Sanselige – helt u-digitale – museumsoplevelser

Friske kakaobønner inde i kakaofrugten. Bønnerne er dækkede af en slimet, syrlig og frugtagtig masse, som er kølig og lidt rar at få i munden. Selve bønnen smager bittert, men ikke ubehageligt. Den er hård og sejg at tygge i. Hvor tit får man sådan en museumsoplevelse?

Mange klassiske museer knokler for at forbedre museumsoplevelserne digitalt. Samtidig er der rent kommercielle museer, som prøver noget helt andet: levende mennesker i udstillingerne.

Jeg har efterhånden besøgt en pæn mængde museer på ferieture m.m. rundt om i Europa. En del af dem er kommercielle – og det har slået mig, at nogle af dem gør det modsatte af, hvad man ellers oplever på mange klassiske “public-service-museer”. De er “bemandede” med levende mennesker. Det er ellers noget, man oftest ser på Frilandsmuseer. Og der er masser af ting, man kan prøve, gøre lugte og smage. Til gengæld er der ikke rigtigt nogen apps og kun få digitale installationer.

På Heineken Experience i Amsterdam er der traditionelle afsnit, hvor man står og kigger på ting, mens man læser tekster. Men der er også fx en “bryggesimulator”, hvor gæsten – ligesom ingredienserne til Heinekens produkt – bliver rystet, kogt osv.  Og stedet har bemandede stationer, hvor personale fortæller om råstofferne til brygning, og hvor man kan få lov at føle og lugte til malt, humle, osv. Turen slutter i en bar, hvor indgangsbilletten selvfølgelig også giver en gratis fadøl.

Bavaria Filmstadt lukker kun gæster ind i grupper. Hver tur tager 90 minutter – men så har man også optaget et eget afsnit af en sci-fi, klatret rundt i “Das Boot” og fløjet på dragen fra “Den Uendelige Historie”. Da jeg selv besøgte stedet, var det med en fantastisk “omviser”, der på 0,5 fik skabt “et hold” af en gruppe, der i udgangspunktet var helt fremmede for hinanden. Vi kom fra forskellige lande og vidste ikke meget om tysk film. Alligevel fik vi en fælles og social oplevelse – med andre end de ægtefæller, børn etc. som vi selv havde med.

I Hamborgs lille Chokoversum, skabt af chokoladefirmaet Hachez, kan man på ture, der er inkluderet i billetprisen, smage sig gennem hele chokoladefremstillingsprocessen. Smagsløgene oplever den friske, frugtagtige og bitre kakakofrugt, den ristede bønne og den lune, valsede chokomasse – og til sidst den færdige plade chokolade. Stedet har duftstationer og en lille “hule”, man kan sætte sig ind i, for at prøve, hvordan det er at være kakaobønne. Man hører regnen tromme på skallen, naturens lyde og kakaobondens høstkarle, der kommer for at hakke de modne frugter ned.

Heineken Experience og Chokoversum lader gæster gå rundt som de vil – men har befolket udstillingerne med en slags guider. Dem, jeg har oplevet, var ret unge, og måske ikke altid forsynet med baggrundsviden nok til at svare på supplerende spørgsmål. Til gengæld var de superenthusiastiske, engagerede og fokuserede på det oplevelsesmæssige i netop dét stof, som indgik i deres “portefølje”. På ferieturenes mere klassiske public-service museer har jeg derimod primært oplevet “vagter”, der holder skarpt øje med, om man fx ligner én, der kunne finde på at tage fotografier.

Der er masser af levendegørelse og reenactment på danske frilands- og friluftsmuseer. Men bortset fra Eksperimentariet, synes jeg ikke, at eksempler på “guider” eller “piloter” i klassiske “indendørs-museer” springer i øjnene. Navnligt ikke med tilbud til voksne i de permanente udstillinger. Er der nogen, som har fingeren mere på pulsen på dette område? Og hvorfor mon fx steder af den ovennævnte type ser ud til at styre udenom onsite-apps? I min verden burde de to oplevelsesformer ikke udelukke hinanden.

Links:
Mine fotos fra Chokoversum 2012 (Flickr)
Mine fotos fra Heineken Experience (Flickr)

Åbning af arkivpakke på norsk live-tv – kulturarvens svar på den stinkende blomst?

En lille del af køen ved Botanisk Haves drivhus, da blomsten sprang ud 21. juni.

Da Botanisk Haves stinkeblomst sprang ud i sommer stod vi i kø for at komme ind og se den. Den 24. august så ca. 1 million mennesker en arkivpakke blive åbnet på live-TV. Er kortlivede events i realtid en ny oplevelsestrend, som vi skal holde øje med?

Blomsten i Botanisk Have var måske ikke særligt smuk, og den lugtede ihvertfald ubehageligt. Det tog kortere tid at se den, end man havde brugt i køen, men alligevel strømmede folk til de dage der gik, inden den afblomsterede. Da arkivpakken blev åbnet, viste den sig at indeholde arkivalier med relation til 1912-jubilæet for Slaget ved Kringen og opstillingen af en mindesten. Nok en skuffelse for nogen.

Arkivpakken åbnes under livetransmission på Verdens Gang´s website 24. august.

 

Selv for os, der elsker arkiver, er deltagelse fra kongehuset, farvet lys, folkedragter og lurspil måske i overkanten af, hvad der skal til for at åbne en pakke med lokalhistoriske arkivalier. Også selvom det er del af et større event. Men mon ikke mange alligevel vil kigge med en anden gang?

Festivitassen omkring arkivpakkeåbningen har ligheder med den aften, hvor tusindvis af københavnere stod i kø udenfor væksthuset i Botanisk Have for at se en stinkende blomst. Begge begivenheder er kortlivede, og vanskelige at gentage. Pakken kan kun “førstegangsåbnes” én gang, og det varer måske 10 år inden Amorphophallus Titanum blomstrer igen. Det er nu og her – eller måske aldrig. Det er sjældent, vi har den slags begivenheder i kulturarvens verden. Udstilling af nye, arkæologiske fund sker fx sjældent hurtigt efter opdagelsen, men nogle måneder senere, efter nærmere undersøgelse, konservering o.s.v. Er ligblomstens blomstring og arkivpakkeåbningen mon udtryk for, at der er ved at ske noget med vores opfattelse af, hvad der kan give en aktivitet kvalitet?

For 30 – 40 år siden var talk-of-the-town i kulturinteresserede kredse Nationalmuseets idag nærmest legendariske Brede-udstillinger. De havde en form, der viste helt nye takter indenfor museumsformidling. “Bredeudstillingerne” kørte i årene 1966 til 1988, og konceptet med særudstillinger kører som bekendt endnu og på mange flere museer. Selvom de er kortvarige, kan særudstillinger som regel ses i flere måneder. Altså en “langlivet” måde at være midlertidig på.

Det gælder også et andet musealt ikon, “den nye haj”, i Kattegatcenteret. “Den nye haj” var en talemåde, der hærgede kulturarvens verden for nogle år tilbage. Her var ikke tale om et helt nyt og samlet tilbud, med særlig tema, layout m.m. men om en renoveret “permanentudstilling”, som fik en ny beboer. Det var en sandtigerhaj, som var blevet for stor til Tivoli´s akvarium. Hajen var voldsomt omtalt, og gav et pænt besøgstal i den vinterferie, hvor centeret genåbnede. Men derefter dalede interessen. (Dette er lidt von-høren-sagen, da jeg ikke har kunnet finde tal på det nettet. Hører gerne korrektioner)

Hvorfor stod tusinder i kø for at se ligblomsten og hvorfor fulgte en million livesending fra åbningen af en arkivpakke? Mit gæt er, at en del af grunden skal findes i, at begge begivenheder var meget realtidsorienterede.

I modsætning til særudstillinger og nye hajer, havde både blomsten og arkivpakken en langt kortere levetid. Det var nu og her. Meget “limited edition”. Begge aktiviteter var gratis, men krævede tilgengæld, at interesserede ofrede noget af dét, der er allermest vigtigt for mange i dag: At de satte tid af, ryddede den ellers travle kalender for at prioritere netop dette. Ingen af de to events varede særligt længe, og det kan jo skurre lidt i forhold til mange kulturarvsinstitutionernes glæde ved fordybelse. Men fordybelse er næppe den eneste vej til oplevelse og interesse.

Så er sammensætningen af noget aktuelt og noget unikt – kombineret med meget kort levetid – morgendagens formidlingsmæssige Kinderæg?

Udstillingstekster – letlæste á la Ekarv

Tekster er som regel ikke det, der får størst opmærksomhed på et museum, hvis bare dét der står, er nogenlunde rigtigt. Det er synd, for tekster kan meget mere end at være korrekte.

For en formidlingsinteresset gav det et helt lille gib i skrivemusklen at komme forbi fyrskibet.dk og læse Benjamin Asmussens post “Den spørgende udstillingstekst” om arbejdet med teksterne på det nye søfartsmuseum.

For ca. 20 år siden (!) stiftede jeg for første gang bekendtskab med Margareta Ekarv og hendes skrivemetoder. Metoden tager udgangspunkt i teknikker, som bruges til at skrive letlæst for voksne. Hendes tekster låner også lidt elementer fra reklame og nyhedsjournalistik. Teksterne skal ikke bare være læsbare, men også fremstå så læseværdige, at man får lyst til at læse dem. Det giver lidt præg af “Hey-You-See-So” som man ellers ikke ser i museumstekster. De lægger op til indlevelse, samtidig med at de er enkle og lette at gå til.

En udstillingstekst er en genre for sig, og bør skrives som sådan. Ekarv-metoden er en værktøjskasse, der rummer masser af virkemidler og greb, som næsten ingen danske museer og udstillingssteder bruger. I stedet skrives udstillingsteksterne ofte på samme måde, som man ville skrive fx en skolebogstekst: Ikke for lang og med en høj grad af faktualitet.

Margareta Ekarv har en baggrund som forfatter af letlæste tekster rettet imod voksne, men har tekstet på en række svenske museer, bl.a. Postmuseum. Blandt hendes pointer er at få fjernet tung sætningsopbygning som fx indskudte sætninger, passiver og “venstretyngde”. Dvs sætninger, hvor de meningsbærende og vigtige ord kommer langt henne i sætningen. Hovedrådene i bogen “Smaka på Orden” fra 1991 er:

• Vær konkret
• Undgå snørklet sætningsgopbygning
• Undgå at bulte tillægsord sammen
• Lad subjekt komme før verbum
• Forklar svære ord
• Undgå linjer med mere end 45 anslag (9 – 13 ord i en sætning)
• Brug læselinjer
• Undgå orddeling
• Inddel teksten i mindre afsnit (3-6 linjer)
• Skriv rytmisk
  (min oversættelse fra svensk)

Med denne metode skæres teksten helt ind til benet, men samtidig giver brugen af rytme, spørgsmål, udråb o.lign. et skønlitterært præg. Det er næsten poesi, hvilket taler til en anden hjernehalvdel end den, der kun er tunet ind på det faktuelle.

Eksempel på “Ekarv-tekst”. Fra bogen “Smaka på Orden”, 1991.

Metoden er som nævnt udviklet til voksne med læsebesvær. Men hvem har ikke dét, når man er på museum? En tekst, der sidder i en udstilling, læses i en helt anden kontekst end en tekst i en bog. Læseren står og går, og er omgivet af mange faktorer, der påvirker koncentrationen. Der er andre genstande og tekster rundt om, der er måske lyd og levende billeder, der er andre udstillingsgæster som snakker, skoleklasser der løser opgaver, etc. Det er omstændigheder, hvor ikke kun personer med læsevanseligheder påvirkes. Læsesituationen er også fundamentalt forskellig fra den situation, hvor teksten fødes. Forskeren sidder ved sit skrivebord, med sin pc – ofte på et enkeltmandskontor – og har dermed nogle helt andre betingelser for koncentration og fordybelse, end den kommende læser. Man kunne lege med tanken om, hvad der ville ske med udstillingsteksterne, hvis de skulle skrives under de samme betingelser som de læses: stående i et offentligt rum med masser af aktivitet rundt omkring :-)

Der er unægteligt sket en del siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Ekarv-metoden. Fx var der stort set ikke noget internet for 20 år siden. Vi havde ikke en smartphone i lommen og dermed ikke adgang til at hente tonsvis af faktuel viden uden for museumsrummet. Vi havde ikke sociale netværk og vi zappede mindre. Nogle forskere mener ligefrem, at vores koncentrationsevne udfordres af de mange muligheder og at vi derfor får sværere ved at huske og koncentrere os på dén måde, som hidtil har været gængs.  Hvis det er rigtigt, at koncentration og dermed længere tekststykker havde bedre betingelser for 20 år siden, er behovet for nye tekstningsformer ikke blevet mindre.

Jeg glæder mig til at se teksterne på det nye søfartsmuseum, og håber, at “ekarviseringen” vinder lidt mere fodfæste.

Links:
Evaluering af Ekarv-tekster i Swansea Museum, 1996
Ekarv-texting in Manchester Art Gallery (Word-dokument med tips)
Ekarved text layout (Fokusgruppe fra V&A)
dinhistorie  ”crowdsourcet” 1700-tals udstilling i Rundetårn i 2010.  I projektets videoer på YouTube oplæses udstillingsteksterne, som var udformet efter Ekarvske principper.