Ulykkeskager med avisklip

Det amerikanske firma Footnote, der bl.a. tilgængeliggør arkivalier, har netop launchet en sjov lille feature, som er en anderledes måde at formidle kendskab til tjenestens mange arkivalier og produkter.  Unfortunate cookies.

Man får en “unfortunate” cookie, som man åbner. Inden i gemmer sig en lille – temmelig kryptisk – spådom, som hænger sammen med et avisklip, som toner frem, når man trykker på “See why”.  Klippet bag spådommen her – om at folk i ”mit eget land” synes jeg ligner en uglet hund – viser hen til et avisklip fra 1969 om, at parlamentet i Wyoming ville give 19-årige lov til at stemme. Med mindre de (for drengenes vedkommende) var langhårede

Små sjove ting i flash ser man jo ikke sjældent på kulturravswebsites. Men denne her er lidt anderledes… Dels er der lidt 2.0 over, at man kan dele den med andre via sociale tjenester. Og så har begrebet “fortune-cookies” fået et lille twist … ulykkes-kager. Lykke er godt, men lyder ulykke ikke lidt mere spændende og skæbnesvangert? I hvartfald så længe vi godt ved, at det ikke bliver hverken rigtig farligt eller rigtig alvorligt.

Det skal også tilføjes, at ingen af de kager jeg åbnede, indeholdt materiale, der slog plat på virkelige ulykker eller tradgedier

Viden om sociale medier vigtigere end “webindhold”?

På Trine Maria Kristensens blog – hovedetpaabloggen – har jeg læst et meget interessant indlæg, som peger i en retning, jeg selv ikke tvivler på vil være en realitet indenfor …. ikke særligt mange år.

Indlægget “Hvis du vil have et job i PR, så lær noget om sociale medier” handler ganske vist, som titlen antyder om PR. Men udviklingen, at sociale medier og en dialogisk tilgangsvinkel bliver stadig mere væsentligt, er næppe kun relevant for dette felt.

Tidligere – og man kan stadig møde opfattelsen – var web i høj grad et sekundært medie. Det var dér man “lagde tekster ud”, som egentlig var produceret til at have et primært liv i helt andre sammenhænge. Fx en trykt folder, udstilling, artikel eller lignende. Der VAR virkelig tale om at “lægge tekster på nettet”, eftersom der i reglen ikke blev gjort særligt meget ved dem. De blev måske forkortet lidt i erkendelse af, at den typiske bruger næppe er glad for at læse lange tekster på skærm. Og med CMS-systemernes fremkomst kunne “alle” pludselig “lave hjemmesider”. Ikke noget med koder, de fleste kunne lære at betjene systemerne, som publicerede tekst og billeder.

Artiklens grundklide peger på et paradoks i, at de sociale medier vurderes som meget vigtige – samtidig med, at et firmas egen website anses som væsentlig for troværdigheden. Alligevel føler jeg mig mere og mere overbevist om, at den traditionelle hjemmeside, som vi kender den idag, er stendød i vor levetid. Tekst og illustrationer i én-vejs-kommunikation har næppe en stor fremtid. Vi ser allerede rigtigt mange steder, at institutioner viser og bruger deres sociale tjenester i forhold til den gammeldags website. Det kan være alt fra sociale deleknapper, googlemaps, twitterbadges etc. til fx widgets, med indhold, der kan bruges på mange forskellige platforme (fx rijkswidget´en ) Men der er også stadigvæk plads til det klassiske indhold, som giver troværdigheden.

Men selvom det klassiske indhold er væsentligt, og må have en høj grad af “findbarhed”, vil det næppe kunne undgås, at “hjemmesiden” bliver noget andet. Mit gæt er, at den vil erstattes af noget, som i højere grad er en slags mashup. Et samlingspunkt for services og tilstedeværelser, der også har selvstændige liv andre steder, og hvor en del af “findbarheden” handler om adgang til, at brugere selv kan skubbe indholdet omkring.

Men dette kræver tilstedeværelse og evne/ressourcer til det dialogiske. Evnen til at kommunikere i rettidighed, med en vis kadence og på forskellige platforme – er måske derfor én af kulturarvens største, aktuelle ufordringer på formidlingsområdet?

Den afvekslende udstillingsoplevelse

Rejser byder altid på forskellige udstillingsoplevelser. I Amsterdam har jeg netop haft to meget forskellige af slagsen. Jeg har bl.a. besøgt Rijksmuseum og – meget anderledes – The Heineken Experience, Heineken bryggeriernes besøgscenter.

Rijksmuseum er en klassisk, traditionel museumsoplevelse, hvor erindringen om de genstande man har set, er i centrum. “Nattevagten” naturligvis ikke mindst. Første indtryk på Rijksmuseum var neutralt, og ikke særligt talende, uniformeret vagtpersonale, som greb ens tasker for at køre dem gennem en scanner. (Fotografering er forbudt, så derfor ingen fotos herfra). Bortset fra en udstilling af udvalgte genstande  -”Mesterværker” -  er museet lukket for ombygning, men oplevelsen svarer alligevel meget til den klassiske museumsoplevelse. Man kommer ind, går omkring og ser forskellige genstande, læser på skilte og skærme om deres historie. Som besøgende både står og går man meget, måske er der enkelte stole placeret på udvalgte steder, så man kan sidde et øjeblik inden man går videre. Oplevelsen er i reglen struktureret omkring et indholdsmæssigt forløb, fx en kronologisk eller temamæssig udvikling.

En meget anderledes oplevelse ventede på Heinekens besøgscenter. Før man overhovedet var kommet ind ad døren, havde en ung fyr hilst enthusiastisk velkommen med et “How are you? Are you ready for the Heinecken Experience? Welcome!…” osv. Spørgsmålet om hvorvidt man må tage fotos blev besvaret med “As many as you like, just go for it!”. ( Så der er masser af fotos fra stedet i et set på min flickr)
Om man kan lide denne lidt friske stil eller ej, er en personlig afgørelse, men da hovedparten af gæsterne var unge, er den sikkert velvalgt.

Udstillingen havde ikke overraskende det formål at fortælle bryggeriets historie og vel også at give de besøgende et positivt forhold til øl fra netop dette bryggeri. Genstande var der ikke mange af, når undtages diverse priser som produktet og fabrikanterne har modtaget gennem årene, lidt redskaber og fotos fra produktionen samt – et stort aktiv! – den gamle bryggehal. Det slående i forhold til den traditionelle udstilling var dog ikke antallet af genstande, men snarere at forløbet i den “self-guidede” tur i høj grad var tilrettelagt med afveksling for øje. I hvert afsnit blev der lagt vægt på forskellige former for formidling.

Nogle dele lignede et almindeligt museum: genstande, tekst på plancher og små film m.m. som man står og går rundt for at se. Men introduktionsfilmen foregik i et barinteriør, hvor publikum sad på barstole og så en fortæller hoppe rundt på et lærred, der var monteret så det så ud som om det var en bartender, der fortalte.  Et andet sted var et helt rum dedikeret til reklamer i forbindelse med fodbold. Et kæmperum, hvor man kunne sidde på grønne bænke langs væggen eller på store grønne læderskamler ude i rummet. Et aflangt rum var fyldt med “liggestole”, 15-20 stykker, hvor de besøgende kunne ligge behageligt og selv klikke sig igennem Heineken-reklamefilm fra 1955 til nutiden. Et tredje sted kunne gæsterne optage deres egen “karaoke-reklamefilm” og sende den som videokort til venner og bekendte. I den gamle bryggehal stod en person iført læderforklæde plus cykelstyrsoverskæg og rørte rundt i et bryggekar, mens han fortalte om processen. bag en bar-lignende indretning stod en ung fyr bag en disk, og fortalte publikum – som i høj grad bestod af unge mænd på hans egen alder – om ingredienserne i Heinekens øl. En biograffilm om processen skulle ses stående i en “simulator”, som rystede, blev varm og sprøjtede med vand på de rigtige steder ifht. filmens forklaringer. Andre steder kunne gæsterne fremstille produkter til at tage med hjem; fotografere hinanden som del af en øletikette eller lave sin egen øl, med sit eget navn på. 

Set ud fra en konventionel synsvinkel var der mange aspekter i fremstillingen af Heinekens historie, som kulturhistorikeren kunne savne. Hvor var fx alle bryggeriarbejderne, deres liv, organisationer etc.? Men vurderer man ikke stedet ud fra det intellektuelle perspektiv, men kun ud fra de oplevelsesmæssige kvaliteter, er den høje grad af formsmæssig afveksling så ikke noget, der kunne inspirere den konventionelle kulturarvsinstitution? Der blev hele tiden vekslet mellem ting, den besøgende skulle stå/gå for at læse eller se, ting som skulle ses siddende eller endog liggende, ting som inkluderede en levende “stationær” formidler, ting som den besøgende selv kunne lave etc. Flowet gennem udstillingen virkede ikke kun tilrettelagt ud fra et indholdsmæssigt perspektiv – men også ud fra et forløbsmæssigt, hvor “aktive” områder hele tiden skiftede med mere “passive” eller rolige.

Er der eksempler på, at museer på samme måde har tilrettelagt sådanne oplevelsesflow i deres udstillingsforløb?

2.0 bringer os tilbage til rødderne

Ved Organisationen Danske Arkivers konference om “Web 2.0 og kulturarven” havde jeg den store glæde at åbne ballet gennem et lille indlæg med historik omkring 2.o og indspark til, hvordan kulturarven kan få en art “digital borgerskab”. Det er den bedste oversættelse af begrebet “netizenship”, som jeg kan komme på. 2.0 handler jo ikke om at “være på” den ene eller anden specifikke tjeneste, men som jeg tidligere har blogget om, i hvertfald 5 store udfordringer for kulturarven i den digitale verden  . Udfordringer i den måde, man som kulturarvsmenneske og institution møder sin omvenden på.

Man kan diskutere, om 2.0 er død, hvilket der vist også er en del snak om i den engelsksprogede blogosfære. En anden måde at se dette på er måske at spørge, om 2.0 egentlig ikke har været der hele tiden. Ved konferencen prøvede jeg at illustrere dette synspunkt med to videoer:

og et klip fra “Det dér med Højlund” fra 1997 som ligger på DR´s SPAM side:  http://www.dr.dk/DR1/Spam/Kliparkiv/index.htm?c=221

Der er ca. 4 år – men en hel verden – til forskel på brugen af og tanken om nettet i de to filmstumper. I det første klip er folk aktive, de skriver og stiller spørgsmål, forholder sig til en mangfoldighed af emner og til hinanden.  Det var sådan, at nettet var tænkt. ”Publicering til intetheden” i det andet klip er en digression, hvis man skal tro Tim Berners-Lee, en af internettets ”founding fathers”. Han har ved flere lejligheder udtalt, at nettet på først nu er begyndt at blive til dét som han egentlig havde tænkt sig at det skulle være.

Men de fleste af os – kulturarvsinstitutionerne – kom jo netop først ”på nettet” nogenlunde samtidig med studieværten Niels Højlund og hans samtalepartner. Og da var nettet blevet til en-vejs kommunikation. Vi ”lagde tekster ud”. De første mange års internet blev i høj grad UDEN interaktion, og bestod af at brugeren sad og læste en elektronisk folder på en skærm.  Efterhånden kom der webgrafikere, informationsarkitekter og designere som sagde, at opbygningen skulle være bedre, med designprogrammer, signaturfarver og logo placeret så det hele så pænt ud. Og godt for dét, for ellers havde vi siddet og hakket i DOS.

Men selve funktionaliteten – pointen med at skrive og kommunikere med hinanden, dén gled i bagggrunden. Så er 2.0 ikke bare at vende tilbage til selve nettets rødder? http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/5-udfordringer-for-den-digitale-fremtid. Vil man atter kunne slukke for den “yearning to connect” som omtales i programmet fra 1993?

Hvornår får vi museum og arkiv på Twitter?

Lance Armstrong og præsident Obama twitter – den sidste ovenikøbet så effektivt, at han er nr 2 i Google på søgningen “Twitter”. Jeg gør det også selv, men ikke så godt som de to herrer – for indtil videre er det mest i sammenhæng med med opdatering af min Facebook-status.

Lisbet Klastrup har på fin vis beskrevet  tjenesten i DR2 for nyligt, og der er både danske medier og politikere. Fx sender Ekstra Bladet breaking news på Twitter, Information har en profil med navnet “informeren”, TV2, Margrethe Vestager, Lene Espersen – men også Den Store Danske, som tydeligvis gerne vil noget med sociale netværk og viden bruger mikrobloggingtjenesten.  Der har også været omtale af situationer, hvor Twitter har fungeret som et meget effektivt nyhedsmedier, fx ved flystyrtet i Amsterdam, hvor øjenvidner twittede begivenheden. Der er m.a.o. rigtig mange, som mikroblogger. Så vidt jeg véd er der endnu ikke nogen danske kulturarvsinstitutioner, men noget kunne jo – jvfr. ovenstående – tyde på, at mikroblogging er den næste digitale kommunikationsform, som bliver mainstream.

Både i Storbritannien og USA er museer, og i mindre grad arkiver, i gang.  V&A, Science Museum, British Museum og Tate har fx alle en konto. Også National Archive (USA) og Footnote twitter. Men hvad twitter de så om? 

Der er en del “klassiske” poster, hvor museer skriver om en aktivitet, som de gerne vil gøre opmærksom på.  Men fx Tate fører også samtaler med deres followers (“følgesvende” på dansk?). V&A går også i dialog, og de live-twitter fra deres berømte Friday Late-aktiviteter. Den 27. februar sendte museet fx 14 tweets – heraf 10 fra aktiviteten. Den første “Stay tuned for Tweets live from our Friday Late: Home Sweet Home tonight” kom omkring frokosttid og derefter kom der løbende tweets aftenen igennem. Fx “The 20th century galleries after dark,spooky!” omkring 21.30 og den sidste indløb 23.21: “Another friday late over.next month mad hatters.cu there x“.  Realtime-kommunikation til og af et event i en kulturarvsinstitution. Får man lyst til at være med næste gang, og de hvad der sker i galleriet med genstand efra 20 årh.? V&A har 1040 followers.

National Archives har en mere klassisk tilgang – og indtil videre kun 3 tweets til 51 followers.  Det amerikanske rigsarkiv twitter bl.a. om  tilmelding og præsentationer til ”National Archives Preservation Conferences“. Footnote bruger twitter til at sende nyt om deres services og om nye arkivalier, der tilgængeliggøres til pt. 163 followers. Fx den 12. februar (Lincolns fødselsdag)  “Happy birthday President Lincoln – 200 years. http://go.footnote.com/l/em…“ eller dagen før: “Did you know Thomas Edison was 5′9″, blue eyes, square chin. Some of the info on Passport apps. on footnote http://tinyurl.com/cm4adn“.

Tweets er karakterisereret ved at være prisværdigt korte – 140 karakterer er max. For kulturarvsinstitutioner er det en udfordring - bl.a. fordi vi ofte har et forhold til skriftlige medier, som er stærkt præget af akademisk tradition og skrivestil.