Lively er død – Second Life lever…nu på dansk

5 12 2008

Mit rum i Google Lively

En nyhed, som ikke har været særligt hypet er, at Googles 3D chatsted, Lively, lukker og slukker med udgangen af dette år. Google har opfordret til at man tager billeder af sine Lively-rum og gemmer. Det være hermed gjort – af en ungdommelig og meget slank Charlotte ;-)

Nyheden har været omtalt hos Google i ca. 14 dage, og er også refereret i visse danske netmedier, fx comon (Google lukker nystratet tjeneste), Version2 (Google afliver virtuelt netværk) og hos it-borger (Den virtuelle verden Lively overlever ikke). Men i betragtning af den store omtale som stedet fik ved starten – som Second Life´s arvtager – kan man måske undre sig lidt over, at interessen for at analysere på Lively´s bortgang ikke er særligt stor. Hvorfor faldt antallet af Lively-gæster fra 360.000 besøgende til under 70.000?

Jeg prøvede selv Lively, og fandt flere ting rigtigt gode og brugervenlige. For det første var det langt nemmere at “komme i gang” end i Second Life. Man behøvede kun sin almindelige Google-konto som log-in, og så var man stort set igang. Det var relativt nemt at integrere sit Lively-rum i fx en html-side, så forbindelsen mellem 3D og det almindelige flade net var enkel at etablere. Men…man “kunne” ikke særligt meget selv i Lively. Man kunne vælge “værelsestemplates”, møbler, m.m. fra et katalog og placere dem i sine rum og mulighederne for at custormize sin avatar var langt mindre end i Second Life. Mulighederne for fx at uploade egne ting m.m. og dermed på sigt kunne anvende stedet til formidling var ikke til stede. At bygge rekonstruktioner, holde foredrag m.m. – alle de ting som SL tilbyder – var ikke en del af Lively. Det kunne måske være udviklet, fx gennem muligheder for at anvende Sketchup. Men nu er der så lukket og slukket pr. 31.12. Samtidig må man konstantere, at Second Life som medierne flere gange har dømt helt ude og stendød, fortsat er i live. Nu ovenikøbet med en dansksproget klient, hvilket man kan læse mere om på detune.





Så lykkedes det med et Lively-rum

18 07 2008

Efter at være logget ud og ind igen et par gange har jeg fået oprettet et Lively-rum. Men er stadig langtfra overbevist om, at dette er et tilbud som kan gøre SL rangen stridig pt. Uden større mulighed for customisering er mulighederne for at eksperimentere med formidling, læring etc. meget begrænsede. I den aktuelle form virker Lively som et tilbud med meget klart fokus på ren chat. …og iframen kan tilsyneladende ikke embeddes i WP?





Ikke særligt Lively

12 07 2008

Google Lively er tilsyneladende det man skal prøve lige nu, så jeg har selvfølgelig oprettet en Lively-avatar. Jeg havde svært ved at få den til til at ligne mig selv, fordi man ikke kan stille på højde, drøjde, samt ansigts- og kropsproportioner. Mulighederne for at customisere ser generelt ud til at være meget små i Lively. Til gengæld er det ekstremt hurtigt og nemt at komme i gang, fordi man kan bruge sin Google-konto. Avataren skulle naturligvis derefter have nyt tøj på – det kan nok næppe undgås, at der går lidt pålædningsdukke i den, når damer laver avatarer. Men tøjudvalget er pt. meget begrænset og der er hverken smykker eller makeup. De forskellige ting koster pt. “free”, men dette antyder jo, at der nok på et senere tidspunkt vil komme flottere og sejere ting, som man kan købe. Ligeså med effekter til personlige rum og forhåbentlig også personligt ekstraudstyr. Avatarhåret trænger i hvertfald til en gang farvereflekser, fordi man kun kan få “ensfarvet hår”.

Således udstyret valgte jeg at gå ind i et vinterlandskab. Der var allerede et par andre avatarer, som jeg chattede “Hi there!” til. De chattede tilbage og der var lidt snak om hvordan det er at være ny bruger. jeg havde svært ved at finde ud af hvordan man bevæger sig – piletasterne flytter kun kameraet, ikke avataren som i Second Life og Active Worlds. En anden forklarede, at man skal bruge musen for at flytte avataren, som får en krydspil på sig når den kan flyttes. Jeg flyttede rundt og begyndte at spadsere ud over de snedækkede marker. Da jeg syntes, at jeg var tilstrækkeligt manøvreringsdygtig, besluttede jeg mig for at prøve et nyt rum. Men i Lively kan man ikke teleportere, man skal ud på websiten og finde det nye rum, som man derpå skal logge ind i. Påklædningsdukke-tilbøjelighederne vandt – og jeg valgte et rum med “fashion”-tema. Det lykkedes mig dog ikke at logge ind, fordi rummet var overfyldt. Det betød dog ikke, at jeg som i SL blev sparket tilbage til dét rum jeg var i, men jeg var helt ude. Og det har jeg været siden, det har ikke været mig muligt at logge på noget andet rum.

Der er pt. to store aktiver ved Lively, nemlig at man kan bruge sin google-konto til at komme hurtigt igang, programmet fylder ikke meget og man kan integrere sit eget rum på sin website vhj. af alm. html som en i-frame. det vil jo give hurtig adgang for andre, der også har en Google-konto og kan man allerede på websiten se, at der er aktivitet i rummet er det selvsagt et aktiv. Men mulighederne inde i rummene, avatarudseende, manglende teleportering, ingen mulighed for selv at bygge og fremforalt – manglende mulighed for voice-chat gør at den beta, som man kan prøve, ikke virker tillokkende nu og her.

Dette indlæg er crossblogget på www.formidlingsnet.dk





Second Life er død – nu igen!

11 07 2008

DR-Update kan nu melde at Second Life er død og at Google Lively er den nye arvtager. Det er jo ikke første gang, at diverse medier kan melde, at SL har draget sit sidste suk, men helt dødt er det nu næppe.

Dels har IBM og LindenLab gang i en udvikling af mulighederne for teleportering mellem forskellige virtuelle verdener, og dels er dét som fremgår af Updates ekspertudsagn snarere, at de, der bruger SL ikke udnytter mulighederne godt nok. Og det er jo noget lidt andet.

Der er nok ikke den store pointe i at opbygge institutioner og steder, der ligner RL til forveksling. Fx er det nok ikke så sjovt at gå på museum i SL for at se på virtuelle kopier af dette og hint, men  disse steder bør ses som et grundlag for udvikling – ikke det endelige resultat. For der er mange andre muligheder i 3-D verdener, og personligt mener jeg ikke, at de er udforsket til bunds. Hele e-læringsaspektet og ikke mindst mulighederne for immersive learning kan udmærket have en fremtid, selvom fx SL ikke på nuværende tidspunkt er den store kommercielle motor. På mange måder kan 3-D nettet måske sammenlignes med internettets barndom, hvor vi jo også startede ret beskedent med at have en visitkort-site, hvor de besøgende kunne få kontaktoplysninger og  (hvis man var meget avanceret) se nogle billeder af firmaets/institutionens hovedsæde samt produkter/samlinger.

Men hvis problemet omkring virtuelle verdener er, at mulighederne ikke er udnyttet godt nok, er spørgsmålet nok ikke hvad der skal drikkes til gravøllet, men snarere, hvordan vi kan blive bedre til at udvikle og forbedre vores brug af mediet. De, som idag er omkring 13-16 år, har et helt andet forhold til virtuelle verdener og chat end os, der ikke engang er vokset op med det flade net. For få dage siden kunne Computerworld meddele, at Habbo-avatar nr. 100 mio. havde “set skærmens lys” i et engelsk teenageværelse.  Er der i virkeligheden en digital generationskløft? Hvad kommer der til at ske med 3D-verdenerne, når “Habbo-generationen” kommer på banen som voksne?

Men vi venter, er der fortsat meget at udvikle og eksperimenter med (ikke mindst på det læringsmæssige område og med brug af voice-chat) og indtil videre mener jeg ikke at der er steder, som kan gøre Second Life rangen stridig som det mindst ringe sted for eksperimenterne.