Jeg er oprigtigt usikker på, hvor længe stedet har ekstisteret, men forleden tog min avatar Charlotta et kostme på, der minder rigtig godt til den stereotype, populære fremstilling af pilgrimmenes påklædning i sort og hvidt . Så det var passende til et besøg på  “The Mayflower – Southern Cross“. Stedet er opbygget af en privatperson med historisk interesse. Lokationen består dels af en rekonstruktion af skibet og dels af et miljø, der beskriver Plymouths og Mayflowers historie.  De historiske informationer findes i form af en række – meget store – skilte, som gennem tekst fortæller om de første pilgrimmes ankomst og første tid.

Stedets historiske autencitet kan formentlig diskuteres på en række punkter. Fx minder stedets “bordlamper” i mistænkelig grad om petroleumslamper. Og et af skiltene formidler den populære historie om, at indianerne bidrog med en,  for europæerne, hidtil ukendt delikatesse – nemlig popcorn – til den første Thanksgiving middag. (En nøjere gennemgang af kildegrundlaget for historien om popcorn til Thanksgiving kan man i øvrigt finde på museet Plimoth Plantations website )

Men – diverse unøjagtigheder ufortalt – så giver skibet et indtryk af rumligheden. Hvorvidt der er tale om målfast gengivelse er ikke oplyst, men rummene er små og ikke helt nemme at bevæge sig i for en avatar. Netop oplevelsen af rumlighed – eller mangel på samme – er én af de formidlingsmuligheder, som er unikke for 3dimensionelle verdener og miljøer.  Og dermed er Mayflower under alle omstændigheder et besøg værd. Det er også et sted, som det er let at se potentialet i, fx flere genstanbde (indbo) med beskrivelser og referencer til Plymouths første bebeoere, der er temmelig veldokumenterede – også genealogisk.

Til næste år åbner “Rockheim“ det norske rockmuseum, som er placeret i Trondheim. Det er på mange måder et anderledes museum. For det første er en del af selve bygningen “brugergenereret” – facaden udsmykkes med de 10 mest populære norske pladeomslag, udvalgt gennem læserafstemning på Aftenposten, Stavanger Aftenblad, Adresseavisen, Fædrelandsvennen og Bergens Tidende. De virtuelle tilbud, som er åbnet i beta, rummer bl.a.  en “Rockipedia” (om norsk pop og rock) en del af profilen. Her kan enhver registrere sig og dele sin viden om emnet. Og så er der en virtuel verden. På det norske formidlingsnet skriver Ellen Røsjø, at museet har fået kritik for netop den virtuelle verden. Gamerne kan ikke lide den, fordi de synes at grafikken er for primitiv.

Ansporet af Ellens blogpost måtte jeg se at få prøvet – og der er da set bedre grafik i denne verden. Det er heller ikke så brugervenligt at skulle downloade et program på 121MB + en manual i pdf på 47 sider. WASD-navigation er måske heller ikke optimal. Avataren kan ikke rigtig customizes. Der er tilsyneladende ikke mulighed for at man kan invitere venner. Måske er funktionen der, men den er ikke i øjnefaldende.  Det lykkedes mig aldrig at få chatten til at virke – (heller ikke efter at have kigget i 47-siders manualen, men jeg kan naturligvis have overset det

Det er meget nemt at kritisere, især en beta som prøver at gå nye veje. Og som antydet kan jeg finde mange ting i Virtuelle Rockheim, som kunne forbedre min brugeroplevelse. Men er det fx fair at sammenligne grafikken med et spil? Det er jo netop IKKE et spil, men et 3D milø, knyttet til en kulturhistorisk ressource. Og jeg synes grundlæggende, at det er et godt forsøg, som adskiller sig fra mange andre institutioners bud på 3D-tilbud.

Frem for alt er Virtuelle Rockheim ikke en traditionel soloverden. Den er tværtimod tænkt som et socialt 3D-tilbud. Et sted, hvor brugere kan være til stede samtidig, se hinanden og kommunikere. Hvis jeg skulle gætte, er dette netop en af de måder, som jeg kunne forestille mig at virtuelle verdener relativt nemt kunne indgå i kulturarvsarbejdet på. Som en 3D add-on til en konventionel “flad” tilstedeværelse, en mulighed, som man kan hoppe ud og ind af, og som har en fornuftig sammenhæng med stedets andre digitale tilbud. (Fx kan man tilgå Rockipedia´en inde fra 3D delen)

Så nordmændene har faktisk med hele projektet – inklusiv den virtuelle verden - afprøvet sociale former og tilgange, som man ikke ofte ser brugt samtidig og forsøgt integreret. Så hatten af for det. Også selvom grafikken kunne være bedre og chatten burde være nemmere at bruge.

Emma Gad - fra Wikimedia. En fornuftig dame, der absolut ikke var nogen etiketterytter, men mere fortaler for common sense og sociale kompetencer

Hvis man møder til et sølvbryllup i badedragt og konsekvent spiser med fingrene er der stor chance for, at der efterfølgende bliver længere mellem invitationerne. Men dannelse handler ikke nødvendigvis om smoking eller evnen til at håndtere en hummergaffel.

For noget tid siden optrådte begrebet ”digital dannelse” på Esben Fjords facebook-profil. Jeg er blevet så glad for udtrykket, at jeg synes det fortjener en nøjere diskussion og større udbredelse.

Ved ”dannelse” forstår vi i reglen, at en person har erhvervet en viden og nogle egenskaber, som gør ham eller hende i stand til at betjene sig af et sæt kulturelle koder. Det er koder, der er så udbredte, at kendskabet til dem er afgørende for udvikling og vedligehold af sociale kontakter.

Hvilken viden og hvilke færdigheder kunne ligge i begrebet ”digital dannelse”? Hvad kunne være et godt bud, lige nu og her?

At have minimumskompetencer
Man må kunne benytte de mest almindelige programtyper (fx tekstbehandling, fotobehandling, mail m.m.) på et jævnt brugerniveau samt kunne downloade og installere almindelige plugins og programmer, samt benytte søgetjenester.

At kunne skabe indhold
Man bør være i stand til at skabe indhold på nettet. Der er mange steder at pege på som mainstream lige pt. – fra blogs til YouTube – men det er ikke enkelte steder, der er det vigtigste. Det væsentlige er, at man er i stand til at skabe indhold med én eller flere alment brugte tjenester, og dermed have en stemme samt en platform for digital kontakt.

At kunne udvikle relationer
Man bør være i stand til at knytte og udvikle sociale kontakter via digitale medier. Dvs. at kunne deltage i fx debatfora, googlegrupper m.m. på en kollaborativ og konstruktiv måde, uden at troll´e eller lignende.

At kunne øve digital kildekritik
Man bør kunne vurdere – eller i hvert fald være opmærksom på – forhold, der kan have indflydelse på en digital kildes værdi. Fx domæne-ejerskab, alder, indkommende links fra andre sites, etc.

At være udviklingsparat
Man må være klar til at prøve nye tjenester, værktøjer og muligheder for digital kommunikation og publicering. Af de web m.m.-tjenester som er almindelige i dag, er der stensikkert nogle, som er erstattet af andre indenfor 3-4 år.

Jeg har nu vovet det ene øje, vel vidende, at dét der kunne være relevant i dag ikke nødvendigvis er det om et år. Er der andre – eller flere – bud på en digital Emma Gad?

Indlægget er crossblogget hos NCK og formidlingsnet.dk

Der er efterhånden mange kulturarvsprodukter, som tilbyder brugeren mulighed for at gå rundt i et 3D-univers

Fælles for de fleste er, at de er opbygget specielt til én institution, og at benyttelse kræver særlig software, fx at brugeren downloader hele 3D-modellen til sin egen pc. Brugeren skal naturligvis også lære forskellige færdigheder, som er nødvendige for at kunne navigere omkring. Udvikling og vedligehold er sjældent noget, som institutionen selv kan udføre, heller ikke selvom det blot er mindre justeringer m.m. Fordi de forskellige tilbud er teknologisk forskellige ”stand-alone” produkter, er det ikke muligt at binde dem sammen. Ønsker man at forlade ét sted for at bruge et andet, skal man logge ud og evt. downloade et nyt program, som passer til den nye lokalitet.

Nogle af stederne har form som ressourcer, hvor brugeren, bortset fra at kunne ”gå omkring” og opleve et 3-dimensionelt miljø, har adgang til fx at læse tekster, se film etc., som ikke er tilgængelige på det ”almindelige” net. Andre trækker i større eller mindre grad på elementer fra spiluniverser, hvor brugeren skal løse forskellige opgaver.

Fælles er også, at brugeren er alene inde i universet og kan ikke kommunikere med andre brugere, eller med personer fra den institution, som tilbyder stedet. Brugeren kan måske agere med indhold inden for et nærmere defineret råderum, men kan ikke selv skabe nyt indhold. Denne type steder kalder jeg ”soloverdener” for at skille dem fra andre virtuelle verdener, som typisk giver brugeren andre muligheder.

I en virtuel verden kan det være lettere for brugere at skabe indhold, og der er i reglen tale om et multi-user scenarie. Der kan være flere personer tilstede på én gang. Personerne kan se hinanden og kommunikere, fx via chat, private beskeder eller tale.

Forskellen minder meget om forskellen på web 1.0 og web 2.0. Det er især muligheden for brugerskabt indhold og dialog, som udgør en forskel. I soloverdenen kan brugeren – som på en 1.0-website – se og læse forskelligt, som indholdsudbyderen har publiceret. I en virtuel verden har en indholdsudbyder mulighed for at kommunikere med sine brugere i realtid, fx at afholde digitale aktiviteter. Man kan tilbyde omvisning, foredrag og seminarer, deltagere kan stille spørgsmål og få svar på stedet. Brugerne kan besøge lokaliteterne sammen med deres kontakter, og man kan tale/skrive sammen om dét man ser. Det er desuden forholdsvis let at komme fra ét sted til et andet, uden at skulle logge ud og downloade en ny verden.

Kulturarvsverdenen er så småt begyndt at være socialt tilstede på det almindelige, flade net. Enten på de gængse, sociale platforme eller på de specialplatforme, som institutioner og styrelser selv forsøger at opbygge i egne rum og med egen teknologi. Er det en udvikling, som også vil komme ifht. 3D-området inden længe? Det interessante er, at en virtuel verden på mange områder kan tilbyde det samme som en soloverden, blot med mulighed for at tilføje sociale elementer. Fordi man har opbygget fx en historisk rekonstruktion behøver man naturligvis ikke at gøre den social med det samme – og heller ikke hele tiden.

OpenSim kunne være ét bud på teknologisk grundlag for en sådan udvikling. Selvom softwaren vist endnu ikke er helt lydefri, giver den mulighed for at en institution kan hoste en egen verden, og dermed have 100% kontrol over den, uden at skulle betale licens til fx Linden Lab. En OpenSim verden kan fungere som ”stand-alone”-verden, men også kobles på OpenGrid. Dette kunne gøre det lettere for brugeren at browse ens lokalitet sammen med andre verdener, via den samme viewer.

Ofte fremhæves det, at museumsoplevelsen er social, fordi man går derhen med venner eller familie og at brug af arkiver kan være indgang til nye kontakter med kulturarv som omdrejningspunkt. Kan man overføre denne synsvinkel til kulturarv på 3D-nettet? Nye teknologier giver nye behov. Fx behovet for at vurdere, om det produkt man ønsker at opbygge, vinder ved, at muligheden for socialitet vælges fra.

Giver det ens produkt en særlig kvalitet, at man ikke skal kunne opleve det sammen med andre? Er der en formidlingsmæssig pointe i, at det ikke skal være muligt for en gruppe at besøge stedet sammen? Hvis ikke, bør man måske prøve at overveje den sociale 3D-løsning.

Indlægget er cross-blogget på NCK-bloggen

På adressen http://slurl.com/secondlife/Frideswide/219/199/646/ findes et af de pt. mest spændende steder i SL. “The War Poets Exhibition in Second Life” er netop åbnet og giver med udgangspunkt i The First World War Poetry Digital Archive en fremstilling af såvel minder som digtning med relation til dét, som den gang kaldtes “Den Store Krig”. I samtiden kunne man jo af gode grunde ikke ane, at verden blot få årtier efter ville blive kastet ud i endnu en forfærdelig krig.

Det digitale arkiv som SL-siten tager udgangspunkt i, er baseret på Oxford Universitetet og rummer materiale fra flere forskellige samlinger, der er tilgængeliggjort gennem et særligt digitaliseringsprogram JISC. Emnerne er bla. hentet i Imperial War Museum samt den brugergenererede samling “Great War Archive” på flickr.

SL-siten rummer flere lag. Der er mulighed for at vælge at afspille eller vise forskellige emner, mens avataren (i tidstypisk påklædning) bevæger sig rundt i det tre-dimensionelle miljø. Nogle materialer er digte og beretninger, men også fx en video om mulighederne for at efterspore faldne slægtninge har fundet vej til det tredimensionelle miljø. Lokaliteten er bygget op som et landskab af skyttegrave, dugouts, lazaretter og slagmarker. Men – som den venlige stemme i tutorialområdet bemærker – så kan krigens kulde, angst, savn af familie etc. selvfølgelig ikke simuleres på denne vis. Det kunne det naturligvis heller ikke på fx et museum, hvor eksempelvis lyd- eller lyseffekter måtte indgå. Alligevel bidrager omgivelserne til formidlingen af indholdet. Der er forskel på at sidde og læse tekster på en skærm eller høre dem læst op – og at høre dem i et rum, der er bygget op som en slagmark, forsynet med brag, røg og lange skyttegrave.

På YouTube findes denne lille machinma, som giver et godt indtryk af stedet: