En Holocaust-overlevende i Second Life

Man kan ofte ærge sig over, at der er ting, som man opdager for sent til at kunne deltage. Både i RL og SL. Personligt ville jeg gerne have været til Fanny Starrs foredrag i Second Life – et godt eksempel på, hvad mediet kan mht. historie – og endda over store afstande. Jeg kunne have mødt den 86-årig Holocaust-overlevende og hørt hendes beretning, fortalt med hendes egne ord og hendes egen stemme.

Desværre opdagede jeg ikke arrangementet tids nok til at deltage. Det var den 86-årige kvindes datter, som arbejder indenfor multimedie, som havde fået ideen til dette arrangement, hvor moderen fortale, ledsaget af billeder. Til lejligheden var avataren omdannet fra en yngre kvinde, til en ældre dame, med et udseende tæt på moderens. Et interessant arrangement, som uden tvivl have været værd at opleve.

Se evt. mere på: http://nwn.blogs.com/nwn/2009/01/living-memory.html

Mit første foredrag om e-learning i Second Life

Der er altid en smule spænding, når man prøver noget nyt. I går prøvede jeg for første gang at holde et lille oplæg i SL, og set fra min synsvinkel var oplevelsen mere positiv end forventet.  Det lykkedes at samle 8 avatarer til et foredrag om e-learning. Alle er medlemmer af det danske SL-netværk om e-learning og har dermed en interesse i de diskussioner og perspektiver, der er i at anvende Second Life til dette formål. Jeg holdt et kort oplæg om de aktiviteter jeg arbejder med, fremfor alt byggeriet af Falstergården fra Frilandsmuseet i Maribo og indretningen af det “nye” Historiens Hus. I løbet af et øjeblik lavede jeg en skærm, som jeg kunne trække billeder hen på. En super nem måde til at vise “powerpoint” i et fælles rum for 8 personer, der fysisk befandt sig 8 forskellige steder i Danmark.

Ud på blokvognen

Et par gode foredragsaftener har fået mig til at tænke over dette her med live-formidling. På trods af hvor skønt det er med digitale kontakter er der nok alligevel brug for Det Levende Ord.

Den 1. var jeg i Roskilde og holde foredrag om aprilsnar og i aften gik turen til Vordingborg, hvor emnet var kilder til genealogi for folk med svenske og polske aner. Begge dele var gode oplevelser, engagere mennesker med lydt til at deltage og dele egne erfaringer. Og skønt, når en ældre deltager af sig selv i den efterfølgende debat helt naturligt foreslår bruge nettet til informationssøgning om diverse emner. Er det ikke lidt en myte, at ældre ikke er på nettet? Det gælder i hvertfald som hovedregel ikke ældre slægtsforskere, der er umådeligt drevne. Stort set alle deltagerne i genealogi-foredraget kendte og brugte både danske og udenlanske databaser og websites – og jeg tror ikke at der var nogen af dem, som var under 50. Men det er jo svært at dømme om.

Men selvom nettet er nok så fedt, er der altså også noget ved den mundtlige form – face-to-face. Det er muligvis lidt nostalgisk, men jeg holder faktisk meget af den klassiske foredragskultur: Vi starter med en sang fra Højskolesangbogen (foredragsholderen vælger) og der er medbragt kaffe + hjemmebagt kage i pausen. Så er der spørgsmål … og så synger vi måske lige én til. I gamle dage, før broen, bankede man så ud og hjem til Jylland og Fyn i kupévogne – og spiste smørkage på Storebæltsfærgen. Eller man fik sig en halv nattesøvn i det blåmalede, halvmåneprydede tog, “Natteravnen”, hjem fra Aalborg. Og man sad dér og fedtede med et håndskrevet manuskript og overheads, som efterhånden blev så avancerede, at de blev printet på farveprinter….. Sådan var det skam i forrige århundrede!

Men det er en kultur, der så småt er på vej til at ændre sig. Der går længere imellem – og de fleste foreninger kan melde om faldende medlemstal og vanskeligheder med at stille bestyrelsesmedlemmer. Det kan vist også mærkes, at Folkeuniversitetet ikke har helt så gode forhold som tidligere. Skal man lade falde, hvad ikke kan stå … eller understøtte foredragskulturen som et stykke levende kulturarv? Under alle omstændigheder var det skønt at være ude på blokvognen igen