
En venlig avatar har doneret en grund og en fin to-etagers bygning i Wonderful Denmark til et Historiens Hus… eller måske skulle man snarere kalde det “Historiens 2. Hus”. I øjeblikket er jeg igang med at indrette det, med bla. “læsesal”, “museumsbutik” samt lokale til særudstillinger og et foredragsrum.
Når man først kommer i gang er selve byggeteknikken ikke så vanskelig, omend måske lidt tidskrævende. Desuden skal man hele tiden holde øje med, hvor mange objekter man har brugt, så man ikke overfylder grunden (der er et begrænset antal objekter til hver grund). Pt. er det især foredragsrummet, butikken og læsesalens afsnit om genealogi, som har været i focus. Det bliver interessant at se, hvorvidt emnet kan interessere fx amaerikanske avatarer med nordiske rødder. I andre sims findes mindst 2 genealogiske “research centres” og måske vil det være muligt at etablere et samarbejde. I det hele taget bliver det spændende at teste, om der er avatarer, som har lyst til at beskæftige sig med historie og kulturarv.







Hej Charlotte
Nu har jeg brugt et par timer på at komme på Second Life – ene og alene med det formål at besøge Historiens Hus. Først gik der ca. ½ time med at finde en tilladt kombiantion af for- og efternavn som ikke var alt for fjoget (afbrudt af meddelelser om at serveren var nede)
Så gik der tid med resten af spørgsmålene – inklusive at tyde den grafiske anti-spam kode.
Da det så var på plads og jeg havde fået mit velkomstbrev ku’ jeg downloade og installere programmet.
Endelig: de virtuelle horisonter tonede frem på skærmen. Jeg sku’ bare lige indtaste for- og efternavn og password. Troede jeg. Hen over skærmen flashede en meddelelse om at noget var gået helt galt (men ikke hvad) og jeg venligst sku’ få mig et nyt password.
Ind på websiden, bede pænt om nyt password – nyt password sendt, med en meget bestemt formaning om at ta’ det i brug inden en time, hvorefter det bliver ugyldigt.
Nu er der gået en halv time, klokken nærmer sig sengetid og det nye password er ikke dukket op i min inboks.
Livet er efter sigende ikke for begyndere. Men Second life er sgu’ helt sikkert for viderekomne. Vi ses i First life….
KH Lars
PS: Hils din avatar