der er kun ca. 10 dage til den 13. december – Lucia. Historien om den oprindeligt vestsvenske skik, som gik hen og blev “rigssvensk” i løbet af 1900-årenes første årtier kan man fx læse på historie-onlines sider om Sankta Lucia.

Skikken har – og har haft – et lidt anderledes indhold i Sverige end i Danmark. Her har man en tradition for at udvælge en Lucia for hele landet, hvilket sker gennem en skønhedskonkurrence. Det var i øvrigt også tilfældet ved den første store danske Luciamarkering, hvor det var magasinet Week-Ends læsere, der fik mulighed for at kåre Lucia-bruden.

I år har svenskerne taget kåringen af “Sveriges Lucia” op igen efter en pause, der har varet siden 2000. Der er desuden gennemført en revitalisering af indholdet. Lucia 2008 skal ikke bare være køn, men også arbejde for en sag. Eller med formuleringerne fra den officielle website: “Uppgiften för Sveriges Lucia handlar om att sprida ljus och omtanke samt belysa svåra situationer”. Svenskerne stemmer på deres kandidater gennem overtakserede sms´er, hvoraf en del af pengene går til kandidatens favorit blandt velgørende institutioner.  ”Hovedeventen” er den store Lucia-markering på frilandsmuseet Skansen med optog gennem hele Stockholm til Kungsträdgården. 

Med til revitaliseringen hører også, at de 7 Lucia-kandidater blogger. Jeg opdagede faktisk dette ved et tilfælde. For selve websiten – der er bygget i frames – trækker ikke de syv blogs ind på nogen fremtrædende plads, og det er ikke helt let at søge dem frem i Google. De forskellige blogs rummer ikke mange kommentarer til indlægene, hvilket dog selvfølgelig ikke siger noget om antal læsere. Der er også en side på Facebook for Sveriges Lucia  (med bl.a. fotos m.m. af alle kandidaterne), men tilsyneladende er Facebook-siden ikke omtalt på den officielle website. Min umiddelbare mavefornemmelse ville være, at man bør prøve at hægte alle sine digitale tilstedeværelser sammen… og dog?  Måske alligevel ikke? Forskellige medier til forskellige målgrupper – behøver de at hænge sammen? Det lader sig naturligvis aflæse i statistikkerne, om én tilstedeværelse genererer trafik til en anden, men oplever brugere værdi i, at forskellige steder hænger sammen? Eller er det kun webredaktøren?