Niel A. Armstrong Library and Archives i Second Life anerkendt af Library of Congres

I USA holder de vist meget af at give biblioteker og arkiver navne efter fortjenstfulde personer. NASA´s arkiv og bibliotek i Second Life er netop – med Armstrongs tilladelse – blevet opkaldt efter den første mand på månen, og hedder derfor nu Niel A. Armstrong Library and Archives.

Samtidig er der sket en anden stor begivenhed på stedet. Niel A. Armstrong Library and Archives er som det første arkiv og bibliotek i en virtuel verden anerkendt af Library of Congress. En begivenhed, som bl.a. blev omtalt på CNN.

Omtale af Niel A. Armstrong Library and Archives
Niel Armstrong Library på flickr

2.0 møde på Københavns Stadsarkiv

I dag havde jeg et spændende møde med medarbejdere fra Københavns Stadsarkiv. De ville gerne høre lidt om 2.0 og eksempler fra kulturarvens verden, som viser, hvordan man her kan bruge de sociale teknologier.

Det blev til ca. 2,5 times meget opløftende snak om arkiver, 2.0 og den store, digitale verden. Ikke mindst et arkiv som KSA, der rummer fantastisk materiale har vidunderlige muligheder i en verden med mere digital dialog. Tænk fx bare på “pensionisterindringerne” som giver et omfattende indblik i Københavnerliv for ca. 100 år siden og i mange forskellige samfundslag. Perspektivet i fx at gøre det muligt for de mange slægtsforskere at interagere med dette materiale er stort. Jeg nævnte selv bl.a. National Archives i Storbritannien som et af de arkiver, der har spændende tiltag. Det britiske rigsarkiv er nok ét af de mest formidlingsaktive og udviklingsorienterede arkiver i Europa. De har en omfattende programvirksomhed, venneforening, samarbejde med BBC omkring genealogisk tematiserede udsendelser m.m.  De har selvfølgelig også en på mange måder udmærket website. Men dét der gør National Archives interessant i denne sammenhæng er deres arbejde med at bevæge sig ud over sin egen website og i stedet tænke i digital tilstedeværelse.

En af deltagerne fremhævede den måde som Library of Congress anvender Flickr på. LofC her har ca. 4.000 billeder, som brugere kan interagere med, tagge, kommentere etc.  Der er masser af grøde og inspiration, ikke mindst når det gælder udnyttelsen af eksisterende platforme til dialog om kulturarv. En spændende og gensidigt inspirerende formiddag, som jeg var glad for at dele med folkene fra Stadsarkivet.

Det, der ikke er der…

I denne weekend har Sammenslutningen af Lokalarkiver haft årsmøde og generalforsamling… og nogle af dem var så venlige at høre på et oplæg om 2.0 fra mig. Som afslutning besøgte vi Second Life og så bl.a. på nogle af de flotte real-life bygninger, som findes i Wonderful Denmark – dog især industrimindet Mariager havnekran.

Måske er der et særligt potentiale for arkiver i Second Life, eftersom arkiver jo meget ofte beskæftiger sig med ting, der ikke findes mere. Lidt i modsætning til museerne, der jo netop HAR real life genstande, og hvor mulighederne måske derfor især ligger i en kontektualisering. Arkiverne har megen dokumentation af dét der ikke findes. Huse der er revet ned for årtier siden, bygninger, der aldrig blev opført og steder, der er bygget om til ukendelighed. Egentlig rekonstruktion på baggrund af skøde- og panteprotokoller, skifteprotokoller, brandtaksationer m.m. er en oplagt mulighed for brug af mediet. Dels kan bygningerne rekonstrueres og “gennemfortograferes” til brug på fx websites m.m. Der kan også udformes små film eller slideshows, som gennem brug af sociale tjenester kunne få et liv på den helt almindelige website. Det mest oplagte er naturligvis at anvende SL´s særlige formidlingsmuligheder: at man kan mødes virtuelt og snakke sammen om det man ser og oplever, samtidigt med at man interagerer med det.

Lokalarkiver er – både SLA og ODA-arkiver – præget af en stor diversitet. Der er meget små steder, hvor arkivdriften er en fritidsbeskæftigelse for dedikerede folk og der er arkiver, som drives med faguddannede ledere, strategiplaner og målbare målsætninger på samme måde som det kendes fra andre kulturarvsinstitutioner. Men med udgangspunktet i den lokale historie er der et afsæt for brug af sociale medier til dialog og formidling mellem atkiv og brugere, men også mulighed for at skabe indholdsrige platforme for dialog mellem brugerne.

5 udfordringer fra Oslo

Netop hjemme fra en formidlinglingskonference i Oslo, hvor Landslaget for Lokal- og Privatarkiver havde været så venlige at invitere mig til at holde oplæg om 2.0 under titlen “Det sociale arkiv”. Spændende indlæg på konferencen, samt diskussioner og nyt fra mange gode nordiske arkivvenner. Fx spændende at høre om Riksarkivets flotte udstillingsvirksomhed, der både omfatter småudstillinger , og større produktioner i et specialindrettet arkiv-udstillingslokale, Skatkammeret – faktisk næsten et helt arkivmuseum . Oslo Byarkiv er fremme i bussen med multikulturelle tiltag, når Nordic Black Theatre opfører lokalhistorisk musikdrama i magasinerne og Stockholms Stadsarkiv har fat i en spændende formidlingsform, når de laver mashup af gamle kort med Google Sketchup og Google Earth. Og den norske ABM-styrelses Hot Spot-metode er absolut også mere end én overvejelse værd for moderne kulturarvsinstitutioner. Vestfold Fylkesarkiv har gennemført to Hot Spots om vanskelige og vedkommende emner. Som én af konferencedeltagerne så rigtigt sagde – utroligt så meget der foregår, når man sammmenligner med situationen blot få år tilbage.

Mit eget indlæg handlede om 2.0, og jeg præsenterede i denne forbindelse 5 udfordringer, som jeg tror bliver essentielle at forholde sig til. De fem udfordringer er mit eget tankespind, står selvfølgelig helt for egen regning – og er work-in-progress:

1) At stole på brugerne
På kulturarvsinstitutionerne må vi blive bedre til stole på, at brugerne er med os. At de vil udnytte deres kreativtet og kompetencer til gavn for den fælles sag, hvis de får mulighed for det. At det er få mennesker, som med vilje vil bidrage med fx noget forkert eller vrøvlet til et fælles produkt. Og vi må desuden stole på, at brugere selvfølgelig også anvender deres sunde fornuft, når de anvender det brugergenererede indhold. Derfor hænger tiltro til brugeren også sammen med spørgsmålet om digitalisering, vi må regne med at det i fremtiden langtfra er kulturarvsinstitutionerne der er mere eller mindre ene om at kontekstualisere kulturhistorisk information. Brugere vil i stigende grad ønske og forvente at kunne mikse indhold til eget formål og drage det ind i egne sammenhænge i mash-ups, m.m.

2) At blive aktive deltagere i den digitale verden
På kulturarvsinstitutionerne må vi øge vore digitale kompetencer. Vi må blive ligeså habile – både teknisk og kulturelt – til at anvende de digitale steder, hvor vores brugere er. Det betyder bla. at man ikke altid kan ”vente og se om det er noget der holder”, når en ny tjeneste skal vurderes. Så der bør være større rum til eksperimenter og læring ifht. de (efterhånden ikke helt så) nye medier. Vi må også kunne trække på egen viden og erfaringer, når en tjeneste eller mulighed vurderes. Vi bør have almene brugerkompetencer i benyttelsen af de gængse, sociale medier.

3) At skabe og fastholde dialog
En kulturarvsinstitution må naturligvis være klar til den traditionelle formidling; den fortolkede fortælling om fortiden, hvor vi på faglig solid grund reflekterer, perspektiverer og relaterer samlingernes indhold til nutiden. Og fortæller de gode historier. Men den faglige monolog – fortællingen om hvordan det var – må suppleres (i mange sammenhænge måske erstattes) af en mere aktuel, personlig og højfrekvent dialog, som i højere grad tager udgangspunkt i dialogpartnerens ønsker, forudsætninger og interesser.

4) At forbinde det fysiske og de digitale rum
I dag er de to vigtigste rum på kulturarvsinstitutionerne adskilte. Det, der foregår digitalt, afspejler sig ikke simultant i det fysiske rum og omvendt. Jeg tror, at vi vil få brug for at nedbryde den grænse, fx webcaste og streame aktiviteter, vejlede med brug af skype m.m., lade brugere skrive til websiten fra det fysiske rum (fx liveblogge fra en foredragsaften o.lign.) Desuden bør vi forbinde ikke kun institutionens eget virtuelle rum (“hjemmesiden”) – men også andre digitale tilstedeværelser – både med hinanden og med den fysiske lokation.

5) At sætte proces over projekt
Det er måske én af de største udfordringer. For hvad betyder det at starte en dialog i sociale medier for så pludseligt at sige stop? Det er ingen skam at standse dialogen, hvis der ikke er nogen i den anden ende som svarer. Men hvis man står og taler med en person, vender man ikke pludseligt ryggen til og går sin vej. Mangt og meget tænkes traditionelt (ikke mindst på grund af bevillingsformer) i afsluttede projekter. Men i “formidling 2.0″, er det da ikke processen i sig selv, som er projektet?

Et rencontre i Malmö

Så fik man også prøvet at holde oplæg og diskutere med simultantolkning til fransk. Et par spændende dage i Malmö med europæiske lokale kulturpolitikere og arkivfolk. Jeg bidrog med indlæget “Archives and the 2.0 culture”, et emne, som jeg i øjeblikket er meget optaget af. Netop fordi arkiver tilbyder mulighed for stærkt individualiseret brug af samlingerne, tror jeg at arkiver (uanset hvor de måtte befinde sig) har et gevaldigt potentiale i det man netop kunne kalde “2.0-kulturen” med alle dens forventninger om personalisering, individualitet og servicering af “lange haler”. Spændende at høre hvordan andre i Europa ser på sagen og fænomenet ifht. kulturarvsbranchen.  Bente Jensen fra Aalborg Stadsarkiv holdt et flot og problematiserende oplæg om de kommercielle aspekter omkring samlingerne og deres anvendelse.

Les rencontres er et program med tilbagevendende møder og aktiviteter http://www.lesrencontres.org …man kan skifte til engelsk progversion i højre hjørne, hvis ens skolefransk er blevet lidt rustent.