Subdomain eller folder?

Spørgsmålet subdomain eller folder er blevet diskuteret en del på diverse blogs og websites. Det er en diskussion, som jeg også har haft overvejelser om i forskellige sammenhænge, og hver gang er valget faktisk faldet på subdomain.

Senest til en blog på en vis dansk historisk nyhedswebsite. Google opfatter efter sigende i stigende grad subdomains som relaterede til hoveddomainet, og det betyder (vel?) at man i udgangspunktet kan give sit sub-site en lidt bedre start, end hvis man benyttede et helt nyt domæne. Eller lagde det langt ned i en folder i websitens stuktur. Og links fra subdomainet vil også give værdi tilbage til hoveddomænet.

Alt kommer naturligvis an på valg og hensyn til relation mellem bruger og indhold, men hvis et subdomain knytter sig til en site, som har en væsentlig nuancering eller profilering i forhold til dét, der foregår på hoveddomænet, synes jeg, at det kan give god mening at give det sit eget liv. Og man får desuden muligheden for at lade denne nuancering afspejle sig i navngivningen, således at man får et domænenavn som indeholder et ord, som man bruger i sin optimering. Historie-onlines webhost Moskjær gav mig dette link til Matt Cutts blog… og det synes jeg, at jeg blev en smule klogere af http://www.mattcutts.com/blog/subdomains-and-subdirectorie. Men hvilke overvejelser har andre gjort sig – og der der nogen erfaringer fra kulturarvsinstitutioner om sagen?

Det eneste man jo nok skal passe på med er at lægge sine ting for meget på steder og domæner, hvor man ikke har kontrol over indholdet…

Dette indlæg er crossblogget på www.formidlingsnet.dk

De betalte bloggere

I Politiken læste jeg forleden en interessant artikel om betalt blogging http://politiken.dk/tjek/digitalt/article544515.ece , som vist ikke for alvor er slået igennem hertillands endnu. Under 1.000 på Bloggerwave sammenholdt med eksistensen af omkring 120.000 blogs. Det mest spændende er selvfølgelig, hvad eksistensen af betalte indlæg og sponserede blogs kommer til at betyde for både blogs og reklame.

Som flere har påpeget, så kan interessen for at læse traditionelle reklameindlæg, som man véd indeholder betalt reklame måske være begrænset. Der kan nok være en seo-mæssig interesse i omtale og links, men det vil jeg lade ligge her. Det som kunne være interessant er mulighederne for, at de betalte blogs udvikler sig til en ny genre, som bliver interessante af andre grunde, fx fordi de også er kunstneriske, humoristiske – eller har andre kvaliteter som gør, at de er interessante at forholde sig til.

Et andet aspekt er, at betalt reklame på blogs kan bringe reklamen ind i en meget personlig sfære – alt afhængig af bloggens type, forstås. For mange er bloggen et medie til kontakt med venner, familie, forretningsforbindelser, fagfæller, m.m. Og tit indeholder den mange elementer af privat karakter, fx billeder af børn og kæledyr, snapshots fra ferieture og grillaftener med vennerne, etc. En del blogs er en del af en ret privat sfære, som vi nok deler med verden – men primært med dem, vi er tæt på. Ville vi (ved samvær i en anden sfære) anbefale venner og familie et produkt, udelukkende fordi vi blev betalt for at gøre det? Eller ville vi gøre det – også mod betaling – fordi vi også samtidigt kendte produktet, følte, at vi kunne stå inde for det selv og oprigtigt mente, at det var noget som vores svigerinde eller arbejdskollega med fordel kunne anvende?

Kan vi opleve, at genren “reklameblog” udvikler sig som nyt medie med et eget sprog og æstetik, og/eller at “privatsfæreaspektet” ved blogs bliver et element i forhold til reklamers troværdighed? Og hvad betyder dette så for kulturlivet og kulturarvsinstitutioner? Måske vil et kommende skridt her blive at indgå aftaler med anerkendte “kulturbrugere” om at blogge på institutionens domæne eller at skrive om institutionen i vedkommendes eget medie. Desuden eksisterer der allerede i dag en lang række kulturinteresserede privatpersoner og foreninger, hvis debatfora m.m. allerede rummer stof om institutionerne, ders tilbud, services og emneområder.

Hvorfor blogger de kloge ikke?

Danmarks Statistik har udarbejdet en lille undersøgelse om brugen af internettet til kommunikation, dvs. tjenester og redskaber som messenger, chat, forummer og blogs.

Nogle af dem, der er flittige til at IM´e og “bruge opkald med webcam” er folk med grundskoleuddannelse. De er også nogle af de ivrigste til at blogge. Ca. 10 % i denne gruppe skriver blog mod kun 9% i gruppen af personer med ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Til gengæld er dem med videregående uddannelse nogle af de hyppigste bloglæsere. 26% læser blogs mod kun 20% i de øvrige grupper. Højtuddannede er heller ikke på niveau med grundskolefolkene når det kommer til brug af webcams og IM. Forskellene er måske nok ikke enorme, men de er der.

Der er måske ikke den store forskel på om 9 eller 10% i en gruppe blogger. Men det er alligevel interessant, at akademikere – som ellers er et meget skrivende folkefærd – kun i så begrænset omfang har taget de nye medier til sig. Hvorfor blogger de ikke – når de nu læser blogs?

Måske er en del af forklaringen, at bloggen er omtrent det modsatte af, hvad vi lærte på universitetet. Det er ikke meningen med en blog, at man fx skal redegøre for teori, metode etc. før man giver sig i kast med en given substans. Tværtimod indeholder bloggen “work-in-progress” og endda i relativt korte indlæg. Den er et godt redskab til at dele processer – også intellektuelle processer – med sin omverden, før man er nået frem til de endelige konklusioner, der skal publiceres i en afhandling eller artikel. Traditionel publicering retter sig ikke i så høj grad mod processen “at skabe ny viden”. Fokus er i højere grad på produktet – den opnåede viden – som man først skal delagtiggøre andre i, når den er helt færdig og der er læst korrektur på alle noterne. Når man er nået hertil, kan man naturligvis også godt redegøre for processen – men først når den er færdig. Måske handler det også om meritering? Angst for, at andre “overtager” éns ideer og teorier? HVIS det forholder sig sådan, er det måske ikke den bedste måde at generere ny viden på.

Ihvertfald bliver det spændende at følge udviklingen, for fremtidens højtuddannede, de studerende, vil hjertens gerne blogge. De er ganske enkelt de mest digitalt mindede af alle. De blogger, chatter, IM´er m.m. mere end alle andre. Men om de så også gør det fagligt, dét siger undersøgelsen desværre ikke noget om.

Arkæologi 2.0 – ekstremviden?

En spændende dag på Moesgaard, hvor jeg var inviteret til at holde et indlæg i Dansk Arkæologisk Forskerskole om 2.0 og digital forskningsformidling. Eller måske snarere større synlighed for forskerne og deres emner, projekter m.m. Egentlig handlede dagen primært om bred formidling, men hos mig satte den nogle tanker igang om det modsatte, nemlig smal formidling.

Der er ingen tvivl om, at der er en stor interesse for arkæologi. Som nyere-tids-menneske kender man jo ikke dette miljø tilbunds, men mit (overfladiske) indtryk er, at der en hel del specialinteresse, fx i forskellige foreninger, forummer etc. Og der er vist netop her en hel del, som ikke bare er interesserede i hvordan livet i almindelighed var i oldtiden, men vil længere ud og ned i detaljen.

Hvis man kan tale om ekstremsport – kan man så ikke også tale om ekstremviden? Dvs. den ægte nørdeviden. Noget, som kræver en høj grad af indsigt og fordybelse og hvor det ikke er enhver beskåret at følge med. Dérude, hvor det ikke er os alle der kan bunde og holde kadencen når det fyger med faglige termer, steder og periodebetegnelser. Dér, hvor det kun er fagfolk og dedikerede enthusiaster med særlige spidskompetencer, der kan stå distancen. Dér hvor fårene skilles fra bukkene.

Det er naturligvis få personer, der er tale om her. Men kan tanken om “The Long Tail” i virkeligheden ikke også applikeres på viden? Og er nettet – 2.0 nettet – ikke det rigtige sted at skabe den dialog, som disse talmæssigt små – men tilgengæld meget engagerede og vidende nicher ønsker? Blogmediet og special-communities er som skabte til denne form for forskningsformidling/dialog. En nem adgang til at dele tanker og processer med sine få, men engagerede artsfæller – også selvom man forsker indenfor det humanistiske område.