Bloggstafett: Kan kunstens udtryksformer bringe os tættere på historien?

I perioden 1983-86 malede den danske maler Otto Frello et billede med motiv fra Amagertorv i København. Maleriet gengiver mennesker, huse, de evindelige københavnerduer… men der er noget “sært” ved det. Til højre i billedet holder en bil parkeret og en punker med ildrød hanekam går forbi, mens en elegant herre fra oplysningstiden drejer sig mod en sortklædt kvinde i blondestrømper med søm. Længere nede af gaden bruger en tiggerkælling mund og kontormanden haster afsted med mappen under armen, mens nydelige 1800-tals borgere passerer forbi. Midt i billedet vakler en fuld mand afsted med en ølflaske i hånden.

Måske er de historiske personer i maleriet en del af den fulde mands alkoholforstærkede oplevelse af byrummet - eller måske er både vi og han faldet i et tidshul.

At blande fortid og nutid var også grundlaget for Shimon Atties projektionsprojekt “Shimon Attie: The writing on the Wall“, hvor fotos af jødiske forretninger og miljøer for en stund kom til live i Berlins gader. Som spøgelsesbilleder blev de vist på de huse, hvor de engang lå – før nazisternes forfølgelser for altid ændrede gadebilledet.

“Genren” i Frellos og Atties kunst har mange helt nutidige udøvere, også nogen, som leger med teknikken på amatørplan. På Flickr finder man de såkaldte “Looking into the past “-fotos, hvor gamle fotos fotograferes ind i nutidens som små, firkantede tidslommer i sort/hvid. Dramatik og dagligliv fra Den Spanske Borgerkrig og Sovjettidens Rusland væves sammen med nutidens gader på blogs og i filmstumper.

Museum of Londan har benyttet den samme tankegang i deres Street Museum app. Gamle billeder, både fotos og malerier, er mashet ind over nutidige lokaliteter. Fx som her, hvor en betjent bærer den kendte suffragette Emmeline Pankhurst væk fra Buckingham Palace i 1914.

Frello´s maleri, der findes på Varde Museum, som har en permanent udstilling om “den utidige maler” er, ligesom de øvrige eksempler, udtryk for et fænomen, som man ellers kender mest fra web: en form for mash-up. Jeg vil tillade mig et gæt på, at det næppe varer længe før kulturarvsformidling også ses via former som fx cinemagraphics, photoshop-tennis og lignende. Som mainstream-formidling oplever vi allerede “tidsmash-up”´en i forskellige former for Augmented Reality eller via en tjeneste som Historypin.

Er det kunst? Det kan altid diskuteres. Man kan også overveje, om der højere grad er tale om en slags eskapisme, end om formidling. Personligt ville jeg lægge vægt på, at disse former blander fortid og nutid til en ny og anderledes helhed, og at denne kan noget andet end den traditionelle, forklarende museumstekst. Kunstneriske teknikker – kan bringe fortid og nutid sammen på en måde, der er oplevelsesbaseret snarere end intellektuel.

I stedet for at læse sig til, at et sted har en historie, kan man gennem den kunstnerisk udtryksform se eller fornemme fortiden, og leve sig ind i den: andre mennesker har været her og de har deltaget i begivenheder, som en gang udspillede sig præcis her, på netop dette sted. Som én af de tidligere skribenter, Benjamin Asmussen er inde på, kan en kunstnerisk tilgangsvinkel til kulturhistorie ende med at æstetisere genstandene i et omfang, så stort set ingen forstår eller fornemmer deres brug og oprindelige kontekst.  På mange museer er det en fordel, hvis den besøgende har en betydelig læsefærdighed og/eller baggrundsviden, når vedkommende går i gang med teksterne. Kan kunstneriske metoder som fx tidsmash-up´en bringe os tættere på historien? Kan man demokratisere kontekstualiseringen af museumsgenstande og arkivmaterialer gennem brug af “kunstneriske” metoder i formidlingen?

Udgangspunktet for blogstafetten er Kulturrådets årskonferanse Fortiden for tiden –møter mellom museer, arkiv og kunst som afholdes den 16. og 17. november på Maihaugen i Lillehammer. Oversigt over deltagere og alle indlæg findes på Stafett – lagoppsettet på
http://museumsandmedia.blogspot.com

Stor tak til Hege Huseby for bloginitiativet, som jeg overordentlig glad for at have fået mulighed for være med i.  Jeg tog stafetten efter  Lin Stafne-Pfisterer, museumslektor ved Munch-museet, som skrev indlægget om den “Multimediale Munch” og giver den videre til Sophie Fuglesang, som læser moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet.

Links:
Looking into the past (set på Flickr)
Toronto history photo mashup (blogindlæg)
Sergei Larenkov: Livejournal (russisk – men billedrig. Mash af WWII med nutid)
tamborero2010 på YouTube (Mash af den spanske borgerkrig med nutid)
Street Museum app (Museum of London)
Shimon Attie: The writing on the Wall, 1991 – 1993 (artikel – pdf)
Photoshoptennis – opslag på Wikipedia
If we don´t, remebmer me (tumblr med eksempler på cinemagraphics)

History Hackday – sådan én skal vi da ha´ i Norden?

Min gode FB- og Twitter-artsfælle, Lars Lundqvist har just spredt et link til planerne om en History Hackday i Storbritannien. Avisen The Guardian har tilbudt sig som venue og festen foregår 22-23 januar 2011.

Interessant initiativ, inspireret af en lignende Science Hackday, der løb af stabelen i London i sommer, og som i øvrigt er berammet til at gentages i  USA til November. En sjov og innovativ måde at udforske – og måske løse – udfordringer på. Men måske i sig selv også en udfordring for institutioner, der ikke er vant til at slippe indholdet løs.

Hackday lyder måske umiddelbart lidt skummelt, fordi ordet “hacker” i daglig tale betegner en væmmelig person, der spreder virus og gør skade på it-systemer. Men oprindelig er det faktisk bare én, der er dygtig og vild med at løse fx programmeringsmæssige udfordringer.  Pointen med en Hackday er, i al sin enkelhed, at bringe personer med udfordringer og interesser sammen med dem kan hjælpe med at finde indgangen til nye – gerne spændende og utraditionelle – løsninger. Ord som “geekfest” og “hardcore nerdery” indgår i beskrivelserne af tidligere hackdays. Altså et nørdarium med bred deltagelse.

Hvis jeg nu havde en masse data- det kunne fx være data om hunde i 1800-tallets Køge -  men ikke anede, hvordan jeg kunne præsentere det, så kunne jeg finde én, der havde lyst til at lave et Googlekort. Og hvis der var adgang til det, så kunne vi måske mashe kortet med data fra ddd, så man ikke blot kunne se, hvor hundene boede, men også hvad deres ejere (måske) hed. Måske kunne man endnu mere – finde ud af en måde at koble gamle fotos fra Køge på via en billeddatabase, flickr-tags eller andet, så man også kunne se de huse, som hundene havde boet i.

Hackday foregår over 24 timer, hvor deltagerne prøver at bygge fungerende produkter, og til sidst præsenterer dem for de øvrige. Der er, som der står på hackday-wikien, masser af historisk information i omløb. Noget ligger i gammeldags html, andet i svært tilgængelig databaser, på papir etc. Det gælder også for Danmark og for de øvrige nordiske lande.

I Storbritannien har avisen The Guardian som nævnt stillet sig til rådighed som venue. Det kunne være sjovt med sådan en dag i Danmark – men kunne det ikke være endnu sjovere med en nordisk historisk hackday, der havde venues i hhv. København, Oslo og Stockholm? Er der ikke lige nogen, der organiserer dét? :-)

Links:
History Hackday på Twitter
History Hackday blog
History Hackday wiki

Science Hackday blog

Viden om sociale medier vigtigere end “webindhold”?

På Trine Maria Kristensens blog – hovedetpaabloggen – har jeg læst et meget interessant indlæg, som peger i en retning, jeg selv ikke tvivler på vil være en realitet indenfor …. ikke særligt mange år.

Indlægget “Hvis du vil have et job i PR, så lær noget om sociale medier” handler ganske vist, som titlen antyder om PR. Men udviklingen, at sociale medier og en dialogisk tilgangsvinkel bliver stadig mere væsentligt, er næppe kun relevant for dette felt.

Tidligere – og man kan stadig møde opfattelsen – var web i høj grad et sekundært medie. Det var dér man “lagde tekster ud”, som egentlig var produceret til at have et primært liv i helt andre sammenhænge. Fx en trykt folder, udstilling, artikel eller lignende. Der VAR virkelig tale om at “lægge tekster på nettet”, eftersom der i reglen ikke blev gjort særligt meget ved dem. De blev måske forkortet lidt i erkendelse af, at den typiske bruger næppe er glad for at læse lange tekster på skærm. Og med CMS-systemernes fremkomst kunne “alle” pludselig “lave hjemmesider”. Ikke noget med koder, de fleste kunne lære at betjene systemerne, som publicerede tekst og billeder.

Artiklens grundklide peger på et paradoks i, at de sociale medier vurderes som meget vigtige – samtidig med, at et firmas egen website anses som væsentlig for troværdigheden. Alligevel føler jeg mig mere og mere overbevist om, at den traditionelle hjemmeside, som vi kender den idag, er stendød i vor levetid. Tekst og illustrationer i én-vejs-kommunikation har næppe en stor fremtid. Vi ser allerede rigtigt mange steder, at institutioner viser og bruger deres sociale tjenester i forhold til den gammeldags website. Det kan være alt fra sociale deleknapper, googlemaps, twitterbadges etc. til fx widgets, med indhold, der kan bruges på mange forskellige platforme (fx rijkswidget´en ) Men der er også stadigvæk plads til det klassiske indhold, som giver troværdigheden.

Men selvom det klassiske indhold er væsentligt, og må have en høj grad af “findbarhed”, vil det næppe kunne undgås, at “hjemmesiden” bliver noget andet. Mit gæt er, at den vil erstattes af noget, som i højere grad er en slags mashup. Et samlingspunkt for services og tilstedeværelser, der også har selvstændige liv andre steder, og hvor en del af “findbarheden” handler om adgang til, at brugere selv kan skubbe indholdet omkring.

Men dette kræver tilstedeværelse og evne/ressourcer til det dialogiske. Evnen til at kommunikere i rettidighed, med en vis kadence og på forskellige platforme – er måske derfor én af kulturarvens største, aktuelle ufordringer på formidlingsområdet?