Surprise-party for Christi Janus

Arkivversioner af virtuelle verdener

Ved gårsdagens månedlige møde i Archivists of Second Life deltog avataren Mollie Mavendorf, som præsenterede et meget spændende projekt som er i gang. Udvikling af et redskab som scanner – og dermed skaber arkiveringsversioner – af virtuelle verdener. Projektet, der er skabt med fondsmidler, er et samarbejde mellem bl.a.  UIUC, Stanford og University of Maryland. Også Linden Lab, skaberne af Second Life, er involveret på forskellig vis.

“Sim-scanneren” vil kunne scanne både hele øer og enkelte områder, og det er planen at den skulle kunne virke i såvel Second Life som andre virtuelle verdener bl.a.  OSgrid. Et af de forskningsmæssige bidrag er bl.a. opbygningen af et særligt virtuelt univers, som skulle kunne modtage de scannede verdener og opbevare disse samt deres genstande, sådan at de på et senere tidspunkt kunne stilles til rådighed for brugere/forskere. (Så vidt jeg forstod, var denne platform baseret på opensource-verdenen Sirikata (sirikata.org, sirikata på flickr, sirikata på vimeo)

Der er selvsagt en masse spørgsmål med relation til fx ophavsret m.m, hvis genstande og byggerier klones. Og efter hvilke principper skal lagringen ske. Skal det gode gamle proveniensprincip med ind i den virtuelle verden, eller kan man bygge en art kaosarkiv omkring en slags semantisk tilgang? Hvordan kan arkiveringsversionerne stilles til rådighed for brugere? Hvordan dokumenterer man de aktiviteter, som finder sted i virtuelle verdener? Faktisk er der en superspændende opgave for kulturforskere. Gennem fx in-world interviews, deltagerobservation m.m. og alle de fra RL kendte metoder kunne det være interessant at gennemføre egentlig etnologisk dokumentation i virtuelle verdener. Bryllupper, fester – mindesteder (jeg har fx oplevet en dyrekirkegård for RL kæledyr). Det hele er også på de virtuelle platforme og venter næsten bare på etnologerne.

Altsammen meget spændende og Archivists of Second Life er interesserede i, som gruppe, at være lidt med i projektet om arkivering af virtuelle verdener. Der er møde næste gang den første søndag i september 2009 i Archives Land kl. 1 pm. SL-tid. Der er faktisk ingen danske arkivarer med – kun undertegnede, som jo er frafalden

Posten er – til en afveksling – crossblogget på http://arkivformidling.wordpress.com

2.0 bringer os tilbage til rødderne

Ved Organisationen Danske Arkivers konference om “Web 2.0 og kulturarven” havde jeg den store glæde at åbne ballet gennem et lille indlæg med historik omkring 2.o og indspark til, hvordan kulturarven kan få en art “digital borgerskab”. Det er den bedste oversættelse af begrebet “netizenship”, som jeg kan komme på. 2.0 handler jo ikke om at “være på” den ene eller anden specifikke tjeneste, men som jeg tidligere har blogget om, i hvertfald 5 store udfordringer for kulturarven i den digitale verden  . Udfordringer i den måde, man som kulturarvsmenneske og institution møder sin omvenden på.

Man kan diskutere, om 2.0 er død, hvilket der vist også er en del snak om i den engelsksprogede blogosfære. En anden måde at se dette på er måske at spørge, om 2.0 egentlig ikke har været der hele tiden. Ved konferencen prøvede jeg at illustrere dette synspunkt med to videoer:

og et klip fra “Det dér med Højlund” fra 1997 som ligger på DR´s SPAM side:  http://www.dr.dk/DR1/Spam/Kliparkiv/index.htm?c=221

Der er ca. 4 år – men en hel verden – til forskel på brugen af og tanken om nettet i de to filmstumper. I det første klip er folk aktive, de skriver og stiller spørgsmål, forholder sig til en mangfoldighed af emner og til hinanden.  Det var sådan, at nettet var tænkt. ”Publicering til intetheden” i det andet klip er en digression, hvis man skal tro Tim Berners-Lee, en af internettets ”founding fathers”. Han har ved flere lejligheder udtalt, at nettet på først nu er begyndt at blive til dét som han egentlig havde tænkt sig at det skulle være.

Men de fleste af os – kulturarvsinstitutionerne – kom jo netop først ”på nettet” nogenlunde samtidig med studieværten Niels Højlund og hans samtalepartner. Og da var nettet blevet til en-vejs kommunikation. Vi ”lagde tekster ud”. De første mange års internet blev i høj grad UDEN interaktion, og bestod af at brugeren sad og læste en elektronisk folder på en skærm.  Efterhånden kom der webgrafikere, informationsarkitekter og designere som sagde, at opbygningen skulle være bedre, med designprogrammer, signaturfarver og logo placeret så det hele så pænt ud. Og godt for dét, for ellers havde vi siddet og hakket i DOS.

Men selve funktionaliteten – pointen med at skrive og kommunikere med hinanden, dén gled i bagggrunden. Så er 2.0 ikke bare at vende tilbage til selve nettets rødder? http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/5-udfordringer-for-den-digitale-fremtid. Vil man atter kunne slukke for den “yearning to connect” som omtales i programmet fra 1993?

Private digitaliserings- og tilgængeliggørelsesprojekter

Måske har flere allerede set det på deres historie-online men ellers er en række engagerede slægtsforskere gået igang med at digitalisere “Nygårds sedler” i samarbejde med SA. Man kan se mere om projektet på www.nygaards-sedler.dk, hvor sedlerne også tilgængeliggøres løbende.

Et superfint projekt, som sparer originalmaterialet, giver SA kopier af optagelserne og iøvrigt også tilgængeliggør sedlernes indhold for alle dem, der har langt til Rigsarkivet. Altså rigtig godt!

Der findes efterhånden en del privatdrevne websites, der tilgængeliggør materiale fra forskellige arkiver i database – eller anden – form. Et eksempel kunne fx være www.skippere.dk som indeholder oplysninger om navigationseksaminerede danske skippere og styrmænd 1707–1839, prisonfanger, kapere m.m. Oplysninger som kan være interessante for slægtsforskere, men også for alle andre med interesse for søens folk. Et andet kunne være siten med indtastninger af de Københavnske dødeblade 1893-1923 og indskydere i Den Almindelige Enkekasse og der er flere andre, herunder sites der viser arkivalier og redegør for personer og handlingsforløb ved bestemte begivenheder m.m. Et eksempel her kunne være siten om Boyes bande.

Det er grundlæggende til gavn for arkivbrugerne med denne form for “brugergenereret digitalisering”… men hvad sker, når/hvis en privat ejer af en sådan side ikke længere kan eller vil opretholde siden? Noget vil blive bevaret gennem de nethøstninger som foregår af .dk-domænet, men det gælder næppe alt. Det er fx ikke alt, der findes på et.dk-domæne. En anden problemstilling er efterfølgende at få adgang til det høstede materiale, ikke mindst de teknologiske aspekter heri.

En interessant problemstilling er derfor, hvordan man kunne sørge for, at denne form for “privatdigitaliserede” kilder får et liv, som rækker længere ind i fremtiden end de privatpersoner og organisationer, som nu og her står bag?

Denne post er crossblogget på den spritnye http://arkivformidling.wordpress.com

X-files – den ægte vare!

Scully og Mulder kan godt gå hjem og lægge sig. Nu har en række sager i National Archives i Storbritannien nemlig nået tilgængelighedsgrænsen og er derfor åbne for offentligheden. På arkivets YouTube kanal får man en lille smagsprøve på arkivalierne og deres indhold. Det er vist 2.0-udgaven af information om arkivadgang og tilgængeligsgrænser. Respekt!