Christopher Butterfield – den fæle hacker på Facebook


Advarslen om, at man kan få hacket sin profil og indhold på sin pc, hvis man tilføjer en ven ved navn Christopher Butterfield har kørt på Facebook i et par dage. Bl.a. “hacker warning” på snopes.com og “Hvem er Christopher Butterfield?” på thedotfactor.dk redegør for, at der er tale om en hoax. Et stykke højkfrekvent digitalfolklore. Nogle facebook-brugere har – som advarslen påbyder – skrevet i deres statusopdatering, at man skal lade være med at blive ven med Butterfield, og opfordre sine venner til at skrive samme besked i deres status. På denne måde, gennem netværkets egen dynamik, spredes rygtet.

Som dotfactor beskriver, er der flere faktorer, som kunne gøre modtageren af en sådan besked lidt mistænksom, ikke mindst det typiske kædebrevspåbud om at sprede informationen yderligere. Mange kædebrevsformer afslutter opfordringen til at sprede med en advarsel om, at det giver ulykker for den, der undlader at videresende. At dette lidt ”overnaturlige” element mangler, styrker oplysningens troværdighed.

Men der er flere andre troværdige elementer: Facebook findes. Hackere findes. Der kunne sagtens være noget, der hed ”data-ID´er”, der er mange pc-relaterede udtryk, man ikke lige kender. Medier rapporterer om Facebook-ghosts, personer der opretter falske profiler, evt.  med et fristende kontrafej, og derpå forsøger at narre den falske persons venner til at udlevere personlige informationer. Den grundlæggende problemstilling omkring privatlivsbeskyttelse i sociale netværk er bestemt reel. Rygtets helt basale besked, at man ikke skal venner med folk, man ikke kender, er temmelig fornuftig.  Og endeligt er der det allervigtigste verifikationselement: oplysningen kommer fra en ven. Måske oven i købet fra flere venner, hvorved troværdigheden styrkes endnu mere.

Denne form for netværksbaseret spredning ikke ny. Sådan lever rygter – uanset om det er amerikanske børnefamilier, der frygter barberblade eller narkotika i halloween-slikket, eller det er danske 1800-tals bønder, der er urolige, fordi slaverne er brudt ud fra Rendsborg og nu drager hærgende op igennem Jylland. Man siger det til sine venner, som siger det til deres venner, som siger det til deres venner, som….o.s.v. På et tidspunkt kan rygtet ende i medierne og spredes yderligere – og til sidst lander det måske på folkloristens eller etnologens skrivebord. Det er ikke altid nemt at finde ud af, hvor et rygte kommer fra, hvor hurtigt det spredes og hvordan. Men nu har vi heldigvis Google Insights – kulturforskerens nye ven!

christopher_butterfield_tid

En søgning efter ”Christopher Butterfield” afslører efter få øjeblikke, at interessen for denne temmelig specifikke søgning har taget et gevaldigt opsving i de seneste dage. Kurven viser også, at Butterfield på verdensplan har påkaldt sig interesse i to tidligere perioder, først på året i 2006, midt i 2007 og i slutningen af  2008. Dog slet ikke samme grad som nu. Lidt almindelig googlen bringer faktisk en ældre post frem på digg, som tilbage i november 2008 indeholder det pt. verserende rygte om hackeren Butterfield. Insights meget stejle kurve viser noget om den intensitet, som rygtet udvikler sig med netop nu, og den geografiske visning afslører, at interessen for at vide mere om Butterfield er størst i….Norge!

christopher_butterfield_lande

Opmærksomheden er i øvrigt samlet i Oslo-området og den helt store interesse indfinder sig omkring den 15. april. Men nogle af de første omtaler på norske websites kommer tilsyneladende først et par dage efter, omkring den 21. april iflg. Google. I forhold til de norske tilstande, er Danmark endnu noget nær et Butterfield-u-land. Den amerikanske og italienske søgekurve følges ad i nogle dage, hvorefter amerikanerne tilsyneladene taber interessen. I både USA og Italien synes trangen til at finde information om Butterfield nu at være aftagende, hvorimod nordmændene fortsat søger løs.

christopher_butterfield_aprilmaj09

Der er naturligvis mange ubekendte faktorer: Er det fx den samme Butterfield, eller er Googles opfattelse af interessen “forurenet” af søgning efter personer med samme navn? Når det ikke er muligt at få en graf frem, som viser udviklingen i Danmark kun for april/maj, betyder det så, at interessen ikke toppet endnu? Eller er rygtet blevet aflivet hurtigere her- og i så fald hvorfor? Som redskab til at indkredse interessante problemfelter og søgemønstre af kulturhistorisk interesse er Insights bestemt et forsøg værd.

Endnu et interessant fænomen er Facebook-brugernes reaktioner. Facebook har pt. 161 svar på søgningen “Christopher Butterfield”. Heraf er en række “advarselsgrupper”, der bygger på hackerrygtet. Men der er samtidigt en modbevægelse, fx grupper som “CHRISTOPHER BUTTERFIELD is misunderstood” og “the Christopher Butterfield appreciation society”.

Desuden er der naturligvis en række personer, som rent faktisk bærer dette, pt. meget interessante navn. Men søgningen viser også en række – måske nyoprettede? – profiler, som enten er fotoløse eller som rummer et foto, der kan ligne en ironisk kommentar til situationen. Fx ordet “hacker”, et foto af et par hænder, der rækker ud fra en pc-skærm for at bemægtige sig tastaturet, et sørøverflag, etc.

christopher_butterfield_profiler

About these ads