Da jeg kom hjem fra ferie var der brev fra Harry. Hurra – han lever endnu! Gudskelov har han det godt og er ved godt helbred i Asiago.
Han har skrevet meget i den sidste tid, men nogen gange går der uger imellem. Så bliver jeg nervøs, for man véd jo aldrig hvad der kan ske. Måske er han blevet dræbt ligesom mr. Thomas´ ældste søn for nyligt. Eller han kan dø af én eller anden sygdom: I brevet fra den 22. april skrev han jo om regn, kulde og sne til knæene i skyttegraven.
Skyttegraven….? Ja, for Harry var født i august 1887 i England. I 1917, da han var 29 år, blev han soldat i 1. Verdenskrig og jeg abonnerer på hans breve fra vestfronten via atom. De bliver postet af hans sønnesøn Bill præcis 90 år efter, at de blev skrevet, og jeg har indtil nu modstået fristelsen til at google “laceworker Harry Lamin” for at se, om jeg kan finde ud af, hvad der skete med ham. Harry har også sin egen profil på Blogger, hvor vi kan se at han er 120 år gammel og at han endnu ikke har nået at få sig en yndlingsfilm.
Harry´s blog er en af mest spændende måder at blogge kulturarv på, som jeg længe har set. Gennem brevene oplever læseren 1 verdenskrig set fra en personlig synsvinkel og i en narrativ form, som er helt anderledes end den, man kender fra bøger, film etc. Historien er i en form for posthum real-time, og vi må vente længe. Til krigen er forbi – eller til dén dag, hvor den frygtelige besked om, at han er faldet, kommer. Det er en særpræget historie-oplevelse at læse med så længe, og endnu ikke vide hvordan historien ender.
Jeg håber altså bare, at han kommer frelst hjem til Ethel og lille William…..
Charlotte S H Jensen 