Viden om sociale medier vigtigere end “webindhold”?

På Trine Maria Kristensens blog – hovedetpaabloggen – har jeg læst et meget interessant indlæg, som peger i en retning, jeg selv ikke tvivler på vil være en realitet indenfor …. ikke særligt mange år.

Indlægget “Hvis du vil have et job i PR, så lær noget om sociale medier” handler ganske vist, som titlen antyder om PR. Men udviklingen, at sociale medier og en dialogisk tilgangsvinkel bliver stadig mere væsentligt, er næppe kun relevant for dette felt.

Tidligere – og man kan stadig møde opfattelsen – var web i høj grad et sekundært medie. Det var dér man “lagde tekster ud”, som egentlig var produceret til at have et primært liv i helt andre sammenhænge. Fx en trykt folder, udstilling, artikel eller lignende. Der VAR virkelig tale om at “lægge tekster på nettet”, eftersom der i reglen ikke blev gjort særligt meget ved dem. De blev måske forkortet lidt i erkendelse af, at den typiske bruger næppe er glad for at læse lange tekster på skærm. Og med CMS-systemernes fremkomst kunne “alle” pludselig “lave hjemmesider”. Ikke noget med koder, de fleste kunne lære at betjene systemerne, som publicerede tekst og billeder.

Artiklens grundklide peger på et paradoks i, at de sociale medier vurderes som meget vigtige – samtidig med, at et firmas egen website anses som væsentlig for troværdigheden. Alligevel føler jeg mig mere og mere overbevist om, at den traditionelle hjemmeside, som vi kender den idag, er stendød i vor levetid. Tekst og illustrationer i én-vejs-kommunikation har næppe en stor fremtid. Vi ser allerede rigtigt mange steder, at institutioner viser og bruger deres sociale tjenester i forhold til den gammeldags website. Det kan være alt fra sociale deleknapper, googlemaps, twitterbadges etc. til fx widgets, med indhold, der kan bruges på mange forskellige platforme (fx rijkswidget´en ) Men der er også stadigvæk plads til det klassiske indhold, som giver troværdigheden.

Men selvom det klassiske indhold er væsentligt, og må have en høj grad af “findbarhed”, vil det næppe kunne undgås, at “hjemmesiden” bliver noget andet. Mit gæt er, at den vil erstattes af noget, som i højere grad er en slags mashup. Et samlingspunkt for services og tilstedeværelser, der også har selvstændige liv andre steder, og hvor en del af “findbarheden” handler om adgang til, at brugere selv kan skubbe indholdet omkring.

Men dette kræver tilstedeværelse og evne/ressourcer til det dialogiske. Evnen til at kommunikere i rettidighed, med en vis kadence og på forskellige platforme – er måske derfor én af kulturarvens største, aktuelle ufordringer på formidlingsområdet?

Grøn solidaritet med Iran på Twitter

At man gennem markering med fx forskellige farver, symboler m.m. kan markere sympati med fx politiske og religiøse sager er langtfra nyt. Den frygiske hue, sans culotterne, den røde “AIDS”-sløjfe, farven lyserød som opslutning i arbejdet mod brystkræft etc. der er masser af eksempler på hvordan en farve eller et mærke forbinder tilhængere af en bestemt sag. Normalt plejer grøn at være associeret med St. Patricks Day, og glade irere, der i dagens anledning har farvet både hår, skæg og deres øl klart grønne.

Men senest er farven grøn blevet symbol på opslutning bag protesterne i forbindelse med det iranske valg. En bevægelse, der også findes i cyberspace på blogs, facebook og Twitter. Her vælger brugere at vise deres støtte til de iranske protester ved at farve deres avatarer grønne, eller placere en grøn blok på profilen i stedet for det sædvanlige profilfoto.

Et eksempel er den amerikanske journalist Ana Marie Cox, som på sin blog har farvet den sædvanlige avatar grøn. Også danske twittere bruger muligheden for at støtte bevægelsen Help Iran Election som man også finder på  #iranelection.

Mere:
The greenification of Twitter
Green reflects solidarity with Iran protesters on Twitter

Henrik den 8. på Twitter

Engelsk historiestuderendes “hjemmevideo” af arkivalier fra National Archives´ webudstilling

I Storbritannien er der nok gået lidt mere Tudor i den end sædvanligt. 2009 markerer 500-året for Henrik den 8´s tronbestigelse og hans kroning den 24. juni 1509. På serien “Tudors” wiki er der en liste over de arrangementer, som året byder på. 

Som bekendt var Henrik en farverig herre, om ikke andet så kendt for at være gift 6 gange, hugge hovedet af to af sine koner samt være far til “Bloody Mary” og Elizabeth den Første. Mange institutioner deltager i markeringerne, som fortsætter året ud. British Library har blændet op for udstillingen “Man and Monarch” som bl.a. rummer en Henry VIII blog og en webudstilling. National Archives viser en mikrosite i anledningen af jubilæet, og her kan man bl.a. se dokumenter med relation til skilsmissen fra Katharina af Aragonien og retssagen imod Anne Boleyn. Man kan bl.a. downloade podcasts … og mod betaling en kopi af monarkens testamente. Der er selvfølgelig også private fansider og grupper på Facebook, hvor den største Henry VIII-side har 1554 fans. 

At formidle en så kendt person er aldrig let. Men The Historic Royal Palaces er gået til sagen med brug af bl.a. sociale medier. Henrik er på Twitter, og har været det i ca. en måned. Hans tweets startede den 22. april med faderens død: “My father has died and I am to be King: a role – were it not for the death of my brother Arthur — for which I was not born”.  Lige nu er han taget til Greewich, som han holder meget mere af end Tower, han har travlt med at uddele land, titler og embeder - og er i øvrigt superglad, fordi hans brors enke, Katharina af Aragonien har sagt ja til at gifte sig med ham. Henrik har til dato twittet 13 gange, har 695 følgesvende og er flink til at lægge links til Royal Palaces YouTube-kanal.

Hvad er det så, at Twitter kan som formidlingsmedie? Henrik er den første historiske person, som jeg har fundet på Twitter, men der kan selvfølgelig sagtens være flere.  Telegraph skriver dog i en artikel om aktiviteten, at “It is thought to be the first time the website has been able to engage users in historical events from a first person perspective, and in real time over the actual period they took place”. Så måske er Henriks tweets historiske i mere end én forstand.

Grundideen i denne brug af Twitter minder en del om konceptet i Harry´s blog fra 1. Verdenskrig, hvor breve blev postet på bloggen med 90 års “forsinkelse”. Modtageren af både Harry´s breve og Henrik´s tweets får en realtime-fornemmelse af begivenhederne, som er vanskelig at opnå med andre formidlingsformer, fx en udstilling , en publikation eller lignende, som opleves og tilgås i en langt mere “koncentreret” form. Men måske er publikation og udstilling også en form, der betyder at historiens gang opleves mere “tilrettelagt”? Kan netop den mere fragmenterede form være med til at formidle en stærkere oplevelse af, at historiske begivenheder kunne have udviklet sig anderledes? At de netop er resultater af en løbende udvikling, af påvirkninger og hændelser – herunder tilfældigheder?

Foreløbig twitter Henrik, men har ikke pt. dialog med sine følgesvende, hvilket er forståeligt, når man tænker på de ressourcer, det kunne kræve at arbejde med denne mulighed. Men det kunne måske være et interessant næste skridt – “samtalen” med den historiske person? Eller konstruerede samtaler, #markerede “tråde”, baseret på facts, hvor man kan følge – og måske deltage i historiske personers interaktion? Måske tummrt mediet også muligheder for kontrafaktisk historieformidling. Kunne det fx indgå som elementer i ARG med historisk sigte?

Det var så Henrik – men hvem af konerne var den bedste og mest interessante? På Royal Palaces YouTube-kanal fortæller 6 ansatte om de 6 koner.  Det er forskellige personer, museumsinspektører, vagter, en ”reenacter” o.s.v.  der hver især går i brechen for deres kandidat, og forsøger at ovebevise seeren om, at netop hun fortjener æren.  Også et spændende formidlingstiltag, for det er naturligvis ikke kun det videnskabelige personale, der et personligt forhold til de historiske personer. Men hvem var så den bedste – tjah Anne af Cleves og Kateryn Parr overlevede i hvertfald

Videoer for:
Katharina af Aragonien
Anne Boleyn
Jane Seymour
Anna af Cleves
Katherine Howard
Kateryn Parr

Wikipedia har forkerte oplysninger!

Dette klip fra Go´Morgen Danmark har bragt sindene i kog på både Twitter (http://twitter.com/#tv2wikigate) og  facebook. På Wikipedia er der naturligvis også en omtale, endda en temmelig grundig én, som også går i dybden med spørgsmålet om, hvor de oplysninger som indslaget kommenterer, mon kommer fra. Indslaget lægger jo ikke skjul på, at der er tale om fake oplysninger, og pointen  – at det er nemt at rette i Wikipedia – er sådan set helt rigtig. Det er netop formålet med en wiki. Det er også helt rigtigt - og godt timet her i forhold til eksamenstiden – at forholde sig til, at Wikipedia ikke er ufejlbarlig. Det er den Salmonsen, som man har arvet fra mormor, og som står hjemme på hylden jo iøvrigt heller ikke.

Flere har forholdt sig til indslaget, bla http://pcblog.dk/2009/05/14/tv2-wiki-gate-handler-om-noget-andet og http://bootstrapping.net/2009/05/14/tv2-wikipedia-gate-2

Det interessante ved Wikipedia er er ikke, at der er fejl – for ingen er ufejlbarlig – men at fejl kan rettes meget hurtigt. Hvilket i øvrigt også er sket i dette tilfælde. Og så er grundlaget interessant. Wikipedia´s grundlag er tillid til samarbejde. Tillid til, at begavede mennesker vil dele deres viden med andre, ganske gratis – simpelthen for den gode sags skyld. For at udvikle mere viden og ny viden i fællesskab, så vi alle kan blive klogere.

Så når man – selvom det kan være for at illustrere en nok så korrekt pointe, og selvom det sker med et glimt i øjet - med vilje bringer forkerte oplysninger i et kollektiv, der hviler på gensidig tillid, er det ikke uproblematisk.

Ikke mindst i akademiske kredse møder man ofte en betydelig skepsis overfor netop Wikipedia – ærgerligt, fordi det kunne være en spændende platform for dialog og vidensudvikling i krydsfeltet mellem “amatør-ekspertise” og “akademisk ekspertise”. Bidrager et tv-indslag som ovenstående til at skabe interesse for en sådan udvikling? Eller kan det snarere bekræfte nogle af de allerværste fordomme og skræmme folk op i Elfenbenstårnet i en vis fart?

Selvom jeg ikke selv for alvor har bidraget til Wikipedia, har jeg den største repekt for projektet. Så jeg har altid mødt skeptiske kollegaer og artsfæller med en påstand om, at det kollaborative holder i længden.  Fordi det er meget få, som med vilje og fuldt overlæg vil skrive noget forkert, når de véd at andre formentlig vil antage oplysningerne for at være korrekte. Det tror jeg faktisk stadig.

2.0 bringer os tilbage til rødderne

Ved Organisationen Danske Arkivers konference om “Web 2.0 og kulturarven” havde jeg den store glæde at åbne ballet gennem et lille indlæg med historik omkring 2.o og indspark til, hvordan kulturarven kan få en art “digital borgerskab”. Det er den bedste oversættelse af begrebet “netizenship”, som jeg kan komme på. 2.0 handler jo ikke om at “være på” den ene eller anden specifikke tjeneste, men som jeg tidligere har blogget om, i hvertfald 5 store udfordringer for kulturarven i den digitale verden  . Udfordringer i den måde, man som kulturarvsmenneske og institution møder sin omvenden på.

Man kan diskutere, om 2.0 er død, hvilket der vist også er en del snak om i den engelsksprogede blogosfære. En anden måde at se dette på er måske at spørge, om 2.0 egentlig ikke har været der hele tiden. Ved konferencen prøvede jeg at illustrere dette synspunkt med to videoer:

og et klip fra “Det dér med Højlund” fra 1997 som ligger på DR´s SPAM side:  http://www.dr.dk/DR1/Spam/Kliparkiv/index.htm?c=221

Der er ca. 4 år – men en hel verden – til forskel på brugen af og tanken om nettet i de to filmstumper. I det første klip er folk aktive, de skriver og stiller spørgsmål, forholder sig til en mangfoldighed af emner og til hinanden.  Det var sådan, at nettet var tænkt. ”Publicering til intetheden” i det andet klip er en digression, hvis man skal tro Tim Berners-Lee, en af internettets ”founding fathers”. Han har ved flere lejligheder udtalt, at nettet på først nu er begyndt at blive til dét som han egentlig havde tænkt sig at det skulle være.

Men de fleste af os – kulturarvsinstitutionerne – kom jo netop først ”på nettet” nogenlunde samtidig med studieværten Niels Højlund og hans samtalepartner. Og da var nettet blevet til en-vejs kommunikation. Vi ”lagde tekster ud”. De første mange års internet blev i høj grad UDEN interaktion, og bestod af at brugeren sad og læste en elektronisk folder på en skærm.  Efterhånden kom der webgrafikere, informationsarkitekter og designere som sagde, at opbygningen skulle være bedre, med designprogrammer, signaturfarver og logo placeret så det hele så pænt ud. Og godt for dét, for ellers havde vi siddet og hakket i DOS.

Men selve funktionaliteten – pointen med at skrive og kommunikere med hinanden, dén gled i bagggrunden. Så er 2.0 ikke bare at vende tilbage til selve nettets rødder? http://www.formidlingsnet.dk/arkiv/5-udfordringer-for-den-digitale-fremtid. Vil man atter kunne slukke for den “yearning to connect” som omtales i programmet fra 1993?