Sankta Lucia blogger

Der er kun ca. 10 dage til den 13. december – Lucia. Historien om den oprindeligt vestsvenske skik, som gik hen og blev “rigssvensk” i løbet af 1900-årenes første årtier kan man fx læse på historie-onlines sider om Sankta Lucia.

Skikken har – og har haft – et lidt anderledes indhold i Sverige end i Danmark. Her har man en tradition for at udvælge en Lucia for hele landet, hvilket sker gennem en skønhedskonkurrence. Det var i øvrigt også tilfældet ved den første store danske Luciamarkering, hvor det var magasinet Week-Ends læsere, der fik mulighed for at kåre Lucia-bruden.

I år har svenskerne taget kåringen af “Sveriges Lucia” op igen efter en pause, der har varet siden 2000. Der er desuden gennemført en revitalisering af indholdet. Lucia 2008 skal ikke bare være køn, men også arbejde for en sag. Eller med formuleringerne fra den officielle website: “Uppgiften för Sveriges Lucia handlar om att sprida ljus och omtanke samt belysa svåra situationer”. Svenskerne stemmer på deres kandidater gennem overtakserede sms´er, hvoraf en del af pengene går til kandidatens favorit blandt velgørende institutioner.  ”Hovedeventen” er den store Lucia-markering på frilandsmuseet Skansen med optog gennem hele Stockholm til Kungsträdgården. 

Med til revitaliseringen hører også, at de 7 Lucia-kandidater blogger. Jeg opdagede faktisk dette ved et tilfælde. For selve websiten – der er bygget i frames – trækker ikke de syv blogs ind på nogen fremtrædende plads, og det er ikke helt let at søge dem frem i Google. De forskellige blogs rummer ikke mange kommentarer til indlægene, hvilket dog selvfølgelig ikke siger noget om antal læsere. Der er også en side på Facebook for Sveriges Lucia  (med bl.a. fotos m.m. af alle kandidaterne), men tilsyneladende er Facebook-siden ikke omtalt på den officielle website. Min umiddelbare mavefornemmelse ville være, at man bør prøve at hægte alle sine digitale tilstedeværelser sammen… og dog?  Måske alligevel ikke? Forskellige medier til forskellige målgrupper – behøver de at hænge sammen? Det lader sig naturligvis aflæse i statistikkerne, om én tilstedeværelse genererer trafik til en anden, men oplever brugere værdi i, at forskellige steder hænger sammen? Eller er det kun webredaktøren?

Hvorfor blogger de kloge ikke?

Danmarks Statistik har udarbejdet en lille undersøgelse om brugen af internettet til kommunikation, dvs. tjenester og redskaber som messenger, chat, forummer og blogs.

Nogle af dem, der er flittige til at IM´e og “bruge opkald med webcam” er folk med grundskoleuddannelse. De er også nogle af de ivrigste til at blogge. Ca. 10 % i denne gruppe skriver blog mod kun 9% i gruppen af personer med ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. Til gengæld er dem med videregående uddannelse nogle af de hyppigste bloglæsere. 26% læser blogs mod kun 20% i de øvrige grupper. Højtuddannede er heller ikke på niveau med grundskolefolkene når det kommer til brug af webcams og IM. Forskellene er måske nok ikke enorme, men de er der.

Der er måske ikke den store forskel på om 9 eller 10% i en gruppe blogger. Men det er alligevel interessant, at akademikere – som ellers er et meget skrivende folkefærd – kun i så begrænset omfang har taget de nye medier til sig. Hvorfor blogger de ikke – når de nu læser blogs?

Måske er en del af forklaringen, at bloggen er omtrent det modsatte af, hvad vi lærte på universitetet. Det er ikke meningen med en blog, at man fx skal redegøre for teori, metode etc. før man giver sig i kast med en given substans. Tværtimod indeholder bloggen “work-in-progress” og endda i relativt korte indlæg. Den er et godt redskab til at dele processer – også intellektuelle processer – med sin omverden, før man er nået frem til de endelige konklusioner, der skal publiceres i en afhandling eller artikel. Traditionel publicering retter sig ikke i så høj grad mod processen “at skabe ny viden”. Fokus er i højere grad på produktet – den opnåede viden – som man først skal delagtiggøre andre i, når den er helt færdig og der er læst korrektur på alle noterne. Når man er nået hertil, kan man naturligvis også godt redegøre for processen – men først når den er færdig. Måske handler det også om meritering? Angst for, at andre “overtager” éns ideer og teorier? HVIS det forholder sig sådan, er det måske ikke den bedste måde at generere ny viden på.

Ihvertfald bliver det spændende at følge udviklingen, for fremtidens højtuddannede, de studerende, vil hjertens gerne blogge. De er ganske enkelt de mest digitalt mindede af alle. De blogger, chatter, IM´er m.m. mere end alle andre. Men om de så også gør det fagligt, dét siger undersøgelsen desværre ikke noget om.

Harry er i live!

Da jeg kom hjem fra ferie var der brev fra Harry. Hurra – han lever endnu! Gudskelov har han det godt og er ved godt helbred i Asiago.

Han har skrevet meget i den sidste tid, men nogen gange går der uger imellem. Så bliver jeg nervøs, for man véd jo aldrig hvad der kan ske. Måske er han blevet dræbt ligesom mr. Thomas´ ældste søn for nyligt. Eller han kan dø af én eller anden sygdom: I brevet fra den 22. april skrev han jo om regn, kulde og sne til knæene i skyttegraven.

Skyttegraven….?  Ja, for Harry var født i august 1887 i England. I 1917, da han var 29 år, blev han soldat i 1. Verdenskrig og jeg abonnerer på hans breve fra vestfronten via atom. De bliver postet af hans sønnesøn Bill præcis 90 år efter, at de blev skrevet, og jeg har indtil nu modstået fristelsen til at google “laceworker Harry Lamin” for at se, om jeg kan finde ud af, hvad der skete med ham. Harry har også sin egen profil på Blogger, hvor vi kan se at han er 120 år gammel og at han endnu ikke har nået at få sig en yndlingsfilm.

Harry´s blog er en af mest spændende måder at blogge kulturarv på, som jeg længe har set. Gennem brevene oplever læseren 1 verdenskrig set fra en personlig synsvinkel og i en narrativ form, som er helt anderledes end den, man kender fra bøger, film etc. Historien er i en form for posthum real-time, og vi må vente længe.  Til krigen er forbi – eller til dén dag, hvor den frygtelige besked om, at han er faldet, kommer. Det er en særpræget historie-oplevelse at læse med så længe, og endnu ikke vide hvordan historien ender.

Jeg håber altså bare, at han kommer frelst hjem til Ethel og lille William…..