Auschwitz Museum på Facebook og YouTube

Den 14.10 kunne bl.a. BBC bringe nyheden om, at museet til minde om Auschwitz havde oprettet en officiel Facebook-side. Siden havde i går aftes ca. 400 medlemmer, men i løbet af i dag blev den tilsyneladende taget ned uden forklaring. Bl.a. The Guardians teknologisektion forsøgte at kontakte museet, men uden held. Her til aften ser den ud til at være oppe igen med over 2.300  fans og indlæg fra museet selv på væggen – men hvorfor siden forsvandt er stadigt uafklaret.

Hovedparten af de fans, som skriver på væggen, lægger korte statements om det vigtige i at huske, hvad der skete i Auschwitz og forhindre lignende grusomheder i fremtiden. “Never again” og “Never forget” er gennemgående statements.

Da de sociale medier som Facebook og YouTube begyndte at blive en del af vores dagligdag blev de – som nye ting ofte gør – ikke sjældent mødt med en vis skepsis.  Var det steder, hvor seriøse institutioner kunne foretage sig noget fornuftigt? Eller var det i højere grad rum for populærkultur, højfrekvent brug (“zapperadfærd”) – og måske derfor forbundet med en vis overfladiskhed? Stod det ikke i modsætning til fx den læring og fordybelse, som kulturarvssektoren normalt lægger vægt på?

Èn af de hyppige overvejelser for institutioner, er som regel bekymringen for, om det “passer” til ens profil at være på de sociale steder, eller om man derved forbindes med en form for useriøsitet. En anden bekymring handler ofte om risikoen for destruktiv adfærd; at personer fx skriver ubehageligheder m.m. i det rum man har skabt. Begge dele er bekymringer, som man må forvente er meget tungtvejende for et museum og mindested, der beskæftiger sig med Holocaust. Så kan et sted som Auschwitz i det hele taget bruge sociale netværk?

Det er noget, som i øjeblikket diskuteres på BBC´s form i tråden “Should memorial sites use social networks?”. De fleste debattører ytrer sig positivt om ideen, og argumenterer for, at det er i orden at tage sociale medier i brug, når det handler om at huske og forhindre en gentagelse af folkemord. Det skal naturligvis blot gøres på en måde, som rummer respekt for ofrene.

Et socialt medie er ikke useriøst og overfladisk i sig selv, men er frem for alt, hvad dets kontributører gør det til. De er afhængige af, det indhold brugere skaber, hvordan de interagerer med det og hvilke former for relationer der udvikles.  Hvorfor ikke relationer og indhold om vigtige emner?

Så det bliver væsentligt at se, hvordan et sted med en så forfærdelig historie, kan bruge “the power of 2.0″ og hvordan. Det kan godt være svært - fx er der flere, som på Auschwitz nye væg og på Twitter skrev, at standardbetegnelsen “fan” opleves uheldigt. Men dét man melder sig som “fan” af, er naturligvis ikke en nazistisk dødslejr, men et museum og mindested, der arbejder for at Holocaust og dens ofre ikke glemmes.

Links om Auschwitz på Facebook
Auschwitz på Facebook
Auschwitz på YouTube
Artikel om Auschwitz´s launch af side på Facebook (BBC)
Artikel om Auschwitz´på Facebook (Guardian)
Auschwitz facebook side taget ned (Guardian)

Andre
Debat om “memorial sites” og sociale netværk på BBC
Holocaust-overlevende, den 87-årige Fanny Starrs foredrag i Second Life
Anne Frank – museet på YouTube

Grøn solidaritet med Iran på Twitter

At man gennem markering med fx forskellige farver, symboler m.m. kan markere sympati med fx politiske og religiøse sager er langtfra nyt. Den frygiske hue, sans culotterne, den røde “AIDS”-sløjfe, farven lyserød som opslutning i arbejdet mod brystkræft etc. der er masser af eksempler på hvordan en farve eller et mærke forbinder tilhængere af en bestemt sag. Normalt plejer grøn at være associeret med St. Patricks Day, og glade irere, der i dagens anledning har farvet både hår, skæg og deres øl klart grønne.

Men senest er farven grøn blevet symbol på opslutning bag protesterne i forbindelse med det iranske valg. En bevægelse, der også findes i cyberspace på blogs, facebook og Twitter. Her vælger brugere at vise deres støtte til de iranske protester ved at farve deres avatarer grønne, eller placere en grøn blok på profilen i stedet for det sædvanlige profilfoto.

Et eksempel er den amerikanske journalist Ana Marie Cox, som på sin blog har farvet den sædvanlige avatar grøn. Også danske twittere bruger muligheden for at støtte bevægelsen Help Iran Election som man også finder på  #iranelection.

Mere:
The greenification of Twitter
Green reflects solidarity with Iran protesters on Twitter

Henrik den 8. på Twitter

Engelsk historiestuderendes “hjemmevideo” af arkivalier fra National Archives´ webudstilling

I Storbritannien er der nok gået lidt mere Tudor i den end sædvanligt. 2009 markerer 500-året for Henrik den 8´s tronbestigelse og hans kroning den 24. juni 1509. På serien “Tudors” wiki er der en liste over de arrangementer, som året byder på. 

Som bekendt var Henrik en farverig herre, om ikke andet så kendt for at være gift 6 gange, hugge hovedet af to af sine koner samt være far til “Bloody Mary” og Elizabeth den Første. Mange institutioner deltager i markeringerne, som fortsætter året ud. British Library har blændet op for udstillingen “Man and Monarch” som bl.a. rummer en Henry VIII blog og en webudstilling. National Archives viser en mikrosite i anledningen af jubilæet, og her kan man bl.a. se dokumenter med relation til skilsmissen fra Katharina af Aragonien og retssagen imod Anne Boleyn. Man kan bl.a. downloade podcasts … og mod betaling en kopi af monarkens testamente. Der er selvfølgelig også private fansider og grupper på Facebook, hvor den største Henry VIII-side har 1554 fans. 

At formidle en så kendt person er aldrig let. Men The Historic Royal Palaces er gået til sagen med brug af bl.a. sociale medier. Henrik er på Twitter, og har været det i ca. en måned. Hans tweets startede den 22. april med faderens død: “My father has died and I am to be King: a role – were it not for the death of my brother Arthur — for which I was not born”.  Lige nu er han taget til Greewich, som han holder meget mere af end Tower, han har travlt med at uddele land, titler og embeder - og er i øvrigt superglad, fordi hans brors enke, Katharina af Aragonien har sagt ja til at gifte sig med ham. Henrik har til dato twittet 13 gange, har 695 følgesvende og er flink til at lægge links til Royal Palaces YouTube-kanal.

Hvad er det så, at Twitter kan som formidlingsmedie? Henrik er den første historiske person, som jeg har fundet på Twitter, men der kan selvfølgelig sagtens være flere.  Telegraph skriver dog i en artikel om aktiviteten, at “It is thought to be the first time the website has been able to engage users in historical events from a first person perspective, and in real time over the actual period they took place”. Så måske er Henriks tweets historiske i mere end én forstand.

Grundideen i denne brug af Twitter minder en del om konceptet i Harry´s blog fra 1. Verdenskrig, hvor breve blev postet på bloggen med 90 års “forsinkelse”. Modtageren af både Harry´s breve og Henrik´s tweets får en realtime-fornemmelse af begivenhederne, som er vanskelig at opnå med andre formidlingsformer, fx en udstilling , en publikation eller lignende, som opleves og tilgås i en langt mere “koncentreret” form. Men måske er publikation og udstilling også en form, der betyder at historiens gang opleves mere “tilrettelagt”? Kan netop den mere fragmenterede form være med til at formidle en stærkere oplevelse af, at historiske begivenheder kunne have udviklet sig anderledes? At de netop er resultater af en løbende udvikling, af påvirkninger og hændelser – herunder tilfældigheder?

Foreløbig twitter Henrik, men har ikke pt. dialog med sine følgesvende, hvilket er forståeligt, når man tænker på de ressourcer, det kunne kræve at arbejde med denne mulighed. Men det kunne måske være et interessant næste skridt – “samtalen” med den historiske person? Eller konstruerede samtaler, #markerede “tråde”, baseret på facts, hvor man kan følge – og måske deltage i historiske personers interaktion? Måske tummrt mediet også muligheder for kontrafaktisk historieformidling. Kunne det fx indgå som elementer i ARG med historisk sigte?

Det var så Henrik – men hvem af konerne var den bedste og mest interessante? På Royal Palaces YouTube-kanal fortæller 6 ansatte om de 6 koner.  Det er forskellige personer, museumsinspektører, vagter, en ”reenacter” o.s.v.  der hver især går i brechen for deres kandidat, og forsøger at ovebevise seeren om, at netop hun fortjener æren.  Også et spændende formidlingstiltag, for det er naturligvis ikke kun det videnskabelige personale, der et personligt forhold til de historiske personer. Men hvem var så den bedste – tjah Anne af Cleves og Kateryn Parr overlevede i hvertfald

Videoer for:
Katharina af Aragonien
Anne Boleyn
Jane Seymour
Anna af Cleves
Katherine Howard
Kateryn Parr

Lys i vinduerne

Af 58 vinduer i nabohuset overfor, er der kun levende lys i de tre. To af vinduerne hører til de samme lejligheder. Begge  beboere har arrangeret lysopsætningen og sat stagerne langt frem i vinduet. Sådan, at der ikke er tvivl om, at det ikke bare er lysestager, der tilfældigvis står i vinduet, men 4. maj lys. Hvor udbredt det var at sætte levende lys frem på selve Befrielsesaftenen er ikke helt enkelt at besvare. Nogle erindringer nævner det – andre gør ikke. Men skikken tog fart i årene lige efter Befrielsen.

Er skikken mindre udbredt end før? Hvad får os til at sætte lys i vinduerne i 2009? Som med mange andre skikke og folkelige markeringer er også 4. maj lysene også kommet på facebook.  Gruppen “Sæt lys i vinduerne 4. maj – i taknemmelig erindring” har i skrivende stund 5.524 medlemmer, og på gruppens væg har mange skrevet om, hvorfor de bruger skikken: En hyldest til demokratiet og til modstandsbevægelsens indsats. Flere nævner “at mindes de faldne”, og at skikken for dem desuden har anknytning til personer, fx bedstefædre, der deltog i modstandskampen.

Nogle fremhæver, at skikken blev brugt i barndomshjemmet, og at det derfor er “noget man har med hjemmefra”. Hvordan det går med 4. maj lysene fremover kan kun tiden vise, men ingen tvivl om, at grundene til at bruge skikken rummer mange facetter og personlige nuancer.

Jordskælv og folkelig kreativitet – også i 1759

Knapt var rystelserne forbi, før både medierne, fx Politiken, og den folkelige kreativitet fik bearbejdet jordskælvet.

Man kan blive medlem af en humoristisk Facebook-gruppe “Støt ofrene for jordskælvet på Sjælland og i Skåne“, hvis første indlæg, postet kl. 09.11 oplyser at “Det forlyder, at en familie på Amager har mistet deres hollandske porcelæns-træsko…” . Senere poster nævner bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt man bør sørge for at hamstre gær eller få nogen til at indspille en støtte-cd. Et link henviser til en side, hvor interesserede kan købe en t-shirt med påskriften “Copenhagen Earthquake Survivor ´08“. En folkelig kommentar til mediernes behandling af sagen og – efter min bedste overbevisning – et humoristisk forsøg på at sætte perspektiv på skælvet, set i forhold til langt alvorligere naturkatastrofer verden over.

Måske var der også denne form for bearbejdning for næsten præcis 249 år siden, natten mellem den 21. og 22. december 1759, da Danmark oplevede et mærkbart jordskælv?  Myndighederne var ihvertfald interesserede i sagen og den 28. december skrev biskop Harboe ud til sine provster og bad dem fortælle, hvordan skælvet var blevet oplevet i deres provsti. Han ville fx vide, om det havde været “almindelig over det hele Herred” og om det var “sterckt og har foraarsaget nogen skade”.  Svarene på denne skrivelse findes i Sjællands Stifts Bispearkivs “specielle indberetninger” og er transskriberede i en publikation, som behandler skælvet ud fra forskellige synsvinkler.

Af indberetningerne fremgår bl.a. at skælvet var “kiendelig fornummen” i Glostrup. På præstegården i Kregme vakte rystelserne dog ikke videre postyr. Indberetningens forfatter skrev temmelig koldblodigt, at han “laae Lys vaagen da Iordskælvet kom, og observerede hvad oven er mældt gandske nøye, dog kom det mig ey usædvanligt, siden ieg adskillige gange i Norge har meedst erfaret det ligeledes”.

Fra Skævinge lød meldingen at det “skrallede” i alle vinduesruderne, og at folk på egnen – “den gemeene Mand”  – mente, at rystelser m.m. nok skyldtes solhvervet. Et spændende eksempel på, hvordan folk for flere hundrede år siden naturligvis også bearbejdede en usædvanlig begivenhed. Ikke med facebook-grupper forstås, men ved at finde en forklaring, som var fornuftig i relation til den forestillingsverden, som den var en del af.

Sjællands Stifts Bispearkiv er faktisk et af mine yndlingsarkiver. På mange måder et virkelig spændende arkiv, som rummer overraskende kilder til overraskende dele af historien

Transskriberingerne m.m. findes i
Bondesen & Wohlet: “Høy Ædle Hr.  Biskop” udgivet på Roskilde Museums Forlag 1999.