Hvis man møder til et sølvbryllup i badedragt og konsekvent spiser med fingrene er der stor chance for, at der efterfølgende bliver længere mellem invitationerne. Men dannelse handler ikke nødvendigvis om smoking eller evnen til at håndtere en hummergaffel.

For noget tid siden optrådte begrebet ”digital dannelse” på Esben Fjords facebook-profil. Jeg er blevet så glad for udtrykket, at jeg synes det fortjener en nøjere diskussion og større udbredelse.

Ved ”dannelse” forstår vi i reglen, at en person har erhvervet en viden og nogle egenskaber, som gør ham eller hende i stand til at betjene sig af et sæt kulturelle koder. Det er koder, der er så udbredte, at kendskabet til dem er afgørende for udvikling og vedligehold af sociale kontakter.

Hvilken viden og hvilke færdigheder kunne ligge i begrebet ”digital dannelse”? Hvad kunne være et godt bud, lige nu og her?

At have minimumskompetencer
Man må kunne benytte de mest almindelige programtyper (fx tekstbehandling, fotobehandling, mail m.m.) på et jævnt brugerniveau samt kunne downloade og installere almindelige plugins og programmer, samt benytte søgetjenester.

At kunne skabe indhold
Man bør være i stand til at skabe indhold på nettet. Der er mange steder at pege på som mainstream lige pt. – fra blogs til YouTube – men det er ikke enkelte steder, der er det vigtigste. Det væsentlige er, at man er i stand til at skabe indhold med én eller flere alment brugte tjenester, og dermed have en stemme samt en platform for digital kontakt.

At kunne udvikle relationer
Man bør være i stand til at knytte og udvikle sociale kontakter via digitale medier. Dvs. at kunne deltage i fx debatfora, googlegrupper m.m. på en kollaborativ og konstruktiv måde, uden at troll´e eller lignende.

At kunne øve digital kildekritik
Man bør kunne vurdere – eller i hvert fald være opmærksom på – forhold, der kan have indflydelse på en digital kildes værdi. Fx domæne-ejerskab, alder, indkommende links fra andre sites, etc.

At være udviklingsparat
Man må være klar til at prøve nye tjenester, værktøjer og muligheder for digital kommunikation og publicering. Af de web m.m.-tjenester som er almindelige i dag, er der stensikkert nogle, som er erstattet af andre indenfor 3-4 år.

Jeg har nu vovet det ene øje, vel vidende, at dét der kunne være relevant i dag ikke nødvendigvis er det om et år. Er der andre – eller flere – bud på en digital Emma Gad?

Indlægget er crossblogget hos NCK og formidlingsnet.dk

Der er efterhånden mange kulturarvsprodukter, som tilbyder brugeren mulighed for at gå rundt i et 3D-univers

Fælles for de fleste er, at de er opbygget specielt til én institution, og at benyttelse kræver særlig software, fx at brugeren downloader hele 3D-modellen til sin egen pc. Brugeren skal naturligvis også lære forskellige færdigheder, som er nødvendige for at kunne navigere omkring. Udvikling og vedligehold er sjældent noget, som institutionen selv kan udføre, heller ikke selvom det blot er mindre justeringer m.m. Fordi de forskellige tilbud er teknologisk forskellige ”stand-alone” produkter, er det ikke muligt at binde dem sammen. Ønsker man at forlade ét sted for at bruge et andet, skal man logge ud og evt. downloade et nyt program, som passer til den nye lokalitet.

Nogle af stederne har form som ressourcer, hvor brugeren, bortset fra at kunne ”gå omkring” og opleve et 3-dimensionelt miljø, har adgang til fx at læse tekster, se film etc., som ikke er tilgængelige på det ”almindelige” net. Andre trækker i større eller mindre grad på elementer fra spiluniverser, hvor brugeren skal løse forskellige opgaver.

Fælles er også, at brugeren er alene inde i universet og kan ikke kommunikere med andre brugere, eller med personer fra den institution, som tilbyder stedet. Brugeren kan måske agere med indhold inden for et nærmere defineret råderum, men kan ikke selv skabe nyt indhold. Denne type steder kalder jeg ”soloverdener” for at skille dem fra andre virtuelle verdener, som typisk giver brugeren andre muligheder.

I en virtuel verden kan det være lettere for brugere at skabe indhold, og der er i reglen tale om et multi-user scenarie. Der kan være flere personer tilstede på én gang. Personerne kan se hinanden og kommunikere, fx via chat, private beskeder eller tale.

Forskellen minder meget om forskellen på web 1.0 og web 2.0. Det er især muligheden for brugerskabt indhold og dialog, som udgør en forskel. I soloverdenen kan brugeren – som på en 1.0-website – se og læse forskelligt, som indholdsudbyderen har publiceret. I en virtuel verden har en indholdsudbyder mulighed for at kommunikere med sine brugere i realtid, fx at afholde digitale aktiviteter. Man kan tilbyde omvisning, foredrag og seminarer, deltagere kan stille spørgsmål og få svar på stedet. Brugerne kan besøge lokaliteterne sammen med deres kontakter, og man kan tale/skrive sammen om dét man ser. Det er desuden forholdsvis let at komme fra ét sted til et andet, uden at skulle logge ud og downloade en ny verden.

Kulturarvsverdenen er så småt begyndt at være socialt tilstede på det almindelige, flade net. Enten på de gængse, sociale platforme eller på de specialplatforme, som institutioner og styrelser selv forsøger at opbygge i egne rum og med egen teknologi. Er det en udvikling, som også vil komme ifht. 3D-området inden længe? Det interessante er, at en virtuel verden på mange områder kan tilbyde det samme som en soloverden, blot med mulighed for at tilføje sociale elementer. Fordi man har opbygget fx en historisk rekonstruktion behøver man naturligvis ikke at gøre den social med det samme – og heller ikke hele tiden.

OpenSim kunne være ét bud på teknologisk grundlag for en sådan udvikling. Selvom softwaren vist endnu ikke er helt lydefri, giver den mulighed for at en institution kan hoste en egen verden, og dermed have 100% kontrol over den, uden at skulle betale licens til fx Linden Lab. En OpenSim verden kan fungere som ”stand-alone”-verden, men også kobles på OpenGrid. Dette kunne gøre det lettere for brugeren at browse ens lokalitet sammen med andre verdener, via den samme viewer.

Ofte fremhæves det, at museumsoplevelsen er social, fordi man går derhen med venner eller familie og at brug af arkiver kan være indgang til nye kontakter med kulturarv som omdrejningspunkt. Kan man overføre denne synsvinkel til kulturarv på 3D-nettet? Nye teknologier giver nye behov. Fx behovet for at vurdere, om det produkt man ønsker at opbygge, vinder ved, at muligheden for socialitet vælges fra.

Giver det ens produkt en særlig kvalitet, at man ikke skal kunne opleve det sammen med andre? Er der en formidlingsmæssig pointe i, at det ikke skal være muligt for en gruppe at besøge stedet sammen? Hvis ikke, bør man måske prøve at overveje den sociale 3D-løsning.

Indlægget er cross-blogget på NCK-bloggen

På adressen http://slurl.com/secondlife/Frideswide/219/199/646/ findes et af de pt. mest spændende steder i SL. “The War Poets Exhibition in Second Life” er netop åbnet og giver med udgangspunkt i The First World War Poetry Digital Archive en fremstilling af såvel minder som digtning med relation til dét, som den gang kaldtes “Den Store Krig”. I samtiden kunne man jo af gode grunde ikke ane, at verden blot få årtier efter ville blive kastet ud i endnu en forfærdelig krig.

Det digitale arkiv som SL-siten tager udgangspunkt i, er baseret på Oxford Universitetet og rummer materiale fra flere forskellige samlinger, der er tilgængeliggjort gennem et særligt digitaliseringsprogram JISC. Emnerne er bla. hentet i Imperial War Museum samt den brugergenererede samling “Great War Archive” på flickr.

SL-siten rummer flere lag. Der er mulighed for at vælge at afspille eller vise forskellige emner, mens avataren (i tidstypisk påklædning) bevæger sig rundt i det tre-dimensionelle miljø. Nogle materialer er digte og beretninger, men også fx en video om mulighederne for at efterspore faldne slægtninge har fundet vej til det tredimensionelle miljø. Lokaliteten er bygget op som et landskab af skyttegrave, dugouts, lazaretter og slagmarker. Men – som den venlige stemme i tutorialområdet bemærker – så kan krigens kulde, angst, savn af familie etc. selvfølgelig ikke simuleres på denne vis. Det kunne det naturligvis heller ikke på fx et museum, hvor eksempelvis lyd- eller lyseffekter måtte indgå. Alligevel bidrager omgivelserne til formidlingen af indholdet. Der er forskel på at sidde og læse tekster på en skærm eller høre dem læst op – og at høre dem i et rum, der er bygget op som en slagmark, forsynet med brag, røg og lange skyttegrave.

På YouTube findes denne lille machinma, som giver et godt indtryk af stedet:

Én af de kulturarvsinstitutioner, som er blandt mine favoritter ifht. sociale medier er de kongelige samlinger i Storbritannien. Gennem 2009 har institutionern på spændende vis formidlet den temmeligt farverige konge Henrik den Ottende med alle konerne. Der er blevet twittet og brugt YouTube på flot og inspirerende måde – og nu er der et nyt initiativ i rækken.

Lige i tid til Halloween har Historic Royal Palaces uploadet en lille video om nogle af de spøgelseshistorier, som hjemsøger de gamle bygninger. Stilen er seriøs men samtidig alt andet end tør og akademisk. Der spilles bevidst på især lyseffekter og den fortællende “warden” er udstyret med en påklædning (og til tider en adfærd) der bringer ham rigtigt godt i tråd med gengangeritemaet.

En fin lille machinima med klima-tema. Et godt eksempel på, hvordan en virtuel verden kan bruges som arena for visualisering af meget seriøse og væsentlige problemstillinger. Den taler for sig selv….