Viden om sociale medier vigtigere end “webindhold”?

På Trine Maria Kristensens blog – hovedetpaabloggen – har jeg læst et meget interessant indlæg, som peger i en retning, jeg selv ikke tvivler på vil være en realitet indenfor …. ikke særligt mange år.

Indlægget “Hvis du vil have et job i PR, så lær noget om sociale medier” handler ganske vist, som titlen antyder om PR. Men udviklingen, at sociale medier og en dialogisk tilgangsvinkel bliver stadig mere væsentligt, er næppe kun relevant for dette felt.

Tidligere – og man kan stadig møde opfattelsen – var web i høj grad et sekundært medie. Det var dér man “lagde tekster ud”, som egentlig var produceret til at have et primært liv i helt andre sammenhænge. Fx en trykt folder, udstilling, artikel eller lignende. Der VAR virkelig tale om at “lægge tekster på nettet”, eftersom der i reglen ikke blev gjort særligt meget ved dem. De blev måske forkortet lidt i erkendelse af, at den typiske bruger næppe er glad for at læse lange tekster på skærm. Og med CMS-systemernes fremkomst kunne “alle” pludselig “lave hjemmesider”. Ikke noget med koder, de fleste kunne lære at betjene systemerne, som publicerede tekst og billeder.

Artiklens grundklide peger på et paradoks i, at de sociale medier vurderes som meget vigtige – samtidig med, at et firmas egen website anses som væsentlig for troværdigheden. Alligevel føler jeg mig mere og mere overbevist om, at den traditionelle hjemmeside, som vi kender den idag, er stendød i vor levetid. Tekst og illustrationer i én-vejs-kommunikation har næppe en stor fremtid. Vi ser allerede rigtigt mange steder, at institutioner viser og bruger deres sociale tjenester i forhold til den gammeldags website. Det kan være alt fra sociale deleknapper, googlemaps, twitterbadges etc. til fx widgets, med indhold, der kan bruges på mange forskellige platforme (fx rijkswidget´en ) Men der er også stadigvæk plads til det klassiske indhold, som giver troværdigheden.

Men selvom det klassiske indhold er væsentligt, og må have en høj grad af “findbarhed”, vil det næppe kunne undgås, at “hjemmesiden” bliver noget andet. Mit gæt er, at den vil erstattes af noget, som i højere grad er en slags mashup. Et samlingspunkt for services og tilstedeværelser, der også har selvstændige liv andre steder, og hvor en del af “findbarheden” handler om adgang til, at brugere selv kan skubbe indholdet omkring.

Men dette kræver tilstedeværelse og evne/ressourcer til det dialogiske. Evnen til at kommunikere i rettidighed, med en vis kadence og på forskellige platforme – er måske derfor én af kulturarvens største, aktuelle ufordringer på formidlingsområdet?

Museernes (kulturarvens?) fremtid ligger på nettet

I dagens Politiken rummer kultursektionen et interessant interview med Neil MacGregor og Nicholas Serota, der er direktører for hhv. British Museum og Tate.  Ofte er det netop de engelske institutioner, der henvises til, når der er brug for eksempler på institutioner, der afprøver nye platforme, medier og kommunikationsformer. Det er institutioner, der dels “er på” en lang række teknologier og netværk, men også institutioner, som arbejder med forståelsen af, at det ikke bare handler om at være  “på” men i høj grad om at få forskellige platformes indhold til at spille sammen – og om at kommunikere med de mennesker, der interesserer sig for institutionens virkefelt.

MacGregor mener ligefrem, at der ikke er tvivl om at foremtiden ligger i at være forlæggere og medieorganisationer – og kollegaen Serota pointerer, at udfordringen ligger i at finde den rette ballance mellem at være forfattere og  at stille platforme for dialog til rådighed. Et tankevækkende citat: “Jeg er sikker på, at det om 10-15 år kun vil være et begrænset antal mennesker, der arbejder på selve gallerierne, mens flere vil arbejde som konsulenter og redaktører”. Også behovet for at forbedre kommunikationen mellem kuratorer og gæster berøres i interviewet. Denne kommunikation har nemlig hidtil været mangelfuld, siges det.

Det er pointer, som har relation til det paradigmeskifte, som synes at være under udvikling. Fra “formidling” henimod “dialog”. Fra “belærende fortolkning” til “lærende samtale mellem videnspositioner”. De elektroniske medier kan noget med gensidighed, som de traditionelle medier – fx udstillingsmediet – ikke kan. I en udstilling “afleverer” et team af fagfolk deres viden, primært som indhold, der stillet frem i montrer og skrevet ned i tekster, som gæsterne skal gå rundt og læse. Udstillingens gæster har som hovedregel ikke nogen mulighed for dialog med dem, der har valgt genstandene og fortæller historien. De har heller ikke mulighed for at få inddraget andre genstande eller få kuratorens svar på relaterede spørgsmål. Spørgsmål, som måske optager dem mere end dét der fremlægges i udstillingen.  På nettet er det helt anderledes, en væsentlig del af indholdet på nettet udgøres netop af gensidighed – interaktion mellem flere parter. Og den del vil uden tvivl stige i de kommende år.

Den kommunikationsmæssige faglighed – rollerne som konsulenter og redaktører – vil sikkert også, som de to museumsdirektører fremhæver, blive vigtige. Flere kommunikatører og “fortolkere” kan være en spændende del af udviklingen. Men er “readaktøren” fremtidens kulturarvsperson? Er det ikke snarere “kommunikatøren”? Og behøver det at være personer udenfor institutionerne, som arbejder inden for disse roller? Det ville også være en spændende udvikling, om denne, sociale og kommunikative faglighed i langt højere grad kunne blive en del af også den “historiefaglige faglighed”. Ikke mindst, når det gælder kommunikation i digitale medier.

For fremtidens ansatte på kulturarvsinstitutioner måtte det gerne være ligeså naturligt at skrive et blogindlæg. kommentere i et socialt netværk eller lave en kort, kommentérbar video, som det er at skrive en tidsskriftartikel, et udstillingsoplæg eller holde et foredrag.  Hvorfor ikke arbejde målrettet på at udvidde antallet af kommunikative og formidlingsmæssige genrer, som historiefaglige fagfolk kender og benytter? Det klræøver kompetenceudvikling, men også et nyt syn på relationen mellem institution og bruger i det digitale rum. Fremfor alt en omstilling fra primært at se det digitale som projekter, der kan publiceres og afsluttes. Vi bør også se på det som processer og relationer man indgår i - både som institution og person – med sin faglighed og viden som én af flere komponenter. På institutionerne bør vi sikkert også lære at se på kulturarv som ét af flere sociale objekter i et digitalt samvær…. og måske er det ikke altid det vigtigste i buketten?

I spørgsmålet om forbedring af kommunikationen mellem kuratorer og  gæster siger Sarota i dagens artikel, at der “vil ske en betydlig udskillelse – der vil opstået misforhold mellem dem, der griber disse muligheder og dem der ikke gør det”. Dét lyder helt rigtigt: dialoginstitutioner vil have helt andre muligheder end dem, der satser på monolog og på de medier, der understøtter denne form for omverdensrelation.

Sociale tjenester vinder frem – og email ER morfar?

I Danmarks Statistiks nyhedsbrev fra den 15. juni, hvor ovenstående graf er hentet fra, kan man læse, at vi åbenbart nu for alvor er kommet ind i 2.o-alderen. Overskriften er “Vi blogger, chatter og downloader som aldrig før”. Undersøgelsen viser, at 1,7 mio. danskere bruger nettet socialt. Hele 87% af de unge, dvs. folk mellem 16-19 bruger online-tjenesterne. Interessante emner som jeg gerne ville se næste år, kunne være brug af mikroblogging og virtuelle verdener.

Men der er tilsyneladende også gang i blogsfæren. Antallet af folk, der læser blogs er steget pænt, fra 22 til 33 procent, og hvor kun 9% bloggede sidste år er tallet nu fordoblet til 18.

Interessant er imidlertid aldersfordelingen på hvem der bruger hvad. De helt unge læser blogs, men ikke så forfærdeligt meget mere end den næste aldergruppe, de 20-39-årige. Måske ikke overraskende er det især de ældre, der leder efter oplysninger om helbredsmæssige forhold og søger oplysninger på offentlige institutioners websites.

De unge – dem på 16-19 år - kommunikerer. Det er næppe overraskende, men de er markant flittigere end andre til at bruge sociale netværkstjenester og IM´e. Faktisk er der vist kun én kommunikationsform, som de yngre bruger mindre end de ældre. De helt unge mailer ikke helt så meget som deres lidt ældre søskende og forældre.

92% i aldersgruppen 16-19 mailer, et tal der er højere blandt både de 20-39 og de 40-59-årige. Faktisk mailer de helt unge ikke mere end den ældste aldergruppe i undersøgelsen, nemlig de 60-74-årige. De ligger også på 92%. Så der ER faktisk lidt morfar – eller i hvertfald far – over mailen, også selvom der ikke er afgrundsdyb forskel på tallene.

Måske afspejler det også, at vi holder fast i de medier vi “er vokset op med på nettet” og derfor kender? I så fald er det ikke vanskeligt at gætte på, hvilke kommunikationsværktøjer, der er superrelevant indenfor de næste 10-15 år….

Skal man svare eller ej?

Det kan være svært at håndtere brugen af 2.0 medierne – især fordi der er så mange. De er diverse og som fx firma eller organisation (eller kulturarvsinstitution) bør man som udgangspunkt være, hvor brugerne også er. Men hvordan håndterer man kommunikationen med brugere i medier, hvor der hurtigt kan skrives, kommenteres – hvor både kritik og roser kan dukke op lynende hurtigt og tage fart.

Det har svenske Per Axbom´s blog en god lille guide til. Jeg har taget mig den frihed at hugge dokumentet og klistre det ind her, da jeg ikke vil hotlinke Men læs mere på axbom.se/blogg, hvor der i øvrigt også er mulighed for at hente dokumentet i pdf, og hvor der er flere klidehenvisninger.