En historie-browser!?

1 04 2009

Jeg faldt ved et tilfælde over http://www.king.igs.net/~deboer/twist/
en website (vist af betydelig ælde) som angiveligt rummer er historiebrowser. I følge beskrivelsen skulle Twistory være en freeware browser med historisk indhold, som viser hvornår forskellige personer m.m. levede. Jeg har forsøgt at kigge mere på det, men hverken jeg, eller min pc er venligt stemt overforen hqx-fil. Så vidt jeg forstår på diverse sider skal man have et særligt program til at unzippe med. Alm. WinZip duer ikke.
Men ideen lyder meget spændende. En art browser med historisk indhold, i et åbent format, som man selv kan lægge flere oplysninger i. På sin website skriver konstruktøren at “It is meant to provide a way to keep track of the multitude of different peoples, dynasties, empires and developments throughout history.”

Denne “historiebrowser” er et godt eksempel på et lejlighedsfund – jeg ledte efter noget helt andet, nemig twitterkalenderen på  http://twistory.net som jeg ville prøve at teste.





Historiens 2. Hus

29 03 2008

Så er Historiens Hus ved at være på skinner. Man kan sige, at det måske var lidt af et håndværkertilbud, for jeg har skam selv lagt gulv og sat trappe samt etageadskildelser op!

På billederne kan man se interiøret og den udstilling, der var i påsken. Og man kan skam også se, at jeg ikke er helt alene derinde, hvad man måske ellers kunne tro, når man læser diverse aviser for tiden. 

Jeg har stort set også bygget alt inventaret – borde, stole etc. ..dog ikke PC´erne. Jeg har også brugt en del tid på at finde scripts, sådan at gæsterne fx kan få notecards med gode websteder og adresser in-world. Et par scripts som viser slideshows er det også blevet til, foruden forskelligt reklamemateriale. Så nu skal der bare laves udstillinger og aktiviteter… Ligesom i RL kan man ikke forvente, at brugere har lyst til at være på et sted, bare fordi det er der. Ingen ville i RL bygge en institution, åbne dørene – for så at gå deres vej og håbe på aktivitet. Så i Historiens Hus er der planer om mindre særudstillinger og forskellige småaktiviteter. Der er naturligvis også stiftet en forening – Historiens Venner – som forhåbentlig får lidt medlemmer… alle er velkomne.





Skal museet ha´ et andet liv?

29 02 2008

Eller, man kunne også spørge om kulturarven skal have et andet liv. I hvertfald er det dette, som en artikel jeg netop har offentliggjort i tidsskriftet “Danske Museer“ handler om. Der kan være et betydeligt potentiale for læring og kulturarv i virtuelle verdener, også selvom det måske ikke er dette felt, der påkalder sig mest opmærksomhed fra brugerne lige nu. Artiklen ligger også på min side med artikler i pdf.





Historiens Hus tager form i Second Life

27 02 2008

Historiens Hus i Second Life

En venlig avatar har doneret en grund og en fin to-etagers bygning i Wonderful Denmark til et Historiens Hus… eller måske skulle man snarere kalde det “Historiens 2. Hus”. I øjeblikket er jeg igang med at indrette det, med bla. “læsesal”, “museumsbutik” samt lokale til særudstillinger og et foredragsrum.

Når man først kommer i gang er selve byggeteknikken ikke så vanskelig, omend måske lidt tidskrævende. Desuden skal man hele tiden holde øje med, hvor mange objekter man har brugt, så man ikke overfylder grunden (der er et begrænset antal objekter til hver grund). Pt. er det især foredragsrummet, butikken og læsesalens afsnit om genealogi, som har været i focus. Det bliver interessant at se, hvorvidt emnet kan interessere fx amaerikanske avatarer med nordiske rødder. I andre sims findes mindst 2 genealogiske “research centres” og måske vil det være muligt at etablere et samarbejde. I det hele taget bliver det spændende at teste, om der er avatarer, som har lyst til at beskæftige sig med historie og kulturarv.





Avatarer på historietur

20 01 2008

sl_ren.jpgDet er ikke nemt at være på udflugt i Second Life, for man skal virkelig multitaske, rent kommunikationsmæssigt. Her i aften var jeg på tur med ca. 11 avatarer fra Wonderful Denmark, og vi kom vidt omkring: Fra det gamle Rom til Det Vilde Vesten gik turen med det til lejligheden opfundne “rejseselskab” SL-History Tours.

Det var virkelig sjovt (det syntes deltagerne også, sagde de ;-) og lidt af en logistisk udfordring at teleportere så mange rundt, kommunikere på såvel gruppe-IM som enkelt-IM… og iøvrigt tilbyde teleport til enkelte, som var “sakket bagud”, hvilket sker forbløffende hurtigt. Men kun ét sted gik det galt for én avatar, som ikke kunne komme med, fordi sim´en var fuld.

Det vil være spændende at prøve at bruge lyd og fx afholde foredrag eller decideret undervisning. Jeg burde have taget nogle fotos undervejs, men det rakte mine evner desværre ikke til at klare samtidigt med alt det andet. Istedet et billede af min avatar, Charlotta, der som bekendt er lidt af en linselus.