Michael Jackson mindes spontant på nettet

26 06 2009

Popikonet Michael Jacksons død har affødt mange reaktioner, fra en hurtigt arrangeret koncert på Rådhuspladsen til et spontant mindested foran den amerikanske ambassade. Her har sørgende fans har placeret blomster, billeder m.m. Men dødsfaldet har også med lynets hast sat spor på nettet i form af mindegrupper, statements etc.

Jackson døde torsdag 25. juni kl. 23.26 dansk tid og allerede kort efter begyndte interessen at kunne mærkes på nettet. Iflg. DR´s website kunne brugere af Google News omkring 23.40 dansk tid risikere at få fejlmeldinger, fordi Google opfattede de mange søgninger relateret til Michael Jackson som spam.

Måske ikke uforståeligt, når man betragter den stejle søjle, der viser søgeinteressen fra insights.

michaeljackson

 Andre populære søgninger pt. afspejler interesse for facts omkring dødsfaldet. Dette gælder fx søgninger efter Michael Jackson 911 call, Michael Jackson autopsy results og dr conrad ruper murray (navnet på Michael Jacksons læge). Bla. DR og Informations websites nævner, at flere digitale medier var med til at sprede nyheden meget hurtigt. Fx via sms-kæder og tweets. Twitter led i øvrigt samme skæbne som Google, hvor de  mange søgninger fik tjenesten til at bryde sammen. 

Allerede fredag den 27. om morgenen kunne man på Wikipedia læse, at fans mindedes musikeren ved at skrive “kondolancebeskeder” til videoer på Michael Jacksons officielle YouTube kanal. Den officielle website  www.michaeljackson.com giver ikke de dedikerede fans denne mulighed, men bringer i stedet en række udtalelser eller mini-nekrologer fra 3 personer indenfor musikbranchen, nemlig hans pladeselskab Sony.  Siten linker heller i øvrigt heller ikke i øjeblikket videre til mindestederne. Men på facebook, hvor den største mindegruppe Michael Jackson – RIP har 136.264 fans, har flere tusinde allerede givet “thumbs up” til sidestifterens statements, der udtrykker sorg , eller de har selv skrevet hilsner, formet som beskeder til den afdøde. En del supplerer med personlige udtryk for, hvad hans musik har betydet for netop dem.

Noget lignende sker på youtube-kanalen, der i skrivende stund har 17927 kommentarer, et antal der hele tiden forøges. Kommentarerne er skrevet på mange sprog, dog især engelsk, og hovedparten indeholder en hilsen rettet specifikt til den afdøde kunster. Fx “Bye bye”, “Rest in peace” eller blot “RIP”. Mange inkluderer kælenavnet “King of pop”, eller en personlig oplysning om forholdet til “Jacko´s” musik. Andre udtrykker tillid til, at den afdøde ikke vil blive glemt eller nu underholder og moonwalker i Himlen. Mange angiver, hvor hilsnen kommer fra, fx Irland, Argentina, Makedonien, Brasilien, Tjekkiet etc. og enkelte refererer til både musikken og personen fx med udsagnet “It don´t matter if you´re black or white”.

Da et andet stort ikon indenfor popoulærmusikken, Elvis Presley, døde, eksisterede en mulighed som denne ikke, og fans måtte derfor “nøjes” med at finde sammen analogt, lade sig inspirere af fx reportager m.m. som beskrev, hvordan andre fans havde modtaget og bearbejdet nyheden. Interessant i øvrigt, at nyheden om Jacksons bortgang også har generet en markant stigning i interessen for netop Elvis, og hvordan han døde, hvilket nedenstående montage viser.

michaeljackson_elvis

Muligheden for realtidssamhørighed med andre fans er ny. Men man kommenterer ikke på hinandens indlæg, forhold til den afdødes sange m.m. Den måde, som stederne bruges på, er i højere grad en spontan kondolanceliste, hvor den enkelte udtrykker sig personligt, men ikke samtaler med de øvrige. Enkelte indlæg har karakter af flamebait, og kritiserer fx stjernens udseende eller refererer til anklagerne om misbrug af børn. I sidstenævnte kategori er fx postet et par enkelte vittigheder, i stil med “Have you heard that Michael Jackson is not dead, he´s in the childrens ward having a stroke”. Tilsyneladende cirkulerer en række af denne type vittigheder og kan synes grovkornede, men også udtrykke en måde at distancere sig fra situationen på. Fx som en modvægt til den meget følelsesladede tilgang. Imidlertid bliver heller ikke disse indlæg, der må virke stærkt provokerende for fans, kommenteret. Måske fordi brugerne vælger ikke at lade sig distrahere af tydeligt provokerende indlæg – måske fordi kadencen er for høj til, at de for alvor bemærkes?

michaeljackson_youtube

Nogle indlæg giver udtryk for mistro til nyheden om dødsfaldet: “Can´t believe u r gone”. Enkelte hæfter sig ved. at kanalejeren har logget på længe efter at Michael Jackson er meldt død og stiller spørgsmålstegn ved, hvordan dette kan lade sig gøre. Fx skriver profilen Hamster 1877: “He logged on. He´s fake!” Indeholder beskeder af denne art indirekte kritik af kanaladministratorerne eller begyndelsen på et rygte om, at Jackson måske slet ikke er død i virkeligheden? Hvis det sidste er tilfældet, kan holdningen måske være påvirket af andre aktuelle – og afkræftede - rygter om, at filmskuespillerne Jeff Goldblum og Harrison Ford skulle være omkommet.





Sankt Hans … i tre forskellige verdener

23 06 2009

Flere virtuelle verdener er faktisk meget gode til at markere traditioner fra RL, og interessant nok: på nogenlunde samme måde. Midsommer er en markant årsfest i de nordiske lande, men også i de nordiske sims i SL. Både Second Sweden og Noreg markerer midsommer med store fester, men livemusik, og med så mange deltagere, at det kan mærkes i form af lag. I Second Sweden er der etableret midsommerstang og udsmykket med svenske flag, samt en stor dalarhest i broderfolkets blå-gule farver. Noreg bød også på en midsommerstang, men med blå-gule bånde. Måske fordi man ikke havde nået at bygge én selv og derfor havde brugt en svensk i stedet.

På denne måde – det traditionsrige Lucia-optog i Second Sweden kunne være et andet eksempel – tager vi tilsyneladende en række af RL´s traditioner med os ind i de virtuelle fællesskaber. Vi kani princippet ALT i en virtuel verden, men vælger alligevel pt. nogle former, som vi kender fra RL og derfor ikke har svært ved at relatere il. Traditionerne definerer os som gruppe, og giver os samtidigt noget at vise andre grupper og invitere dem indenfor i. Men måske er der også særligt virtuelle traditioner og skikke under udvikling . SL´s fødselsdag kunne være et element til undersøgelse. Hvordan fejrer en virtuel verden sig selv? I hvilket omfang anvender vi symboler og ikoner fra RL , som fx fødselsdagskager, lys etc. og i hvilket omfang skabes helt nye? Desværre falder SL´s fødselsdag på Sankt Hans aften, og kan derfor være vanskelig at deltage aktivt i, hvis man samtidigt skal passe de hjemlige båltraditioner.





Grøn solidaritet med Iran på Twitter

18 06 2009

groentwitter2

At man gennem markering med fx forskellige farver, symboler m.m. kan markere sympati med fx politiske og religiøse sager er langtfra nyt. Den frygiske hue, sans culotterne, den røde “AIDS”-sløjfe, farven lyserød som opslutning i arbejdet mod brystkræft etc. der er masser af eksempler på hvordan en farve eller et mærke forbinder tilhængere af en bestemt sag. Normalt plejer grøn at være associeret med St. Patricks Day, og glade irere, der i dagens anledning har farvet både hår, skæg og deres øl klart grønne.

Men senest er farven grøn blevet symbol på opslutning bag protesterne i forbindelse med det iranske valg. En bevægelse, der også findes i cyberspace på blogs, facebook og Twitter. Her vælger brugere at vise deres støtte til de iranske protester ved at farve deres avatarer grønne, eller placere en grøn blok på profilen i stedet for det sædvanlige profilfoto.

Et eksempel er den amerikanske journalist Ana Marie Cox, som på sin blog har farvet den sædvanlige avatar grøn. Også danske twittere bruger muligheden for at støtte bevægelsen Help Iran Election som man også finder på  #iranelection.

Mere:
The greenification of Twitter
Green reflects solidarity with Iran protesters on Twitter





Lys i vinduerne

4 05 2009

lysivinduerne_fb

Af 58 vinduer i nabohuset overfor, er der kun levende lys i de tre. To af vinduerne hører til de samme lejligheder. Begge  beboere har arrangeret lysopsætningen og sat stagerne langt frem i vinduet. Sådan, at der ikke er tvivl om, at det ikke bare er lysestager, der tilfældigvis står i vinduet, men 4. maj lys. Hvor udbredt det var at sætte levende lys frem på selve Befrielsesaftenen er ikke helt enkelt at besvare. Nogle erindringer nævner det – andre gør ikke. Men skikken tog fart i årene lige efter Befrielsen.

Er skikken mindre udbredt end før? Hvad får os til at sætte lys i vinduerne i 2009? Som med mange andre skikke og folkelige markeringer er også 4. maj lysene også kommet på facebook.  Gruppen “Sæt lys i vinduerne 4. maj – i taknemmelig erindring” har i skrivende stund 5.524 medlemmer, og på gruppens væg har mange skrevet om, hvorfor de bruger skikken: En hyldest til demokratiet og til modstandsbevægelsens indsats. Flere nævner “at mindes de faldne”, og at skikken for dem desuden har anknytning til personer, fx bedstefædre, der deltog i modstandskampen.

Nogle fremhæver, at skikken blev brugt i barndomshjemmet, og at det derfor er “noget man har med hjemmefra”. Hvordan det går med 4. maj lysene fremover kan kun tiden vise, men ingen tvivl om, at grundene til at bruge skikken rummer mange facetter og personlige nuancer.





Det svenske kongehus på YouTube

1 03 2009

Da den svenske kronprinsesses forlovelse blev markeret i Second Life, næsten før journalisterne var gennet ud af pressemødet, var det noget, der var anderledes end ved kronprins Frederik´s forlovelse og bryllup. At svenskerne twitter om “kungligt bröllop” er også anderledes. Og endnu en forskel er, at det svenske kongehus har fået sin egen YouTube-kanal til lejligheden.

Kanalen er oprettet den 16/2 – altså en uges tid før forlovelsen deklareredes. Med næsten 10.000 channel views til dato og placering som nr. 2 blandt månedens “mest abonnerede” svenske kanaler og nr. 1 blandt ugens mest sete, er kanalen kommet godt fra start seermæssigt.

Der er masser af tekstkommentarer, som allerede er en guldgrube af information om folkelige holdninger til begivenheden. Der er over 900 kommentarer til dato, og de synes at stå ucensurerede fra kanalens side. Det kan måske undre, når kommentarmuligheden efterfølgende er fjernet? Det kunne være interessant at kende grunden til, at det svenske hof kun har tilladt kommentarer i en periode efter kanalens oprettelse.

Et hurtigt kig på kommentarerne antyder, at de ser ud til at dele sig i en række hovedgrupper:

1) En form for “anmeldelser” af den kongelige families performance i videoerne
Seerne forholder sig til stilen. Fx at set-up´et ikke virker naturligt: “Låter som Prinsessan och sin blivande make medverkar i en reklamfilm när dom läser från sina fusklappar :P eller “det som dom säger ska inte komma från nåt papper det ska komma från hjärtat!!! “. I det hele taget er der mange kommentarer om “fusklappar”. En grund til, at netop dette kommenteres er måske, at den mere “tilrettelagte” form er anderledes end mainstream-youtube videoen. En anden årsag kunne være oplevelsen af et clash mellem form, kanal – og den meget personlige anledning som et kommende bryllup er. Mange kritiserer dronning Silvias evne til at tale svensk. Et gennemgående eksempel er seere som synes, at det lyder som om hun kalder datteren“Fittoria” i stedet for “Victoria” på et bestemt sted i videoen. En anden type “anmeldelser” rummer kun ganske kortfattede bemærkninger så som, at kongen er “söt” eller tværtimod virker “stel”.

2) Lykønskninger til det kommende brudepar.
En anden gruppe benytter kommentarmuligheden til at sende en hilsen til parret. Enkelte er skrevet på engelsk, men langt de fleste er svenske. Rigtigt mange er ganske korte: fx blot: “jag önskar Daniel o Viktoria all lycka i framtiden” eller “Grattis! Detta var så skönt!”. Dvs. samme korte og uformelle stil, som man ville anvende overfor nogen, man kendte personligt. Nogle tilføjer dog lidt mere, fx at de ser frem mod brylluppet eller håber, at parret får mange børn. Samme fænomen, at der ønskes tillykke, som var brudeparret slægtninge, kan genkendes fra det danske kronprinsbryllup. Her var også eksempler på meget aktiv medleven på selve dagen, som fx når der på et ældrecenter i Hvissinge var skrevet en særlig sang til brudeparret.

3) Økonomi og hype
I denne gruppe falder indlæg, som diskuterer brylluppets finansiering, og den almindelige “Svensson”s interesse i sagen. Et element og en synsvinkel, som også var en del af kommentarer til det danske kronprinsbryllup. En gruppe, temmeligt kritiske seere mener, at den kommende vielse vil koste dyrt: “Fy faan!!! ” Deras planerade bröllop kommer kosta 40 millijoner kr, Och det är inte bestämt om det ska vara på skatte betalarnas pengar eller inte. “. /Efterfølgende har over 20.000 meldt sig i facebook-grupper, som tager afstand fra at vær emed til at betale for bryllupppet/. Overfor disse holdninger fremfører andre, at brylluppet vil øge interessen for Sverige og dermed være til gavn for fx turisme og erhvervsliv, så pengene vil tjene sig ind igen: “Oh, super! Vi behöver mer intäkter till stadskassan, detta ökar ju turismen som f*n. “

4) Monarkiet som institution
Monarkiet gøres også genstand for en mere “almen” opmærksomhed, foranlediget af den aktuelle begivenhed: “Det är 20 talet nu så bort med royalismen”, “Men herregud va Svergie ligger efter! Ta bort monarkin! För helvete!” eller mere handlingsrettet: “Joina “Avskaffa monarkin!” i facebook så att vi blir fler som tycker att det är fel med monarki på 2000 talet!”. De positive hæfter sig bl.a. ved, at monarkiet folkets er vilje eller ved det det positive/traditionelle ved kongehuset: “Länge leve Monarkin, det är någonting vacket och borde bevaras!”. Også den skeptiske eller negative synsvinkel sås ved kronprins Frederiks bryllup, hvor der på selve bryllupsdagen blev markeret afstand til monarkiet med en republikanerfest.

5) Personlige udfald
En mindre gruppe indlæg rummer temmelig voldsomt formulerede udfald rettet mod især kongen, dronningen og kronprinsessens forlovede. Der anvendes fx ord og vendinger som “jävla parasiter” og lignende. Andre kommentarer handler om, at Bernadotte-familien har ikke-svenske rødder, hvilket i enkelte tilfælde kombineres med skeptiske holdninger til nutidig invandring og multikulturel udvikling. Et andet emne i denne gruppe er kongefamiliens akademiske præstationer, som af disse kommenterende vurderes lavt.

Blandt de negative udfald er stort set ingen rettet imod kronprinsessen, der som den eneste (?) kaldes ved kælenavn. Flere kalder hende “Vickan” – på samme måde som mange danskere omtalte/omtaler kronprins Frederik som “Frede”.

Mon det svenske hof planlægger at følge op med flere videoer om bryllupsforberedelserne? Og bliver der mulighed for kommentarer?

Kungl. Hovstaterna på YouTube