Københavnske arkiver og museer i Google Earth 3D

3 10 2009

Forleden blev jeg opmærksom på, at København er én af de byer, som man nu kan se i Google Earths 3D visning.  Noget af det man kunne benytte sådan en facilitet til er selvfølgelig straks at flyve rundt og se, hvordan fx vores kulturarvsinstitutioner tager sig ud!

Modellerne er relativt længe om at indfinde sig ifht. den tid det tager at loade i virtuelle verdener. Jo længere tid man flyver omkring,  navnligt inde i centrum hvor der er mange 3D-bygninger, jo længere tid tager det at få bygningernes teksturer loadet.

Det er selvfølgelig dem, der er lavet i Sketchup, der er de flotteste. Nogle fremstår pt lidt forvanskede, hvilket både gælder teksturer og former.  Men der er bestemt perspektiver i det – fx kunne man også lægge lyd på, eller indtale speak til små byvandringer, temature eller lignende. Eller man kunne bruge “løse klip” i fx vejledningsvideoer om arkiver/biblioteker og relationer mellem samlinger på forskellige institutioner.

Hvis nogen skulle have lyst at lege videre med kmz-filen, så er den her til fri afbenyttelse:  kulturarvssteder-i-google-earth-3d

Indlægget er cross-blogget på http://arkivformidling.wordpress.com og http://www.formidlingsnet.dk





Historiske kort over Mars på Google Earth

14 03 2009

historisk_mars_paa_google_earth

Google Earth har lanceret en visning af historiske kort over Mars. I slutningen af 1800-tallet skabte Giovanni Schiaparelli nogle af de første deteljerede kort over Mars og beskrev de såkaldte “kanaler”. Lineære formationer, der vist har givet meget anledning til spekulationer om, at de skulle være menneske – eller måske retteret “alien-skabte” og tyde i retning af en højt udviklet civilisation på den røde planet.

Nu kan man se Schiaparellis og andre historiske kort på Google Earth´s visning af Mars. Kortene er “foldet rundt om” en globe, som kan drejes, zoomes etc. Og zoomer man ind på området lidt til venstre for Browning Land kan man bl.a. se billede af, og læse om det første menneskeskabte objekt på Mars, en sovjetisk satellit (eller hvad et sådant fartøj nu hedder ;-) som havde en uheldig landing i 1971.

Visningen af de historiske kort, spændt ud på globen er flot og en interessant mulighed for at gå på opdagelse i flere lag af historien om vor nabo i solsystemet.





Det Gamle Rom i 3D på Google Earth

16 11 2008

I denne uge lancerede Google Earth et lag, som indeholder bygninger og til dels interiører fra Rom på Konstantin den Stores tid. I følge Wired er faciliteten skabt i samarbejde med projektet Rome Reborn Project på University of Virginia, en udløber af et initiativ som startede på UCLA helt tilbage i 1996. Projektets formål er at genskabe en dag i Roms historie, nærmere bestemt den 21 juni 320 e. Kr.

På Google officielle YouTube-kanal er der allerede en del kommentarer – lige fra folk, der ikke kan få det til at virke, til én der skriver at “This is bigger than Ben Hur”. Jeg hører til de første idet jeg havde problemer med downloadet. Tilsidst lykkedes det dog, selvom jeg måtte geninstallere Earth for at få det til at virke. Introvideoen på YouTube giver et godt indtryk af mulighederne.

Ingen tvivl om at det ser ud som en superfed oplevelse at suse rundt i gaderne og – i nogle tilfælde – også opleve rum og miljøer. Man kan klikke flotte beskrivelser frem og læse mere om væsentlige steder og iøvrigt også vælge disse fra en menuliste. For mig virkede det dog en smule forvirrende, at laget ligger ovenpå den !almindelige” klode.

På mange måder minder selve oplevelsen om Second Life. Dog naturligvis med den modifikation, at dette er en “single-oplevelse” og ses udefra. Man har ingen avatar eller anden fysisk tilstedeværelse og kan ikke interagere med andre ifht. fx undervisning, rollespil eller lignende. Det er superflot lavet (i Google Sketchup forstås) men illustrerer samtidig, hvad vitruelle verdener kan tilføje en 3D fremstilling, nemlig den menneskelige tilstedeværelse, interaktion og direkte formidling.