Lolland-Falster historie i virtuelle verdener

Museum Lolland-Falster har gang i et spændende formidlingsprojekt, som jeg har været så heldig at være lidt med på sidelinjen i. Planen er at etablere et projekt i Second Life, som kan formidle miljø i området, set i et kulturhistorisk perspektiv.

En udfordring er, at museet også gerne vil arbejde med undervisning i en virtuel verden. Og her støder man på Linden Labs politik om at reservere Sl for personer over 18, og man ramler ind i de problemer omkring godkendelse m.m., der er i forbindelse med at arbejde på TeenGrid.

Wonderfuldenmark.dk, der også deltog i opstartsmødet, foreslog at anvende en af de forskellige opensource løsninger som platform for undervisningsdelen. Interessant, fordi det muliggør hosting på egen server og dermed, at museet selv har mulighederne for at regulere adgangen til den virtuelle verden. Fx kun at give adgang i forbindelse med undervisning. Det fjerner risikoen for, at et rumvæsen pludselig teleporterer ind i et istidsmiljø, eller fx at griefere smider en masse biks, der skal ryddes op før man kan starte undervisningen.

I den kommende tid vil jeg kigge lidt mere på opensouceløsninger som Hippo – OpenSim og OpenLife. De grundlæggende muligheder minder meget om Second Life, selvom der er langt mindre aktivitet, mange færre indloggede. Men i forhold til etablering af et undervisningspil eller undervisningsmiljø er dette af meget ringe betydning, fordi det jo netop kun skal anvendes i særlige sammenhænge.

NCK-vårkonference 2009

Årets vårkonference handlede om kulturarvspædagogik ifht. den 3. og 4 alder. På kulturarvsinstitutionerne er ofte meget fokuserede på børn og unge, og i forhold til det formelle uddannelsessystem. Men vil det fortsætte, eller vil udviklingen i højere grad se den livslange læring (og de selvstyrede læreprocesser) som motor for formidling/dialog omkring kulturarv?

Årets vårkonference bød på gode vinkler og bestptactise-eksempler, og ikke mindst for én, der uophørligt sidder med næsen inde i skærmen. Det kan være godt at høre om noget HELT andet. Dr. Marie Bourke fra Irlands Nationalgalleri gav en spændende beskrivelse af museets arbejde med selvstyrede læreprocesser forhold til kunst, både egen kreativ udfoldelse og ifht. kunsthistorie. Det var opløftende at høre om, hvordan man på museet havde taget de hel banale og indlysende forhold med – så som fx at ældre mennesker godt vil have mulighed for at sidde ned. Det er selvfølgelig ikke raketvidenskab, men en meget væsentlig faktor for deltagelse, hvis ens ben er af en lidt ældre model. Ms. Bourke viste nogle skønne fotos af museumsbrugere, der virkelig havde kreativitet og solskin i blikket under udfoldelserne.

Også Ann Siri Graberg fra Sverresborg Museum havde et godt indlæg, der beskrev, hvordan det var lykkedes at gøre museet til mødested for flere hundrede kulturinteresserede i den 3 alder. Hun spøgte med, at museet var byens bedste scorested for folk over 60 – selvfølgelig en joke, men ikke uden den pointe, at det sociale element er en vigtig komponent når man arbejder med folk i den 3. alder, både som ressource og målgruppe. Det er ikke “kun” socialt samvær og ikke “kun” et kulturelt emne, som der arbejdes med, men to delkomponenter i en helhed. Det er en dynamik, som jeg synes at genkende fra digitale fællesskaber – man vil ikke bare connecte – man vil connecte med “artsfæller” i fht. et socialt objekt. Ann Siri modtog årets NCK-pris for sit mangeårige arbejde med kulturarvspædagogik i Norge. Sidste års prismodtager, Ebbe Westergren fra Kalmar läns museum, holdt et foredrag om tidsrejser “Bridging Ages” i Sydafrika. I forbindelse med sit foredrag nævnte Ebbe også, at hans museum nu har skiftet fokus fra “børn og unge” til i langt højere grad at satse på livslang læring. En synsvinkel, som også lå i forlængelse af Leonie Hohenthal-Antin fra Finland, der berettede om et ældreteater og postulerede, at alle mennesker bør have retten til kreativ udfoldelse og stimulans. En art “kreativitetens menneskerettigheder”, som giver et nyt perspektiv på begrebet “livslang læring”. Dr. Hohenthal-Antin talte desuden om begrebet “flow”, en tilstand som mennesket opnår ved at at være “opslugt” af en aktivitet. Tilstanden er lystfyldt og kan opleves “lindrende” for hverdagens ubehag (gigtsmerter, nedtrykthed, etc.)

Fotos på flickr fra Vårkonferencen 2009
En aldeles elendig video fra festmiddagen og overrækkelse af NCK-prisen 2009

Lavt it-brug i skolerne

Dagens Politiken bringer overskriften “It-udstyr for millioner samler støv på skolerne” og refererer en undersøgelse fra dream, som viser, at it-baserede undervisningsmidler har en meget begrænset udnyttelse i skolerne. Omkring halvdelen af dansklærerne anvender aldrig websites i undervisningen og for matematiklærernes vedkommende er det hele 77%.

Det mest overraskende ved undersøgelsen er måske, at der stort set ingen udvikling er sket siden 1995, og at det også er yngre, nyuddannede lærere, der ikke anvender de it-baserede undervisningsmidler.

En noget nedslående melding, når man nu fx fra både kulturarvsinstitutioners og andres side faktisk har gjort en hel del for netop at udvikle websites, som kan anvendes til undervisningsbrug. Fx et site som e-museum, der rummer et væld af spændende sites. For emnet “Arkæologi og historie” alene er der 394. Eller materialeplatformen der for faget historie rummer ca. 803 henvisninger, hvoraf nogle da også er websites (selvom hovedfokus er det trykte). Der er faktisk en del digitale steder, der er dedikeret til den formelle undervisningssektor. Og det skræmmende perspektiv er jo, at hvis it-udstyret “samler støv”, så gør en del af de fine, gode – og i nogle tilfælde dyre – undervisningsmaterialer det måske også.

Et hurtigt statement kunne derfor være, at det måske ikke er flere netbaserede undervisningsmidler, der skal til, men et arbejde for at integere dem mere i undervisningen? Et godt kig på tilgængelig statistik for den faktiske brug af de forskellige sites kunne måske – i det omfang det er tilgængeligt – give et fingerpeg om, hvad der udnyttes, og hvad der får lov at stå ubrugt hen.

“Almindelige” websites anvendes åbenbart ikke særligt meget – men der er noget der anvendes endnu mindre, skriver Politiken. Sider, som kræver login ligger lavt – kun 24% af dansklærerne bruger dem. Også anvendelsen af sociale medier er begrænset iflg, de tal fra undersøgelsen, som artiklen refererer. Antallet af ikke-brugere blandt dansklærerene er på 89%.

Kirsten Drotner citeres for at efterlyse konkrete mål og brug af sociale medier. Man skal ikke bare kunne søge på hjemmesider og skrive i tekstbehandling, man skal selv kunne dele og skabe viden. “Det her er noget, vi skal kunne, ligesom vi skal kunne læse, skrive og regne” siger hun og tilføjer at det er en myte, at de unge bare kan dét der med it.

Jeg kan kun være enig – og det kan næsten kun gå for langsomt med at få flere it-baserede læremidler i brug. Uden at have den store pædagogiske indsigt kunne jeg tro, at der især er en opgave ifht. børn/unge fra hjem, hvor brug af digitale medier ikke er hyppig.

For at kunne være en aktiv deltager i sit samfund er det jo nødvendigt, at man kan håndtere de medier, man skal bruge for at indhente oplysninger, finde infomation og generere viden. Det er heller ikke heldigt at mangle de grundlæggende tekniske og sociale kompetencer, der skal til, for at udtrykke sig i medier, som bærer stadigt større dele af den offentlige debat. Derfor er det uhyre vigtigt, som Kirsten Drotner er inde på, at it-baserede læremidler ikke kun handler om at læse og søge på websites og skrive på pc

Et andet vigtigt punkt, som man kunne tilføje, er kompetencer til at kunne “forstå nettet”. Dvs. at kunne skrive og kommunikere i sociale medier – men også at kunne se på websites, analysere deres indhold, udseende, afsender m.m. og vurdere lødigheden af det, som de rummer. Måske har kulturarvsinstitutioner noget særligt at byde ind med her. Analysen af oplysninger, at veje deres troværdighed og indhold mod hinanden, hører til nogle af de kildekritiske færdigheder som er en del af kulturarvsfolkets kernekompetencer.

Naturlig formidling

Jeg har spist en larve og to græshopper, hvilket i sig selv jo er ret grænseoverskridende. Det usædvanlige måltid blev indtaget i Københavns Zoo i forbindelse med en sponsoraften.

Én af de klassiske definitioner på at “lære” er, at man har “lært noget”, når man kan tænke nyt og handle anderledes. Så faktisk lærte jeg noget af larve/græshoppe-indtagelsen. Det er ikke nødvendigvis farligt at prøve noget nyt, heller ikke selvom det er noget, som ligger kulturelt meget langt fra én selv og éns egen hverdag. Og det er ihvertfald slet ikke farligt under kontrollerede forhold. Så selvom et event af denne type måske kan virke overfladisk, har det faktisk en læringsværdi. Og det er der meget andet i Zoo, der også har.

For én der normalt går en del rundt på kulturhistoriske museer, er det interessant et iagttage den formidling som foregår i Zoo. Den er uendeligt meget mere fysisk end de fleste kulturmuseer, måske lige med undtagelse af frilandsmuseerne. Der er hele tiden ting, som børn kan hoppe op på for at se, noget man kan pille ved, huller man kan kigge ind igennem og i børnezoo mfl. steder er der masser af muligheder for lidt “dialogiske” oplevelser, hvor man kan måle sig selv og sine egne præstationer med en anden målestok, nemlig dyrenes. Og teksterne er faktisk et studie for sig selv. Som regel både korte og enkle – og meget er vist visuelt. Der er fx stor forskel på at skrive, at en isbjørn er meget stor, når den rejser sig på bagbenene – og så at opstille en “fotostat” af en opretstående isbjørn. (Den er enorm!)

Denne måde at formidle og skabe dialog (fx også mellem børnene og deres forældre) bruges kun sjældent på kulturmuseer uden for særlige forløb. Hvorfor er der ikke også her nogle flere ting man kan kigge ind i, klappe op for at få svaret…og den slags?

Hvorfor genealogi?

I lørdagens Politiken er der en større artikel, hvor bl.a. jeg er citeret rigtig fint. Artiklen handler om, hvorfor personer giver sig i kast med slægtsforskning og desuden om, at der også idag er en del yngre som har interessen. Selvom både jeg selv og de øvrige citerede vist kommer meget godt rundt om nogle af motiverne; at finde i et ståsted i historien, at det er et led i den stadigt stigende indvividualisering og ønske om at finde og udvikle sin egen “uniqueness”, så er der også et aspekt som vi ikke nåede at komme med. Nemlig at genealogi også er en måde at udvikle og udfolde et potentiale på.

Der er utoligt meget læring i slægtsforskning, hvilket tit bliver overset, fordi vi ofte focuserer mere på nogle af de andre aspekter. Men slægtsforskere lærer faktisk utroligt meget. De får naturligvis en stor viden om sig selv og om historien, men udvikler også færdigheder. Det gælder fx evnen til at kunne forstå og anvende arkiver, at læse et uddødt alfabet, at systematisere og at anvende PC´en mere … og til sider på fremmedsprog. Ingen tvivl om, at genealogisk interesse i høj grad kan være et middel til at øge de digitale færdigheder. Desuden får den logiske sans et lille kick, og der sker en praktisk indføring i kildekritik. Danske slægtsforskere har generelt en høj standard og slår sig ikke til tåls med at få den første og bedste “Maren Jensdatter” som tipoldemor. Nej, der må vejes for og imod, og kilder må bekræfte hinanden, før en formoder/forfader får sin endelige plads på anetavlen.

Kildekritisk sans og det at forstå konceptet om arkiver er noget, som også har en bredere anvendelse end lige slægtsforskning. Er det ikke kompetencer, som har en mere almen værdi i ethvert land med demokrati og et refleksivt forhold til historien? Måske kan interessen for genealogi også anvendes til at anskueliggøre, hvordan kulturarv kan blive del af en metode til læring og udvikling af færdigheder, som har en bredere rækkevidde og anvendelsesfelt. Desuden kunne begrebet funability vist også med fuld ret knyttes til genealogiens læringspotentiale – for det er klart nok lysten, der driver værket.