Hvad er en “digital bruger”… egentlig?

I de senere år er kulturinstitutioner begyndt at interessere sig for “digitale brugere”, og ikke kun de fysiske. Men hvad er en digital bruger egentlig? Er der kun én slags?

Når Kulturstyrelsen måler digitale brugere, udgøres tallet af antal unikke brugere på det klassiske website. Publikationen “Danske Museer i tal” oplyser, at de museer, der i 2010 opgjorde deres digitale besøgstal, havde 8.198.208 digitale brugere (overraskende nok, var der stadig 18 museer, som ikke véd, hvor mange, der bruger deres website). Det gennemsnitlige besøgstal var 88.153.  Der er selvfølgelig usikkerheder  (fx cookieindstillinger etc. etc.) men antallet af unikke brugere kan om ikke andet bruges som en strømpil for, hvor mange enkeltpersoner (IP-adresser) der – nogenlunde – har været forbi. Og man kan se, om tallet går op eller ned.

Men digitalt bliver stadigt mere komplekst, samtidig med, at brugen af det klassiske website også udvikler sig. Websites rummer idag flere forskellige typer af indhold og dermed mange forskellige brugsscenarier.
Dén bruger, som skal tjekke åbningstider, særudstillingsinfo eller handicapvenlighed før et fysisk besøg, har en anden tilgang end dén, der er interesseret i dét emne, museet handler om (fx leder efter artikler, bladrer gennem fotos eller anvender museets online-database.) Det første tal hænger bl.a. sammen med faktorer, som er knyttet til de fysiske tilbud: hvilke særudstillinger der er og hvor mange penge kan museet bruge på at markedsføre dem? Det andet tal har lidt andre sammenhænge: Hvilket primært, digitalt materiale tilbyder museet og er det findbart og delbart?

Ville det være relevant at finde ét – eller flere – måleparametre, som i højere grad  tager højde for disse forskellige brugertyper (“besøgsforberederen”, “ressourcebrugeren”) samt deres respektive måder at anvende den klassiske site på?

Men det klassiske website kan næppe fortsat stå alene. Dialog i sociale netværk, visning af indhold på 3. parts sites og tilgængeliggørelse bliver en stadigt vigtigere del af den digitale tilstedeværelse.  I den analoge verden er det ikke så ligetil at få mere kvalitative data. Hvis man ikke kun vil vide, hvor mange der har været inde i en udstilling – men også, hvad de syntes om det, og om de har brugt det til noget, kræver det et lidt større setup. Digitalt er det lettere – ikke mindst i sociale netværk, der er bygget op omkring interaktion, dialog og meningstilkendegivelse. Evner en institution at skabe engagement og interesse omkring sit emne? Stiller den ressourcer til rådighed, som nogen vil bruge, arbejde med og videreudvikle? Bidrager institutionen til at gøre andre netressourcer bedre – gennem formidling og tilgængeliggørelse af viden og materialer? Netop dette sidste aspekt er en del af Europeanas målsætninger for 2013, som bl.a. indeholder fokus på genbrug og visninger via bl.a. Wikipedia.

En “digital bruger” kan være bruger på mange forskellige måder og have mange forskellige krav til en kulturinstitution. Så måske kunne et bud på nogle nye, digitale målepunkter fx være:

• en diffentiering mellem ”besøgsforberederens” og “ressourcebrugerens” anvendelse af den klassiske website. (Kunne man fx forestille sig to “scores” udregnet på baggrund af nye besøg/genbesøg, antal sete sider, tilstedeværelsestid, downloads, delinger, etc.?)

• digital “engagementsmåling” via fx Klout, Museum Analytics, TweetLevel el. lign.

• viste materialer på 3. parts sites (fx Wikipedia, Europeana etc.)

• -  nye tjenester, bygget på institutionens API´er

Links:
Danske Museer i tal
Europeana Business plan 2013
Let´s get Real (2011)
Klout
Museum Analytics
TweetLevel

Illustration:
Original på Wikimedia Commons

Chrome Maze gør Nationalmuseets website til et spil

Meget passende her op til påske, hvor der er tid til at lege, lancerede Google et nyt Chrome-eksperiment: Maze. Maze er en gamificeret tilgang til en hvilken som helst website, man måtte ønske. Maze laver ganske enkelt websiten om til en spilleflade, som minder om Teeter, som (vist?) var fast inventar på alle de første smartphones.

Maze spilles med en kombination af stationær/laptop + mobil/tablet. PC´en funger som skærm og den håndholdte som “joystick”. Det er meget enkelt: PC og håndholdt forbindes via fx QR-scan og derefter vælges den website, man vil spille på. Maze laver siten om til en forhindringsbane, hvor en lille kugle triller og hopper lystigt afsted, alt efter, hvordan man betjener den håndholdte. Maze kræver, at man har den seneste version af Chrome på sin pc, og den kan hentes gratis her. Og hvis man er en haj, kan man køre den hjem som i denne japanske video:

Spil som Maze er hygge-tidsfordriv-overspringshandling – og hvorfor ikke med et lillebitte ekstra drys kulturarv? Kulturarvsinstitutioner – og andre websiteejere – kunne fx give lidt ekstra ved at lave forskellige “spilleplader”, hvis ideen om “gamificerede websites” er noget, der slår an. Når en bruger søger efter den site, der skal leges med, kan hun faktisk godt søge specifikke sider frem. M.a.o. kunne der lanceres forskellige sider, med fx forskellige billeder, opdeling m.m. ved forskellige lejligheder – og hvorfor ikke ud fra brugerforslag/brugerafstemninger i institutionens digitale community?

Måske er eksperimentet også begyndelsen til helt nye måder at bruge sin klassiske website på!?

Links:
Gamification (definition på Wikipedia)
World Wide Maze
Google Chrome download

Hvorfor bruger arkiver og museer ikke memes?

Der er undtagelser – men det er sjældent, at arkiver og museer benytter sig af memes. Hvorfor mon?

Memes har karakteristika til fælles med mange andre folkelige kommunikationsformer. De fungerer og skabes i et fællesskab, hvor muligheden for replikation og variation er vigtige komponenter.

Det viste eksempel, hvor Batman langer Robin én på hovedet (“My parents are dead”- memet) bruges bl.a. til at udtrykke irritation over noget.  Billedet er postet på Livrustkammarens FB-side og i skrivende stund er der flere svenske venner, som har repostet – tak til Johan Carlström, som gjorde mig opmærksom på den og på dette blogindlæg fra Markus Welin. Her er memet brugt i besøgsrettet kontekst  Batman fremstår irriteret over, at Robin foreslår noget med Fotografiska Museet, når  Livrustkammaren er så meget bedre :-) . Museet har også anvendt memet ”Succes Kid” med et lignende budskab:

Det er første gang, jeg har set en kulturarvsinstitution bruge memes så aktivt. Ellers er det få elementer fra digital kultur, der vandrer over i aktiv brug på kulturarvsinstitutioner. Der er nogle få eksempler på flashmobs, men ikke mange. Vi har fx heller ikke set vikinger danse gangnam style eller harlem shake på historiske museer eller oplevet kunstmuseer, der har udsat deres værker for Cecilia Gimenez-restaurering. 

Der er naturligvis mange andre muligheder end “kom-og-besøg-os”-budskabet, for at benytte memes i kulturarvens tjeneste. Men dem har jeg heller ikke rigtigt set endnu. Er spørgsmålet måske, om institutioner er gearet til at bruge en folkelig og meget “levende” kommunikationsform af denne type?

Når der er så få institutioner, der hidtil har benyttet memes, er det mit gæt, at det er fordi de er svære.

• Brugen kræver kendskab til digital kultur i en grad, som ikke altid er tilstede dér, hvor kommunikation er noget, der skal planlægges og udføres.

• Memes er udtryk for højfrekvent, urban folklore, og udgør en del af det fællesskab, der benytter den. Det er vanskeligt for “udenforstående” at forstå og bruge et formsprog, som er del af en kultur, man ikke selv tilhører.

• Memes findes og generes ofte på sites, som er fulde af reklamer, blinkende elementer og ting i stærke farver. Altsammen indhold, der er meget anderledes end den æstetik, som kulturarvsinstitutioner typisk benytter.

• Timing og hurtighed er af stor betydning. Et meme, som er forbi sidste salgsdag, er lidt …… “bred ymer”. Når memet begynder at blive brugt i reklameafdelingerne, vil dets livscyklus ofte allerede være ved at være slut.

• Memes har et uformelt præg, og benytter ofte et element af humor, satire, ironi og lign. Hovedlinjen i institutioners kommunikation er i reglen lagt an på andre former for indhold.

• De fleste memes bygger på 3. parts indhold og inkorporerer billeder m.m. som refererer populærkultur… og som kan være omfattet af ophavsret.

Endnu en udfordring er, at memes er en meget fin ballance. Hvornår kan en bestemt udformning og variation ses som et bidrag til memets kulturelle community? Hvornår er der tale om en anvendelse, som intet giver tilbage, og måske tværtimod kan bidrage til memets død, fordi det bliver mainstream eller “kommercielt”?

Nu er det spændende, om vi snart ser danske kulturarvsinstitutioner følge Livrustkammarens eksempel. Det kunne måske være Tøjhusmuseet? Eller Danmarks Borgcenter, som laver sjove, lidt anderledes ting med deres Facebookcovers?

Links:
Internet meme (Wikipedia)
Batman slaps Robin (memegenerator)
Livrustkammaren