Så har Historiens 2. Hus i Second Life åbnet op for årets juleudstilling. Den handler om juletræet, og fortæller lidt om de første danske juletræer i begyndelsen af 1800-tallet. Om hvordan træet vakte postyr, og om hvad tidens smagsdommere i øvrigt mente om dette nye fænomen.
Selve udstillingen er bare en plancheudstilling, men Historiens 2. Hus har gjort ligesom real life institutioner: der er naturligvis også julemarked. Her kan éns avatar løbe på skøjter på en kunstig skøjtebane, kaste med snebolde og få et glas glögg til at styrke sig på. Der er skam også lækre æbleskiver
og man kan “købe” gratis nisse- og julemandshuer, m.m. Alt i alt ikke så forskelligt fra julemarkeder i real life, men selvfølgelig med et historisk touch. Julemarkedets kulturhistoriske genstande er forsynet med notecards, så man lige kan læse lidt om forskellen på fx nissens og julemandens beklædning, eller få historien om, hvorfor glögg hedder som det gør. Men jeg må indrømme, at jeg (også her) har været lidt bagud med forberedelserne, så der er desværre ikke kommet notecards i det hele endnu.
En del af udfordringen i et medie som Second Life er også at arbejde med den sociale dimension. Avatarer kommer der jo for at opleve og gøre ting – få informationer på nye måder – og være sociale. Derfor indgår Historiens 2. Hus også i de generelle juleaktiviteter som løber af stabelen i Wonderful Denmark gennem hele december. Fx vil der blive et par små miniforedrag om kulturhistoriske emner med tilknytning til julen i forbindelse med den julekalender, som stedet gennemfører. Det er en aktivitetsform, som jeg ikke har forsøgt mig med endnu – og glæder mig til at prøve.

Der burde have været et andet billede! Af et juletræ, der svajer i en vinkel på 45 grader og en rød kat, der holder fast med alle 10 kløer + lidt til. Firefox har mødt sit første juletræ, og efter at have gnasket lidt i grenene, forsøgte han at klatre til tops. Det lykkedes ikke helt – heldigvis slap både kat og træ med skrækken. Og på billedet er han faldet til ro under træet.






